NOVO MILLENNIO INEUNTE
NOVO MILLENNIO INEUNTE
Ved indgangen til det nye årtusind
Apostolsk Skrivelse fra Pave Johannes Paul II
6. januar 2001
Til mine brødre i bispeembedet,
til præster og diakoner,
til mandlige og kvindelige ordensfolk
og til alle troende lægfolk.
1. Ved indgangen til det nye årtusind og ved afslutningen af det store jubilæum, hvor vi fejrede den totusinde årsdag for Jesu fødsel, og hvor der begynder et nyt afsnit af Kirkens pilgrimsgang, lyder i vore hjerter atter Jesu ord, da han en dag - efter fra Simons båd at have talt til folkeskaren - opfordrede apostlene til at "lægge ud på dybet" for at få fangst: "Duc in altum, Læg ud på dybet" (Luk 5,4). Peter og hans første ledsagere stolede på Jesu ord og kastede garnene ud. "Det gjorde de og fangede en stor mængde fisk" (Luk 5,6).
Duc in altum, Læg ud på dybet! Disse ord lyder til os i dag, og de opfordrer os til at erindre fortiden med taknemlighed, leve nutiden med begejstring og se fremad til fremtiden med tillid: "Jesus Kristus er den samme i går og i dag og til evig tid" (Heb 13,8).
Kirkens glæde var stor i dette år, mens den viede sig til at betragte sin Brudgoms og Herres ansigt. Den blev mere end nogen sinde til et pilgrimsfolk, ledet af ham, som er "fårenes store hyrde" (Heb 13,20). Med usædvanlig energi gik så mange af dens medlemmer, Guds folk her i Rom så vel som i Jerusalem og de enkelte lokalkirker, gennem den "hellige dør", som er Kristus. Til ham, som er historiens mål og verdens eneste frelser, råbte Kirken og Ånden: "Marana ta - kom, Herre Jesus" (jf. Åb 22,17.20; 1 Kor 16,22).
Det er umuligt at måle resultatet af denne nåde, som i årets løb har berørt menneskers hjerter. Men det er sikkert og vist, at "en flod med livets vand", det vand, som bestandigt "vælder ud fra Guds og Lammets trone" (sml. Åb 22,1), er blevet udøst over Kirken. Dette er det Åndens vand, som slukker tørst og fornyer (jf. Joh 4,14). Dette er den Faderens barmhjertige kærlighed, som endnu engang er blevet kundgjort og givet os i Kristus. Henimod afslutningen af dette år kan vi med fornyet jubel gentage de gamle taksigelsesord: "Tak Herren, for han er god, hans trofasthed varer til evig tid" (Sl 118,1).
2. Jeg føler trang til at skrive til jer, I kære, for at dele denne lovsang med jer. Fra begyndelsen af mit pontifikat har mine tanker været rettet mod dette hellige år 2000 som en vigtig milepæl. Jeg tænkte på fejringen af det som en af forsynet bestemt lejlighed, hvor Kirken femogtredive år efter Det andet Vatikankoncil kunne undersøge, hvor meget den havde fornyet sig for med ny begejstring at kunne give sig i lag med sin evangeliserende opgave.
Er dette lykkedes for Jubelåret? Guds blik hviler opmærksomt på vort engagement, på dets store kraftanstrengelser og uundgåelige svagheder. Men vi kan ikke lade være med at takke for de "undere", som Gud har udrettet for os: "Misericordias Domini in aeternum cantabo, Om Herrens miskundhed vil jeg evigt synge" (Sl 89,2).
Samtidigt vil han, at det, der stod os for øje, tages op til fornyet overvejelse og på en måde "tydes", for at gøre, hvad Ånden har sagt til Kirken (sml. Åb 2,7.11.17 osv.) gennem dette så indholdsrige år.
3. Kære Brødre og Søstre; det er særlig nødvendigt for os at rette vore tanker mod den fremtid, der ligger foran os. Gennem disse måneder har vi ofte set hen imod det nye årtusind, som er ved at begynde, mens vi gennemlevede dette jubelår ikke kun som et minde om fortiden, men også som en profeti om fremtiden. Nu er det nødvendigt, at vi drager fordel af den nåde, vi har modtaget, ved i praksis at omsætte den i beslutninger og retningslinier for handling. Dette er en opgave, som jeg opfordrer alle lokalkirker til at påtage sig. Når de er samlede omkring deres biskop, når de lytter til ordet i broderligt fællesskab og "bryder brødet", udgør hvert bispedømme en lokalkirke" hvori i sandhed Kristi ene, hellige, katolske og apostoliske Kirke er til stede og virker". Det er frem for alt i enhver lokalkirkes særlige situation, at Guds ene folks mysterium får sin særlige skikkelse, som passer til hver enkelt kontekst og kultur.
Til syvende og sidst afspejler denne rodfæstelse af Kirken i tid og sted selve menneskevordelsens udvikling. Nu er det derfor tiden for enhver lokalkirke til at vurdere sin begejstring og finde ny inspiration til sin åndelige og pastorale indsats ved at overveje, hvad Ånden har sagt til Guds folk i dette særlige nådens år og endda i det længere tidsrum fra Det andet Vatikankoncil til det store jubilæums. Det er med tanken for dette, at jeg i dette brev ved afslutningen af det store jubilæum ønsker at fremføre mit Petrusembedes bidrag, således at Kirken kan stråle endnu mere klart i sine gavers mangfoldighed og i sin enhed på vandringen.
I. MØDET MED KRISTUS
DET STORE JUBILÆUMS ARV
4. "Vi takker dig, Herre, Gud, Almægtige" (Åb 11,17). I bullen, der indvarslede jubilæet, gav jeg udtryk for det håb, at den totusindårets fejring af menneskevordelsens mysterium ville blive levet som "en uophørlig lovprisning af Treenigheden" og tillige som en "forsoningens vej og et tegn på sandt håb for alle, som ser hen til Kristus og hans kirke". Dette jubelår har også været en erfaring af disse væsentlige aspekter og har opnået øjeblikke, der var så fulde af intensitet, så vi fornemmede det, som om vi håndgribeligt var i kontakt med det nådige nærvær af Gud, fra hvem "alle gode og fuldkomne gaver kommer" (Jak 1,17).
Jeg tænker først og fremmest på lovprisningens dimension. Denne er udgangspunktet for enhver ægte troens reaktion på Guds åbenbaring i Kristus. Kristendommen er nåde; det er det underværk, der udføres af en Gud, der ikke er tilfreds med blot at skabe verden og mennesket, men sætter sig selv på samme niveau som den skabning, han har skabt, og efter mangfoldige gange og på mangfoldige måder at have talt gennem profeterne, har han "nu ved dagenes ende ... talt til os gennem sin søn" (Heb 1,1-2).
Nu ved dagenes ende! Ja, jubilæet har fået os til at forstå, at to tusinde års historie er gået uden at formindske nyheden ved det "i dag", da englene forkyndte hyrderne den vidunderlige begivenhed med Jesu fødsel i Betlehem. "I dag er der født jer en frelser i Davids by, han er Kristus, Herren" (Luk 2,11). Der er gået to tusinde år, men Jesu proklamation af hans mission, da han over for sine forbavsede bysbørn i synagogen i Nazaret anvendte Esajas' profeti på sig selv, er så levende som nogen sinde: "I dag er det skriftord, som lød i jeres øren, gået i opfyldelse" (Luk 4,21). Der er gået to tusinde år, men syndere, der har behov for barmhjertighed - og hvem har ikke det? - oplever stadig trøsten i det frelsens "i dag", som på korset åbnede Guds Riges porte for den angrende røver: "Sandelig siger jeg dig: I dag skal du være med mig i Paradis" (Luk 23,43).
Tidens fylde
5. Dette jubilæums sammenfald med begyndelsen af et nyt årtusinde har i sandhed hjulpet mennesker til at blive mere opmærksomme på Kristi mysterium inden for frelseshistoriens store horisont - uden på nogen måde at give efter for tusindårs-fantasier. Kristendommen er en religion, der er rodfæstet i historien! Det var på historisk jord, at Gud valgte at stifte en pagt med Israel og således forberede Sønnens fødsel af Marias moderskød, "da tidens fylde kom" (Gal 4,4). Forstået i sit guddommelige og menneskelige mysterium er Kristus historiens grundlag og midtpunkt, han er dens mening og endelige mål. Det er netop i ham, Faderens Ord og afbillede, at "alt blev til" (Joh 1,3; sml. Kol 1,15). Hans menneskevordelse, der kulminerede i påskemysteriet og Åndens gave, er tidens pulserende hjerte, den hemmelighedsfulde time, hvori Guds Rige kom til os (sml. Mark 1,15), ja endog slog rod i historien som det sædekorn, der var bestemt til at blive et stort træ (sml. Mark 4,30-32).
"Ære være dig, Jesus Kristus, for du regerer i dag og til alle tider". Med denne sang gentaget tusinder af gange har vi betragtet Kristus i år, som han er skildret i Johannes' Åbenbaring: "Alfa og Omega, den første og den sidste" (Åb 22,13). Og når vi betragtede Kristus, tilbad vi også Faderen og Ånden, den ene og udelte Treenighed, det uudsigelige mysterium, hvori alt har sit udspring og sin fuldendelse.
Renselsen af erindringen
6. For at rense vort syn til at betragte mysteriet har dette jubelår været stærkt præget af bønnen om tilgivelse. Dette gælder ikke kun for enkeltpersoner, som har betragtet deres eget liv nøjere for at bede om nåde og modtage afladens særlige gave, men det gælder for hele Kirken, som har besluttet at minde om så mange af dens børns former for utroskab i løbet af historien, former for utroskab, der har kastet en skygge over dens ansigt som Kristi brud.
I lang tid har vi forberedt os til denne samvittighedsransagelse i bevidstheden om, at "Kirken, som indbefatter syndere i sit skød, er på én gang hellig og har altid brug for renselse". Studiekongresser hjalp os til at identificere de aspekter, som bidrog til, at evangeliet i løbet af de første to årtusinder ikke altid kom til at fremstå i et strålende lys. Hvordan skulle vi kunne glemme den bevægende liturgi 12. marts 2000 i Peterskirken, hvor jeg, idet jeg så op på den korsfæstede Kristus, i Kirkens navn bad om tilgivelse for alle dens børns synder? Denne "renselse af mindet" har styrket vore skridt til vandringen mod fremtiden og har gjort os mere ydmyge og årvågne i vor fastholden af evangeliet.
Vidner om troen
7. Denne levende følelse af anger har imidlertid ikke forhindret os i at give Herren ære for, hvad han har gjort i hvert eneste århundrede og specielt i det århundrede, som vi lige har lagt bag os, ved at skænke sin kirke en stor skare af helgener og martyrer. For nogle af dem har jubelåret været det år, hvor de blev saligkåret eller helgenkåret. Hvad enten hellighed er tillagt paver, der er velkendte i historien, eller enkle læg- og ordensfolk fra det ene eller det andet af klodens kontinenter, er den mere end nogensinde fremstået klarere som den dimension, der bedst udtrykker Kirkens mysterium. Hellighed, et budskab, der ikke behøver ord, er den levende genspejling af Kristi åsyn.
I anledning af det hellige år er der også blevet gjort meget for at samle de dyrebare minder om troens vidner i det tyvende århundrede. Sammen med repræsentanter for de andre kirker og kirkelige samfund mindedes vi dem den 7. maj i de talende omgivelser i Colosseum, symbolet på oldtidens forfølgelser. Dette er en arv, der ikke må gå tabt; vi bør altid være taknemlige for den, og vi bør forny vor beslutning om at efterligne den.
Pilgrimskirken
8. Som i helgenernes fodspor er talløse af Kirkens sønner og døtre kommet til Rom, til apostlenes grave, fordi de ønskede at aflægge vidnesbyrd om deres tro, bekende deres synder og modtage den nåde, som frelser. De menneskemængder, der har fyldt Peterspladsen ved de mange gudstjenester, har i år ikke blot gjort et stærkt indtryk på mig. Jeg er ofte standset for at betragte den lange kø af pilgrimme, der tålmodigt ventede på at gå gennem Den hellige Dør. Jeg gjorde mig umage for i hver af disse pilgrimme at forestille mig en livshistorie sammensat af glæder, bekymringer, lidelser, den historie, der er oplevet af en, som Kristus har mødt, og som i samtale med ham igen drog afsted på en håbets rejse.
Når jeg betragtede den uafbrudte strøm af pilgrimme, så jeg dem som en slags konkret billede af Pilgrimskirken, den kirke, der som Augustin siger, befinder sig "midt imellem verdens forfølgelser og Guds trøst". Vi har kun været i stand til at iagttage det ydre af denne enestående begivenhed. Hvem kan bedømme de nådens vidundere, der er bevirket i menneskehjerter? Det er bedre at tie og tilbede i ydmyg tillid til Guds hemmelighedsfulde måder at arbejde på og uden ophør synge til hans pris: "Misericordias Domini in aeternum cantabo! Om Herrens miskundhed vil jeg evigt synge!".
Unge mennesker
9. De mange jubilæumsbegivenheder har samlet de mest forskellige grupper af mennesker, og deltagerantallet har været virkeligt imponerende - undertiden som en hård prøvelse for både kirkelige og civile organisatorers og hjælperes arbejde. I denne skrivelse vil jeg gerne udtrykke min hjertelige taknemlighed til dem alle. Men bortset fra antallet er det, der så ofte har bevæget mig, intensiteten i bønnen, meditationen og fællesskabsfølelsen, som disse møder i almindelighed frembød.
Og hvordan skulle vi kunne lade være med især at mindes de unges glade og inspirerende møde? Hvis der er noget billede fra jubelåret 2000, som mere end noget andet vil leve i min erindring, er det sikkert de masser af unge, som jeg var i stand til at inddrage i en helt særlig dialog, fuld af indbyrdes kærlighed og dyb forståelse. Sådan var det lige fra det øjeblik, hvor jeg bød dem velkommen på pladsen ved Laterankirken og på Peterspladsen. Derefter så jeg dem myldre gennem byen, lykkelige, som unge bør være, men også eftertænksomme, ivrige efter at bede, søgende efter "mening" og virkeligt venskab. Hverken for dem selv eller for dem, der så dem, vil det være let at glemme denne uge, hvor Rom blev "ung med de unge". Det vil ikke være muligt at glemme messen ved Tor Vergata.
Endnu engang har de unge vist sig at være en særlig Guds Ånds gave til Rom og til Kirken. Undertiden føler vi, når vi betragter de unge med de problemer og svagheder, som er karakteristiske for dem i det nuværende samfund, en tilbøjelighed til at blive pessimistiske. De unges jubilæum ændrede imidlertid dette ved at vise os, at unge, lige meget hvilke deres holdninger måske er, har en dyb længsel efter de ægte værdier, som finder deres fylde i Kristus. Er Kristus ikke hemmeligheden i hjertets sande frihed og dybe glæde? Er Kristus ikke den ædleste og mest ophøjede ven og den, der lærer os alt virkeligt venskab? Hvis Kristus fremstilles for unge mennesker, som han virkeligt er, oplever de ham som et svar, der er overbevisende, og de kan da acceptere hans budskab, selv om det er krævende og mærket af korset. Derfor tøvede jeg ikke med som svar på deres begejstring at bede dem om at foretage et radikalt troens og livets valg og med at forelægge dem en vældig opgave: at blive "morgenvægtere!" (sml. Es 21,11-12).
Mangfoldigheden af pilgrimme
10. Naturligvis kan jeg ikke gå i detaljer med hver enkelt af jubilæets begivenheder. Hver af dem havde sit særlige præg og har efterladt sit budskab, ikke blot til dem, der direkte deltog, men også til dem, der hørte derom eller deltog langt borte fra gennem medierne. Men hvordan skal vi nogen sinde kunne glemme den måde, hvorpå den første store forsamling, der var tilegnet børn, blev fejret. I en vis forstand betød det at begynde med børnene at respektere Kristi befaling: "Lad de små børn komme til mig" (Mark 10,14). Måske betød det endnu mere at gøre, hvad han gjorde, da han stillede et lille barn midt iblandt disciplene og gjorde det til selve symbolet på den indstilling vi bør have, hvis vi ønsker at komme ind i Himmeriget (sml. Matt 18,2-4).
Således var det på en vis måde i børnenes fodspor, at alle de forskellige grupper af voksne kom for at søge jubilæets nåde: fra gamle mennesker til de syge og de handicappede, fra fabriks- og landarbejdere til sportsfolk, fra kunstnere til universitetslærere, fra biskopper og præster til ordensfolk, fra politikere til journalister, til militærfolk, der kom for at bekræfte, at meningen med deres militærtjeneste var en tjeneste for freden.
En af de mest bemærkelsesværdige begivenheder var arbejderskaren den 1. maj, den dag, der traditionelt er viet til arbejdets verden. Jeg indbød dem til at praktisere en arbejdets spiritualitet efter den hellige Josefs og Jesu eget eksempel. Den jubilæumsforsamling gav mig også lejlighed til at komme med en stærk opfordring til at bøde på den økonomiske og sociale ulighed, der findes i arbejdsverdenen, og til at virke beslutsomt for, at man i den økonomiske globaliserings processer er behørigt opmærksom på solidaritet og den respekt, der skyldes ethvert menneske.
Børn med deres overvældende sans for festivitas var igen til stede ved familiernes jubilæum, hvor jeg fremhævede dem for verden som "familiens og samfundets forår". Dette var et virkeligt betydningsfuldt møde, hvor talløse familier fra forskellige dele af verden mødtes for at få ny inspiration fra det lys, som Kristus kaster over Guds oprindelige plan med dem (sml. Mark 10,6-8; Matt 19,4-6), og for at forpligte sig til at sørge for, at det lys får indflydelse på en kultur, som på en mere og mere forvirrende måde risikerer at miste synet for selve meningen med ægteskabet og familien som en institution.
For mig var et af de mest bevægende møder det med fangerne i fængslet Regina Caeli. I deres øjne så jeg lidelse, men også anger og håb. For dem var jubilæet på en særlig måde et "nådens år".
Endelig var mødet i årets sidste dage med underholdningsverdenen, som udøver så mægtig en indflydelse på mennesker, en fornøjelig begivenhed. Jeg kunne minde alle de implicerede om deres store ansvar for at benytte underholdningen til at fremsætte et positivt budskab, som både er moralsk gavnligt og i stand til at formidle tillid og kærlighed.
Den internationale eukaristiske kongres
11. Det var hensigten, at den internationale eukaristiske kongres skulle have særlig betydning i dette jubilæumsår. Og det fik den! Da eukaristien er Kristi offer, der gøres nærværende blandt os, hvordan skulle så hans realpræsens andet end være midtpunktet i det hellige år, der var viet til Ordets menneskevordelse? Dette år havde af denne grund netop til hensigt at være "intenst eukaristisk", og det er således vi forsøgte at gennemføre det. Hvordan skulle vi, samtidigt med at vi mindedes Sønnens fødsel, kunne lade være med at mindes Moderen Maria var til stede i fejringen af jubilæet, ikke kun som et tema ved akademiske møder på højt plan, men frem for alt i den store indvielseshandling, hvor jeg i overværelse af størstedelen af verdens biskopper betroede det nye årtusinds mænds og kvinders liv til hendes moderlige omsorg.
Den økumeniske dimension
12. Man vil forstå, at jeg har lettere ved at tale om jubilæet set ud fra Peters Stol. Men imidlertid glemmer jeg ikke, at jeg selv ønskede, at jubilæet skulle fejres i delkirkerne, og det var dér, flertallet af de troende var i stand til at opnå dets specielle nådegaver og især den aflad, der var forbundet med jubelåret. Ikke desto mindre er det betydningsfuldt, at mange bispedømmer ønskede også at være til stede her i Rom med store grupper af troende. Den evige Stad har således endnu engang vist sin af forsynet bestemte rolle som det sted, hvor hver enkelt kirkes og faktisk også hver enkelt nations og kulturs gaver finder deres "katolske" harmoni, således at Kristi ene kirke endnu klarere kan vise sit mysterium som et "sakramente ... for hele menneskeslægtens enhed".
Jeg havde også bedt om, at der i programmet for Jubelåret blev taget særlig hensyn til det økumeniske aspekt. Hvilken anledning end fejringen af Kristi fødsel kunne være mere egnet til at opmuntre til fremgang på vejen til fuldt fællesskab? Der blev gjort meget med henblik herpå, og et af højdepunkterne var det økumeniske møde 18. januar 2000 i basilikaen Sankt Paul uden for Murene, hvor for første gang i historien en hellig dør blev åbnet af Peters efterfølger, en anglikansk ærkebiskop og en metropolit af Konstantinopels økumeniske patriarkat i nærvær af repræsentanter for kirker og kirkelige samfund fra hele verden. Der var også andre vigtige møder med ortodokse patriarker og lederne af andre kristne trossamfund. Jeg mindes især besøget for nylig af Hans Hellighed Karekin II, alle armenieres højeste patriark og katholikos. Desuden deltog mange medlemmer af andre kirker og kirkesamfund i jubelårets møder, der var arrangeret for andre grupper. Den økumeniske vandring er bestemt stadig vanskelig, og vil måske være lang, men vi opmuntres af det håb, der kommer af at blive ledet af Den Opstandnes nærvær og hans Ånds utrættelige magt, der altid er i stand til at overraske på ny.
Valfart til Det hellige land
13. Og hvordan kan jeg lade være med at mindes mit personlige jubelår hen ad Det hellige Lands veje? Jeg ville gerne have begyndt denne rejse i Ur i Kaldæa for at følge, ligesom bogstaveligt, i Abrahams "vor fader i troens" fodspor (jf. Rom 4,11-16). Jeg måtte imidlertid nøjes med en valfart i ånden i forbindelse med den udtryksfulde Ordets liturgi, som 23. februar blev fejret i Paul VI's audienssal. Den virkelige valfart fandt sted næsten umiddelbart derefter og fulgte frelseshistoriens etaper. Således havde jeg den glæde at besøge Sinaj-bjerget, hvor gaven, pagtens ti bud, blev givet. Jeg fortsatte en måned senere, hvor jeg nåede til Nebo-bjerget og derpå drog videre til selve de steder, hvor Forløseren levede, og som han gjorde hellige. Det er vanskeligt at give udtryk for den bevægelse, jeg følte ved at kunne ære stederne, hvor han blev født, og hvor han levede, Betlehem og Nazaret, at fejre eukaristien i "Nadversalen", netop det sted, hvor den blev indstiftet, meditere over Korsets mysterium på Golgata, hvor han gav sit liv for os. På disse steder, der stadig er så urolige og igen for nyligt er blevet ramt af vold, fik jeg en usædvanlig hjertelig velkomst ikke blot fra Kirkens medlemmer, men også fra de israelske og palæstinensiske befolkningsgrupper. Jeg var dybt grebet, da jeg bad ved Grædemuren og under mit besøg ved mausoleet i Yad Vashem, et rystende minde om nazisternes dødslejre. Min pilgrimsfærd var et øjeblik fyldt af broderlighed og fred, og jeg mindes den gerne som en af de smukkeste gaver fra hele oplevelsen af jubelåret. Når jeg tænker tilbage på den sindsstemning, kan jeg ikke lade være med at give udtryk for mit dybtfølte ønske om en hurtig og retfærdig løsning af de stadigt uløste problemer om de hellige steder, som elskes af både jøder, kristne og muslimer.
Den internationale gældsbyrde
14. Jubelåret var også en stor oplevelse af næstekærlighed - og det kunne ikke være anderledes. Allerede i forberedelsesårene havde jeg opfordret til en større og mere aktiv opmærksomhed over for de fattigdomsproblemer, som stadigt plager verden. Problemet med fattige landes internationale gæld fik en særlig betydning i denne sammenhæng. En generøs gestus overfor disse lande ville være i jubelårets ånd, som i dets oprindelige bibelske ramme netop var en tid, hvor samfundet forpligtede sig til at genoprette retfærdighed og solidaritet i mellemmenneskelige forhold, heri indbefattet tilbagegivelse af alt, hvad der tilhørte andre. Jeg glæder mig over at konstatere, at i den senere tid har mange kreditorstaters parlamenter stemt for en væsentlig eftergivelse af de fattigste og mest forgældede landes gæld. Det er mit håb, at de respektive regeringer snart vil gennemføre disse parlamentariske beslutninger. Spørgsmålet i forbindelse med multilateral gæld, som de fattigste lande har optaget hos internationale finansorganisationer, har vist sig at være et mere problematisk spørgsmål. Man må håbe, at det må lykkes for disse organisationers medlemsstater, især for dem, der har større afgørende indflydelse, at nå til den nødvendige consensus for at opnå en hurtig løsning på dette spørgsmål, af hvis løsning mange landes fremskridt afhænger med alvorlige konsekvenser for så mange menneskers økonomi og livsbetingelser.
Nye kræfter
15. Dette er kun nogle af de mere væsentlige bestanddele af jubelårets fejring. Det har efterladt os med mange minder. Men hvis vi spørger, hvad der er kernen i den store arv, det efterlader os, vil jeg ikke tøve med at beskrive den som betragtningen af Kristi åsyn. Kristus betragtet i hans historiske træk og i hans mysterium, Kristus forstået gennem hans mangfoldige nærvær i Kirken og i verden og bekendt som hensigten med historien og livsløbets lys.
Nu må vi se fremad, vi må "lægge ud på dybet" i tillid til Kristi ord: Duc in altum! Hvad vi har udrettet i dette år kan ikke retfærdiggøre, at vi hengiver os til selvtilfredshed, og endnu mindre bør det få os til at slække på vor forpligtelse. Tværtimod bør de erfaringer, vi har gjort, indgive os nye kræfter og tilskynde os til at investere den begejstring, vi har følt, i konkrete initiativer. Jesus advarer os selv: "Ingen, der lægger sin hånd på ploven og ser sig tilbage, er egnet for Guds rige" (Luk 9,62). Når det drejer sig om Guds Rige, er der ikke tid til at se sig tilbage og endnu mindre til at forfalde til dovenskab. Der forventes meget af os, og derfor må vi gå i gang med at lægge en effektiv plan for tiden efter Jubilæet.
Det er imidlertid vigtigt, at hvad vi har i sinde, med Guds hjælp, er dybt rodfæstet i kontemplation og bøn. Vor tid er en tid i bestandig bevægelse, hvad der ofte fører til rastløshed med risiko for "handling for handlingens egen skyld". Vi må modstå denne fristelse ved "at være", inden vi prøver "at handle". I den henseende bør vi huske på, hvordan Jesus irettesatte Martha. "Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent" (Luk 10,41-42). I denne ånd ønsker jeg, inden jeg fremsætter en række praktiske retningslinier for jeres overvejelse, at dele nogle meditationstanker med jer over Kristi mysterium, det absolutte grundlag for al vor pastorale aktivitet.
II. ET ANSIGT AT BETRAGTE
16. "Vi vil gerne se Jesus" (Joh 12,21). Denne anmodning rettet til apostlen Filip af nogle grækere, der havde foretaget en pilgrimsrejse til Jerusalem i anledning af påsken, genlyder åndeligt talt i vore øren i løbet af dette jubelår. Ligesom disse pilgrimme for to tusind år siden, beder mænd og kvinder fra vore dage - ofte måske ubevidst - troende om ikke blot at "tale" om Kristus, men i en vis forstand at "vise" dem Kristus. Og er det ikke Kirkens opgave at genspejle Kristi lys i enhver historisk periode for at få hans ansigt til at stråle også for det nye årtusinds generationer?
Vort vidnesbyrd ville imidlertid være håbløst utilstrækkeligt, hvis vi ikke selv først havde betragtet hans ansigt. Det store jubilæum har absolut hjulpet os til at gøre dette. Ved afslutningen af jubilæet, mens vi vender tilbage til vort sædvanlige liv, samtidigt med at vi i vore hjerter opbevarer denne ganske særlige tids rigdomme, er vort blik mere end nogen sinde fast rettet mod Herrens ansigt.
Evangeliernes vidnesbyrd
17. Betragtningen af Kristi ansigt må nødvendigvis blive inspireret af alt det, vi har fået fortalt om ham i Den hellige Skrift, som fra først til sidst er gennemtrængt af hans mysterium, som er bebudet på en tilsløret måde i Det gamle Testamente og åbenbaret i Det nye Testamente, således, at Hieronymus så kraftigt kan erklære: "Ukendskab til Skrifterne er uvidenhed om Kristus". Når vi er fast forankrede i Den hellige Skrift, åbner vi os for Åndens virkning (jf. Joh 15,26), som de hellige tekster har deres oprindelse fra, så vel som for apostlenes vidnesbyrd (jf. Joh 15,27), for apostlene havde en førstehånds erfaring af Kristus, livets Ord: de så ham med deres øjne, hørte ham med deres øren, rørte ved ham med deres hænder (jf. 1 Joh 1,1).
Det, vi modtager fra dem, er et troens syn, der bygger på et sikkert historisk vidnesbyrd: et sandt vidnesbyrd, som evangelierne, trods deres indviklede redigering og primære kateketiske formål, giver videre til os på en fuldstændig troværdig måde.
18. Evangelierne hævder ikke at være en komplet biografi af Jesus i overensstemmelse med moderne historisk videnskabs regler. Alligevel dukker Nazaræerens ansigt frem af dem på et solidt historisk grundlag. Evangelisterne gjorde sig umage med at beskrive ham på grundlag af pålidelige vidnesbyrd, som de samlede (jf. Luk 1,3), og idet de arbejdede med dokumenter, som var genstand for omhyggelig kirkelig gransken. Det var på grundlag af sådanne førstehånds vidnesbyrd, at de, oplyste ved Helligåndens vejledning, erfarede den forbløffende kendsgerning, at Jesus var født af en jomfru, af Maria, Josefs hustru. Fra dem, der havde kendt Jesus gennem de næsten tredive år, han tilbragte i Nazaret (jf. Luk 3,23), samlede de kendsgerninger om hans liv som "tømrerens søn" (Matt 13,55), som selv var "tømrer", og hvis plads inden for hans større families sammenhæng var velkendt (jf. Mark 6,3). De påpegede hans religiøse lidenskab, som fik ham til sammen med sin familie at foretage årlige valfarter til templet i Jerusalem (jf. Luk 2,41), og gjorde ham til en regelmæssig gæst i synagogen i hans egen by (jf. Luk 4,16).
Uden at være komplette og detaljerede bliver beretningerne om hans offentlige gerning meget mere indholdsrige fra det øjeblik af, hvor den unge galilæer bliver døbt i Jordan af Johannes Døber. Styrket af vidnesbyrdet fra det høje og bevidst om at være den "elskede søn" (Luk 3,22) begynder han at prædike om Guds Riges komme og forklarer dets krav og dets magt med nådefulde og barmhjertige ord og tegn. Evangelierne viser ham for os som en, der vandrer gennem byer og landsbyer, fulgt af tolv apostle, som han har udvalgt (jf. Mark 3,13-19), af en gruppe kvinder, som går dem til hånde (jf. Luk 8,2-3), af skarer, der opsøger ham og følger ham, af de syge, som højlydt påkalder hans helbredende kraft, af mennesker, som lytter til hans ord med forskelligt udbytte.
Evangeliernes beretning samler sig om den voksende spænding, der opstår mellem Jesus og de herskende grupper i hans tids religiøse samfund, indtil den endelige krise med dens dramatiske afslutning på Golgata. Dette er den mørkets time, som efterfølges af et nyt, strålende og definitivt daggry. Evangelieberetningerne slutter faktisk med at vise Nazaræeren sejrende over døden. De peger på den tomme grav og følger ham i perioden med rækken af åbenbaringer, hvor disciplene - først rådvilde og forvirrede, derpå fyldte med usigelig glæde - erfarer hans levende og vidunderlige nærvær. Fra ham modtager de Helligånden (jf. Joh 20,22) og befalingen om at forkynde evangeliet til "alle folkeslagene" (Matt 28,19).
Troens vej
19. "Disciplene blev glade, da de så Herren" (Joh 20,20). Det ansigt, som apostlene betragtede efter opstandelsen, var også Jesu ansigt, og ham havde de levet sammen med i næsten tre år, og det var ham, der nu overbeviste dem om den forbløffende sandhed om hans nye liv ved at vise dem "sine hænder og sin side" (sammesteds). Det var først efter en lang åndelig rejse, at disciplene, der var på vej til Emmaus, kom til at tro (jf. Luk 24,13-35). Apostlen Thomas troede først, efter at han selv havde efterprøvet underet (jf. Joh 20,24-29). I virkeligheden var det ligegyldigt, hvor meget hans legeme var blevet set eller berørt: det var kun tro, der helt kunne trænge ind i dette ansigts mysterium. Dette var en erfaring, som disciplene allerede havde haft under Jesu historiske liv, i de spørgsmål, som faldt dem ind, hver gang de følte sig udfordrede af hans handlinger og hans ord. Man kan aldrig virkeligt nå Jesus uden ad troens vej, på en vandring, hvor stadierne synes at blive vist os af evangeliet selv i den velkendte scene ved Cæsarea Filippi (jf. Matt 16,13-20). Idet han ligesom foretager en første vurdering af sin gerning, spørger Jesus sine disciple, hvad "folk" siger om ham, og de svarer ham: "Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne" (Matt 16,14). Absolut et godt svar, men stadig langt - meget langt - fra sandheden. Skarerne er i stand til at fornemme en absolut usædvanlig religiøs dimension ved denne rabbi, som taler på en så fængslende måde, men de er ikke i stand til at sætte ham over de Guds mænd, som havde præget Israels historie. Jesus er virkelig meget anderledes! Det er netop denne yderlige erkendelse, der gælder det dybere plan af hans væsen, som han venter fra dem, der står ham nær: "Men I, hvem siger I, at jeg er?" (Matt 16,15). Kun den tro, der forkyndes af Peter og med ham af Kirken til alle tider, går virkeligt til kernen og rører ved mysteriets dyb: "Du er Kristus, den levende Guds søn" (Matt 16,16).
20. Hvordan var Peter nået til denne tro? Og hvad kræves der af os, hvis vi ønsker at følge i hans fodspor med større og større overbevisning? Matthæus giver os en oplysning i de ord, hvormed Jesus tager imod Peters bekendelse. "Det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min Fader i himlene" (Matt 16,17). Udtrykket "kød og blod" er en henvisning til mennesket og den almindelige måde at forstå ting på. I tilfældet med Jesus er denne almindelige måde ikke nok. En nådefuld "åbenbaring", som kommer fra Faderen, er nødvendig (jf. sammesteds). Lukas giver os et fingerpeg, som viser i samme retning, når han bemærker, at denne samtale med disciplene fandt sted, mens Jesus "havde trukket sig tilbage for at bede" (Luk 9,18). De to oplysninger peger i samme retning for at gøre det klart, at vi ikke kan nå til den fulde betragtning af Herrens ansigt alene ved vore egne kræfter, men ved at vi tillader nåden at tage os ved hånden. Kun erfaringen af stilhed og bøn giver det rette milieu til vækst og udvikling af en virkelig, trofast og sammenhængende erkendelse af det mysterium, som finder sit kulminerende udtryk i evangelisten Johannes' højtidelige proklamation: "Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed" (Joh 1,14).
Mysteriets dyb
21. Ordet og kødet, den guddommelige herlighed og hans tagen bolig iblandt os! Det er i disse to aspekters intime og uadskillelige forening, at Kristi identitet findes, i overensstemmelse med den klassiske formel fra Koncilet i Kalcedon (451): "én person i to naturer". Personen er, og den alene, Det evige Ord, Faderens Søn. De to naturer, uden nogen som helst sammenblanding, men også uden nogen som helst adskillelse, er den guddommelige og den menneskelige.
Vi ved, at vore begreber og vore ord er begrænsede. Skønt formlen altid forbliver menneskelig, er den ikke desto mindre omhyggeligt afpasset i sit dogmatiske indhold og gør os det muligt, omend med skælven, på en måde at stirre ind i mysteriets dybder. Ja, Jesus er sand Gud og sandt menneske! Ligesom apostlen Thomas, opfordres Kirken bestandigt af Kristus til at berøre hans sår, til at opdage, at det er hele hans menneskelighed, som han har modtaget fra Maria, der hengives i døden, forklares i opstandelsen: "Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side" (Joh 20,27). Ligesom Thomas bøjer Kirken sig dybt i tilbedelse foran Den Opstandne, der er klædt i sin guddommelige glans, og den hører aldrig op med at udbryde: "Min Herre og min Gud!" (Joh 20,28).
22. "Ordet blev kød" (Joh 1,14). Denne Johannes' vidunderlige beskrivelse af Kristi mysterium bekræftes af hele Det nye Testamente. Apostlen Paulus benytter den samme fremgangsmåde, når han erklærer, at Guds Søn "som menneske er kommet af Davids slægt" (jf. Rom 1,3; jf. 9,5). Hvis det i vore dage på grund af den rationalisme, der findes i så meget af nutidens kultur, især er tro på Kristi guddommelighed, der er blevet problematisk, så var der i andre historiske og kulturelle sammenhænge en tilbøjelighed til at formindske og opgive Jesu menneskenaturs historiske konkrethed. Men for Kirkens tro er det væsentligt og absolut nødvendigt at erklære, at Ordet virkelig "blev kød" og antog ethvert af menneskehedens aspekter, undtagen synd (jf. Heb 4,15). Ud fra dette perspektiv er menneskevordelsen virkelig en kenosis - en "given afkald" - for Guds Søns vedkommende på den herlighed, som er hans fra al evighed (jf. Fil 2,6-8; sml. 1 Pet 3,18).
På den anden side er denne Guds Søns ydmygelse ikke et mål i sig selv, den tjener snarere til den fulde forherligelse af Kristus, også i hans menneskelighed: "Derfor har Gud højt ophøjet ham og skænket ham navnet over alle navne, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig, i himlen og på jorden og under jorden, og hver tunge bekende: Jesus Kristus er Herre, til Gud Faders ære" (Fil 2,9-11).
23. "Herre, jeg søger dit ansigt" (Sl 27,8). Salmistens længsel i gamle dage kunne ikke få nogen større og mere forbavsende opfyldelse end betragtningen af Kristi ansigt. Gud har virkelig velsignet os i ham og ladet "sit ansigt lyse over os" (Sl 67,1). Fordi han samtidigt er Gud og menneske, åbenbarer han os også menneskets sande ansigt, han åbenbarer "mennesket fuldt ud for mennesket selv".
Jesus er "det nye menneske" (jf. Ef 4,24; Kol 3,10), som kalder den forløste menneskehed til at deltage i hans guddommelige liv. Menneskevordelsens mysterium lægger grundlagene til en antropologi, som, idet den når ud over sine egne begrænsninger og modsætninger, bevæger sig hen mod Gud selv, endog mod målet "guddommeliggørelse". Dette sker ved, at de forløste podes ind på Kristus og får adgang til den indbyrdes fortrolighed i det trinitariske liv. Kirkefædrene lagde stor vægt på denne soteriologiske dimension af menneskevordelsens mysterium: det er kun, fordi Guds Søn virkeligt blev menneske, at mennesket i ham og gennem ham virkeligt kan blive et Guds barn.
Sønnens ansigt
24. Denne guddommelige-menneskelige identitet fremgår med styrke af evangelierne. De tilbyder os en række elementer, som gør det muligt for os at trænge ind i mysteriets "grænsezone", der repræsenteres af Kristi viden om sig selv. Kirken nærer ingen tvivl om, at evangelisterne i deres beretninger, og inspirerede fra det høje, i Jesu ord korrekt har forstået sandheden om hans person og hans egen bevidsthed derom. Er dette ikke, hvad Lukas ønsker at fortælle os, da han gengiver de første Jesuord, der er fastholdt, og som blev udtalt i templet i Jerusalem, da Jesus var knap tolv år gammel? Allerede på dette tidspunkt viser han, at han er bevidst om et unikt forhold til Gud, et forhold, som egentlig tilkommer en "søn". Da hans mor fortæller ham, hvor bekymret hun og Josef havde ledt efter ham, svarer Jesus uden tøven: "Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?" (Luk 2,49). Det er derfor ikke noget under, at hans sprog senere, da han er en voksen mand, myndigt giver udtryk for dybden af hans eget mysterium, som det er aldeles tydeligt både i de synoptiske evangelier (jf. Matt 11,27; Luk 10,22) og især i Johannesevangeliet. Jesus nærer i sin selvbevidsthed ingen tvivl: "Faderen er i mig og jeg i Faderen" (Joh 10,38).
Hvor velbegrundet det end er at tro - på grund af de menneskelige betingelser, som fik ham til at vokse "i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker" (Luk 2,52), at hans menneskelige bevidsthed om hans eget mysterium også har udviklet sig til sit fulde udtryk i hans herliggjorte menneskelighed - så er der ingen tvivl om, at allerede i sin jordiske tilværelse var Jesus bevidst om sin identitet som Guds Søn. Johannes fremhæver dette så meget, at han erklærer, at det til syvende og sidst var på grund af denne bevidsthed, at Jesus blev forkastet og dømt: de forsøgte at dræbe ham, "for ikke blot brød han sabbatten, men han kaldte også Gud sin fader og gjorde sig selv Gud lig" (Joh 5,18). I Getsemane og på Golgata vil Jesu menneskelige viden herom blive sat på den yderste prøve. Men ikke engang hans lidelse og døds drama vil være i stand til at ryste hans klare vished om at være den himmelske Faders Søn.
Et sorgens ansigt
25. Når vi betragter Kristi ansigt, konfronteres vi med det mest underfulde aspekt af hans mysterium, som det dukker op i hans sidste time, på korset. Mysteriet i mysteriet, som vi ikke kan andet end kaste os tilbedende i støvet for.
For vort indre blik står Herrens dødsangst i Getsemane Have. Knuget af forudviden om de prøvelser, der venter ham, og alene overfor Faderen, råber Jesus højt til ham på sin sædvanlige måde, der er udtryk for kærlig tillid; "Abba, Fader". Han beder ham om, hvis det er muligt, at tage lidelsens bæger fra ham (jf. Mark 14,36). Men Faderen synes ikke villig til at ænse Sønnens råb. For at give Faderens ansigt tilbage til mennesket, måtte Jesus ikke blot antage menneskets ansigt, men tillige påtage sig syndens "ansigt". "Ham, der ikke kendte til synd, har han gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham" (2 Kor 5,21).
Vi vil aldrig kunne ophøre med at udforske dybden af dette mysterium. Hele paradoksets brutalitet kan høres i Jesu tilsyneladende desperate smertensskrig på korset: "EloÃ, EloÃ! lamá sabaktáni?" - det betyder : "Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?" (Mark 15,34). Er det muligt at forestille sig en større dødsangst, et mere uigennemtrængeligt mørke? I virkeligheden udtrykker det forpinte "hvorfor", der henvendes til Faderen i begyndelsesordene til den toogtyvende Salme, den uudsigelige pines hele realisme; men det er også oplyst af hele bønnens hensigt, hvor psalmisten samler lidelse og tillid i en bevægende blanding af følelser. Salmen fortsætter nemlig: "Vore fædre stolede på dig, de stolede på dig, og du udfriede dem ... Hold dig ikke borte fra mig, for nøden er nær, og ingen hjælper mig" (Sl 22,5.12).
26. Jesu råb på korset er, kære brødre og søstre, ikke det forpinte råb fra et menneske uden håb, men bønnen fra en Søn, som i kærlighed ofrer sit liv til Faderen, for alles frelse. I selve det øjeblik, da han identificerer sig med vor synd, "forladt" af Faderen, "overlader" han sig i Faderens hænder. Hans øjne er stadig fæstnede på Faderen. Netop på grund af den viden om og erfaring af Faderen, som han alene har, ser han selv i dette mørkets øjeblik klart syndens alvor og lider på grund af den. Kun han, der ser Faderen og glæder sig helt i ham, kan til fulde forstå, hvad det betyder at modstå Faderens kærlighed med synd. Mere end en oplevelse af fysisk smerte er hans lidelse en pinefuld sjælelig lidelse. Den teologiske tradition har ikke undladt at stille det spørgsmål, hvordan Jesus på én og samme tid kunne opleve sin dybe enhed med Faderen, i sig selv en kilde til glæde og lykke, og en dødsangst, der strækker sig lige til hans sidste klage over at være forladt. Denne samtidighed af disse to tilsyneladende uforenelige aspekter bunder i den hypostatiske unions uudgrundelige dybder.
27. Stillet overfor dette mysterium er vi godt hjulpne ikke blot af teologisk forskning men også af den store arv, som er helgenernes "levede teologi". Helgenerne giver os en værdifuld indsigt, der gør os i stand til lettere at forstå troens umiddelbare opfattelse, takket være den særlige indsigt, som nogle af dem har modtaget fra Helligånden, eller netop gennem deres personlige oplevelse af disse frygtelige prøvelsers tilstande, som mystikkens tradition beskriver som den "mørke nat". Ikke så sjældent har helgenerne gennemgået noget lignende som Jesu erfaring på korset i den paradokse blanding af lyksalighed og pine. I Dialogen om det guddommelige Forsyn viser Gud Fader Katarina af Siena, hvordan glæde og lidelse kan være til stede samtidigt i hellige sjæle: "Således er sjælen lyksalig og bedrøvet på samme tid: bedrøvet på grund af dens næstes synder, lyksalig på grund af den forening og hengivenhed af kærlighed, som den har modtaget. Disse sjæle ligner det uplettede lam, min enbårne Søn, som på korset var både lyksalig og bedrøvet". På samme måde gennemlevede Thérèse af Lisieux sin dødskamp i forening med Jesu dødskamp ved i sig selv at "opleve" paradokset med Jesu egen lyksalighed og smerte: "I Oliehaven var Jesus velsignet med alle Treenighedens glæder, dog var hans dødsangst ikke mindre grufuld. Det er et mysterium, men jeg forsikrer jer, at på basis af, hvad jeg selv føler, kan jeg forstå noget af det". Hvilket oplysende vidnesbyrd! Desuden giver evangelisternes egne beretninger et grundlag for Kirkens opfattelse af Kristi bevidsthed, når de fortæller, at selv i sin dybeste smerte døde han, mens han bad om tilgivelse for sine bødler (jf. Luk 23,34), og idet han over for Faderen gav udtryk for sin sønlige hengivelse indtil det sidste: "Fader, i dine hænder betror jeg min ånd" (Luk 23,46).
Den opstandnes ansigt
28. Ligesom langfredag og påskelørdag fortsætter Kirken med at betragte dette blødende ansigt, som gemmer Guds liv og giver frelse til verden. Men dens betragtning af Kristi ansigt kan ikke standse ved billedet af den korsfæstede. Han er den opstandne! Hvis det ikke var sådan, ville vor prædiken være forgæves og vor tro tom (jf. 1 Kor 15,14). Opstandelsen var Faderens svar på Kristi lydighed, som vi hører i Hebræerbrevet: "Mens han levede på jorden, opsendte han, under høje råb og tårer, bønner og anråbelser til ham, som kunne frelse ham fra døden, og han blev bønhørt for sin gudsfrygt. Skønt han var søn, måtte han lære lydighed af det, han led, og da han havde nået målet, blev han årsag til evig frelse for alle dem, som adlyder ham" (Heb 5,7-9).
Det er den opstandne Kristus, som Kirken nu ser hen til. Og det gør den efter Peters eksempel, han, som græd over sin fornægtelse, og som begyndte på ny ved med forståelig bæven at bekende sin kærlighed til Kristus: "Du ved, at jeg har dig kær" (Joh 21,15-17). Kirken gør sådan i følgeskab med Paulus, som blev overvundet, da han mødte Herren på vejen til Damaskus: "Thi for mig er livet Kristus, og døden en vinding" (Fil 1,21).
To tusinde år efter disse begivenheder oplever Kirken dem igen, som om de var sket i dag. Med blikket fæstet på Kristi ansigt betragter bruden sin rigdom og sin glæde: "Iesu dulcis memoria, dans vera cordis gaudia": hvor lifligt er mindet om Jesus, kilden til hjertets glæde! Opmuntret af denne erfaring begiver Kirken sig endnu engang på sin vej for at forkynde Kristus til verden ved det tredje årtusinds begyndelse: han "er den samme i går og i dag og til evig tid" (Heb 13,6).
III. BEGYNDE PÅ NY FRA KRISTUS
29. "Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende" (Matt 28,20). Denne vished har, kære brødre og søstre, ledsaget Kirken i to tusinde år, og er nu blevet fornyet i vore hjerter ved fejringen af jubilæet. Derfra må vi opnå en ny drivkraft til det kristne liv, idet vi gør det til en kraft, der inspirerer vor tros vandring. I bevidsthed om den opstandne Herres nærvær iblandt os, stiller vi i dag os selv det samme spørgsmål, der blev stillet til Peter i Jerusalem lige efter hans pinsetale: "Hvad skal vi gøre?" (ApG 2,37).
Vi stiller spørgsmålet med tillidsfuld optimisme, men uden at undervurdere de problemer, vi står overfor. Vi lader os bestemt ikke friste af den naive forventning om, at vi, når vi står over for vor tids store udfordringer, vil finde en eller anden trylleformular. Nej, vi vil ikke blive reddede af en formular, men af en person og af det tilsagn, han giver os: Jeg er med jer!
Det drejer sig derfor ikke om at opfinde et "nyt program". Programmet eksisterer allerede: det er den plan, der findes i evangeliet og i den levende tradition, den er den samme som altid. Til syvende og sidst har den sit centrum i Kristus selv, som det er nødvendigt at kende, elske og efterligne, så vi i ham kan leve Treenighedens liv og med ham forvandle historien indtil dens fuldbyrdelse i det himmelske Jerusalem. Det er et program, der ikke ændres med tiders og kulturers skiften, selv om det tager hensyn til tid og kultur af hensyn til sand dialog og effektiv kommunikation. Dette program for alle tider er vort program for det tredje årtusind.
Men det må oversættes til pastorale initiativer, der er tilpassede ethvert samfunds omstændigheder. Jubilæet har givet os den enestående lejlighed til i flere år at følges ad på en vandring, der er fælles for hele Kirken, en kateketisk vandring med Treenigheden som tema, ledsaget af særlige pastorale initiativer, beregnet til at sikre, at jubilæet vil være en udbytterig begivenhed. Jeg er taknemlig for den uforbeholdne og udbredte modtagelse af, hvad jeg foreslog i min apostoliske skrivelse Tertio Millennio Adveniente. Men nu er det ikke længere et umiddelbart mål, vi står overfor, men den større og mere krævende udfordring i form af normal pastoral aktivitet. Med dets universale og absolut nødvendige afgørelser må evangeliets program fortsætte med, som det altid har gjort, at slå rod overalt i Kirken. Det er i den lokale kirke, at en detaljeret pastoral plans specifikke træk kan identificeres - mål og metoder, uddannelse og berigelse af de involverede mennesker, søgen efter de nødvendige midler - som vil gøre det muligt, at forkyndelsen af Kristus når mennesker, danner menigheder og har en dyb og indtrængende indflydelse ved at bringe evangeliets værdier til anvendelse i samfund og kulturer.
Derfor opfordrer jeg alvorligt delkirkernes hyrder til med hjælp fra alle udsnit af Guds folk tillidsfuldt at planlægge stadierne af den forestående vandring, idet de får hvert enkelt bispedømmes valg til at stemme overens med nabokirkernes og den universelle kirkes.
En sådan overensstemmelse vil bestemt blive lettet af det kollegiale arbejde, som biskopper nu regelmæssigt påtager sig i bispekonferencer og bispesynoder. Var det ikke netop hensigten med bispesynodens kontinentale møder, som forberedte Jubilæet, og som skabte vigtige rettesnore for nutidens forkyndelse af evangeliet i så mange forskellige milieuer og kulturer? Denne rige arv af overvejelser må ikke få lov til at forsvinde, men må virkeliggøres i praksis.
Det, der venter os, er derfor et spændende arbejde med pastoral fornyelse - et arbejde, der involverer os alle. Som vejledning og opmuntring for alle vil jeg pege på visse pastorale prioriteringer, som det store jubilæum tydeligere har stillet mig for øje.
Hellighed
30. Først og fremmest nærer jeg ingen betænkelighed ved at sige, at alle pastorale initiativer må sættes i forbindelse med hellighed. Var det ikke den oprindelige mening med jubilæumsafladen, som en særlig nåde skænket af Kristus, for at enhver døbts liv kunne blive renset og grundigt fornyet?
Det er mit håb, at mange af dem, der har deltaget i jubilæet, har nydt godt af denne nåde i fuld bevidsthed om dens krav. Nu, da jubilæet er overstået, begynder vi igen på vor normale vej, men i bevidsthed om, at det mere end nogen sinde er en vigtig pastoral opgave at lægge vægt på hellighed.
Det er derfor nødvendigt at genopdage hele den praktiske betydning af kapitel 5 i Konstitutionen om Kirken Lumen Gentium, som er viet til "det universelle kald til hellighed". Koncilsfædrene lagde et sådant eftertryk på dette punkt, ikke blot for at udsmykke ekklesiologien med en slags åndelig politur, men for at gøre kaldet til hellighed til et vigtigt og væsentligt aspekt af deres lære om Kirken. Genopdagelsen af Kirken som "mysterium" eller som "et folk, som får sin enhed fra Faderens og Sønnens og Helligåndens enhed", måtte nødvendigvis føre til en genopdagelse af Kirkens "hellighed", forstået i den grundlæggende betydning af at høre til ham, der i sit inderste væsen er den hellige, den "trefoldigt hellige" (jf. Es 6,3). At erklære Kirken for hellig betyder at fremhæve den som Kristi brud, som han gav sig selv hen for, netop for at gøre den hellig (jf. Ef 5,25-26). Denne hellighedens gave er så at sige "objektiv", men den tilbydes enhver, der er døbt.
Men gaven bliver på den anden side til en opgave, som skal forme hele det kristne liv: "For dette er Guds vilje, at I skal helliges" (1 Tess 4,3). Det er en pligt, som ikke kun vedkommer visse kristne: "Samtlige kristne uanset deres stand eller stilling kaldes til det kristne livs fylde og kærlighedens fuldkommenhed".
31. Ved første blik kan det synes næsten ørkesløst at minde om denne elementære sandhed som grundlaget for den pastorale planlægning, som vi er optaget af ved det nye årtusinds begyndelse. Kan hellighed nogen sinde "planlægges"? Hvad betyder ordet "hellighed" i forbindelse med en pastoral plan?
I virkeligheden er det at sætte pastoral planlægning under overskriften hellighed et valg fuldt af konsekvenser. Det indebærer den overbevisning at, siden dåb er en virkelig indtræden i Guds hellighed ved indlemmelse i Kristus og hans Ånds iboen, ville det være selvmodsigende at stille sig tilfreds med et middelmådigt liv, kendetegnet af en minimalistisk etik og en overfladisk religiøsitet. At spørge katekumener: "Ønsker I at blive døbt?" betyder samtidigt at spørge dem: "Ønsker I at blive hellige?" Det betyder at stille dem overfor Bjergprædikenens radikale beskaffenhed: "Vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen" (Matt 5,48).
Som Koncilet selv forklarede, må dette fuldkommenhedens ideal ikke misforstås, som om det var forbundet med en slags ekstraordinært liv, som kun er muligt for få "usædvanligt heltemodige" hellige. Der er mange måder at være hellig på, alt efter hver enkelts kald. Jeg takker Herren for, at han i disse år har givet mig mulighed for at salig- og helgenkåre et stort antal kristne og blandt dem mange lægfolk, som opnåede hellighed i de mest almindelige livsforhold. Tiden er kommet til igen uforbeholdent at foreslå enhver denne høje standard for det almindelige kristne liv: hele det kristne fællesskabs og kristne familiers liv må føre i den retning. Det er imidlertid klart, at vejene til hellighed er individuelle og kræver en ægte "indøvelse i hellighed", tilpasset de enkelte personers behov. Denne træning må integrere de hjælpekilder, der tilbydes enhver med både traditionelle former for individuel og gruppehjælp, så vel som de nyere former for støtte, der tilbydes i foreninger og bevægelser, der er anerkendt af Kirken.
Bøn
32. Denne indøvelse i hellighed kræver et kristent liv, der frem for alt er kendetegnet af bønnens kunst. Jubelåret har været et år præget af den mest intense bøn, både personlig og i fællesskab. Men vi ved alle, at bøn ikke kan tages for given. Vi må alle lære at bede: ligesom om vi igen og igen på ny skulle lære denne kunst fra den guddommelige mesters egne læber, ligesom de første disciple: "Herre, lær os at bede!" (Luk 11,1). Bøn udvikler den samtale med Kristus, som gør os til hans fortrolige venner: "Bliv i mig, og jeg bliver i jer" (Joh 15,4). Denne gensidighed er selve hovedindholdet og sjælen i det kristne liv, og betingelsen for alt virkeligt pastoralt liv. Bevirket i os af Helligånden åbner denne gensidighed os, gennem Kristus og i Kristus, til at betragte Faderens ansigt. At lære denne trinitariske form for kristen bøn og praktisere den helt og fuldt, først og fremmest i liturgien, højdepunktet af og kilden til Kirkens liv, men også i personlig erfaring, er hemmeligheden ved en virkelig livskraftig kristendom, som ikke har nogen grund til at frygte fremtiden, fordi den bestandigt vender tilbage til kilderne og finder nyt liv i dem.
33. Er det ikke et af "tidens tegn", at i vore dages verden er der, trods den fremskredne sekulariseringsproces, et udbredt ønske om åndelighed, et ønske, der for en stor del kommer til udtryk som et fornyet behov for bøn? Andre religioner, som nu i vid udstrækning er til stede i gamle kristne lande, giver deres egne svar på dette behov, og undertiden gør de det på tiltrækkende måder. Men vi, der har modtaget den nåde at tro på Kristus, som har åbenbaret Faderen og er menneskenes Frelser, har en pligt til at vise til hvilke dybder, forholdet med Kristus kan føre.
Kirkens store mystiske tradition både i Østen og i Vesten har meget at sige i denne henseende. Den viser, hvordan bøn kan udvikle sig. Som en ægte kærligheds dialog i den grad, at mennesket tages i besiddelse af den guddommelige elskede, bevæget af Helligåndens berøring, hvilende som et barn i Faderens hjerte. Dette er den levede erfaring af Kristi løfte: "Den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham" (Joh 14,21). Der er tale om en rejse totalt båret af nåde, men som ikke desto mindre kræver et intenst åndeligt engagement, og som også kender smertelige lutringer (den "mørke nat"). Men den fører ad forskellige mulige veje til den uudsigelige glæde, som erfares af mystikerne som "ægteskabelig forening". Hvordan skulle vi her kunne glemme, blandt de mange strålende eksempler, den hellige Johannes af Korsets og den hellige Teresa af Avilas lære?
Ja, kære brødre og søstre, vore kristne fællesskaber må blive ægte bønnens "skoler", hvor mødet med Kristus ikke udtrykkes blot ved at bede om hjælp, men også ved taksigelse, lovprisning, tilbedelse, betragtning, lytten og ivrig hengivenhed, indtil hjertet virkelig "bliver forelsket". Inderlig bøn, ja, men det bortleder os ikke fra vor forpligtelse over for historien: ved at åbne vort hjerte for kærligheden til Gud, åbnes det også for kærlighed til vore brødre og søstre og gør os i stand til at forme historie i overensstemmelse med Guds plan.
34. Kristne, der som gave har modtaget et kald til ordenslivet, er naturligvis kaldede til at bede på en særlig måde: ifølge sin beskaffenhed gør deres indvielse dem mere åbne for erfaringen af kontemplation, og det er vigtigt, at de udvikler den med særlig omhu. Men det ville være forkert at mene, at almindelige kristne kan lade sig nøje med en overfladisk bøn, der er ude af stand til at fylde hele deres liv. Især stillet over for de mange prøvelser, som vore dages verden udsætter troen for, ville de ikke blot være middelmådige kristne, men "kristne udsat for fare". De ville løbe den snigende fare for at se deres tro langsomt blive undermineret, og ville måske ende med at bukke under for tiltrækningen ved "surrogater", ved at acceptere alternative religiøse tilbud og endda hengive sig til meget unaturlige former for overtro.
Det er derfor væsentligt, at undervisning i bøn i en vis forstand bliver en central bestanddel af al pastoral planlægning. Personligt har jeg besluttet at hellige de kommende onsdagskatekeser til overvejelser over Davids Salmer, begyndende med Laudes' salmer, hvormed Kirkens officielle bøn indbyder os til at hellige og lede vor dag. Hvor nyttigt ville det ikke være, hvis der ikke blot i ordenssamfund, men også i sogne blev gjort mere for at sikre et alt gennemtrængende bønnens klima. Med passende dømmekraft ville det kræve at folkefromheden fik sin rette plads, og at folk blev oplært specielt i liturgisk bøn. For en kristent fællesskabs gennemsnitsdag er det måske mere tænkeligt, end vi almindeligvis antager, at kombinere mange former for pastoralt liv og vidnesbyrd i verden med fejringen af eukaristien og måske med recitationen af laudes og vesper. Den erfaring, der er gjort af mange kristne grupper, også af dem, der hovedsageligt består af lægfolk, er bevis for det.
Søndagens eukaristi
35. Det er derfor klart, at vor vigtigste opmærksomhed må vies liturgien, "det højdepunkt, som Kirkens gerning stræber hen imod, og samtidig den kilde, hele dens kraft strømmer fra". I det tyvende århundrede, især efter Koncilet, er der foregået en stor udvikling i den måde, hvorpå den kristne menighed fejrer sakramenterne, specielt eukaristien. Det er nødvendigt at fortsætte i den retning, og specielt at betone søndagens eukaristi og søndagen selv oplevet som en særlig troens dag, Den opstandne Herres og Åndens gaves dag, den ugentlige påske. I to tusind år er den kristne tid blevet målt ud fra mindet om "den første dag i ugen" (Mark 16,2.9; Luk 24,1; Joh 20,1), da den opstandne Kristus ønskede apostlene fred og gav dem Åndens gave (jf. Joh 20,19-23). Sandheden om Kristi opstandelse er den oprindelige kendsgerning, som den kristne tro bygger på (jf. 1 Kor 15,14), en begivenhed i centrum af tidens mysterium, som bebuder den yderste dag, da Kristus vil vende tilbage i herlighed. Vi ved ikke, hvad det nye årtusind gemmer til os, men vi er visse på, at det ligger sikkert i Kristi hænder, "Kongernes Konge og Herrernes Herre" (Åb 19,16); og netop ved at fejre hans påskefest ikke kun én gang om året, men hver søndag, vedbliver Kirken med at vise enhver generation "historiens virkelige omdrejningspunkt, som verdens oprindelses og dens endelige skæbnes mysterium fører hen til".
36. På linie med Dies Domini ønsker jeg derfor at fastholde, at deltagelse i eukaristien bør være søndagens centrum for ethvert døbt menneske. Det er en grundlæggende pligt, der skal opfyldes ikke blot for at overholde et påbud, men som noget, der opfattes som væsentligt for et virkeligt oplyst og konsekvent kristent liv. Vi er ved at træde ind i et årtusind, som allerede viser tegn på at være kendetegnet af en konkurrerende sammenblanding af kulturer og religioner selv i lande, der har været kristne i mange århundreder. I mange områder er kristne ved at blive en "lille hjord" (Luk 12,32). Dette stiller dem over for den udfordring, ofte i isolerede og vanskelige situationer, at aflægge et endnu stærkere vidnesbyrd om de særlige kendetegn ved deres egen identitet. Pligten til at deltage i eukaristien hver søndag er et af dem. Søndagens eukaristi, som hver uge samler kristne som Guds familie omkring ordets bord og livets brød, er også den mest naturlige modgift mod adsplittelse. Den er det privilegerede sted, hvor fællesskab til stadighed forkyndes og næres. Netop ved at deltage i eukaristien bliver Herrens dag også Kirkens dag, hvor den effektivt kan spille sin rolle som enhedens sakramente.
Bodens sakramente
37. Jeg beder også om fornyet pastoralt mod til at sikre, at den daglige undervisning af kristne menigheder overbevisende og virkningsfuldt tilbyder praktiseringen af bodens sakramente. Som I vil erindre, behandlede jeg i 1984 dette emne i den postsynodale skrivelse Reconcilatio et Paenitentia, som sammenfattede resultaterne fra en bispesynode, der beskæftigede sig med dette spørgsmål. Min opfordring dengang gik ud på at gøre alt, hvad der var muligt, for at imødegå "syndsbevidsthedens" krise, der er så tydelig i vore dages kultur. Men jeg var endnu mere ivrig med at kræve en genopdagelse af Kristus som mysterium pietatis [godhedens mysterium]. I Kristus viser Gud os sit medlidende hjerte og forsoner os helt med sig selv. Det er dette Kristi ansigt, der må blive genopdaget gennem bodens sakramente, som for de troende er den "ordinære måde til at få tilgivelse og syndsforladelse for alvorlige synder, der er begået efter dåben". Da synoden behandlede problemet, kunne alle få øje på, at sakramentet var i krise, især i nogle dele af verden. Årsagerne til krisen er ikke forsvundet i den korte tid, der er gået siden da. Men jubelåret, der har været særlig præget af en tilbagevenden til bodens sakramente, har givet os et opmuntrende budskab, der ikke bør ignoreres: hvis mange mennesker, og blandt dem også mange unge mennesker, har haft gavn af at nærme sig dette sakramente, er det rimeligvis nødvendigt, at præster ruster sig med mere tillid, kreativitet og udholdenhed hvad angår dette sakramente, at tilbyde det og at få mennesker til at påskønne det. Kære brødre i præstedømmet, vi må ikke give efter for forbigående kriser! Herrens gaver - og sakramenterne er blandt de værdifuldeste - kommer fra den, som kender menneskehjertet godt og er historiens Herre.
Nådens forrang
38. Hvis vi i den planlægning, der venter os, forpligter os mere tillidsfuldt til en sjælesorg, der giver personlig og fælles bøn dens rette plads, vil vi bemærke en væsentlig grundregel i det kristne livssyn: nådens forrang. Der eksisterer en fristelse, som bestandig angriber enhver åndelig færd og ethvert pastoralt arbejde: den at mene, at resultaterne afhænger af vor dygtighed til at handle og til at planlægge. Gud indbyder os virkeligt til at samarbejde med hans nåde og opfordrer os derfor til at investere alle vor intelligens' og alle vore evners midler for at tjene Guds Riges sag. Men det er skæbnesvangert at glemme, at "uden Kristus kan vi intet gøre" (sml. Joh 15,5).
Det er bøn, som forankrer os i denne sandhed. Den minder os bestandigt om Kristi forrang, og i forening med ham, det indre livs og hellighedens forrang. Hvis denne grundregel ikke respekteres, er det så noget under, at pastorale planer løber ud i sandet og efterlader os med en nedslående følelse af frustration? Så deler vi disciplenes erfaring i evangeliets fortælling om den mirakuløse fiskefangst: "Vi har slidt hele natten og ingenting fået" (Luk 5,5). Dette er øjeblikket til tro, til bøn, til samtale med Gud for at åbne vore hjerter for nådens strøm og tillade Kristi ord at gennemtrænge os i al deres magt: Duc in altum! Ved den lejlighed var det Peter, der udtalte troens ord: "På dit ord vil jeg kaste garnene ud" (sammesteds). Tillad nu, da dette årtusind begynder, Peters efterfølger at opfordre hele Kirken til at foretage denne troens handling, som udtrykker sig i en fornyet forpligtelse til bøn.
Lytte til ordet
39. Der er ingen tvivl om, at denne hellighedens og bønnens forrang er utænkelig uden en fornyet lytten til Guds ord. Lige siden Det andet Vatikankoncil understregede Guds ords altovervejende betydning i Kirken, er der bestemt sket store fremskridt i at lytte til Den hellige Skrift og studere den omhyggeligt. Biblen har sin retmæssige æresplads i Kirkens offentlige bøn. Enkeltpersoner og menigheder benytter nu Biblen i udstrakt grad, og blandt lægfolk er der mange, som beskæftiger sig meget med Den hellige Skrift med værdifuld hjælp af teologiske og bibelske studier. Men det er først og fremmest arbejdet med evangelisering og katekese, som henter nyt liv fra interessen for Guds ord. Kære brødre og søstre, denne bevægelse må styrkes og uddybes også ved at man sikrer sig, at enhver familie ejer en Bibel. Det er særlig nødvendigt, at denne lytten til Guds ord bliver til et livgivende møde i den gamle og altid gyldige tradition med lectio divina, der af den bibelske tekst uddrager det levende Guds ord, som stiller os spørgsmål, leder os og former vort liv.
Forkynde ordet
40. At ernære sig selv med ordet for at blive "ordets tjenere" i arbejdet med evangelisering: det er uden tvivl det, Kirken må prioritere ved det nye årtusinds begyndelse. Selv i lande, der er evangeliserede for mange århundreder siden, er realiteten, et "kristent samfund", som midt iblandt alle svagheder altid har kendetegnet menneskelivet, målt udtrykkelig ud fra evangeliets værdier, nu forsvundet. I dag må vi modigt stille os ansigt til ansigt med en situation, der bliver mere og mere forskelligartet og krævende i forbindelse med "globaliseringen" og af den deraf følgende nye og omskiftelige blanding af mennesker og kulturer. Gennem årene har jeg tit gentaget opfordringerne til nyevangeliseringen. Dette gør jeg nu igen, især for at holde fast ved, at vi i os selv må genopvække begyndelsens drivkraft og lade os blive fyldte med den glød, som der var over den apostoliske prædiken efter pinse. Vi må i os selv genoplive den brændende overbevisning, som Paulus var opfyldt af, da han udbrød: "Ve mig, hvis jeg ikke forkynder evangeliet" (sml. 1 Kor 9,16).
Denne lidenskab kan ikke undlade at vække en ny sans for mission i Kirken, og denne mission kan ikke overlades til en gruppe "specialister", men må medføre, at alle medlemmer af Guds folk påtager sig dette ansvar. De, der virkelig har mødt Kristus, kan ikke beholde ham for sig selv; de må forkynde ham. Der er behov for en ny apostolisk dimension, som må leves i kristne menigheders og gruppers daglige engagement. Dette bør imidlertid gøres med respekt for de forskelligartede kulturer, hvori det kristne budskab skal plantes, på en sådan måde, så ingen af de specielle værdier, der findes hos ethvert folkeslag, afvises, men tværtimod renses og bringes til deres fulde udfoldelse.
I det tredje årtusind er Kirken nødt til at reagere mere effektivt på dette behov for inkulturation. Samtidig med, at kristendommen forbliver fuldstændig trofast mod sig selv med urokkelig troskab overfor evangeliet og Kirkens tradition, vil den også genspejle de karakteristiske træk hos de forskellige kulturer og folkeslag, hvori den er blevet modtaget og har fæstet rod. I dette jubelår har vi på en særlig måde glædet os over Kirkens forskellige ansigter. Dette er måske kun en begyndelse, et kun lige akkurat skitseret billede af den fremtid, som Gud er ved at forberede til os.
Vi må tillidsfuldt fremstille Kristus for alle folkeslag. Vi skal henvende os til voksne, til familier, til unge, til børn uden at skjule evangeliets budskabs mest radikale krav, men efter Paulus' eksempel tage højde for hver enkelts behov med hensyn til modtagelighed og sprog: "Alt er jeg blevet for alle for i det mindste at frelse nogen" (1 Kor 9,22). Når jeg fremfører disse anbefalinger, tænker jeg specielt på den pastorale omsorg for unge. Netop med henblik på de unge har jubilæet, som jeg tidligere har sagt, givet os et opmuntrende bevis på deres storsindede vilje til at stille sig til rådighed. Vi må lære at tolke dette opmuntrende svar ved at investere den begejstring som et nyt talent (sml. Matt 25,15), som Herren har givet os i hænde, så vi kan få et rigt udbytte.
41. Gid de strålende eksempler på de mange trosvidner, som vi har erindret under jubilæet, må støtte og lede os i denne tillidsfulde, initiativrige og kreative sans for mission. For Kirken har martyrerne altid være en livets sæd. Sanguis martyrum semen christianorum; denne berømte formulering af Tertullian har vist sig at være rigtig i alle historiens prøvelser. Vil dette også være tilfældet i det århundrede og det årtusind, der nu begynder? Måske var vi blevet for vante til at tænke på martyrerne i ret fjerne tider, som om de var en kategori fra fortiden, især i forbindelse med de første af den kristne tidsalders århundreder. Jubilæets erindring har skænket os et forbavsende udblik ved at vise os, at vor tid er særlig rig på vidner, som på forskellige måder var i stand til at praktisere evangeliet midt i fjendtlighed og forfølgelse, ofte lige til den største prøvelse, at udgyde deres blod. I dem gav Guds ord, der var sået i god jord, hundrede fold (jf. Matt 13,8-23). Ved deres eksempel har de så at sige vist os og banet vejen til fremtiden. Alt, hvad vi skal gøre, er, med Guds nåde, at følge i deres fodspor.
IV. VIDNER OM KÆRLIGHED
42. "Deraf kan alle vide, at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden" (Joh 13,35). Hvis vi, kære brødre og søstre, virkelig har betragtet Kristi ansigt, vil vor pastorale planlægning nødvendigvis blive inspireret af det "nye bud", som han gav os: "I skal elske hinanden, som jeg har elsket jer" (Joh 13,34).
Dette er det andet vigtige område, hvor der må være engagement og planlægning for den universelle kirkes og delkirkernes vedkommende: Fællesskabets domæne (koinonia), som udtrykker og åbenbarer selve kernen i Kirkens mysterium. Fællesskab er frugten af og beviset for den kærlighed, der vokser frem fra Den evige Faders hjerte og udgydes over os af den Ånd, som Jesus skænker os (sml. Rom 5,5) for at gøre os alle til "ét hjerte og sind" (ApG 4,32). Det er ved at bygge dette kærlighedens fællesskab, at Kirken viser sig som "sakramente", som "tegn og redskab for den inderlige forening med Gud og for hele menneskeslægtens enhed".
Herrens ord om denne sag er for præcise, til at vi kan reducere deres betydning. Der er mange ting, der er nødvendige for Kirkens vandring gennem historien, ikke mindst i dette nye århundrede; men uden kærlighed (agape) vil det hele være forgæves. Det er igen apostlen Paulus, som i hymnen til kærligheden minder os: selv om vi taler med menneskers og engles tunger og hvis vi har tro, der kan "flytte bjerge", men ikke har kærlighed, er det hele "intet" (jf. 1 Kor 13,2). Kærlighed er i sandhed Kirkens "hjerte", som Thérèse af Lisieux så rigtigt forstod det. Jeg proklamerede hende som kirkelærer, netop fordi hun er en ekspert i scientia amoris [kærlighedens videnskab]: "Jeg forstod, at Kirken havde et hjerte, og at dette hjerte var optændt af kærlighed. Jeg forstod, at alene kærlighed bevæger Kirkens medlemmer til at handle ... Jeg forstod, at kærlighed rummede alle kald, at alt var kærlighed".
En fællesskabets spiritualitet
43. At gøre Kirken til hjemmet og skolen for fællesskab: det er den store udfordring, der møder os i det årtusind, som nu begynder, hvis vi ønsker at være trofaste overfor Guds plan og imødekomme verdens dybeste længsler.
Men hvad betyder dette i praksis? Også her kunne vore tanker straks gå til den handling, der skal foretages, men det ville ikke være den rigtige tilskyndelse at følge. Inden vi lægger praktiske planer, må vi virke for en fællesskabets spiritualitet, idet vi gør den til det ledende princip for pædagogikken, overalt hvor kristne bliver opdraget, overalt hvor præster, ordensfolk og pastoralarbejdere bliver uddannet, overalt hvor familier og fællesskaber opbygges. En fællesskabets spiritualitet er først og fremmest et tegn på hjertets betragtning af Treenighedens mysterium, som bor i os, og hvis lys vi også må kunne se skinne i vore omgivende brødres og søstres ansigter. En fællesskabets spiritualitet betyder også en evne til at tænke på vore brødre og søstre i troen inden for det mystiske legemes dybe enhed og derfor som dem, "der er en del af mig selv". Dette gør os i stand til at dele deres glæder og lidelser, til at fornemme deres ønsker og være opmærksomme på deres behov, til at tilbyde dem dybt og ægte venskab. En fællesskabets spiritualitet indbefatter også evnen til at se, hvad der er positivt hos andre, til at være glad for det og sætte pris på det som en gave fra Gud: ikke kun en gave til broderen eller søsteren, som direkte har modtaget den, men også som en "gave til mig". En fællesskabets spiritualitet betyder endelig at vide, hvordan man "gør plads" for vore brødre og søstre, at bære "hinandens byrder" (Gal 6,2) og modstå de egoistiske fristelser, som bestandigt plager os og fremkalder kappestrid, karrierejag, mistro og jalousi. Lad os ikke nære nogen illusioner: medmindre vi følger denne åndelige vej, vil det ydre fællesskabs strukturer ikke være til megen nytte. De vil blive til mekanismer uden sjæl, fællesskabets "masker" snarere end dets midler til udtryk og vækst.
44. Følgelig vil det nye århundrede se os mere end nogen sinde opsatte på at vurdere og udvikle de områder og strukturer, som i overensstemmelse med Det andet Vatikankoncils vigtigste direktiver tjener til at sikre og beskytte fællesskabet. Hvordan kan vi for det første glemme de særlige tjenester for fællesskabet, som er Petrusembedets, og i nær relation til det, den biskoppelige kollegialitet? Det er realiteter, der har deres grundlag og indhold fra Kristi egen plan for Kirken, men som må studeres konstant for at sikre, at de følger deres ægte evangeliske inspiration.
Siden Det andet Vatikankoncil er der allerede blevet gjort meget for at reformere den romerske kurie, oprette synoder og få bispekonferencer til at fungere. Men der er bestemt meget mere, som skal gøres for at virkeliggøre alle disse redskaber for fællesskabets muligheder, hvad der er særligt nødvendigt i dag i betragtning af behovet for at reagere hurtigt og effektivt på de problemer, som Kirken må se i øjnene i disse tider, der ændrer sig så hurtigt.
45. Fællesskab må udvikles og udvides hver dag og på ethvert niveau af hver kirkes liv. Her må fællesskabet komme til udfoldelse i relationerne mellem biskopper, præster og diakoner, mellem hyrder og hele Guds folk, mellem gejstlighed og ordensfolk, mellem foreninger og kirkelige bevægelser. Til dette formål må de strukturer for deltagelse, der er forudset af Den kanoniske Lov, som præsterådet og pastoralrådet, altid sættes meget højt. Disse råd er naturligvis ikke ledet efter et parlamentarisk demokratis regler, for de er rådgivende mere end planlæggende; dette betyder dog ikke, at de er mindre betydningsfulde og relevante. Fællesskabets teologi og spiritualitet opmuntrer til en frugtbar dialog mellem præster og troende på den ene side ved a priori at forene dem i alt, hvad der er væsentligt, og ved på den anden side at føre dem til overvejet overensstemmelse i sager, der er åbne for diskussion.
Med dette for øje må vi tilegne os den gamle pastorale visdom, der opmuntrede hyrder til, uden at være forudindtaget af deres autoritet, at lytte i større udstrækning til hele Guds folk. Meget sigende er Benedikts påmindelse til et klosters abbed, hvor han opfordrer abbeden til at rådføre sig med selv det yngste medlem af kommunitetet: "Takket være Herrens inspiration er det ofte en yngre, som ved, hvad der er bedst". Og Paulinus af Nola beder indstændigt: "Lad os lytte til, hvad alle de troende siger, for i enhver af dem ånder Guds Ånd".
Mens lovens visdom ved at give præcise regler for deltagelse bekræfter Kirkens hierarkiske struktur og afværger enhver fristelse til vilkårlighed eller uberettigede krav, besjæler fællesskabets spiritualitet institutionens legeme ved at tilskynde til en tillid og åbenhed, der er helt i overensstemmelse med ethvert af Guds folks medlemmers værdighed og ansvar, til institutionel realitet med en sjæl.
Kaldenes forskellighed
46. Et sådant syn på fællesskab er tæt forbundet med det kristne fællesskabs evne til at give plads for alle Åndens gaver. Kirkens enhed er ikke ensartethed, men en organisk integration af legitime forskelligheder. Det består i den virkelighed, at mange medlemmer er forenede i et enkelt legeme, Kristi ene legeme (jf. 1 Kor 12,12). Derfor er det tredje årtusinds kirke nødt til at opmuntre alle døbte og firmede til at være bevidste om deres aktive ansvar for Kirkens liv. Sammen med det ordinerede præsteembede, kan andre embeder, hvadenten de er formelt oprettede eller blot anerkendte, trives til gavn for hele fællesskabet, og støtte det i alle dets mange behov: fra katekese til liturgi, fra undervisning af unge til de mest forskellige former for gode gerninger.
Der er i sandhed behov for et storsindet engagement - frem for alt gennem vedholdende bøn til høstens Herre (jf. Matt 9,38) - ved at virke for kald til præstedømmet og til ordenslivet. Dette er et spørgsmål af stor betydning for Kirkens liv i alle dele af verden. I nogle traditionelt kristne lande er situationen blevet dramatisk som følge af ændrede sociale forhold og en manglende religiøs interesse som resultat af en verdslig forbrugermentalitet. Der er et presserende behov for at gennemføre en omfattende plan for at fremme kald ved at bygge på personlig kontakt og inddrage sogne, skoler og familier i forsøget på at fremme en mere opmærksom overvejelse af livets væsentlige værdier. Disse når deres opfyldelse i det svar, som ethvert menneske er opfordret til at give på Guds kald, især når kaldet medfører en total given sig selv og ens kræfter for Guds Riges sag.
Det er i dette perspektiv, at vi ser værdien af alle andre kald, rodfæstede som de er i det nye liv, der er modtaget i dåbens sakramente. På en særlig måde vil det være nødvendigt mere og mere fuldstændigt at opdage kaldet hos lægfolk, der er kaldede til at "søge Guds Rige ved at tage sig af de jordiske formål og indrette dem med Gud som mål"; de "opfylder i Kirken og i verden deres egen del af hele Guds folks sendelse ... ved at stræbe efter at udbrede evangeliet og at helliggøre menneskene".
Lige så vigtigt for fællesskabs-aspektet er arbejdet for dannelse af forskellige slags sammenslutninger, enten af mere traditionel art eller de nyere kirkelige bevægelser, der vedbliver med at give Kirken en vitalitet, som er Guds gave og et virkeligt "Åndens forår". Selvfølgelig må foreninger og bevægelser arbejde i fuld harmoni inden for både den universelle kirke og delkirkerne og i lydighed mod hyrdernes officielle direktiver. Men Apostlens strenge og bestemte advarsel henvender sig til alle: "Udsluk ikke Ånden, ringeagt ikke profetisk tale. Prøv alt, hold fast ved det gode" (1 Tess 5,19-21).
47. I en tid i historien som den nuværende, må man også være særlig opmærksom på den pastorale omsorg for familien, især når denne grundlæggende institution oplever en radikal og udbredt krise. I det kristne syn på ægteskabet, svarer forholdet mellem en mand og en kvinde - en gensidig, absolut, enestående og uopløselig forbindelse - til Guds oprindelige plan, som i historiens løb er blevet formørket af vort "hjertes hårdhed", men som Kristus kom for at gengive dens oprindelig glans, idet han åbenbarede, hvad der var Guds vilje "fra begyndelsen" (Matt 19,8). Fordi ægteskabet er ophøjet til et sakramente, udtrykker det den "store hemmelighed", som Kristi ægteskabelige kærlighed til hans kirke er (jf. Ef 5,32).
På dette punkt kan Kirken ikke give efter for kulturelle pres, ligegyldigt hvor udbredte og endda militante de kan være. Tværtimod er det nødvendigt at sikre, at man gennem en stadigt mere fuldkommen opdragelse i evangeliets ånd giver de kristne familier et overbevisende eksempel på, at det er muligt at leve i ægteskabet i fuld overensstemmelse med Guds plan og med det virkeligt gode for mennesket - for ægtefællerne, og for børnene, der er mere skrøbelige. Familierne må selv blive mere og mere bevidste om den omsorg, der tilkommer børn, og spille en aktiv rolle i Kirken og i samfundet for at sikre børnenes rettigheder.
Økumenisk engagement
48. Og hvad skal vi sige om den påtrængende opgave at udvikle fællesskab på økumenismens vanskelige område? Desværre medbringer vi, når vi går over tærsklen til det nye årtusind, fortidens sørgelige arv. Jubilæet har givet os nogle virkeligt bevægende og profetiske tegn, men der er stadig en lang vej tilbage.
Ved at fæstne vort blik på Kristus har det store jubilæum givet os en mere levende fornemmelse for Kirken som et enhedens mysterium. "Jeg tror på den ene kirke": det vi bekender i trosbekendelsen har sit sidste grundlag i Kristus, i hvem Kirken er udelt (jf. 1 Kor 1,11-13). Som hans legeme, i den enhed, der er Åndens gave, forbliver den udelelig. Den reelle splittelse opstår på historiens plan i forholdet mellem Kirkens børn som et resultat af menneskelig svaghed i den måde, hvorpå vi modtager den gave, der strømmer uophørligt fra Kristus, hovedet, til hans mystiske legeme. Jesu bøn i Nadversalen - "at de alle må være ét, ligesom du, Fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os" (Joh 17,21) - er både åbenbaring og bønfaldelse. Den åbenbarer os Kristi enhed med Faderen som kildespringet til Kirkens enhed og som den gave, den bestandigt vil vedblive at modtage på mystisk vis indtil dens fuldbyrdelse ved tidernes ende. Denne enhed er uophørligt opfyldt i Den katolske Kirke trods dens medlemmers menneskelige begrænsninger, og den kommer konkret til udtryk, og den virker også på forskellige måder i alle de elementer af hellighed og sandhed, der findes i de andre kirker og kirkelige samfund. Som gaver, der egentlig tilhører Kristi kirke, leder disse elementer dem stadigt hen mod fuld enhed.
Kristi bøn minder os om, at denne gave er nødt til at blive modtaget og udviklet mere og mere. Anråbelsen "ut unum sint" er på samme tid et forpligtende imperativ, en styrke, der støtter os, og en gavnlig irettesættelse for vor langsomhed og hårdhjertethed. Det er på Jesu bøn og ikke på vor egen styrke, vi baserer håbet om, at allerede i historiens løb vil vi være i stand til at nå fuldt og synligt fællesskab med alle kristne.
I perspektivet af vor fornyede pilgrimsfærd efter jubilæet ser jeg med stort håb hen til de østlige kirker, og jeg beder for, at den gensidige udveksling af gaver, som var til berigelse for Kirken igennem det første årtusind, må vende tilbage i fuldt omfang. Måtte erindringen om den tid, da Kirken åndede med "begge lunger", anspore Østen og Vesten til at vandre sammen i troens enhed og med respekt for legitim forskellighed, idet de accepterer og støtter hinanden som lemmer på Kristi ene legeme.
En lignende forpligtelse burde føre til fremme af den økumeniske dialog med vore brødre og søstre, der hører til det anglikanske fællesskab og de kirkelige fællesskaber, der er udsprunget af Reformationen. Teologisk diskussion om troens og kristen etiks væsentlige punkter, samarbejde i karitativt arbejde og frem for alt den store hellighedens økumeni, kan ikke undgå, med Guds hjælp, at give resultater. I mellemtiden fortsætter vi tillidsfuldt vor pilgrimsvandring, idet vi længes efter den tid, hvor vi sammen med hver og en af Kristi disciple helhjertet vil kunne synge: "Hvor er det godt og herligt, når brødre sidder sammen!" (Sl 133,1).
Sæt alt ind på næstekærlighed
49. Næstekærligheden udvikler sig, i overensstemmelse med sin natur ud fra det indrekirkelige fællesskab, til en tjeneste, der er universel; den inspirerer os til et engagement for praktisk og konkret hjælp til ethvert menneske. Dette er også et aspekt, som må kendetegne det kristne liv, Kirkens hele aktivitet og dens pastorale planlægning. Det århundrede og det årtusind, der nu begynder, har brug for at se - og forhåbentlig med stadigt større klarhed - til hvilken grad af pligttroskab det kristne fællesskab kan gå i sin kærlighed til de fattigste. Hvis vi virkeligt er begyndt på ny ud fra betragtningen af Kristus, må vi lære at se ham specielt i ansigterne hos dem, han selv ønskede at blive identificeret med: "Jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig" (Matt 25,35-37). Denne evangelietekst er ikke en simpel opfordring til næstekærlighed: den er en side i kristologien, som kaster stråler af lys på Kristi mysterium. På disse ord, ikke mindre end på dens læres ortodoksi, måler Kirken sin troskab som Kristi brud.
Vi er i sandhed nødt til at huske, at ingen kan udelukkes fra vor kærlighed, for "ved sin menneskevordelse har Guds Søn nemlig på en vis måde forenet sig selv med ethvert menneske". Alligevel er, som evangeliets utvetydige ord minder os om, Kristus særlig nærværende i de fattige, og det kræver, at Kirken giver dem en fortrinsstilling. Dette fortrin er et vidnesbyrd om Guds kærlighed, om hans forsyn og barmhjertighed, og på en måde er historien fyldt med Guds Riges sædekorn, som Jesus selv udsåede under sit jordiske liv, hver gang han reagerede over for dem, der kom til ham med deres åndelige og materielle behov.
50. I vor tid er der så mange behov, som kræver et kristent sindelag. Vor verden går ind i det nye årtusind bebyrdet af modsigelserne i et økonomisk, kulturelt og teknologisk fremskridt, som giver umådelige muligheder til nogle få privilegerede, samtidig med at det efterlader andre millioner ikke blot i fremskridtets yderkanter, men i livsbetingelser, som er langt under det minimum, der kræves af menneskelig værdighed. Hvordan kan det være muligt, at der endnu den dag i dag er mennesker, som dør af sult? Fordømte til analfabetisme? Manglende den mest basale medicinske pleje? Uden tag over hovedet?
Fattigdommens scenario kan udvides ubegrænset, hvis vi foruden dens traditionelle former tænker på dens nye mønstre. Disse sidste berører ofte finansielt velstående milieuer og grupper, som ikke desto mindre trues af fortvivlelse, fordi de mangler mening med deres liv, er afhængige af "stoffer", frygter for ensomhed i alderdommen eller for sygdom, for marginalisering eller social diskrimination. I denne sammenhæng må kristne lære at praktisere deres tro på Kristus ved at fornemme hans stemme i det råb om hjælp, der stiger op fra fattigdommens verden. Dette betyder at fortsætte den næstekærlighedens tradition, som er kommet til udtryk på så mange forskellige måder i de forgangne to årtusinder, men som i vore dage kræver endnu større opfindsomhed. Nu er det tiden til en ny næstekærlighedens "kreativitet", ikke blot ved at sikre, at hjælpen er effektiv, men også ved at "komme tæt på" de lidende, så at den hånd, der hjælper, ikke betragtes som en ydmygende håndsrækning, men som en delen mellem søskende.
Vi må derfor sikre, at de fattige føler sig hjemme i ethvert kristent fællesskab. Ville ikke denne indstilling være den bedste og mest effektive fremstilling af Guds Riges glade budskab? Uden denne form for evangelisering gennem næstekærlighed og uden vidnesbyrdet om kristen fattigdom risikerer forkyndelsen af evangeliet, der i sig selv er den første form for næstekærlighed, at blive misforstået eller forsvinde i den mængde ord, som dagligt opsluger os i vore dages massekommunikationssamfund.Kærlighedens gerninger sikrer kærlighedens ord en uimodståelig kraft.
Vore dages udfordringer
51. Og hvordan kan vi forblive ligegyldige overfor udsigten til en økologisk krise, som er ved at gøre udstrakte områder af vor planet ubeboelige og menneskefjendtlige? Eller af de problemer for freden, der så ofte er truet af katastrofale kriges spøgelse? Eller af foragt for så mange menneskers, især børns, fundamentale menneskerettigheder? De nødsituationer, som ethvert kristent hjerte må være følsomt overfor, er utallige.
Der er behov for et særligt engagement med hensyn til visse aspekter af evangeliets radikale budskab, som ofte forstås mindre godt, endda så det ligefrem gør Kirkens tilstedeværelse uønsket, men som ikke desto mindre må være en del af dens opgave med næstekærlighed. Jeg taler om pligten til at være forpligtet til respekt for ethvert menneskeliv, fra undfangelsen til den naturlige død. Ligeledes får tjenesten for menneskeheden os til tidligt og silde at hævde, at de, der benytter de nyeste videnskabelige fremskridt, især inden for bioteknologien, aldrig må ignorere fundamentale etiske krav ved at påberåbe sig en tvivlsom solidaritet, der i sidste instans fører til en gøren forskel på det ene og det andet liv og en ikke tagen hensyn til den værdighed, der tilkommer ethvert menneske.
For at det kristne vidnesbyrd skal være effektivt, især på disse vanskelige og kontroversielle områder, er det vigtigt, at man gør sig særlig anstrengelse for virkeligt at forklare grundene til Kirkens standpunkt, idet man fremhæver, at det ikke drejer sig om at påtvinge ikke-troende en opfattelse, der bygger på tro, men om at forklare og forsvare de værdier, der bunder i selve menneskets person. På denne måde vil næstekærligheden nødvendigvis blive til gavn for kulturen, det politiske liv, økonomien og familien, således at de fundamentale principper, hvoraf menneskers skæbne og civilisationens fremtid afhænger, vil blive respekteret overalt.
52. Det er klart, at alt dette må realiseres på en speciel kristen måde: især lægfolk må være til stede på disse områder for at udføre den opgave, der følger af deres kald som lægfolk, uden nogen sinde at give efter for fristelsen til at gøre kristne fællesskaber til slet og ret socialkontorer. Især bør Kirkens forhold til det borgerlige samfund indrettes sådan, at alle respekterer dets kompetenceområder i overensstemmelse med Kirkens sociallære.
Vel kendte er Kirkens læremyndigheds anstrengelser, især i det tyvende århundrede, for at tolke sociale realiteter i evangeliets lys og til på belejlig og systematisk måde tilbyde sit bidrag til løsning af det sociale spørgsmål, der nu har antaget globale dimensioner.
Det etiske og sociale aspekt af spørgsmålet er et afgørende element af det kristne vidnesbyrd; vi må afvise fristelsen til at tilbyde en privatiseret og individualistisk spiritualitet, som stemmer dårligt overens med næstekærlighedens krav, for slet ikke at tale om, hvad menneskevordelsen indebærer, og i sidste instans kristendommens eskatologiske forventning. Mens denne forventning gør os bevidste om historiens relative beskaffenhed, medfører den på ingen måde, at vi giver afkald på at "bygge" historie. Her er Det andet Vatikankoncils lære mere aktuel end nogen sinde: "Det kristne budskab hverken vender menneskene bort fra opgaven med at opbygge denne verden eller tilskynder til at negligere medmenneskers velfærd, men forpligter dem snarere så meget desto mere til at udføre netop disse opgaver".
Et praktisk tegn
53. For at give et tegn på denne forpligtelse til næstekærlighed og menneskelig støtte, rodfæstet i evangeliets mest grundlæggende krav, har jeg besluttet, at jubelåret foruden den store høst af næstekærlighed, som det allerede har givet - her tænker jeg især på den hjælp, der er givet til så mange af vore fattigere brødre og søstre, for at de kunne blive i stand til at deltage i jubilæet - skulle efterlade et fond, der på en måde skulle være frugten af og seglet på den kærlighed, der er udløst af jubilæet. Mange pilgrimme har givet en gave, og mange ledere inden for den finansielle sektor har sluttet sig til ved at give generøs hjælp, som har hjulpet til at sikre en passende fejring af jubilæet. Når udgifterne for dette år er dækkede, vil de penge, der er sparet, blive givet til godgørende formål. Det er vigtigt, at en sådan stor religiøs begivenhed skal være komplet adskilt fra noget, der ligner økonomisk vinding. Alt, hvad der bliver tilovers af penge, vil blive brugt til at fortsætte den erfaring, der har gentaget sig så ofte siden Kirkens første begyndelse, da menigheden i Jerusalem gav ikke-kristne det bevægende syn af en spontan udveksling af gaver, lige til at have alt til fælles, for de fattiges skyld (jf. ApG 2,44-45).
Det fond, der skal oprettes, vil kun blive en lille strøm, der flyder ind i den store kristne barmhjertighedsflod, som løber gennem historien. En lille, men betydningsfuld strøm: fordi verden på grund af jubilæet har set hen til Rom, den kirke, "som fører forsædet i kærlighed" , og har bragt sine gaver til Peter. Nu vil den kærlighed, som er lagt for dagen ved katolicismens centrum, på en måde flyde tilbage til verden, gennem dette tegn, som er tænkt at skulle være en blivende arv og et blivende minde om det fællesskab, der blev erfaret under jubilæet.
Dialog og mission
54. Et nyt århundrede, et nyt årtusind åbner sig i Kristi lys. Men det er ikke enhver, der kan se dette lys. Det er vor vidunderlige og krævende opgave at være en "genspejling" af det. Dette er det mysterium lunae, der var en så skattet del af kirkefædrenes kontemplation; med dette billede ville de vise Kirkens afhængighed af Kristus, solen, hvis lys den genspejler. Det var en måde at udtrykke det på, som Kristus selv sagde, når han kaldte sig for "verdens lys" (Joh 8,12) og opfordrede sine disciple til at være "verdens lys" (Matt 5,14).
Dette er en skræmmende opgave, hvis vi ser på vor menneskelige svaghed, der så ofte gør os sløve og kaster skygger over os. Men det er en opgave, vi kan udføre, hvis vi vender os til Kristi lys og åbner os for den nåde, der gør os til en ny skabning.
55. Det er i denne sammenhæng, at vi bør betragte den interreligiøse dialogs store udfordring, som vi stadig vil være forpligtet til i det nye årtusind i troskab mod Det andet Vatikankoncils lære. I forberedelsesårene til det store jubilæum har Kirken forsøgt at opbygge et forhold med åbenhed til og dialog med andre religioners tilhængere. Denne dialog må fortsætte. I det klima med forøget kulturel og religiøs pluralisme, som det må forventes vil kendetegne det nye årtusinds samfund, er det indlysende, at denne dialog vil være særlig vigtig for at etablere et sikkert grundlag for fred og værge os mod det frygtelige genfærd af de religionskrige, der så ofte har gjort menneskenes historie blodig. Den ene Guds navn må mere og mere blive, hvad det er: et fredens navn og en befaling om fred.
56. Dialog kan imidlertid ikke være baseret på religiøs indifferens; og vi kristne er, mens vi deltager i dialog, forpligtede til at vidne klart om det håb, vi har (jf. 1 Pet 3,15). Vi bør ikke frygte for, at det, som er en glad forkyndelse af en gave, der er tiltænkt alle, og som skal tilbydes alle med den største respekt for den enkeltes frihed. Der er jo tale om den gave, som er åbenbaringen af den Gud, der er kærlighed, den Gud, som elskede verden således, "at han gav sin enbårne søn" (Joh 3,16). Som den nylig fremkomne erklæring Dominus Iesus fremhævede, kan dette ikke være genstand for dialog, forstået som diskussion, som om vi betragtede det blot som en opfattelse: det er snarere en nåde, der fylder os med glæde, et budskab, som vi har en pligt til at forkynde.
Kirken kan derfor ikke opgive sin missionsgerning blandt verdens folkeslag. Det er den primære opgave for missio ad gentes at forkynde, at det er i Kristus, "vejen og sandheden og livet" (Joh 14,6), at mennesker finder frelse. Interreligiøs dialog "kan ikke simpelt hen erstatte forkyndelse, men er altid orienteret mod forkyndelse" . Denne missionsmæssige pligt forhindrer os dog ikke i at gå i gang med dialog med en holdning af dyb villighed til at lytte. Vi ved faktisk, at fordi nådens mysterium, så uendelig fuldt af muligheder og konsekvenser for det menneskelige liv og den menneskelige historie, er nærværende, vil Kirken selv aldrig holde op med at stille spørgsmål, idet den stoler på Helligåndens, Sandhedens Ånds hjælp (jf. Joh 14,17), hvis gerning det er, at vejlede den "i hele sandheden" (Joh 16,13).
Dette er et fundamentalt princip ikke blot for det uudtømmelige teologiske studium af den kristne sandhed, men også for den kristne dialog med filosofier, kulturer og religioner. I menneskehedens universelle erfaring, opvækker Guds Ånd, som "blæser, hvorhen den vil" (Joh 3,8), til trods for alle menneskelige begrænsninger, ikke sjældent tegn på sit nærvær, som hjælper Kristi tilhængere til bedre at forstå det budskab, de bringer. Var det ikke med denne ydmyge og tillidsfulde åbenhed, at Det andet Vatikankoncil forsøgte at tolke "tidens tegn"? Selv når den giver sig af med en aktiv og omhyggelig sondren for at kunne forstå og tyde de "ægte tegn på Guds nærvær og hensigt", erkender Kirken, at den ikke blot har ydet noget til, men også "hvor meget den selv har modtaget af menneskeslægtens historie og udvikling". Denne åbne holdning blev, kombineret med omhyggelig sondren, benyttet af Koncilet også i forhold til andre religioner. Det er vor opgave med stor troskab at tage imod Koncilets lære og at følge i dets fodspor.
I Koncilets lys
57. Hvor ligger der dog en stor skat, kære brødre og søstre, i de retningslinier, som Det andet Vatikankoncil har givet os! Derfor bad jeg Kirken om, i forberedelsestiden til det store Jubilæum, at undersøge, hvordan den selv havde taget imod Koncilet. Er dette blevet gjort? Den kongres, der blev holdt her i Vatikanet, var et sådant øjeblik til overvejelse, og jeg håber, at lignende bestræbelser har fundet sted på forskellige måder i alle delkirkerne. Alt som årene er gået, har Koncilets dokumenter ikke mistet noget af deres værdi eller åndelige kraft. De bør læses korrekt, blive kendt i vide kredse, og man bør lægge sig dem på sinde som læreembedets vigtige og normative tekster inden for Kirkens tradition. Nu da jubilæet er afsluttet, føler jeg mig mere end nogen sinde forpligtet til at pege på Koncilet som den store nåde, der blev skænket Kirken i det tyvende århundrede: dér finder vi et sikkert kompas, hvormed vi kan orientere os i det århundrede, der nu begynder.
SLUTNING
DUC IN ALTUM!
58. Lad os gå fremad fulde af håb! Et nyt årtusind åbner sig for Kirken ligesom et umådeligt ocean, som vi skal vove os ud på, idet vi stoler på Kristi hjælp. Guds Søn, som for to tusinde år siden blev menneske af kærlighed til menneskeheden, arbejder også i dag: vi må have vågne øjne for at se dette og frem for alt et stort hjerte for at blive redskaber i hans arbejde. Fejrede vi ikke jubelåret for at forny vor forbindelse med denne levende håbets kilde? Nu befaler den Kristus, som vi har betragtet og elsket, os endnu engang at begive os afsted: "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn" (Matt 28,19). Missionsbefalingen følger os ind i det tredje årtusind og driver os til at dele de allerførste kristnes begejstring: Vi kan regne med den samme kraft fra den Ånd, som blev udgydt til pinse, og som stadigt i dag tilskynder os til at gå i gang igen, båret af det håb, der ikke "gør til skamme" (Rom 5,5).
Ved begyndelsen af dette nye århundrede må vi gå hurtigere, når vi vandrer ad verdens landeveje. Mange er de veje, som enhver af os og enhver af vore kirker må tilbagelægge, men der er ingen afstand mellem dem, der er forenede i det samme fællesskab, det fællesskab, der dagligt næres ved det eukaristiske brøds og livets ords bord. Hver søndag opfordrer den opstandne Kristus os til ligesom endnu engang at møde ham i Nadversalen, hvor han om aftenen "den første dag i ugen" (Joh 20,19) viste sig for sine disciple for at blæse sin livgivende Ånd i dem og sætte dem i gang med det store vovestykke at forkynde evangeliet.
På denne vandring er vi ledsagede af Den salige Jomfru Maria, til hvem jeg for få måneder siden i nærvær af mange biskopper, der var samlede i Rom, betroede det tredje årtusind. I løbet af dette år har jeg ofte påkaldt hende som "Nyevangeliseringens Stjerne". Nu peger jeg endnu engang på Maria som det strålende morgengry og den sikre leder af vore skridt. Idet jeg gentager Jesu egne ord og giver udtryk for hele Kirkens barnlige kærlighed, siger jeg endnu engang til hende: "Kvinde, se dine børn" (jf. Joh 19,26).
59. Kære brødre og søstre! Den hellige dørs symbol lukkes nu bag os, men kun for at lade den levende dør, som er Kristus, være endnu mere åben. Efter jubilæets begejstring er det ikke en kedelig hverdagsagtig rutine, vi vender tilbage til. Tværtimod, hvis vor pilgrimsvandring har været ægte, vil den ligesom have trænet vore ben til vejen, der stadig ligger foran os. Vi er nødt til at efterligne apostlen Paulus' nidkærhed, når han siger: Jeg "strækker mig frem mod det, der ligger forude, stræber mod målet, efter sejrsprisen, som Gud fra himlen kalder os til i Kristus Jesus" (Fil 3,13-14). I forening må vi alle efterligne Marias betragtning, for da hun var vendt hjem til Nazaret fra sin pilgrimsfærd til Jerusalem, bevarede hun sin søns hemmelighed i sit hjerte (jf. Luk 2,51).
Den opstandne Jesus ledsager os på vor vej og gør os i stand til at genkende ham, som disciplene fra Emmaus gjorde, "da han brød brødet" (Luk 24,35). Måtte han finde os årvågne, rede til at genkende hans ansigt og løbe til vore brødre og søstre med det glade budskab: "Vi har set Herren!" (Joh 20,25).
Dette vil være det så meget ønskede resultat af jubilæet år 2000, det jubilæum, som endnu engang har stillet Jesu af Nazarets, Guds Søns og menneskets Forløsers mysterium levende for øjnene af os.
Når Jubilæet nu går til ende og viser os en fremtid fuld af håb, måtte da hele Kirkens lovprisning og taksigelse hæve sig til Faderen, gennem Sønnen, i Helligånden.
Med dette sender jeg jer alle min hjerteligste velsignelse.
Fra Vatikanet, 6. januar, festen for Herrens åbenbarelse, i året 2001, det treogtyvende af mit pontificat.