Søndagens evangelium 5. november, Alle Helgen, er fra Matthæusevangeliet 5,1-12a, Saligprisningerne.
PRÆDIKEN De fleste af os har efterhånden fået rigtig mange tv-kanaler. Og en meget stor del af sendefladen består af film. Jeg kan se en del tyske stationer, som blandt andet sender ældre kriminalfilm. Morderen bliver altid fundet, retfærdigheden sker fyldest. På de danske kanaler er der ofte gamle danske film. Nogle af dem har jeg set flere gange før, og enkelte har jeg aldrig set før. Der er altid en skurk og et offer. Men også her ender alt lykkeligt. Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at disse film har en happy end, for det kan vi nok alle sammen bedst lide. Det gode skal kunne skilles fra det onde.
Men hvis vi kommer væk fra filmen og ud i virkeligheden, så er det ikke længere så nemt at skelne. Linien, der skiller godt og ondt, ligger ikke imellem forskellige grupper af mennesker eller for den sags skyld imellem forskellige politiske partier. Den linie går nok gennem hvert eneste menneskehjerte. Og denne linie er bevægelig. Den flytter sig frem og tilbage. ”Selv i et ondt hjerte er der lidt godt – og selv i et godt hjerte er der lidt ondt”, sagde den russiske forfatter Aleksandr Solzjenitsyn engang. Og ude i virkeligheden ligger godt og ondt temmelig tæt ved siden af hinanden; ofte ved man ikke, hvilken af de to sider, der vil vinde.
En rigdom for det moderne menneske
Det gjaldt også hos de mennesker, som vi mindes i dag, de såkaldte hellige eller helgener. Hver eneste af dem havde teoretisk set også kunnet blive en forbryder. Men i virkeligheden blev deres liv jo, ved Guds og egen hjælp, ført frem til det, vi betegner med ordet hellighed. De har selv ydet en stor indsats, og oftest var tiderne ikke anderledes end de forhold, vi kristne lever under i dag.
Men fælles for alle vores helgener er vel, at de alle har erfaret og forstået, hvilken betydning Jesus Kristus har for verden og for os mennesker. De har orienteret deres hverdag efter ham. Når de var i tvivl, har de spurgt ham til råds – sikkert på mange forskellige måder, men alle med den samme grundholdning: Vi har en Gud, der elsker hver eneste af os, og som for vores skyld er blevet menneske i Jesus Kristus. At slutte sig til denne Jesus Kristus vil så sige at tro på, at det onde aldrig vil sejre, hverken i os selv eller i verdenshistorien. Og hvor er det en rigdom for det moderne menneske at have denne overbevisning.
Mange af de helgener, vi finder i Helgenkalenderen, var kun kendt i snævre områder af verden. Men de foretog sig netop så meget, at de ikke gik i glemmebogen. De har ikke altid været Guds bedste børn. De har ikke været uden synd. De har ikke været særligt benådede. De har ikke været særligt udvalgt af Gud. De har heller ikke været mere begavede end gennemsnittet. Nej, deres hellighed kan snarere føres tilbage til en ganske særlig udholdenhed for sagen, en særlig kampånd, en særlig indsats. De har kæmpet med de samme problemer, som vi alle må kæmpe med: Sygdom, nød og lidelse. Der står hos evangelisten Markus: ”Hvis nogen vil gå i mit spor, skal han tage sit kors op og følge mig”. Lukas understreger endda: ”dagligt tage sit kors op”. Ja, men det er, hvad de har gjort. De har ikke givet op. De har ikke resigneret. De har kæmpet for denne verden, at den må blive mere menneskelig i stedet for umenneskelig. Og motivationen var ikke bare en humanistisk indstilling til verden, men i stedet det kristne budskab.
Vi ved, at Gud har skabt verden, og at han konstaterede, at alt var såre godt. Vi ved, at Gud skabte mennesket, og så kan mennesket kun være noget godt. Altså må vores anstrengelser rettes imod, at denne tilstand bliver genindført i verden. Og det er værd at kæmpe for.
Et andet element, der har spillet en vigtig rolle i de helliges liv, er Kirken. Alle vidste de, at Kirken konkret er det sted, hvor de på en særlig måde kan møde Jesus Kristus – også selv om de mange gange havde problemer med Kirken af samme art, som en del katolikker har det i dag.
Hvordan lever du dit eget liv?
Alle Helgen højtiden stammer fra 800-tallet. Man ville ikke, at en eneste af disse gode eksempler på troens storhed skulle forbigås i Kirkens liturgi. Det er jo kun en lille brøkdel af helgenerne, som er blevet kanoniseret, og som derfor har deres egen festdag – jævnfør Kirkens kalender.
Det begyndte med martyrerne. Man fejrede årsdagen for deres ærefulde død ved at fejre messen på det sted, hvor de havde udgydt deres blod, eller hvor de var blevet begravet. Det var martyrerne, der tydeligst havde vist, hvad eukaristien er tegnet på: at ens liv afbrydes og hengives for Guds skyld, lige som Jesus selv havde ofret sit liv og stadig gør det i brødets og vinens skikkelse i messeofret. Jesu apostle var de første martyrer, og Jesu ven og forløber, Johannes Døberen, ligeledes.
Derefter kom man til at tænke på, at andre skikkelser fra evangelierne med lige så stor ret kunne mindes på visse dage i året, frem for alt Guds moder Maria. Man fejrede de forskellige etaper i hendes liv i forbindelse med årsdagene for indvielse af kirker, som bar hendes navn. Og, herefter voksede der i tilslutning hertil en hel flora op af hellige mænd og kvinder, som med deres liv og død havde været vidnesbyrd om visse sider af evangeliet: ”ikke kun martyrernes roser, men også jomfruernes liljer og ægtepars grønne vedbend på murene”, som Augustin sagde; martyrer, profeter, hellige præster, jomfruer, eremitter, men også mennesker, som havde levet i familier, og dér havde vist særlige nådegaver.
Vi skal opfatte ærbødigheden for de hellige, helgendyrkelsen, ikke som noget der drager opmærksomheden fra Gud og Kristus, men tværtimod som eksempler på, hvordan Guds liv og evangeliernes indhold har taget skikkelse i konkrete menneskers liv, til forskellige tider og i forskellige miljøer.
På Alle Helgen stilles der et direkte spørgsmål til os: Hvordan lever du dit eget liv? Hvad tror du egentlig på, når det kommer til stykket? Lader du dig tilfreds med dit forsøg på at være kristen?
I sidste instans drejer det sig jo om, hvorvidt Gud er integreret i vores liv, og om vi indretter vores hverdag derefter. Aldrig at holde op med at stræbe. Aldrig at holde op med at prøve på ny. Det er vel konsekvensen, når det går op for én, at der er et mål, der er værd at stræbe efter. Og når man opdager, at målet selv er den, der ledsager én frem mod målet.
På Alle Helgen tænder vi et lys både for de afdøde og for os selv. Vi viser vores ønske om fortsat fællesskab med dem, som levede før os, og som nu er hos Gud. Vi sender dem en slags SMS – som jeg ofte siger. Og vi lader ligesom deres lys skinne på os og derved bekræfte dette store fællesskab. Hvor er vi katolikker egentlig privilegerede.
Amen.
Tekst: Pastor Hans Esmark