Vatikanet vil forny aftalen med Kina

Både Vatikanet og Kina regner med at forny den nuværende midlertidige aftale om biskoppers udnævnelse. Det sagde Vatikanets statssekretær Pietro Parolin i går, mandag, under en pressekonference med Italiens premierminister Giuseppe Conte i Rom. Parolin bekræftede også, at aftalen, der blev underskrevet 22. september 2018, udløber i begyndelsen af næste måned.

Det er første gang at Vatikanet officielt udtaler sig om en fornyelse af den omstridte aftale. Forrige uge besvarede en talsmand fra det kinesiske udenrigsministerium et spørgsmål fra en journalist på følgende måde: ”Takket være en koncentreret indsats fra begge sider har den midlertidige aftale om bispeudnævnelser, der blev indgået mellem Kina og Vatikanet for to år siden, kunnet føres ud i livet med succes”. Med andre ord ønsker de kinesiske myndigheder at forny aftalen.

I aftalen, hvis ordlyd ikke er offentliggjort, blev Den hellige Stol og Folkerepublikken Kina enige om en måde at udnævne biskopper og oprette nye bispedømmer på. Ifølge aftalen vil kandidaterne blive udvalgt af de kinesiske religiøse myndigheder og siden blive officielt udnævnt af paven.

Pavens udnævnelse af biskopper er et af de vigtigste kendetegn ved Den katolske Kirkes struktur. Regimet i Kina ser derimod sådanne beslutninger som et rent internt kinesiske anliggende og frabeder sig enhver form for udenlandsk indblanding. Mens den tidligere ærkebiskop af Hong Kong, kardinal Joseph Zen, gentagne gange har kaldt aftalen for et forræderi mod katolikkerne i Kina, har andre eksperter anlagt andre og mildere vurderinger. I den nuværende situation i Kina har Vatikanet næppe haft nogen anden mulighed.

Kilde: signum.se