Den 3. juni fejrede Kirken de ugandiske martyrer, helgenerne Charles Lwanga og hans venner. I slutningen af det 19. århundrede blev de ofre for forfølgelser mod kristne i Uganda. Søster Patrizia Piva siger: de unge i Uganda ser på dem som eksempler på levet tro og håb.
”Jeg vil tage dig ved hånden. Hvis vi skal dø for Jesus, så dør vi sammen, hånd i hånd”. Det var de sidste ord, Charles Lwanga sagde. Han rettede dem til den unge Kizito på kun 14 år, der døde sammen med ham. De blev ofre for had mod troen. Et martyrium, der blev delt med andre kammerater, katolske og anglikanske, som blev ofre for forfølgelserne af de kristne i Uganda i slutningen af 1800- tallet. Patrizia Piva kommer fra cisterciensersøstrene af Caritas, et religiøst institut for kvinder med forskellige afdelinger i Uganda. Charles Lwanga og hans kammerater, der blev martyrer for så mange år siden på grund af had mod troen, har for mange mennesker og især for unge i Uganda vist en vigtig vej, som man kan se på i dag i et land, der søger materiel og åndelig udvikling.
"Her er der behov for at genopdage begreberne håb og gavmildhed, så vi kan konfrontere de aktuelle udfordringer i dag", siger sr. Piva.
Mødet med ”de hvide fædre” og omvendelsen til kristendommen
Historien om martyrerne finder sted under Mwanga IIs herredømme. Han var konge i Buganda (i dag en del af Uganda) mellem november 1885 og midten af 1886. Særlig Charles hører til Ngabi-klanen, men på ham passer ordet ”Caritas”, der blev motto for afrikamissionærerne, bedre kendt som ”de hvide fædre”. De blev grundlagt af kardinal Lavigerie. Den unge Lwanga omvender sig til kristendommen, og i 1885 indstævnes han for retten som hofchef. Han bliver straks én, de andre holder sig til - især de nye konvertitter, hvis tro han støtter og opmuntrer.
Begyndelsen på forfølgelserne
I begyndelsen modtager kong Mwanga, der også selv var uddannet af ”de hvide fædre”, ham med velvilje. Men han er samtidig meget stædig og en rebel, der bliver manipuleret af de lokale heksedoktorer, som ser deres egen magt truet af Evangeliet. Kongen begynder derved en forfølgelse af de kristne, især fordi de ikke giver efter for hans ondskab. Den 25. maj 1886 dømmes Charles Lwanga til døden sammen med andre.
Dagen efter begynder de første henrettelser.
En korsvej der varer otte dage
For at gøre de dømtes lidelse endnu større beslutter kongen at flytte dem fra kongepaladset i Munyonyo til Mamugongo, hvor dødsstraffe blev eksekveret. Der er 27 mil mellem de to steder - 27 mil, der bliver en sand ”korsvej”. Langs med vejen bliver Carlo og hans kammerater udsat for vold fra kongens soldater. De søger med ethvert tænkeligt middel at få dem til at afsværge deres kristne tro. I løbet af otte dages vandring dør mange, gennemboret af spyd, hængt eller ligefrem sømmet fast til træerne.
Mejet ned på Namugongos bakker
Den 3. juni når de overlevende udmattede til Namugongo-bakkerne, hvor bålet venter dem. Charles Lwanga og hans kammerater brændes levende sammen med nogle anglikanske troende. De beder lige til det sidste, uden så meget som at klage sig og viser dermed deres livgivende tro. En af dem, Bruno Srerunkuma, siger før han udånder: ”En brønd, der får vand fra mange kilder, vil aldrig tørre ud. Og når vi ikke mere er her, så vil der komme andre efter os”.
Kanoniserede af Paul VI i 1964
I 1920 saligkåres de af Benedikt XV. 14 år efter i 1934 udnævner Pius XI Charles Lwanga til ”skytshelgen for det kristne Afrikas ungdom”. Det bliver Paul VI, der den 18. oktober 1964 kanoniserer hele gruppen under II. Vatikankoncil. Og pave Paul, der rejste til Uganda i 1969, indviede højaltret i sanktuariet ved Namugongo, der blev bygget på det sted, hvor de led martyriet. Formen på den kirke, der rejser sig der i dag, minder om den traditionelle afrikanske hytte og dens 22 søjler, som tagkonstruktionen står på, skal minde os om de 22 martyrer.
Pave Frans:” De er økumeniens blodvidner”
Den 28. november 2015 under sin 11. apostolske rejse, som førte ham til Uganda, fejrer pave Frans messen i det samme sanktuarium efter at have besøgt den nærliggende anglikanske kirke, der også er indviet til landets martyrer. ”I dag mindes vi med taknemmelighed de ugandiske martyrers ofre. Deres kærlighedsvidnesbyrd for Kristus og hans kirke er med rette nået helt til verdens ende - siger paven i sin prædiken. Lad os også mindes de anglikanske martyrer, hvis død for Kristus vidner om blodets økumeni. Det er liv, der viser Helligåndens magt, liv, der også vidner om den forvandlingskraft, Jesu Kristi evangelium har”.
Tekst: Lisbeth Rütz, Vatikanets medier