Forholdet til ikke-kristne religioner i vor tid
DET ANDET VATIKANKONCILS
ERKLÆRING OM
FORHOLDET TIL DE IKKE-KRISTNE RELIGIONER
"I VOR TID"
DE ECCLESIAE HABITUDINE AD RELIGIONES NON-CHRISTIANAS
"NOSTRA AETATE"
Erklæring om Kirkens holdning til de ikke-kristne religioner
Forord ved lektor, cand.mag. Oluf Bohn
Erklæringen blev vedtaget 28.oktober 1965 som et af de sidste dokumenter på koncilet, og det sidste afstemningsresultat gav 2.221 ja-stemmer og 88 nej-stemmer.
Det vil sikkert overraske de fleste mennesker, at man blandt koncilets dokumenter finder en "Erklæring om de ikke-kristne religioner", en erklæring som oven i købet indeholder en længere omtale af jødedommen.
Der er imidlertid en dyb indre overensstemmelse mellem denne erklæring og koncilets andre vedtagelser, selvom forbindelsen først blev tydelig til allersidst.
Pave Johannes 23. havde fra sin tiltræden i 1958 klart understreget, at han ville nå frem til et bedre forhold til jøderne. Men en erklæring, som alene drejede sig om jøderne, kunne koncilet ikke slutte op om. Gennem sine debatter og vedtagelser havde koncilet tydeligt tilkendegivet, at det ønskede en ny holdning til "verden" uden for den katolske kirke, sådan som det allerede var kommet til udtryk ved vedtagelsen af dekretet om Økumeni i 1964 og yderligere blev fastslået ved vedtagelsen af Missionsdekretet og Konstitutionen om kirken i den moderne verden, begge fra 1965. Man enedes derfor om at lade en erklæring om jøderne indgå i en erklæring om forholdet til andre religioner.
Erklæringen indleder med at fastslå, at menneskeheden som en enhed altid har været på en evig søgen efter en mening med livet og en frelse fra døden (n.1). Her fremhæves kort hinduisme og buddhisme som eksempler (n.2) på, at denne søgen har skabt værdier for menneskeheden, og at de - set fra kirkelig side - indeholder en stråle af sandhed. Selvom Kristus er kirkens eneste sandhed, så skal de kristne vidne om deres tro med klogskab og i kærlighed. Det skal ske gennem samtale på en sådan måde, at de eksisterende værdier i andre religioner fremmes.
I det følgende kapitel (n.3) tales der om islam, hvor man klart fremhæver fællesskabet i troen på og tilbedelsen af den ene, samme Gud. De stridigheder, der tidligere har været muslimer og kristne imellem, håber man er lagt til side, og man opfordrer til samarbejde om forsvar for og fremme af retfærdigheden på jorden.
Det største afsnit (n.4) drejer sig om forholdet til jøderne. Det fremhæves stærkt, at kristendommen har dybe rødder i jødedommen. Vi er af Abrahams slægt, og den tro og åbenbaring, vi lever på, har sin begyndelse i jødedommen. Det fremhæves også kraftigt, at det er hedningerne, der er indpodede på den rod, hvoraf jødedommen er vokset oprindelig. Endelig understreges det med henvisning til Paulus, at Guds Pagt med jøderne består den dag i dag. Der er jøderne heller ikke forkastede, og de hverken var eller er kollektivt skyldige i Jesu død.
Af disse grunde ønsker man en broderlig samtale med jøderne, og en langt bedre undervisning om, hvad jødedom er på alle tænkelige niveauer inden for den kirkelige undervisning. Til sidst beklager man al antisemitisme og al forfølgelse af jøderne såvel i fortiden som i nutiden.
Erklæringen slutter med at slå fast (n.5), at da Kristus er død for alle, så er alle mennesker her på jorden vore brødre, og koncilet vender sig imod enhver forskelsbehandling af mennesker på grund af race, religion, social placering etc.
Forbindelsen til jøderne (jødedommen) og til de andre store religioner kunne selvfølgelig ikke varetages under ét.
Forbindelsen til hinduisme, islam osv. bliver varetaget af Det pavelige råd til samtale med de Ikke-Kristne (oprettet foråret 1964), mens forholdet til jødedommen forblev under Sekretariatet for de Kristnes Enhed (oprettet i 1960), og der blev 22.oktober 1974 oprettet en særlig kommission, der specielt skulle tage sig af hele dette kompleks.
1.december 1974 udsendtes af denne kommission Retningslinier for forslag til virkeliggørelsen af Koncilets erklæring Nostra Aetate (n.4), som netop angår jødedommen.
Den nye erklæring nævner først, at der i de ni år, der er gået efter koncilet, er taget mange initiativer, som skal bygge bro over den store kløft af uvidenhed og fjendtlighed, der har skilt jødedom og kristendom, og derfor vil man nu komme med konkrete forslag til det videre arbejde. Forbindelsen skal skabes ved hjælp af samtale og ikke ved enetale. En samtale, som skal bygge på ønsket om at lære jødedommen bedre at kende, bygge på gensidig respekt, men også have plads til at give vidnesbyrd om, hvad Guds Søns menneskevordelse betyder for kristendommen.
I disse samtaler skal den jødiske og kristne gudstjeneste inddrages. Det gamle Testamentes betydning skal yderligere understreges (jf. Åbenbaringskonstitutionen n.14-15), og forbindelsen mellem vor tro og troen i Den gamle Pagt skal fremhæves. I undervisning og opdragelse skal det bl.a. fastholdes, at jødernes Gud og de kristnes Gud er den samme, at Jesus og apostlene var jøder, og at Jesus virkede inden for jødedommen. Jødedommen i dag er ikke død, men har sine rige religiøse værdier. Endelig må jøder og kristne kunne arbejde sammen for fred og retfærd.
Det foreløbige højdepunkt i Kirkens bestræbelser på at skabe et godt forhold til jøderne har været pave Johannes Paul 2.s besøg i synagogen i Rom 13.april 1986, hvor paven virkelig understregede alvoren bag og i de kirkelige beslutninger, som angår forholdet til jødedom og jøderne (Herder Korrespondenz nr.5, 40. årg.,1986).
Sekretariatet for de ikke-kristne (skiftede i 1988 navn til Det Pavelige Råd for Interreligiøs Dialog) udsendte i 1984 en erklæring om Kirkens holdning over for medlemmer af andre religioner. Dokumentet behandler forholdet mellem mission og dialog/samtale og skal være en håndsrækning til løsning af de spændinger, der uvilkårligt rejser sig mellem Kirkens pligt til at forkynde evangeliet (mission) og dens vilje til at fastholde en dialog/samtale ikke alene som kommunikationsmiddel, men som holdning.
Dialog/samtale er, som dokumentet definerer det i sin indledning, "ikke alene diskussion. Det er også alle positive og konstruktive interreligiøse relationer mellem individer og fællesskaber af anden tro, og målet skal være gensidig forståelse og berigelse" (Bulletin, nr. 56, 1984, nr. 2; Sekretariatet for de ikke-kristne, Rom).
Et eksempel på denne åbne holdning kom meget klart til udtryk ved Kirkens officielle deltagelse - i pavens person - ved Religionernes Verdensbønsdag for freden i Assisi 27.oktober 1986.
(Pavens taler og de forskellige bønner for fred er bl.a. aftrykt i Bulletin nr. 64, 1987, nr. 1. Sekretariatet for ikke-kristne, Rom).
Lektor, cand.mag. Oluf Bohn
Paul, biskop, Guds tjeneres tjener,
sammen med koncilsfædrene,
til evig erindring
Erklæring om
Kirkens holdning til de ikke-kristne religioner
1. I vor tid, da menneskeslægten dag for dag knyttes tættere sammen, og forbindelserne imellem de enkelte folkeslag øges, overvejer Kirken så meget mere opmærksomt sin holdning til de ikke-kristne religioner. Fordi dens opgave er at fremme enheden og kærligheden mellem menneskene og dermed mellem alle folkeslag, lægger Kirken her mest vægt på det, som menneskene har tilfælles, og som fører dem til større samhørighed.
Alle folkeslag udgør jo ét fællesskab; de har én fælles oprindelse, idet Gud lod menneskeslægten befolke hele jorden,[1] og de har også ét fælles sidste mål, nemlig Gud. Hans forsyn og åbenbare godhed såvel som hans frelsesplan omfatter alle,[2] indtil de udvalgte forenes i Den hellige Stad, som skal oplyses af Guds herlighed, og hvor alle folkeslag skal vandre i dens lys.[3]
Af de forskellige religioner forventer menneskene et svar på tilværelsens uløste gåder, der i dag lige så vel som før i tiden rører ved det dybeste i menneskehjertet: Hvad er mennesket? Hvad er meningen med og målet for vort liv? Hvad er godt, og hvad er synd? Hvor kommer lidelsen fra, og hvilken mening har den? Hvad er vejen til den sande lykke? Hvad er døden, dommen og lønnen efter døden? Og sidst, men ikke mindst: Hvad er det sidste og uudsigelige mysterium, som omfatter hele vor tilværelse, og som vi kommer fra og er på vej henimod?
2. Der har fra gammel tid og frem til i dag hos de forskellige folkeslag været en vis fornemmelse af hin skjulte kraft, som er nærværende i naturens gang og i menneskenes liv, ja, man finder undertiden en erkendelse af et højeste Guddomsvæsen eller endog af en Fader. Denne fornemmelse og erkendelse gennemtrænger deres liv med en inderlig religiøsitet. I sammenhæng med kulturens fremskridt forsøger religionerne at besvare disse spørgsmål med mere differentierede begreber og på et mere udviklet sprog. I hinduismen udforsker menneskene således det guddommelige mysterium og giver udtryk for det ved hjælp af en uudtømmelig rigdom af myter og ved skarpsindige filosofiske forsøg, og de søger at blive frigjort fra menneskelivets elendighed enten ved asketiske livsformer, eller ved dybtgående meditation, eller ved også at søge tilflugt til Gud med kærlighed og tillid. I buddhismens forskellige former bliver den omskiftelige verdens fundamentale utilstrækkelighed erkendt, og der læres en vej, hvorpå menneskene med hengivent og tillidsfuldt sind kan nå frem enten til en tilstand af fuldkommen frigørelse eller - om det nu er ved egen kraft eller ved at støtte sig til en højere magt - til den allerhøjeste oplysning af sindet. Ved således at angive veje, d.v.s. læresætninger, leveregler og hellige riter, prøver også de andre religioner, som findes over hele verden, hver på sin måde at komme menneskehjertets uro i møde.
Den katolske Kirke forkaster intet af det, som er sandt og helligt i disse religioner. Med opmærksomhed betragter den disse handle- og levemåder, disse regler og læresætninger, som nok i meget afviger fra det, den selv fastholder og fremlægger, men som alligevel ikke så sjældent reflekterer en stråle af den sandhed, som oplyser alle mennesker. Men indholdet af Kirkens forkyndelse er og skal bestandigt være Kristus, som er "vejen og sandheden og livet" (Joh. 14,6), i hvem menneskene finder det religiøse livs fylde, og i hvem Gud har forligt alt og alle med sig selv.[4]
Derfor opfordrer Kirken sine børn til med klogskab og kærlighed og ved dialog og samarbejde med tilhængerne af andre religioner at vidne om den kristne tro og livsholdning og samtidig anerkende, bevare og fremme de åndelige, moralske, sociale og kulturelle værdier, som findes hos de andre.
3. Det er med agtelse, Kirken betragter muslimerne, som tilbeder den ene, levende, i sig selv værende, barmhjertige og almægtige Gud, himlens og jordens Skaber,[5] som har talt til menneskene. De prøver også af hele deres sind at underkaste sig hans skjulte rådsslutning, på samme måde som Abraham, som den islamiske tro gerne henviser til, underkastede sig Gud. Selv om de ikke anerkender Jesus som Gud, ærer de ham ikke desto mindre som en profet; de viser ærbødighed for Maria, hans jomfruelige moder, og det hænder tilmed, at de andægtigt påkalder hende. De forventer desuden dommens dag, da Gud skal opvække alle mennesker og belønne dem hver især. De lægger derfor vægt på en moralsk livsførelse og dyrker Gud, først og fremmest gennem bøn, almisser og faste.
Da der i tidens løb har været talrige stridigheder og meget fjendskab mellem de kristne og muslimerne, opfordrer dette hellige Koncil alle til at glemme det, som har været, og oprigtigt at øve sig i gensidig forståelse og i fællesskab - til bedste for alle mennesker - at forsvare og fremme social retfærdighed, de etiske værdier samt ikke mindst fred og frihed.
4. Ved at besinde sig på Kirkens mysterium kan Koncilet ikke undgå at huske på det bånd, hvormed Den nye Pagts folk er åndeligt forbundet med Abrahams slægt.
Kristi Kirke erkender nemlig, at ifølge Guds frelsesmysterium er begyndelsen til dens tro og udvælgelse at finde hos patriarkerne, hos Moses og profeterne. Den bekender, at alle kristne, Abrahams børn ved troen,[6] er medindbefattet i patriarkens kaldelse, og at Kirkens frelse er forudbetegnet på mystisk vis i det udvalgte folks udgang fra trældommens land. Derfor kan Kirken ikke glemme, at den ved dette folk, som Gud i sin uudsigelige barmhjertighed har villet indgå Den gamle Pagt med, modtog Det gamle Testamentes åbenbaring, og at den næres af roden på det gode oliventræ, hvorpå hedningerne som vilde olivengrene er blevet indpodet.[7] For Kirken tror, at Kristus, vor fred, ved sit kors har forligt jøder og hedninger og i sig forenet begge parter til ét.[8]
Kirken holder sig altid apostlen Pauli ord for øje, når han om sine kødelige stammefrænder siger, at ". . .dem tilhører barnekårene og herligheden og pagterne og lovgivningen og tempeltjenesten og forjættelserne, dem tilhører fædrene, og fra dem stammer ifølge sin kødelige herkomst Kristus" (Rom. 9,4-5), Jomfru Marias Søn. Den mindes også, at apostlene, Kirkens grundvold og søjler, og de fleste af de første disciple, som forkyndte Kristi evangelium for verden, var af jødisk herkomst.
Ifølge Skriftens vidnesbyrd kendte Jerusalem ikke sin besøgelsestid,[9] og for en stor del tog jøderne ikke imod evangeliet, og mange af dem modsatte sig endda dets udbredelse.[10] Ikke desto mindre er jøderne ifølge apostlen fremdeles elskede af Gud for fædrenes skyld, for Gud fortryder ikke sine nådegaver og sit kald.[11] Sammen med profeterne og den samme apostel forventer Kirken den dag, som Gud alene kender, da alle folk med én røst skal påkalde Herren og "tjene ham endrægtigt" (Zef. 3,9).[12]
Fordi de kristnes og jødernes fælles åndelige arv er så stor, er det Koncilets vilje at fremme og anbefale en gensidig forståelse og agtelse, som særlig vil kunne nås gennem bibelske og teologiske studier og ved broderlige samtaler.
Selv om nu de jødiske myndigheder og deres tilhængere gennemtvang Kristi død,[13] kan det, der skete under hans lidelse, dog ikke uden forskel tilregnes alle de jøder, som levede dengang, ej heller jøderne i vor egen tid. Ganske vist er Kirken Guds nye folk, men derfor må jøderne ikke fremstilles som forkastede af Gud eller forbandede, som om dette skulle fremgå af Den hellige Skrift. Alle skal derfor sørge for, at de i deres religionsundervisning eller i deres forkyndelse af Guds ord ikke lærer noget, som ikke stemmer overens med den evangeliske sandhed og med Kristi ånd.
I bevidstheden om den arv, som den har tilfælles med jøderne, beklager Kirken - som forkaster enhver forfølgelse, uanset hvem den måtte være rettet mod - ikke af politiske grunde, men drevet af Evangeliets religiøse kærlighed, det had, de forfølgelser, og de udslag af antisemitisme, som er blevet rettet mod jøderne, uanset hvornår de har fundet sted, og hvem der har været ophavsmand dertil.
Kristus har for øvrigt, sådan som Kirken altid har lært og fremdeles lærer, frivilligt og af grænseløs kærlighed påtaget sig lidelsen og døden på grund af alle menneskers synder, for at alle skulle blive frelst. Det er altså Kirkens opgave i sin undervisning at forkynde Kristi kors som tegnet på Guds universelle kærlighed og kilden til al nåde.
5. Vi kan derfor ikke påkalde Gud, alles Fader, hvis vi afviser at behandle ethvert menneske, der jo er skabt i Guds billede, som en broder. Menneskets holdning til Gud Fader og dets holdning til medmenneskene som brødre hænger så tæt sammen, at Skriften siger: "Den, der ikke elsker, kender ikke Gud" (1.Joh. 4,8).
Dermed forsvinder grundlaget for enhver teori eller praksis, som indfører forskelsbehandling - det være sig mennesker eller folkeslag imellem - med hensyn til den menneskelige værdighed og de deraf følgende rettigheder.
Kirken fordømmer altså enhver diskriminering eller mishandling på grund af afstamning, hudfarve, social stilling eller religion, som fremmed for Kristi sindelag. Koncilet tilslutter sig derfor de hellige apostle Peter og Paulus og opfordrer indtrængende de kristne til at âlade deres færd blandt folkeslagene være god' (jf. 1.Pet. 2,12) og om muligt, for så vidt det beror på dem, at leve i fred med alle mennesker,[14] så de i sandhed kan være den himmelske Faders børn.[15]
Denne erklæring er blevet godkendt af koncilsfædrene i sin helhed såvel som i sine enkelte punkter. Og vi, i kraft af den apostoliske myndighed, som er os overleveret fra Kristus, bifalder, lovfæster og fastlægger det, sammen med de ærværdige fædre, i Helligånden, og det som således gennem koncilet er blevet bestemt, befaler vi skal træde i kraft, til Guds ære.
Rom, ved Skt. Peter, den 28.oktober 1965
Paul, den katolske kirkes biskop,
med koncilsfædrenes underskrifter.
--------------------------------------------------------------------------------
[1] Jf. Ap.G. 17,26.
[2] Jf. Visd. 8,1; Ap.G. 14,17; Rom. 2,6-7; 1.Tim. 2,4.
[3] Jf. Åb. 21,23f.
[4] Jf. 2.Kor. 5,18-19.
[5] Jf. Gregor vii, Epist. III, 21 ad Anazir (Al-N__ir), regem Mauritaniae, ed. E. Caspar in MGH, Ep. Sel. II, 1920, I, s.288, 11-15: PL 148, 451 A.
[6] Jf. Gal. 3,7.
[7] Jf. Rom. 11,17-24.
[8] Jf. Ef. 2,14-16.
[9] Jf. Luk. 19,44.
[10] Jf. Rom. 11,28.
[11] Jf. Rom. 11,28-29. - jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.16.
[12] Jf. Es. 66,23; Sl. 66 (65),4; Rom. 11,11-32.
[13] Jf. Joh. 19,6.
[14] Jf. Rom. 12,18.
[15] Jf. Matt. 5,45.