Pave Frans mødtes med Ukraines præsident

Foto: Vatikanets medier

Pave Frans modtog Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj, der lørdag den 13. maj er på statsbesøg i Rom. Han mødtes også med den italienske premierminister Giorgia Meloni og præsident Sergio Matarella.

Præsident Zelenskyj ankom i bil til Vatikanet kl. 16 og blev budt velkommen i det apostoliske palads til et møde med pave Frans.

”Det er en stor ære”, sagde Zelenskyj til paven, som takkede ham for besøget.

De to statsoverhoveder talte med hjælp af en tolk, pater Marko Gongalo – en polsk præst, der arbejder i udenrigsafdelingen i Statssekretariatet. Mødet, som varede ca. 40 minutter, fokuserede på den humanitære og politiske situation i Ukraine under den igangværende krig.

Pave Frans forsikrede præsident Zelenskyj om sine vedholdne bønner.

De var enige om det fortsatte behov for at yde humanitær hjælp til den ukrainske befolkning, og pave Frans understregede især behovet for at hjælpe de mest sårbare, de uskyldige ofre for konflikten.

Udveksling af gaver
Som det er kutyme udvekslede de to statsoverhoveder gaver. Pave Frans gav præsident Zelenskyj en bronzeskulptur af en olivengren – et symbol på fred. Han gav ham også erklæringen fra 2019 om menneskeligt broderskab for verdensfreden, som blev underskrevet af paven og storiman af Al-Ahzar, Ahmad Al-Tayyeb, en bog om pavens eukaristiske tilbedelse, Statio Orbis, og en bog med titlen ’En rundskrivelse om fred i Ukraine’.

Den ukrainske præsident gav efterfølgende paven et kunstværk lavet af en skudsikker plade og et maleri med titlen ’Tab’ om drab på børn under konflikten.

Zelenskyjs besøg i Vatikanet, der fandt sted ca. 15 måneder efter Ruslands invasion af Ukraine begyndte, skete som led i en diplomatisk rejse, hvor den ukrainske leder også mødtes med den italienske præsident Sergio Matarella lørdag formiddag inden en arbejdsfrokost med premierminister Giorgia Meloni.

Møde med ærkebiskop Gallagher
Et kommuniké fra Vatikanets pressekontor meddeler, at præsident Zelenskyj efter sit møde med paven mødtes med ærkebiskop Paul Richard Gallagher, sekretær for relationerne til stater og internationale organisationer i Statssekretariatets udenrigsafdeling.

”Under de åbenhjertelige samtaler med ærkebiskop Gallagher var fokus først og fremmest på den igangværende krig i Ukraine og de akutte bekymringer, der er forbundet med den, især af humanitær art, samt på behovet for at fortsætte bestræbelserne på at opnå fred”.

Kommunikéet tilføjede, at ”lejligheden var også en gunstig anledning til at drøfte en række bilaterale spørgsmål, især vedrørende Den katolske Kirkes liv i landet”.

Tidligere møder mellem paven og Zelenskyj
Dagens møde var det andet møde mellem pave Frans og den ukrainske præsident, som kortvarigt ankom til Rom den 8. februar 2020 og blev modtaget af paven i det apostolsk palads, inden Ruslands storstilede invasion af Ukraine.

Ved den lejlighed, der fandt sted mindre end et år efter Zelenskyjs valgsejr, overrakte pave Frans præsidenten en medalje af den hellige Martin af Tours og udtrykte håb om, at helgenen ville beskytte det ukrainske folk, som allerede da led under krigen i den østlige del af landet.

Zelenskyj havde dengang også samtaler med statssekretær kardinal Pietro Parolin og ærkebiskop Paul Gallagher.

I en erklæring fra Vatikanets pressekontor dengang blev det oplyst, at samtalerne fokuserede på den humanitære situation og bestræbelserne på at opnå fred i den konflikt, der har ramt Ukraine siden 2014.

Ved den lejlighed blev der udtrykt håb om, at alle involverede parter ville vise den største følsomhed over for behovene hos den del af befolkningen, der var berørt af volden samt ønsket om ”engagementet i dialogen”.

Telefonopkald
Siden den russiske invasion af Ukraine begyndte den 24. februar 2022, har der været flere telefonopkald mellem pave Frans og præsident Zelenskyj.

Det første fandt sted den 26. februar 2022, to dage efter krigens begyndelse. Ved den lejlighed udtrykte pave Frans sin ”dybe sorg over de tragiske begivenheder, der finder sted i landet”.

Andre telefonsamtaler mellem paven og den ukrainske præsident fandt sted i marts og august 2022, hvor paven gentog sin bekymring og sorg over den ukrainske befolknings lidelser.

Kilde: Vatikanets medier