Vatikanet opfordrer til stor europæisk fredskonference

Vatikanets statssekretær, kardinal Pietro Parolin, har bedt de europæiske statsledere om at gøre alt for at opnå fred i Ukraine.

”Vi kan ikke lade være med at spørge os selv om vi virkelig gør alt, hvad vi kan, for at sætte en stopper for denne tragedie”, sagde den 67-årige italienske kardinal tirsdag i Rom foran en gruppe diplomater fra hele verden.

”Hvorfor ikke arbejde sammen om at organisere en ny stor europæisk fredskonference", sagde han under et symposium, arrangeret sammen med den italienske ambassade ved Pavestolen, Vatikanet og det geopolitiske tidsskrift Limes. Parolin henviste til Helsingfors-konferencen i 1975, der resulterede i en erklæring, som blev underskrevet af flere lande, herunder USA og Sovjetunionen.

At bryde de ”gamle mønstre”
"Vi må spørge os selv: Tror Europa stadig på de regler, som det gav sig selv efter Anden Verdenskrig takket være sine grundlæggeres fremsynethed?” spurgte Parolin retorisk og hævdede, at de politiske ledere i dag må møde konflikter ”med nye værktøjer”, der rækker ud over de ”gamle militære alliancer” og ”gamle mønstre”.

Kardinalen advarede også om risikoen for en atomkonflikt, ”selv på grund af menneskelige fejl”, og gentog den Hellige Stols insisteren siden begyndelsen af krigen i Ukraine om, at ”nedrustning er det eneste passende og resolutte svar, hvis vi ønsker at skabe en fremtid med fred”. Ikke desto mindre anerkendte han også, at et land, der er under angreb, har ret til at forsvare sig selv.

”Militær og verbal deeskalering”
”Vi har brug for en militær og verbal deeskalering”, bad kardinal Parolin om. Denne advarsel stod i kontrast til mange vestlige stemmer og i kølvandet på den ukrainske præsident Zelenskys appel til det internationale samfund om flere våben til at modstå det russiske angreb.

Vatikanets udenrigsminister advarede også mod risikoen for ”ligegyldighed” over for denne krig og opfordrede de internationale diplomater til ”ikke at forblive døve over for råbene fra det folk, der beder om fred og ikke krig, brød og ikke våben, omsorg og ikke aggression”.

Parolins appel kom blot en dag efter at en regeringstalsmand i Moskva kortfattet afviste Pavestolens tilbud om at være vært for fredsforhandlinger mellem Rusland og Ukraine.