Prædiken over læsningerne søndag den 19. januar, 2. alm. søndag.
Hvordan kan vi, skal vi eller må vi i dag vise menneskene vejen til Kristus? Hvordan kan Kirken tiltrække folk? Her tænker jeg ikke så meget på nogle ’fjerne hedninger’, men på vore egne og især unge kristne. Hvilke reklamemidler skal vi bruge for at de kan blive interesseret i Jesus Kristus og hans Kirke?
Mange præster stiller ofte sig selv dette spørgsmål. Vi ville så gerne, at kristne skulle være begejstrede for Kristus, for hans glade budskab og for hans nærvær iblandt os: i vores fællesskab, i sakramenterne – og især i Den hellige Messe.
Selvfølgeligt hjælper det ikke i dag at true folk med en løftet pegefinger og fortælle dem, at man skal bede, at man skal leve Guds bud, at man skal komme i kirke, osv. Vi opnår ikke noget med tvang og det skal vi heller ikke.
Kirken har mange udfordringer
Der er nogle, som indrømmer, at de faktisk burde gøre noget mere for virkelig at være kristne og engagerede katolikker. Af og til lover de endda at forbedre sig – men meget ofte bliver det kun ved ordene. Nogle af vores sognebørn og unge har fortalt mig, at de meget gerne vil komme i kirke om søndagen og ministrere, men at de desværre ikke har mulighed for det, fordi deres far sover længe om søndagen og moderen er på arbejde, eller ikke er katolik.
En af mine kolleger sagde: ”Når jeg tilbyder folk, at jeg gerne vil besøge dem, fx firmandernes familier, viser det sig, at de fleste alligevel ikke vil invitere præsten hjem til sig”. Og der findes nogle katolikker, som slet ikke ønsker nogen henvendelser fra kirken. Samtidigt hører vi af og til kritik, at der ikke sker noget i menigheden, at der er for få tilbud, at det ikke er sjovt i kirken eller at man ikke kan snakke med præsten.
Hvad skal man dog gøre i sådan en situation? Man får mange forskellige tanker, når man tænker på de kristnes liv i dag og på vor Kirkes udvikling i fremtiden. Og selvfølgeligt kan det somme tider være meget deprimerende for en præst at arbejde under sådanne forhold. Man investerer megen energi for at fremme Kirkens, menighedens liv, men frugterne er næppe til at se med det blotte øje. Og så er der nogle, som ikke kan lide det ene eller det andet, eller som har et vågent øje med alt, hvad der ikke lykkes i menighedens liv.
Han er Gud med os!
Men heldigvis hører vi sådanne læsninger som i dag. I dagens anden læsning hørte vi indledningen til apostlen Paulus 1. brev til menigheden i Korinth: ”Fra Paulus, kaldet til Kristi Jesu apostel ved Guds vilje [...] Til Guds menighed i Korinth, dem, der er helliget ved Kristus Jesus, kaldet til at være hellige!”
Menigheden i Korinth var en lille menighed og vakte ikke opsigt. Af byens samlede befolkning udgjorde den måske blot to procent. Og denne lille menighed var heller ikke et ideelt fællesskab og levede slet ikke op til det, vi i dag forstår ved ”at være hellige”. Der var dybe stridigheder og gruppedannelser i den lille menighed. Man førte retssager mod hinanden, og gudstjenesterne var præget af kaos og hjerteløshed. Man kendte tilfælde af grov utugt og på troens område var der nogle i menigheden, der ikke troede på opstandelsen. Alligevel hilser Paulus denne menighed med udtrykket ”Guds Kirke” og ”dem, der er helliget ...”.
”Guds Kirke”: Fra begyndelsen af oplevede Gud mange erfaringer med sin Kirke. Der var mange gode, men der var også ikke så få dårlige erfaringer. Lad os bare tænke på alle de splittelser, der har været i løbet af Kirkens historie. Men trods alle disse dårlige erfaringer med os mennesker giver Gud ikke slip på os. Han knytter sit navn til de ufuldkomne, fejlbelastede og utilstrækkelige mennesker.
Hvis menigheden i Korinth var Guds Kirke, så er også vi Guds Kirke. Vi kan læse apostlen Paulus’ hilsen fra dagens anden læsning på en ny måde: ”Fra Paulus [...] til Guds menighed ved Skt. Pauls Kirke, ved. Skt. Ansgars Kirke, ved Hellig Kors Kirke, osv. [...] til dem, der er helliget ved Kristus Jesus ... ”.
Trods alle vore fejl, vanskeligheder og små skridt, knytter Gud sit navn til os, til vores fællesskab. Vi er Guds Kirke, og Han er Gud med os! Det er meget vigtigt at huske og tro på: Vi er Guds Kirke og Han er Gud med os!
Det kan godt være, at vi skal benytte os af reklamer, og vi skal nok prøve på at finde forskellige metoder for at være mere tiltrækkende som Kirke og for at vinde folk for Gud, for Kristus og for hans Kirke.
Vi behøver da ikke at tænke længe over, hvad vi har til at tilbyde dem! Lad os se på Johannes Døberen: Hans ’reklameråb’ lød: ”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!” (Matt 3, 2). Og i dagens evangelium ’reklamerer’ han Jesus: ”Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd”. Han forkynder ikke en stor konge, en supermand med Guds almagt, som vil udføre store mirakler eller underholde folk. Han forkynder Ham, som kommer efter profeten Esajas, som den ydmyge Guds tjener, som det tålmodige ’Guds lam’, der vil sone alle vore synder. Og Johannes ser da ikke på om folk kan lide det, han siger eller ej. Og dem, som åbnede sig for hans budskab, angrede deres synder og bekendte troen på Gud, dem døbte han. Altså så længe folk ikke selv åbner deres hjerte for Gud, kan man ikke hjælpe dem ret meget. Så længe de ikke åbner sig for Guds kalden og indsætter Gud på førstepladsen i deres liv, vil alt det, der forkyndes i Kirken altid virke kedeligt og utiltrækkende.
Tre gode råd
Hvad skal vi da gøre for at vinde mennesker for Gud? Alle kan bidrage hertil, og jeg vil selv nævne tre ting fra dagens læsninger:
* For det første må vi huske, at vi alle, enhver menighed, er ’Guds Kirke’; at vi alle har en chance at være hellige, ligesom vor Far i himlen er hellig. Og Gud vil hjælpe os med det. Det er vigtigt for os at huske og tro på, at vi – på trods af alle vore svagheder og små skridt – er Guds Kirke og Han er Gud med os og ledsager os!
* For det andet må vi simpelthen vidne med vort liv om Gud. Vi må vise med vores liv, at vi regner med Gud i vores hverdag, at vi stoler på Gud og at Han har førstepladsen i vort liv. ”Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres Far, som er i himlene” (Matt 5,16).
* Og for det tredje må vi bede for hinanden. Så længe folk ikke åbner deres hjerte for Gud, kan man ikke hjælpe dem ret meget. Og det kan folk gøre, når de får støtte – ikke ved at vi trænger os på, ikke ved at vi løfter fingeren og slet ikke ved at vi fordømmer dem, men ved at støtte dem med vores forbøn hos Gud. Og så skal vi prøve at være tålmodige ligesom Vorherre er det med os. Apostlen Peter skriver: ”Herren har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse” (2 Pet 3, 9).
Kære Gud, tak fordi du gennem Jesus har gjort frelsen mulig for os. Tak, fordi du gav disciplene mod og lyst til at fortælle budskabet videre, sådan at det også har nået os.
Hjælp mig med at dele din kærlighed med alle dem, jeg møder. Hjælp mig med at udføre små kærlighedshandlinger over for min familie, kammerater og venner, og alle dem jeg møder i min hverdag.
Amen.
Tekst: Pastor Piotr Rypulak, konstitueret sognepræst for Aabenraa, Sønderborg og Tønder
*** SØNDAGENS EVANGELIUM ***
Næste dag så han Jesus komme hen imod sig og sagde: ”Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd. Det er om ham, jeg har sagt: Efter mig kommer der en mand, som er kommet forud for mig, for han var til før mig. Jeg kendte ham ikke, men for at han skal åbenbares for Israel, derfor er jeg kommet og døber med vand”.
Og Johannes vidnede: ”Jeg så Ånden dale ned fra himlen som en due, og den blev over ham. Jeg kendte ham ikke, men han, som har sendt mig for at døbe med vand, han sagde til mig: Det er ham, du ser Ånden dale ned over og blive over, der døber med Helligånden. Jeg har set det, og jeg har aflagt det vidnesbyrd, at han er Guds søn” (Joh 1,29-34).