Vatikanet vil undersøge ærkebispedømmet Køln

Foto: Wikipedia

Paven har bedt den svenske kardinal Anders Arborelius og ærkebiskoppen af Rotterdam om at undersøge ærkebiskoppen af Køln og mulige kritisable forhold i det tyske ærkebispedømme.

Pave Frans har nedsat en undersøgelseskommission, der skal foretage en såkaldt apostolisk visitation af ærkebispedømmet Køln. Kardinal Anders Arborelius, biskop af Stockholm, og biskoppen af Rotterdam, Johannes van den Hende, vil i begyndelsen af næste måned vil undersøge forholdene i Køln for at danne sig ”et omfattende billede af den komplekse pastorale situation i ærkebispedømmet”.

De to visitatorer vil desuden undersøge om ærkebiskoppen af Køln, kardinal Rainer Maria Woelki, og den tidligere generalvikar, nuværende ærkebiskop af Hamburg, Stefan Heße, samt de to hjælpebiskopper af Køln, Dominikus Schwaderlapp og Ansgar Puff, har gjort noget forkert i deres håndtering af seksuelle overgrebssager i ærkebispedømmet.

Kardinal Rainer Maria Woelkis første reaktion på undersøgelsen var at imødese den.

”Allerede i februar gav jeg udførlige oplysninger til Den hellige Fader om situationen i vort bispedømme”, forklarer han: ”Jeg bifalder, at paven gennem en apostolisk visitation ønsker at danne sig sit eget billede af situationen i forhold til tidligere, uafhængige juridiske undersøgelser, og siden drage sin egen konklusion”.

Kardinal Woelki siger, at han fuldt og helt vil støtte efterforskerne i deres arbejde.

I ærkebispedømmet Köln har der nu i mere end et år lydt kravet om en offentlig redegørelse af de tidligere tilfælde af seksuelle overgreb, som præster siges at have begået. I forbindelse hermed også at sætte navn på de ansvarlige, som formodes at have holdt hånden over overgrebsmændene og mørklagt deres forbrydelser.

I midten af ​​marts i år offentliggjordes en advokatundersøgelse om det kølnske ærkebispedømmes håndtering af overgrebssagerne, udarbejdet af en række advokater med strafferetseksperten Björn Gercke i spidsen. Kardinal Woelki er blevet kritiseret for ikke at have villet offentliggøre en tidligere advokatundersøgelse om samme emne, da han mente den indeholdt en række metodiske mangler.

Ifølge Gercke-rapporten er der i tidsrummet 1975-2018 mindst 75 tilfælde, hvor højtstående embedsmænd, herunder generalvikarer og ærkebiskopper, har overtrådt deres pligter. Blandt andet skulle de have undladt at undersøge mistænkelige forhold og ikke at have udvist den rette omsorg for ofrene. I Gercke-rapporten bliver kardinal Woelki ikke selv beskyldt for at have begået fejl i sin håndtering af overgrebssagerne.

Offentliggørelsen af rapporten har dog ikke lagt en dæmper på kritikken. I de sidste uge har medierne gang på gang bragt uddrag fra Gercke-rapporten og holder bispedømmets ledelse moralsk, men ikke juridisk ansvarlig for tidligere tiders håndtering af overgrebssagerne.

Næsten alle dekaner i ærkebispedømmet Køln har også i en e-mail til kardinal Woelki kritiseret håndteringen af overgreb i ærkebispedømmet, der er det største bispedømme i Tyskland. ”Baggrunden for  e-mailen er, at vi som dekaner er yderst bekymret over situationen i ærkebispedømmet”, forklarer dekan Bruno Kurth i Wuppertal.