Verdens ældst kendte kloster udgravet i Egypten

Klostret i Bahariya-oasen i Egypten har ligget skjult under mange lag ørkensand i århundreder. Nu er det blevet udgravet og studeret af norske forskere ved Menighedsfakultets videnskabelige højskole under ledelse af professor Victor Ghica. Foto: Victor Ghica.

Det har længe været kendt, at det kristne klostervæsen har sit udspring i Egypten. Man har nu fundet de hidtil ældste ruiner af et sådan kloster i Bahariya-oasen godt 370 km sydvest om Cairo.

Ruiner fra romertiden er blevet fundet cirka 3 kilometer fra det nu fundne kloster, hvilket understøtter antagelsen om, at munke oftest slog sig ned i udkanten af beboede områder, langt nok ude i ørkenen til at kunne leve i relativ ensomhed, men samtidig tæt nok til at kunne ernære sig.

Det fundne kloster kan med sikkerhed dateres til midten af det 4. århundrede, måske endda til kejser Konstantins tid. Graffiti og rester af malede billeder samt et vigtigt potteskår – et såkaldt ostrakon – med inskriptioner bekræfter, at der er tale om et kloster. Potteskåret omtaler en tidligere kendt abbed og at en munk fra klostret da befinder sig i Konstantinopel. Man har også fundet kostbare glas og andre luksusvarer, hvilket strider mod det gængse billede af asketisk fattigdom, som man ofte forbinder med de ældste klostre. Tilsyneladende lå Bahariya-oasen på en vigtig handelsrute mellem Tunesien og Nildeltaet.

Udgravningerne er sket under ledelse af professor Victor Ghica fra Menighedsfakultetet i Oslo.

<iframe frameborder="0" height="315" width="560" allow="accelerometer; autoplay; clipboard-write; encrypted-media; gyroscope; picture-in-picture" title="YouTube video player" src="https://www.youtube.com/embed/4IS1mRiIYQA"></iframe>