Præsten og det tredje kristne årtusind

Kongregationen for Gejstligheden

Præsten og det tredje kristne årtusind

Ordets lærer

Sakramenternes forvalter

Menighedens leder

 

Ansgarstiftelsens Forlag

1999

 

Præsten og det tredje kristne årtusind, Ordets lærer, Sakramenternes forvalter og Menighedens leder

Oversat af Ruth Plum efter "The Priest and the Third Christian Millennium, Teacher of the Word, Minister of the Sacraments and Leader of the Community", Kongregationen for Gejstligheden, Vatikanet - 1999

Dansk udgave

© ANSGARSTIFTELSENS FORLAG

København 1999

Bestillingsnummer 3024

ISBN 87-88297-62-4

 

 

 

--------------------------------------------------------------------------------

 

INDLEDNING

 

1. Kapitel I NY-EVANGELISERINGENS TJENESTE

1. Ny-evangelisering, hele Kirkens ansvar

2. Præstens nødvendige og uundværlige rolle

Spørgeskema til 1. kapitel

 

2. Kapitel ORDETS LÆRERE

1. Præster, ordets tjenere "nomine Christi et nomine Ecclesiae"

2. Med henblik på en effektiv forkyndelse af ordet

Spørgeskema til 2. kapitel

 

3. Kapitel SAKRAMENTERNES FORVALTERE

1. "In persona Christi Capitis"

2. Tjenere for eukaristien: centrum i præstelig tjeneste

3. Tjenere for forsoning med Gud og Kirken

Spørgeskema til 3. kapitel

 

4. Kapitel FLOKKENS KÆRLIGE HYRDER

1. Med Kristus for at legemliggøre og udbrede Faderens barmhjertighed

2. Sacerdos et Hostia

3. Præsters pastorale tjeneste: tjenende ledelse i kærlighed og styrke

Spørgeskema til 4. kapitel

 

AFSLUTNING

Bøn til den salige Jomfru Maria

Noter

 

 

--------------------------------------------------------------------------------

 

Vatikanet, 19 marts 1999

Festen for Sankt Josef

Marias brudgom

 

Til kardinaler og biskopper

Hele Kirken forbereder sig i en bodfærdig ånd til at træde ind i det tredje årtusind efter Ordets menneskevordelse, og ved Peters efterfølgers stadige apostoliske omsorg anspores den til en mere og mere levende erindring om sin guddommelige grundlæggers vilje.

 

Ved sin plenarforsamling 13-15 oktober 1998 besluttede Kongregationen for Gejstligheden med dette formål for øje at betro vedlagte brev til enhver ordinarius til videregivelse til præsterne. Ved denne lejlighed sagde Paven: "Den ventede ny-evangelisering når et højdepunkt i engagementet for det store jubilæum. Her opdager vi igen ved forsynets styrelse de veje, der blev fremlagt i Tertio Millennio Adveniente, i Vejledningen for præster og permanente diakoner, i Retningslinierne for det troende lægfolks samarbejde med præsterne i disses pastorale tjeneste og i resultaterne af dette plenarmøde. Med en overbevist anvendelse af disse dokumenter i hele verden kan det, der udtrykkes med den nu velkendte vending "ny-evangelisering", lettere omsættes til effektiv virkelighed".

 

Idet vi husker på de nuværende forhold, er dette dokument bestemt til at lede enkelte præster såvel som præsteskaber til en samvittighedsransagelse, idet de mindes om, at konkret udtrykt betyder kærlighed troskab. Dette dokument gentager koncilets og pavernes lære, og det refererer til de andre dokumenter, der allerede er nævnt af Paven. Disse dokumenter er fundamentale for et autentisk svar på vor tids spørgsmål og for en effektiv missionsvirksomhed i evangeliseringen.

 

Spørgeskemaerne ved afslutningen af hver sektion er tænkt som en hjælp til at erkende hverdagens virkelighed i lyset af de førnævnte dokumenter. Det er ikke hensigten, at noget som helst svar skal sendes til denne kongregation. Præster må benytte dem på en hvilken som helst måde, de finder mest nyttig for dem selv.

 

Vi er klare over, at ingen missionerende aktivitet kan iværksættes uden den entusiastiske støtte fra præster, som er biskoppernes første og mest betydningsfulde medarbejdere. Dette brev er også tænkt som en hjælp for præster, der deltager i studiedage, retræter, åndelige exercitier og præstemøder, der er blevet sat i gang i en hvilken som helst kirkelig region i denne forberedelsestid til det store jubilæum og især i løbet af jubilæumsåret.

Måtte Apostlenes Dronning, den lysende morgenstjerne, lede sine kære præster, hendes Søns sønner, på vejen til effektivt fællesskab, til troskab og generøs og fuldkommen udøvelse af deres uundværlige tjeneste.

 

Med følelser af broderlig højagtelse forbliver jeg

Deres i Kristus hengivne

X Darío Cardinal Castrillón Hoyos

Præfekt

X Csaba Ternyák

Titulær ærkebiskop af Eminenza

Sekretær

 

INDLEDNING

Katolsk dogmatisk tradition beskriver præsten som Ordets lærer, sakramenternes forvalter og leder af den kristne menighed, som er betroet til ham. Dette er udgangspunktet for al overvejelse om præstens identitet og opgave i Kirken. I lyset af den ny-evangelisering, som Helligånden kalder alle troende til gennem Pavens person og autoritet, må denne uforanderlige, men alligevel altid nye lære igen overvejes med tro og håb.

 

Hele Kirken er kaldet til større apostolisk engagement, som er både personligt og fælles, fornyet og storsindet. Opmuntret af Johannes Paul II's personlige eksempel og klare lære må både præster og troende mere inderligt forstå, at tiden er kommet til med fornyet apostolisk ånd at fremskynde deres forberedelser til at overskride tærsklen til det enogtyvende århundrede og til at åbne historiens dør på vid gab for Jesus Kristus, som er vor Gud og eneste Frelser. Præster og troende er kaldede til i år 2000 med fornyet styrke at forkynde: "Ecce natus est nobis Salvator mundi".1

 

"I lande med gamle kristne rødder og undertiden også i de yngre kirker, hvor hele grupper af døbte har mistet en levende sans for troen eller endda ikke længere betragter sig som medlemmer af Kirken og lever et liv fjernt fra Kristus og hans evangelium ... er der brug for en "ny-evangelisering" eller en "re-evangelisering"".2 Ny evangelisering er derfor en første moderlig reaktion fra Kirkens side overfor svækkelsen af troen og tilsløringen af det kristne moralske livs krav i dens børns samvittighed. Mange af de døbte lever i en verden, der er ligegyldig overfor religion. Mens de bevarer en vis tro, lever de faktisk i en slags religiøs og moralsk ligegyldighed, fremmedgjorte overfor ord og sakramenter, der dog er så absolut nødvendige for det kristne liv. Der er andre, som, skønt de er født af kristne forældre og er døbt, aldrig har fået et grundlag i troen og lever i reel ateisme. Kirken betragter alle disse med kærlighed og en særlig følsomhed overfor den uopsættelige pligt til at drage alle disse mennesker til det kirkelige fællesskab, hvor de med Helligåndens nåde genopdager Jesus Kristus og Faderen.

 

Sammen med ny-evangeliseringen, som forsøger på igen at tænde troens lys i mange kristnes bevidsthed og få den glade forkyndelse af frelsen til atter at lyde i samfundet, er Kirken også specielt bevidst om sin stadige missionsvirksomhed ad gentes - retten/pligten til at bringe evangeliet til alle mennesker, som endnu ikke kender Kristus eller hans frelsende gaver. For vor tids kirke, mor og lærer, er missionsvirksomhed ad gentes og ny-evangelisering uadskillelige aspekter af dens opgave med at lære, hellige og lede alle mennesker til Faderen. Ivrige kristne har også behov for kærlig og vedvarende opmuntring i deres stræben efter personlig hellighed, som de er kaldet til af Gud og af Kirken. Dette er ny-evangeliseringens sande drivkraft.

 

Alle Kirkens kristne trofaste børn bør drives af dette fælles og presserende ansvar. På en særlig måde har præster dog denne pligt, fordi de er særligt udvalgte, viede og sendt for som de Kristi autentiske repræsentanter og budbringere, de er blevet, at gøre opmærksom på hans nærvær.3 Det er derfor nødvendigt at hjælpe både verdens- og ordenspræster til at påtage sig "den presserende pastorale opgave med ny-evangelisering"4 og, i lyset af denne forpligtelse, at genopdage det guddommelige kald til at tjene den del af Guds folk, der er betroet til dem som Ordets lærere, sakramenternes forvaltere og hjordens hyrder.

 

1. Kapitel

I NY-EVANGELISERINGENS TJENESTE

 

"Det er ikke jer, der har udvalgt mig,

men mig, der har udvalgt jer" (Joh 15,16)

 

1. Ny-evangelisering, hele Kirkens ansvar

At være kaldet og udsendt af Herren, har altid været betydningsfuldt, men i de nuværende historiske omstændigheder får det en særlig betydning. Afslutningen af det tyvende århundrede er fra et religiøst perspektiv kendetegnet af kontrasterende fænomener. På den ene side resulterer dette i en afvisning af Gud og af al forbindelse til det transcendente, mens det på den anden side er kendetegnet af fremkomsten af en større religiøs følsomhed, som søger at tilfredsstille den medfødte længsel efter Gud, som findes i alle menneskers hjerter, men som det undertiden ikke lykkes at finde tilfredsstillende udtryk for.

 

"Kristi, Forløserens mission, som er betroet til Kirken, er stadig langt fra fuldendt. Nu, da det andet årtusind efter Kristi komme nærmer sig sin afslutning, viser et generelt blik på menneskeheden, at denne mission stadig kun er ved at begynde, og at vi må gå helhjertet ind i dens tjeneste".5 I dag udføres denne missionerende opgave for størstedelen i sammenhæng med ny-evangelisering i mange lande, som har haft lange kristne traditioner, men hvor den kristne forståelse af livet synes at aftage. Den udføres også i den almindelige sammenhæng med hele menneskeheden, hvor ikke enhver endnu har hørt og forstået forkyndelsen af den frelse, Kristus har bragt.

 

Det er en sørgelig, men indlysende realitet, at mange har hørt om Kristus, men synes kun at kende og acceptere hans lære som et sæt af generelle moralske normer snarere end som et konkret engagement. Mange af de døbte har opgivet at følge Kristus og lever efter relativismens principper. I mange tilfælde er den kristne tros rolle reduceret til en ren kulturel faktor, der ofte er begrænset til en blot privat sfære og uden nogen social forbindelse med individuelt eller nationalt liv.6

Efter tyve århundreders kristendom er der stadig ingen mangel på udstrakte missionsmarker. Alle kristne burde være på det rene med, at de i kraft af deres dåbs-præstedømme (sml. 1 Pet 2,4-5.9; ApG 1,5-6.9-10; 20,6) er kaldede til at samarbejde, så vidt som deres personlige omstændigheder tillader det, i den ny-evangeliserende tjeneste, som er en fælles kirkelig opgave.7 Ansvar for den missionsmæssige aktivitet hviler "primært på bispekollegiet med Peters efterfølger i spidsen".8 "Som biskoppernes medarbejdere er præster i kraft af ordinationens sakramente kaldet til at deltage i omsorgen for Kirkens mission".9 Det kan altså siges, at i en vis forstand "har de ansvaret for denne ny-evangelisering af det tredje årtusind."10

 

Opmuntret af videnskabelige og tekniske fremskridt har vor tids samfund udviklet en indgroet sans for kritisk uafhængighed af verdslig og religiøs autoritet og lærdom. Denne situation kræver grundig forklaring og fremstilling af det kristne budskab om frelse, som altid forbliver et mysterium. Noget sådant må gøres med ærbødighed og med den første evangeliserings kraft og kunnen, samtidigt med at der gøres klogt brug af alle egnede metoder, som gives af den moderne teknologi. Imidlertid bør det aldrig glemmes, at teknologi ikke er nogen erstatning for et helligt livs vidnesbyrd. Kirken har brug for sande vidner for at kunne videregive evangeliet i alle samfundets kredse. Herfra stammer behovet for alle kristne i almindelighed og for præster i særdeleshed til at erhverve sig en dyb og egnet uddannelse i filosofi og teologi,11 som gør dem i stand til at aflægge regnskab for deres tro og håb. Det gør dem også opmærksomme på betydningen af at præsentere troen konstruktivt ved hjælp af personlig samtale og forståelse. Forkyndelse af evangeliet kan imidlertid ikke reduceres til samtale alene. En modig tro er faktisk en uundgåelig udfordring, når man mødes med fristelsen til at tilpasse sig, eller til at søge letkøbt popularitet eller personlig bekvemmelighed.

 

Når man evangeliserer, må man huske på, at nogle af evangeliseringens traditionelle ideer og ordforråd er blevet uforståelige for nutidens kultur. I visse sammenhænge er positive kristne begreber som ursynd og dens konsekvenser, forløsning, kors, behov for bøn, frivilligt offer, kyskhed, ædruelighed, lydighed, ydmyghed, bod, fattigdom osv. blevet uforståelige. Ny-evangelisering i troskab mod den troslære, der konstant er blevet lært af Kirken, og med en stærk sans for ansvar overfor den kristne doktrins ordforråd, må finde måder til at udtrykke sig på overfor den moderne verden for således at hjælpe denne til at genopdage den dybe betydning af disse kristne og menneskelige udtryk. I denne bestræbelse kan ny-evangeliseringen ikke kassere de fastslåede trosformuleringer, som allerede er opnået, og som er opsummerede i trosbekendelsen.12

 

2. Præstens nødvendige og uundværlige rolle

Selvom Kirkens præster ved "at Kristus ikke har sat dem til at være hyrder, for at de selv alene skal påtage sig hele Kirkens frelsebringende mission til verden",13 udøver de dog en absolut uerstattelig rolle i evangeliseringen. Ny-evangeliseringen må absolut finde en form til at udøve den præstelige tjeneste på en måde, der virkeligt er overensstemmende med nutidens vilkår, for at udføre den effektivt og adækvat svarende til de omstændigheder, hvori den udføres. Dette kan imidlertid kun gøres ved bestandig forbindelse med Kristus, vor eneste model, som gør os det muligt at bevæge os under nutidens betingelser uden at tabe vort endelige mål af syne. Ægte pastoral fornyelse er ikke kun begrundet som følge af socio-kulturelle overvejelser, men endnu vigtigere af en brændende kærlighed til Kristus og hans kirke. Formålet med alle vor bestræbelser er Kristi endegyldige herredømme og alle skabte tings genoprettelse i ham. Dette vil først blive helt opnået ved tidernes ende, men er allerede nærværende gennem den levendegørende Ånd, hvorved Jesus Kristus oprettede sit legeme, Kirken, som frelsens universelle sakramente.14

 

Kristus, Kirkens hoved og hele skabningens Herre, fortsætter sin frelsende gerning blandt mennesker. Præstedømmet er helt placeret indenfor denne effektive struktur. For at drage alle til sig (sml. Joh 12,32) ønsker Kristus at inddrage sine præster på en særlig måde. Dette er den guddommelige plan (Gud vil, at Kirken og dens præster skulle inddrages i forløsningens værk), hvad der, skønt det er indlysende ud fra et dogmatisk og teologisk perspektiv, kan være særlig vanskeligt at acceptere for det moderne menneske. Sakramental formidling og Kirkens hierarkiske struktur drages ofte i tvivl i vore dage. Behovet for sakramental formidling eller for Kirkens hierarkiske struktur så vel som grundene derfor drages også i tvivl.

Ligesom Kristi liv var viet til den autentiske forkyndelse af Faderens kærlige vilje (sml. Joh 17,4; Hebr 10,7-10), således bør også præstens liv i hans navn være viet til den samme forkyndelse. "I ord og gerning" (sml. ApG 1,1) hengav Messias sit offentlige liv til at prædike med myndighed (sml. Matt 7,29). Denne myndighed stammede først og fremmest fra hans guddommelige vilkår, men i folks øjne også fra hans oprigtige, hellige og fuldkomne eksempel. På samme måde er præsten forpligtet til at supplere den objektive åndelige myndighed, der er hans i kraft af den sakramentale indvielse15, med en personlig myndighed, der stammer fra et oprigtigt og helligt liv,16 og med den pastorale kærlighed, der viser Kristi kærlighed.17 Gregor den Stores formaning til hans præster er stadig relevant: "Præsten må være ren i tanke, eksemplarisk i sine handlinger, diskret i sin tavshed og nyttig i sine ord. Han bør være alle nær i sin medlidenhed, og frem for alt må han have viet sit liv til kontemplation. Han bør være den ydmyge forbundsfælle for alle, der gør det gode. I retfærdighed bør han ubøjeligt modsætte sig synderes laster. Han bør hverken forsømme det indre liv ved optagethed af ydre ting eller undlade at sørge for ydre behov af omsorg for det indre gode".18

 

I vor tid er der som altid i Kirken, "brug for evangeliets budbringere, der altid er eksperter i at omgås mennesker, som grundigt kender nutidens menneskes hjerte, som deler dets glæder og håb, bekymringer og sorger, og som samtidigt er kontemplative, der elsker Gud." Idet Paven især henviser til genkristningen af Europa, men med udtryk, der gælder overalt, hævder han, at "helgenerne var Europas store evangelisatorer. Vi må bede Herren om at forøge helligheden i Kirken og sende helgener til at evangelisere vor tids verden".19 Det må ikke glemmes, at mange af vore samtidige først og fremmest får deres opfattelser af Kristus og Kirken gennem deres kontakt med dens ordinerede tjenere. Derfor bliver behovet for disses autentiske vidnesbyrd om evangeliet vigtigere og vigtigere, fordi det er "et levende og transparent billede af Kristus, præsten".20

 

I sammenhængen med Kristi frelsende handling kan to uadskillelige formål fremhæves særligt: et intellektuelt mål på den ene side, som forsøger at lære, undervise folkeskarerne, der var uden hyrder (sml. Matt 9,36), og bevæge forstanden til omvendelse (sml. Matt 4,47), og, på den anden side, ønsket om at bevæge hjerterne hos dem, der lyttede til ham, til sorg og bod for deres synder og derved åbne vejen for guddommelig tilgivelse. Dette fortsætter med at være sandt i dag: "kaldet til ny-evangelisering er primært et kald til omvendelse"21, og når Guds Ord har lært menneskets forstand og bevæget dets vilje til at afvise synd, opnår evangeliserende aktivitet sit mål i frugtbar deltagelse i sakramenterne, specielt i fejringen af eukaristien. Paul VI lærte, at "det er netop forkyndelsens opgave at undervise således i troen, så den fører enhver kristen til at leve sakramenterne som virkelige troens sakramenter - og ikke kun modtage dem passivt eller blot lade dem være noget, der overgår én".22

Evangelisering består af forkyndelse, vidnesbyrd, dialog og tjeneste. Den bygger på tre uadskillelige elementer: forkyndelse af Ordet, sakramental tjeneste og ledelse af de troende.23 Forkyndelse ville være meningsløs, hvis den ikke indbefatter vedvarende uddannelse af de troende og deltagelse i sakramenterne. Ligeledes ville deltagelse i sakramenterne også være meningsløs uden hjertets alvorlig omvendelse, fuld godkendelse af troen og af den kristne morals principper. Fra et pastoralt perspektiv betragtes forkyndelse logisk nok som den primære evangeliserende handling.24 Når det drejer sig om, hvad der er den egentlige hensigt, må evangeliseringens primære element være fejringen af sakramenterne, specielt bodens og eukaristiens.25 Helheden i præsters pastorale tjeneste i ny-evangeliseringen findes imidlertid i den harmoniske sammensmeltning af begge disse funktioner.

 

Økumenisk uddannelse af de troende er et andet vigtigere og vigtigere aspekt af ny-evangeliseringen. Det andet Vatikankoncil opmuntrede alle de troende "til at tyde tidens tegn og tage del i det økumeniske arbejde med forstandighed", og til "at katolikker med glæde erkender og værdsætter de sande kristne skatte, som udgår fra den fælles arv, og som findes hos vore adskilte brødre".26 Samtidig må det imidlertid bemærkes, at "intet er så fremmed for det økumeniske arbejde som falsk irenisme, som er til skade for den katolske læres renhed og formørker den ægte og visse mening".27 Præster bør sikre, at økumeni altid udføres i troskab overfor de principper, der er fastsat af Kirkens læreembede, undgår splittelser og arbejder for harmonisk kontinuitet.

 

SPØRGESKEMA TIL 1. KAPITEL

1. Føles behovet for ny-evangelisering virkeligt i vore kirkelige fællesskaber og specielt blandt vore præster?

 

2. Prædikes der ofte derom? Optræder ny-evangelisering ved gejstlige møder, i pastorale programmer og i den vedvarende uddannelse?

 

3. Er præster specielt engagerede i at sætte gang i en ny-evangelisering - ny i dens "iver, dens metoder og udtryk"28 - både ad intra og ad extra i Kirken?

 

4. Betragter de troende præsteembedet som en guddommelig gave både til dem, der har modtaget det, og til deres menigheder, eller betragter de præsteembedet som et kun administrativt hverv? Opmuntres der tilstrækkeligt til, at der bedes om kald til præsteembedet så vel som, at der bedes om den generøsitet, der svarer bekræftende på et kald?

 

5. Er der i prædiken af Ordet og i katekesen det nødvendige størrelsesforhold mellem oplæring i troen og den sakramentale praksis? Karakteriseres præsters evangeliserende aktivitet af en konplementaritet mellem forkyndelse og sakramenter, "munus docendi" og "munus sanctificandi"?

 

6. Hvad kan der gøres for at hjælpe præster til at blive præster, som harmonisk bygger det profetiske, liturgiske og næstekærlige fællesskab, som er Kirken?

 

7.Skaffer præster sig til forberedelserne af det store jubilæum år 2000 gunstige lejligheder og ideer til et realistisk program for ny-evangelisering?

 

2. Kapitel

ORDETS LÆRERE

 

"Gå ud i alverden og prædik evangeliet

for hele skabningen" (Mark 16,15)

1. Præster, ordets tjenere "nomine Christi et nomine Ecclesiae"

 

En rigtig opfattelse af den pastorale Ordets tjeneste begynder med en overvejelse af Guds guddommelige åbenbaring i sig selv. "I denne åbenbaring taler den usynlige Gud (sml. Kol 1,16; 1 Tim 1,17) i sin overstrømmende kærlighed til menneskene som sine venner (Es 33,11; Joh 15,14-15) og han færdes iblandt dem (Bar 3,38) for at indbyde dem til fællesskab med sig selv og modtage dem deri".29 Forkyndelsen i Den hellige Skrift om Guds Rige taler ikke blot om Guds herlighed, men udbreder også denne herlighed ved selve forkyndelsen. Evangeliet prædiket af Kirken er ikke blot et budskab, men en guddommelig liv-givende erfaring for dem, der tror, hører, modtager og adlyder budskabet.

 

Åbenbaringen er derfor ikke begrænset til undervisning om Gud, der lever i et utilgængeligt lys, men den fortæller også om de vidunderlige ting, som Gud gør for os i sin nåde. Det åbenbarede Ord, der er gjort nærværende og aktualiseret "i" og "gennem" Kirken, er et redskab, hvormed Kristus handler i os med sin Ånd. Det er både dom og nåde. Ved at høre Ordet, henvender det aktuelle møde med Gud sig selv til menneskets hjerte og kræver en afgørelse, som ikke nås kun ved intellektuel viden, men kræver hjertets omvendelse.

 

Det er "præsternes første opgave som biskoppernes medarbejdere at forkynde Guds evangelium for alle mennesker, for at de ... på den måde grundlægger Gudsfolket og får det til at vokse".30 Netop fordi dét at prædike evangeliet ikke blot er en intellektuel videregivelse af et budskab, men "Guds kraft til frelse for enhver, som tror" (Rom 1,16), fuldendt for alle tider i Kristus, kræver dets forkyndelse i Kirken af dets budbringere et overnaturligt grundlag, som garanterer dets ægthed og effektivitet. Evangeliets forkyndelse af Kirkens ordinerede præster er i en vis forstand en deltagelse i Ordets egen frelsende natur, ikke blot fordi de taler om Kristus, men fordi de forkynder evangeliet til deres tilhørere med den magt til at kalde, der stammer fra deres deltagelse i Guds menneskevordne Ords indvielse og sendelse. Herrens ord genlyder stadig i hans præsters øren: "Den, der hører jer, hører mig, den, der forkaster jer, forkaster mig" (Luk 10,16). Sammen med Paulus kan de bevidne: "Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os. Og om dette taler vi ikke med ord, som menneskelig visdom har lært os, men med ord, som Ånden har lært os, og vi tolker det åndelige for åndelige" (1 Kor 2,12-13).

 

At forkynde evangeliet er en tjeneste, der stammer fra præstevielsens sakramente og udøves ved Kristi autoritet. Helligåndens kraft garanterer dog ikke alle ordinerede præsters handlinger på samme måde. I forvaltningen af sakramenterne er denne garanti sikret i en sådan grad, så ikke engang en præsts syndige tilstand kan hindre nådens frugt. Der er mange andre handlinger, hvori præstens menneskelige kvaliteter får mærkbar betydning. Disse kvaliteter kan fremme eller hæmme Kirkens apostoliske effektivitet.31 Mens i det hele munus pastorale må karakteriseres som tjeneste, er det særlig vigtigt, at tjenesten karakteriserer den prædikende præst, fordi Ordets frelsende effektivitet bliver mere virksom, når prædikanten, som aldrig er herre over Ordet, mere og mere bliver dets tjener.

 

Tjeneste kræver præstens personlige hengivelse til det prædikede Ord. En sådan hengivelse er i sidste instans til Gud, "som jeg i min ånd tjener med evangeliet om hans Søn" (Rom 1,9). Præsten må ikke lægge hindringer i vejen for det ved at forfølge mål, der er dets ærinde uvedkommende, eller ved at stole på menneskelig visdom, eller ved at fremføre subjektive erfaringer, som kan tilsløre evangeliet. Guds Ord kan aldrig manipuleres. Prædikanter bør derimod "først og fremmest udvikle en stor personlig fortrolighed medGuds Ord ... og være de første, der "tror" Ordet, i bevidsthed om, at deres prædikens ord ikke er deres egne, men hans, der sendte dem".32

 

Der er et væsentligt forhold mellem personlig bøn og prædiken. Fra at meditere over Guds Ord i personlig bøn stammer det spontane "uforlignelige livsvidnesbyrd, som viser Guds kærligheds magt og gør hans ord overbevisende.33 Effektiv prædiken er en anden frugt af personlig bøn. En sådan prædiken er effektiv ikke blot på grund af dens teoretiske sammenhæng, men fordi den kommer fra et fromt, oprigtigt hjerte, som er klar over, at præster er forpligtede til "ikke at videregive deres egen visdom, men Guds Ord, og uophørligt opfordre alle til omvendelse og hellighed".34 For at Kristi ordinerede præsters prædiken skal være effektiv, kræves det, at den bygger på en sønlig bøns ånd: "sit orator antequam dictor".35

 

Personlig bøn støtter og opmuntrer præster i deres sans for tjenesten, deres kald i livet og deres levende og apostoliske tro. I personlig bøn opnår de dagligt iver for evangelisering. Når de først er overbeviste om dette, oversættes det til troværdig, sammenhængende og overbevisende prædiken. At bede tidebønnerne er således ikke kun et udtryk for personlig fromhed, og er heller ikke hele Kirkens offentlige bøn. Den er til stor pastoral nytte36, fordi den er en speciel gunstig lejlighed til at tilegne sig og blive fortrolig med bibelsk, patristisk, teologisk og læreembedets lære, som derefter kan videregives til Guds folk ved at prædike.

 

2. Med henblik på en effektiv forkyndelse af ordet

Ny-evangelisering må fremhæve vigtigheden af at bringe betydningen af dåbens kaldelse til de troende til modenhed, og derved bibringe de troende en erkendelse af, at de er kaldede af Gud til helt at følge Kristus og til personligt at arbejde med i Kirkens sendelse. "At videregive troen betyder at vække, forkynde og uddybe det kristne kald, det vil sige, Guds kald til alle mennesker, eftersom han gør dem bekendt med frelsens mysterium...".37 Det er derfor prædikenens opgave at vise alle mennesker Kristus, for "ved at åbenbare mysteriet om Faderen og Hans kærlighed åbenbarer Kristus, den nye Adam, mennesket fuldt ud for mennesket selv, og klarlægger dets ophøjede kald".38

 

Ny-evangelisering og en af kald præget mening med tilværelsen hører sammen for den kristne. Dette er det "glade budskab", som skal prædikes for de troende uden nogen begrænsning med hensyn til dets kraft og de krav, der stilles til dets opfyldelse. Det må altid huskes, at "for det kristne menneske er det ganske vist en nødvendighed og pligt at kæmpe mod det onde gennem mange trængsler og endelig ved at lide døden, men delagtiggjort i påskens mysterium og ligedannet med Kristus i hans død går det opstandelsen i møde med den styrke, der ligger i håbet".39

 

Ny-evangelisering kræver en nidkær ordets tjeneste, som er udtømmende og velfunderet. Den bør have et klart teologisk, spirituelt, liturgisk og etisk indhold, samtidig med at den husker på behovene hos de mennesker, som den skal nå. Dette er ikke at ligge under for nogen som helst fristelse til intellektualisme, som snarere ville sløve end oplyse kristnes forstand, det kræver derimod en ægte intellektuel kærlighedsgerning med vedvarende katekese om katolsk tros og etiks grundprincipper og deres indflydelse på det åndelige liv. Kristen undervisning er den ypperste blandt de åndelige barmhjertighedsgerninger: frelse kommer af at kende Kristus, for "der er ikke givet mennesker noget andet navn under himlen, som vi kan blive frelst ved" (ApG 4,12).

 

Kateketisk forkyndelse kan ikke opnås uden benyttelse af en solid teologi, for den kræver ikke blot fremstilling af den åbenbarede lære, men også uddannelse af de troendes forstand og samvittighed ved hjælp af den åbenbarede lære, så de autentisk kan opfylde deres dåbs kaldelses krav. Ny-evangelisering vil blive opnået ikke kun i samme grad, som Kirken som en helhed og dens institutioner, men også som enhver kristen lever troen autentisk og derved vidner troværdigt om denne tro.

 

Evangelisering betyder at forkynde og udbrede den åbenbarede sandheds indhold med alle tilgængelige gode og passende midler (kristologisk og trinitarisk tro, betydningen af dogmet om skabelse, de eskatologiske sandheder, læren om Kirken, mennesket, sakramenterne og andre frelsesmidler). Det er også vigtigt at lære mennesker, hvordan de konkret kan omsætte disse sandheder i deres liv ved hjælp af spirituel og etisk uddannelse, så de bliver vidner om liv og missionerende engagement.

 

Opgaven med åndelig og teologisk uddannelse (og opgaven med den permanente uddannelse af præster, diakoner og troende lægfolk) er både uomgængelig og enorm. Derfor må ordets tjeneste og dets tjenere være i stand til at reagere på de aktuelle omstændigheder. Mens dens effektivitet i bund og grund er afhængig af Guds hjælp, kræver den også den allerstørste grad af menneskelig fuldkommenhed. En fornyet læremæssig, teologisk og åndelig forkyndelse af det kristne budskab, hvis vigtigste formål er at opildne og rense de døbtes samvittighed, kan ikke opnås ved ansvarsløs eller uengageret improvisation. Endnu mindre kan den bevirkes, hvis der er en uvillighed fra præsternes side til at påtage sig direkte forpligtelser til at forkynde evangeliet - især dem, der står i forbindelse med den homiletiske tjeneste, som ikke kan uddelegeres til de ikke-ordinerede40 eller letsindigt betros til dem, der er dårligt forberedte til at udøve den.

 

At prædike kræver, som det altid er blevet hævdet, at præsten er særlig opmærksom på vigtigheden af den langsigtede forberedelse. Dette kan konkretiseres i sådan noget som studium og beskæftigen sig med de ting, der kan hjælpe de ordinerede præster i deres forberedelse. For prædikanternes vedkommende kræver pastoral sensitivitet, at de altid er opmærksomme på de problemer, der optager den moderne verden og er i stand til at gå ind for mulige løsninger af dem. "For at kunne besvare de spørgsmål, der drøftes mellem vor tids mennesker, på rette måde, må præsterne desuden være godt inde i de dokumenter, der er udsendt af Kirkens læreembede, især af paverne og kirkemøderne, og desuden skal de søge råd hos de bedste, anerkendte teologiske forfattere"41 så vel som i Den Katolske Kirkes Katekismus. Der må også holdes fast ved vigtigheden af den permanente uddannelse af gejstligheden og især af uddannelsens indhold, som bør være i overensstemmelse med Vejledning om præsters tjeneste og liv.42 Sådanne bestræbelser vil altid høste rig frugt. I tilslutning til det foregående må man være opmærksom på den umiddelbart forudgående forberedelse, der er nødvendig for at prædike Guds ord. Bortset fra usædvanlige omstændigheder, hvor intet andet er muligt, kræver ydmyghed og flid i det mindste en omhyggelig plan over, hvad præsten har i sinde at sige i sin prædiken.

 

Den væsentligste kilde til prædikenen er naturligvis Den hellige Skrift, som er mediteret dybt i personlig bøn og tilegnet gennem studium og passende kontakt med velegnede bøger.43 Pastoral erfaring viser den hellige teksts krafts og veltalenheds evne til at bevæge tilhørernes hjerter. Kirkefædrene og de andre af den katolske traditions store forfattere lærer os, hvordan man skal trænge ind i betydningen af det åbenbarede ord og videregive det til andre.44 Dette er meget langt fra nogen form for "bibel-fundamentalisme" eller lemlæstelse af det guddommelige budskab. Den pædagogik, hvormed Kirken læser, tolker og anvender Guds ord gennem de liturgiske tider, bør også være et referencepunkt for prædikenen. Helgenernes liv, deres kampe og heroisme har altid haft positive virkninger i hjerterne hos de troende kristne, som i dag har særligt behov for helgenernes heroiske eksempel i deres hengivelse af sig selv til Guds kærlighed og gennem Gud til andre. Omtale af helgenernes liv har fornyet betydning i de nuværende forhold, hvor de troende ofte angribes af tvivlsomme værdier og læresætninger. Alle disse ting er nyttige for evangelisering ligesom faktisk en virken blandt de troende for en følelse af kærlighed til Gud, en solidaritet med alle og en tjenstvillig ånd og en generøs given sig selv til andre. Den kristne samvittighed modnes ved bestandig henvisning til næstekærlighed.

 

Præsten bør også dyrke prædikenens ydre aspekter. Vi lever i en informationstid, der er karakteriseret af hurtig kommunikation. Vi hører ofte eksperter og specialister i fjernsyn og radio. I en vis forstand skal præsten (som også er en social kommunikator), konkurrere med disse, når han prædiker til de troende. Derfor må hans budskab præsenteres på en tiltalende måde. Hans apostoliske ånd bør få ham til at opnå ekspertise i benyttelsen af de "nye prædikestole", som stilles til rådighed af de moderne kommunikationsmidler, og han må sikre sig, at hans prædiken altid er af en standard, der svarer til det Ord, der prædikes over. Universiteter har i dag været vidner til en genopståen af interessen for retorik. En lignende interesse bør vækkes blandt præster så vel som et ønske om at opnå en fornem og værdig fremtræden og holdning.

 

Ligesom Kristi prædiken bør præsternes være positiv og stimulerende og drage mennesker til Guds godhed, skønhed og sandhed. Kristne er forpligtede til at gøre glansen af "Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt" (2 Kor 4,6) kendt og fremstille den åbenbarede sandhed på en fængslende måde. Er det ikke umuligt at benægte den stærkt tiltrækkende, skønt stilfærdige beskaffenhed af Kristi væsen? Der er intet at frygte ved dette. "Lige fra det øjeblik, hvor Kirken gennem påskemysteriet modtog den sidste og endelige sandhed om menneskelivet, har den foretaget sin pilgrimspilgrimsvandring ad verdens stier for at forkynde, at Jesus Kristus er "vejen og sandheden og livet" (Joh 14,6). Det er dens pligt at tjene menneskeheden på forskellige måder, men én af dem pålægger den et ansvar af en ganske særlig art: tjenesten for sandheden".45

 

Et elegant, præcist sprog, der er forståeligt for moderne mennesker fra alle sociale miljøer, er altid gavnligt i en prædiken. Et banalt fortærsket sprog bør undgås.46 Samtidig med, at prædikanter skal tale ud fra et autentisk tros-syn, må der anvendes et ordforråd, som er forståeligt i alle kredse, og en speciel jargon eller indrømmelser til materialismens ånd må undgås. Den menneskelige "nøgle" til effektiv forkyndelse af ordet ligger i professionalismen hos den prædikant, som ved, hvad han ønsker at sige, og som altid er bakket op af en alvorlig, lang tid forudgående og umiddelbar forberedelse. Dette er meget fjernt fra dilettantens improvisation. Forsøg på at tilsløre sandhedens hele kraft er snigende former for irenisme. Man skal derfor være omhyggelig med ordenes betydning, stilen og ordvalget. Vigtige emner skal fremhæves særligt, uden overdrivelse og efter omhyggelig overvejelse. En behagelig stemme bør plejes. Prædikanter skal kende deres mål og have en god forståelse af deres menigheders eksistentielle og kulturelle situation. Teorier og abstrakte generaliseringer skal altid undgås. Derfor bør enhver prædikant kende sin egen menighed godt og benytte en tiltalende udtryksform, som snarere end at såre folk, rammer deres samvittighed og ikke er bange for at kalde ting ved deres rette navn.

 

Præster, der er beskæftigede med forskellige pastorale opgaver, bør hjælpe hinanden med broderlige råd om disse og andre anliggender som f. eks. indholdet af prædikenen og dens teologiske og sproglige beskaffenhed, varigheden af prædikener - som altid bør være rimelig, den rette benyttelse af ambonen, udviklingen af en oprigtig stemmeklang og tonefald under prædikenen. Ydmyghed er nødvendig, hvis præsten skal hjælpes af sine præstebrødre og, indirekte, af de troende, der samarbejder med ham i hans pastorale aktiviteter.

 

SPØRGESKEMA TIL 2. KAPITEL

8. Er vi virkeligt på det rene med Ordets tjenestes egentlige virkning på livet i vore menigheder? Er vi ivrige efter at benytte dette evangeliseringens væsentlige redskab med den størst mulige professionalisme?

 

9. Ofres der i permanente uddannelseskurser tilstrækkelig opmærksomhed på de forskellige former for Ordets forkyndelse?

 

10. Opmuntres præster til at studere velfunderet teologi og kirkefædrenes, kirkelærernes og helgenernes skrifter? Gøres der positive forsøg på at lære den kristne spiritualitets store mestre at kende og gøre dem kendte?

 

11. Opmuntres der til, at der til præster indrettes gode biblioteker, der afspejler et solidt læremæssigt livssyn?

 

12. Er det muligt lokalt at få adgang til biblioteker, der er tilgængelige på internettet? Er præster opmærksomme på det elektroniske bibliotek, som Kongregationen for Gejstligheden har oprettet (www.clerus.org)?

 

13. Benytter præster Pavens katekese og lære og de forskellige dokumenter, der er offentliggjort af Pavestolen?

 

14. Er der en bevidsthed om nødvendigheden af at uddanne mennesker (præster, permanente diakoner, ordendsfolk og lægfolk), der er i stand til fornuftigt at benytte kommunikationsmidlerne, som er et vigtigt aspekt i evangeliseringen af vor tids kultur?

 

3. Kapitel

SAKRAMENTERNES FORVALTERE

"Kristi tjenere og forvaltere

af Guds hemmeligheder" (sml. 1 Kor 4,1)

 

1. "In persona Christi Capitis"

"Kirkens sendelse er ikke et supplement til Kristi og Helligåndens sendelse, men er dens sakramente: i hele sit væsen og i alle sine medlemmer er Kirken sendt for at forkynde, vidne, gøre nærværende og udbrede Den hellige Treenigheds fællesskabs mysterium".47 Denne sakramentale dimension af Kirkens hele mission vokser frem af selve dens natur og er en virkelighed, hvis særpræg er "at være både menneskelig og guddommelig, at være synlig og i besiddelse af usynlige goder, at være ivrig i gerning og fri til meditation, at være til stede i verden og dog på vej".48 I sammenhæng med Kirken som "frelsens universelle sakramente",49 hvori Kristus "åbenbarer og virkeliggør mysteriet om Guds kærlighed til mennesket",50 er sakramenterne, som de privilegerede øjeblikke hvor det guddommelige liv videregives til mennesket, selve sjælen i den præstelige tjeneste. Præster er særlig bevidste om at være Kristi, præstens, levende redskaber. Deres bestilling, i kraft af dens sakramentale karakter, er som menneskers, der som redskaber medvirker effektivt i Guds handling.

 

Konfiguration, ligedannethed, med Kristus i den sakramentale ordination placerer præsten i centrum af Guds folk. Den tillader ham at deltage i den tredobbelte Kristi munus på en måde, der er passende for ham og i overensstemmelse med hele det kirkelige fællesskab. Præsten, der handler in persona Christi Capitis, nærer flokken, Guds folk, og fører dem til hellighed.51 Derfor er der behov for troværdige vidnesbyrd om troen i alle aspekter af præstens liv og i hans respekt for og fejring af sakramenterne.52 Den klassiske lære, der blev gentaget af Det andet Vatikankoncil, må altid erindres: "Ganske vist kan Guds nåde fuldbyrde frelsesværket selv gennem uværdige præster, men normalt foretrækker Gud at åbenbare sine underfulde gerninger gennem mennesker, som er modtagelige for Helligåndens tilskyndelser og ledelse, og som på grund af deres inderlige forening med Kristus og deres hellige levned kan sige med apostlen: "Det er ikke længere mig, der lever, men Kristus lever i mig ..." (Gal 2,20).53

 

Når præster fejrer sakramenterne, handler de som Kristi tjenere og deltager gennem Helligånden på en særlig måde i hans præstedømme.54 Derfor er sakramenterne litugiske øjeblikke af særlig vigtighed for ny-evangeliseringen. Det må huskes, at de er blevet de eneste effektive øjeblikke for at videregive troens indhold. Mens dette er sandt med hensyn til alle de troende, er det endnu mere sandt med hensyn til dem, som efter at have tabt dét at praktisere troen, lejlighedsvis deltager i liturgien af familiære eller sociale årsager (dåb, firmelser, ægteskaber, ordinationer, begravelser etc.). En troværdig livsstil bør for præsternes vedkommende fuldstændiggøres "med en ceremoni og liturgisk fejring af høj standard;55 den bør ikke søge det spektakulære, men virkeligt sikre, at det menneskelige i Kirken er "rettet mod det guddommelige og dette underordnet, det synlige mod det usynlige, det aktive mod det kontemplative og det nærværende mod den fremtidige stad, som vi søger efter".56

 

2. Tjenere for eukaristien: centrum i præstelig tjeneste

"Jesus kaldte sine apostle "venner". Han kalder også os for venner, fordi vi har del i hans præsteembede i kraft af ordinationens sakramente (...) Kunne Jesus have udtrykt sit venskab for os mere veltalende end ved at tillade os, den nye pagts tjenere, at handle i hans navn, at handle in persona Christi Capitis? Dette er, hvad der sker i al vor præstelige tjeneste, når vi forvalter sakramenterne, og især når vi fejrer den hellige eukaristi. Vi gentager de ord, som han udtalte over brødet og vinen, og gennem vor tjeneste bevirker vi den samme konsekration som bevirkedes af Kristus. Kan der være et mere fuldkomment udtryk for venskab end dette? Dette er, hvad der er centrum i vor præstelige tjeneste".57

 

Ny-evangelisering må også give klart udtryk for en ny forståelse af det centrale ved eukaristien, kilden til og højdepunktet for hele det kristne liv for de troende.58 "Den kristne menighed kan kun bygges op, hvis fejringen af eukaristien er dens grundvold og vigtigste anliggende"59, fordi "alle de øvrige sakramenter er knyttet til eukaristien og henordnet til den, og det samme gælder de øvrige kirkelige tjenester og apostoliske opgaver. Eukaristien rummer nemlig i sig alle Kirkens åndelige goder i hele deres fylde".60

 

Eukaristien er også målet for den pastorale tjeneste. De troende må deltage i den, hvis de skal have udbytte af den. Fordi det er nødvendigt i lægfolket at indprente en "værdig, omhyggelig og frugtbringende" forberedelse til liturgien, er det også nødvendigt at bibringe dem bevidstheden om, at de "opmuntres og ledes til at frembære sig selv, deres arbejde og hele skabningen sammen med Kristus. Derfor fremtræder eukaristien også som kilden til og højdepunktet for enhver forkyndelse af evangeliet".61 Denne sandhed har mange konsekvenser for den pastorale tjeneste.

 

Det er af afgørende betydning, at de troende undervises om kernen i alterets hellige sakramente, ligesom der er behov for at opmuntre dem til at deltage i eukaristien med udbytte.62 Der må holdes fast ved overholdelsen af søndags-forpligtelsen63 og ved hyppig, om ikke daglig deltagelse i fejringen af messen og den hellige kommunion. Der må lægges vægt på den alvorlige forpligtelse til at opfylde de åndelige og legemlige betingelser, der gælder for modtagelsen af Kristi legeme - især det individuelle sakramentale skriftemål for dem, der er sig bevidste, at de ikke er i nådens stand. Styrken af kristent liv i enhver partikularkirke og sognemenighed afhænger i høj grad af genopdagelsen i tro og tilbedelsen af eukaristien. Hvis forbindelsen mellem dagliglivet og eukaristien ikke fremgår klart af præstens trosundervisning, prædiken og liv, begynder deltagelsen at gå i stå.

 

I denne henseende er den celebrerende præsts eksempel i bund og grund vigtigt: "at fejre eukaristien godt er en vigtig form for den primære katekese om det hellige offer".64 Mens dette ikke er præstens direkte hensigt, er det vigtigt for de troende at se ham forberede sig godt, ved at han koncentrerer sig, inden han fejrer det hellige messeoffer. De bør kunne se den kærlighed og andagt, han har til eukaristien, og idet de følger hans eksempel, bør de lære at forblive en stund i taksigelse efter den hellige kommunion.

 

Mens en væsentlig del af Kirkens evangeliserende arbejde er at lære mennesker at bede til Faderen, gennem Sønnen, i Helligånden, nødvendiggør ny-evangelisering generhvervelsen og konsolideringen af pastorale traditioner, der viser tro på Vor Herres realpræsens under de eukaristiske skikkelser. "Præsten har en opgave med at arbejde for dyrkelsen af det eukaristiske nærvær også udenfor fejringen af messen, idet han derved gør sin egen kirke til at kristent "bedehus"".65 De troende må være godt undervist med hensyn til de absolut nødvendige betingelser for modtagelsen af den hellige kommunion. Det er vigtigt at stimulere deres andagt til Kristus, som venter på dem i tabernaklet. En enkel, men effektiv form for eukaristisk katekese er den fornuftige omhu for alt, hvad der har at gøre med kirken og specielt med alteret og tabernaklet: properhed og udstyr, værdige messedragter og genstande, der anvendes på alteret, omhu ved fejringen af de liturgiske ceremonier,66 knæbøjning etc. Dette er en århundreder gammel tradition, som sikrer den stilhed, der gør dialogen med Herren lettere. Vore kirkers centrum er sakramentskapellet eller det område, hvor den eukaristiske Kristus opbevares og tilbedes. Det må være let at finde og få adgang til. Det bør være åbent så meget som muligt af dagen, og det skal være passende udsmykket.

 

Alt dette er tegn, der ikke stammer fra en eller anden form for "spiritualisme", men fra en vel efterprøvet teologisk tradition for andagt til eukaristien. Det er kun muligt, hvis præsten er et bønnens menneske og virkelig hengiven overfor eukaristien. Kun den præst, der beder, vil vide, hvordan han skal lære andre at bede og bringe Guds nåde til dem, der er i hans pastorale varetægt, og derved fremme omvendelser, mere inderlige beslutninger for livet og præste- og ordenskald. Kun den præst, som dagligt har erfaring af "conservatio in coelis", og hvis liv er motiveret af venskab med Kristus, kan gøre ægte fremskridt imod autentisk og fornyet evangelisering.

 

3. Tjenere for forsoning med Gud og Kirken

I en verden, hvor fornemmelsen for synd er aftaget67, er det meget nødvendigt at hævde, at manglende kærlighed til Gud tilslører vor opfattelse af synd og ondskab. Begyndelsen til omvendelse, ikke blot som en forbigående indre handling, men som en stabil tilbøjelighed begynder med autentisk viden om Guds barmhjertige kærlighed. "For de, der lærer Gud at kende på denne måde, de, der "ser" ham således, kan kun leve i en tilstand af stadig omvendelse til ham".68 Bod er en væsentlig bestanddel af de døbtes arvegods i det kirkelige liv. Den er imidlertid kendetegnet af håbet om tilgivelse: "I, som ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet barmhjertighed" (1 Pet 2,10).

 

Ny-evangelisering kræver nye anstrengelser for at bringe de troende til bodens sakramente.69 Denne pastorale opgave er absolut nødvendig. Bodens sakramente "baner på sin side vejen til hvert enkelt menneske, også til den, der er tynget af store synder. I dette sakramente kan ethvert menneske på enestående vis erfare den barmhjertighed, det vil sige den kærlighed, der er stærkere end synden".70 Vi må aldrig undlade at anspore til og arbejde for dette sakramente, mens vi forstandigt stræber efter at forny og genoplive ældgamle gavnlige kristne traditioner. Som et første skridt skulle dette, med Helligåndens hjælp, lede de troende til den omvendelse, der fører til alvorlig og angerfuld erkendelse af de moralske fejl eller mangler, der findes i enhvers daglige liv. Det er væsentligt at holde fast ved vigtigheden af hyppigt personligt skriftemål for, hvis det er muligt, at nå til autentisk personlig åndelig vejledning.

 

Uden at forveksle det sakramentale moment og åndelig vejledning, bør præster vide, hvordan de skal bemærke det rette tidspunkt til at indlede en åndelig samtale udenfor fejringen af sakramentet. "Genopdagelse og udvikling af denne skik, også under de forskellige af bodens sakramentes momenter, er en stor velgerning for vor tids kirke".71 Noget sådant fører til vækkelse af sakramentets betydning og effektivitet og skaber de betingelser, der er nødvendige for at overvinde den nuværende krise. Personlig åndelig vejledning skaber sande apostle, der er i stand til at aktivere ny-evangelisering i samfundet. At få succes i opgaven med at re-evangelisere mange af de troende, der er fremmedgjorte for Kirken, kræver en solid uddannelse af dem, der er forblevet den nær.

 

Ny-evangelisering afhænger af et tilstrækkeligt antal af præster; erfaringen viser, at mange reagerer positivt på et kald på grund af åndelig vejledning så vel som af det eksempel, der gives af præster, der både i det indre og det ydre er tro mod deres præstelige identitet. "I sit pastorale arbejde vil enhver præst drage særlig omsorg for kald, opmuntre til at der bedes om kald, gøre sit bedste i det kateketiske arbejde og sørge for uddannelse af medhjælpere. Han vil arbejde for passende initiativer ved et personligt forhold til dem, han har omsorg for, hvad der giver ham mulighed for at opdage deres talenter og pege på, hvad der er Guds vilje for dem ved at tillade et modigt valg til at følge Kristus ... Det er ønskeligt, at enhver præst er interesseret i at inspirere til mindst ét kald, der således kunne fortsætte tjenesten".72

 

At give de troende en virkelig mulighed for at komme til skrifte kræver megen pligttroskab.73 Faste tider, hvor præsten kan træffes i skriftestolen, anbefales varmt. De bør offentliggøres godt, og det bør ikke kun være teoretisk, at præsten er til disposition. Undertiden er selve den kendsgerning, at man skal lede efter en skriftefader, nok til at forhale eller udskyde et skriftemål. På den anden side kommer de troende villigt til sakramentet på steder, hvor de ved, at skriftefædre er til at få fat i.74 Sognekirker og kirker, der er åbne for offentligheden, bør have gode veloplyste skriftestols-kapeller, der er velegnede til at høre skriftemål i. Der bør sørges for, at præsterne fastlægger et skema for skriftemål og fører det ud i livet. For at gøre det lettere for de troende at få opfyldt deres ønske om at komme til sakramentet, bør der drages omsorg for, at skriftestolene ofte bliver gjort rene, og man må sikre sig, at de er lette at få øje på og giver dem, der ønsker at forblive anonyme, mulighed for at benytte et gitter.75

 

Det er ikke altid let at opretholde disse pastorale skikke, men det er ikke nogen undskyldning for at se bort fra deres pastorale effektivitet eller ikke genindføre dem, hvor de er gået af brug. Samarbejde mellem verdenspræster og ordensfolk bør opmuntres for at sikre denne pastorale prioritering. I sammenhæng hermed, må man påskønne den daglige tjeneste i skriftestolen, der udføres af mange ældre præster, der er sande læremestre i det åndelige liv.

 

Denne tjeneste overfor Kirken ville naturligvis være nemmere at udføre, hvis præster selv er de første til at gå til skrifte regelmæsigt.76 At præsten personligt tager sin tilflugt til sakramentet som en bodfærdig, er en uafviselig betingelse for en generøs forsoningstjeneste.

 

"Hele den præstelige tilværelse forfalder ubønhørligt, hvis præsten af forsømmelighed eller nogen som helst anden grund forsømmer hyppig brug, inspireret af ægte tro og andægtighed, af bodens sakramente. Hvis en præst ikke længere går til skrifte eller aflægger et dårligt skriftemål, vil dette meget hurtigt påvirke hans præstelige tjeneste og blive bemærket af den menighed, hvis hyrde han er".77

 

"Præsters tjeneste er først og fremmest fællesskab og et ansvarsbevidst og nødvendigt samarbejde med biskoppens tjeneste i omsorg for universalkirken og for de enkelte partikularkirker, til hvis tjeneste de sammen med biskoppen udgør ét enkelt præsteskab".78 Brødrene i præsteskabet bør altid være den særlige genstand for præstens pastorale kærlighed ved at hjælpe dem materielt og spirituelt, ved at give dem lejlighed til at skrifte og få åndelig vejledning, ved et opmuntre dem i deres tjeneste, ved at hjælpe dem, når de har brug derfor, ved at give dem broderlig støtte i deres vanskeligheder, alderdom eller sygdom. Dette er i sandhed et område til udøvelse af præstelig dyd.

 

Pastoral fornuft er en fundamental dyd for en frugtbar udøvelse af forsoningens tjeneste. Når præsten giver absolution, deltager han således som et effektivt redskab i den sakramentale handling. Hans opgave i bodsriterne er at stille skriftebarnet over for Kristus og derved med den største diskretion lette et barmhjertighedens møde. Upræcise udtalelser, som ikke tager hensyn til syndens virkelighed, bør undgås. Derfor bør skriftefaderen have den nødvendige viden.79 Imidlertid bør skriftesamtalen altid være gennemtrængt af den forståelse, der gradvist fører til omvendelse. Samtidig bør den dog aldrig forfalde til en såkaldt "graduering af etiske normer".

 

Når brugen af skriftemålet aftager, i nogle tilfælde til skade for de troendes moralske liv og samvittighed, skyldes faren undertiden en nedgang i den teologiske og pastorale kvalitet af den måde, hvorpå skriftemålets tjeneste udføres. Skriftefædre bør altid bede til Parakleten om evnen til at fylde dette helsebringende øjeblik80 med overnaturlig betydning og forvandle det for den bodfærdige til et autentisk møde med den barmhjertige og tilgivende Jesus. Han bør også benytte skriftemålet til at udvikle den troendes samvittighed rigtigt - en uhyre vigtig opgave - ved, hvor det er nødvendigt, at stille de spørgsmål, der sikrer, at skriftemålet er fuldstændigt og sakramentet gyldigt. Han skal hjælpe skriftebarnet til at takke Gud for hans barmhjertighed og hjælpe ham eller hende til at tage en fast beslutning om at forbedre sin moralske adfærd i livet. Han må aldrig undlade at trøste og tilskynde skriftebarnet til at gøre bod til sone for den pågældendes synder og at hjælpe ham eller hende til at vokse i dyd.

 

SPØRGESKEMA TIL 3. KAPITEL

15. Sakramentets kerne og frelsende betydning er uforanderlig. Med udgangspunkt i en fast overbevisning om denne opfattelse, hvordan kan den sakramentale pastorale omsorg blive fornyet, og hvordan kan den placeres i tjenesten for ny-evangelisering?

 

16. Er vort særlige fællesskab en "eukaristiens og bodens kirke"? Styrkes og fremmes den eukaristiske andagt i alle dens former? Støttes og opmuntres der til skikken med det private skriftemål?

 

17. Er det sædvanligt at tale om Vor Herres realpræsens i tabernaklet, og opmuntres der, for eksempel, til den frugtbare skik med at besøge det allerhelligste sakramente? Har vore kirker en atmosfære, der ansporer til bøn foran det allerhelligste sakramente?

 

18. Drages der i en sand pastoral ånd omsorg for den forsvarlige vedligeholdelse af kirken? Respekterer præster de kanoniske (sml. canon 284, 669; Vejledning for præsters liv og tjeneste) og liturgiske normer ved at klæde sig passende til gudstjenesten og ved at bære alle de forskrevne messedragter? (sml. canon 929).

 

19. Går præster regelmæssigt til skrifte, og stiller de sig til disposition for denne vigtige tjeneste?

 

20. Hvilke pastorale bestræbelser gør de sig i udøvelsen af deres præstelige tjeneste med hensyn til forsoning og bod? Har kirker og kapeller en fastsat tid til at høre skriftemål? Respekteres den og følges den?

 

21. Hvilke initiativer tages der til permanent uddannelse for at videreudvikle og hjælpe præster i deres tjeneste som skriftefædre? Opmuntres de til at ajourføre sig passende til denne uundværlige tjeneste?

 

22. Bliver skriftefædre regelmæssigt mindet om de normer for varsomhed, der hører sig til i skriftestolen, og nødvendigheden af tilbageholdenhed, når man har med skriftebørn at gøre? Anvendes i denne henseende blandt andet den traditionelle forskrift for skriftestolen?

 

23. I betragtning af vigtigheden for ny-evangelisering af en fornyelse af privat-skriftemål, overholdes da de kanoniske normer for generalabsolution? Forberedes bodsceremonier i de forskellige kirker og kapeller med klogskab og pastoral kærlighed? Gives der lejligheder til en række af samvittigheds-ransagelser i betragtning af forskellen i alder og livsstilling?

24. Hvilke konkrete initiativer er der taget for at tilskynde de troende til at gå til messe på søndage og på de befalede helligdage?

 

4. Kapitel

FLOKKENS KÆRLIGE HYRDER

"Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene" (Joh 10,11)

 

1. Med Kristus for at legemliggøre og udbrede Faderens barmhjertighed

 

"Kirken lever et autentisk liv, når den bekender og forkynder barmhjertighed - den mest vidunderlige egenskab hos Skaberen og Forløseren - og når den fører menneskene hen til Frelserens barmhjertigheds kilder, som den forvalter og uddeler".81 Denne virkelighed adskiller i bund og grund Kirken fra andre menneskelige institutioner, som vil virke til støtte for solidaritet og menneskekærlighed. Selv når de er gennemtrængt af en religiøs ånd, kan sådanne institutioner ikke effektivt udbrede Guds barmhjertighed. Guds barmhjertighed, som den tilbydes af Kirken, er i modsætning til verdslige barmhjertighedsbegreber, der ikke kan forvandle mennesket i det indre, primært tilgivelse og frelsende helbredelse. Dens virkning på mennesket kræver menneskets accept af hele sandheden om dets tilværelse, dets handling og dets skyld. Derfra stammer behovet for fortrydelse og for at møde forkyndelsen af barmhjertighed og fylden af sandhed. Sådanne bekræftelser er af vital betydning for præster, som er kaldet af Kirken og i Kirken til et specielt arbejde, at åbenbare og bevirke Faderens kærligheds mysterium i deres præstegerning, der leves i kærlighed i overensstemmelse med sandheden (sml. Ef 4,15) og i lydighed mod Helligåndens tilskyndelser.

 

Guds barmhjertighed, der ses i hans faderlige kærlighed, møder vi i Kristus. Han afslører sin messianske rolle (sml. Luk 4,18) som Faderens barmhjertighed overfor alle, der er i nød, specielt syndere, der har behov for tilgivelse og indre fred. "Det er især for disse sidste, at Messias blev et særlig klart tegn på Gud, der er kærlighed, blev et tegn på Faderen. I dette synlige tegn kan vor tids mennesker, ganske ligesom dengang, se Faderen".82 Gud, som "er kærlighed" (1 Joh 4,9) kan kun åbenbare sig som barmhjertighed.83 Gennem sin Søns offer, blev Gud, Faderen, i sin kærlighed selv deltager i dramaet med menneskets frelse.

 

Mens der i forkyndelsen af Kristi barmhjertighed fremkommer mange slående træk, som overgår menneskelig forståelse - som det fremgår af lignelsen om den fortabte søn (sml. Luk 15,11-32) - er det i hans offer på korset, at barnhjertighedens betydning åbenbares mest karakteristisk. Den korsfæstede Kristus er den radikale tilkendegivelse af Faderens barmhjertighed, af "den kærlighed, der går til angreb mod roden til alt ondt i menneskets historie - mod synd og død".84 Den kristne spirituelle tradition betragter Jesu hellige hjerte, der drager præstelige hjerter til sig, som en dyb, mystisk syntese af Faderens uendelige barmhjertighed.

 

Den soteriologiske dimension af hele det præstelige munus pastorale er centreret omkring det eukaristiske offer, mindet om Jesu ofring af sit liv. "Der eksisterer faktisk et intimt forhold mellem eukaristiens centrale placering, pastoral godhed og harmonien i præstens liv. Han finder i dette forhold de afgørende udtryksformer for vejen til hellighed, som han er specielt kaldet til ... Hvis præsten giver sin forstand, sin vilje, sin stemme og sine hænder til Kristus, den evige ypperstepræst, for gennem sin egen præstegerning at bringe forløsningens offer til Faderen, bør han gøre Mesterens dispositioner til sine egne og ligesom han leve disse gaver for sin brødre og søstre i troen. Han må derfor lære at forene sig inderligt med offeret ved at lægge hele sit liv på offeralteret som et åbenbarende tegn på Guds frivillige og forudgående kærlighed".85 I den bestandige frembæren af det eukaristiske offer, mindet om Jesu død og opstandelse, har præster sakramentalt modtaget den unikke og uforlignelige præstelige evne til at bringe mennesker vidnesbyrdet om Guds uendelige kærlighed, som i frelseshistorien vil blive fastslået som stærkere end synden. Den påskelige Kristus er den definitive inkarnation af barmhjertighed og dens levende tegn, både i frelseshistorie og eskatologisk.86 Ifølge Sognepræsten fra Ars er præstegerningen "Jesu hjertes kærlighed".87 I kraft af deres konsekration og deres præstegerning lever og er præster med Kristus effektive tegn på denne store kærlighed, der beskrives af Augustin som "amoris officium".88

 

2. Sacerdos et Hostia

Væsentlig for ægte barmhjertighed er, at dens karakter af gave. Den modtages som en ufortjent gave, der er givet frivilligt og ubegrundet, og som ikke skyldes ens egne fortjenester. En sådan gavmildhed er en del af Faderens frelsesplan. "Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin Søn som sonoffer for vore synder" (1 Joh 4,10). Det er netop i denne sammenhæng, at den ordinerede præst finder sin raison d'être. Ingen kan af sig selv give nåde; den er altid givet og modtaget. Dette forudsætter, at der findes nådens tjenere, autoriserede og bemyndigede af Kristus. I Kirkens tradition omtales det ordinerede embede som "sakramente", fordi de, der er sendt af Kristus, gennem embedet, ved Guds gave, bevirker og giver det, som de selv hverken kan bevirke eller give.89

 

Præster bør derfor betragte sig selv som levende tegn på og bærere af den barmhjertighed, som de skænker, ikke som om den var deres egen, men som en fri gave fra Gud. De er således Guds barmhjertigheds tjenere. Ønsket om at tjene er et væsentligt element af præstegerningen og kræver den tilsvarende etiske disposition hos den enkelte. Præsten gør Jesus, hyrden, der ikke kom for at lade sig tjene, men for selv at tjene (Matt 20,28), nærværende for mennesker. Præsten tjener primært Kristus, men den tjeneste går nødvendigvis gennem Kirken og dens sendelse.

 

"Han elsker os og udgyder sit blod for at bortvaske vore synder: Pontifex qui dilexisti nos et lavasti a peccatis in sanguine tuo. Han gav sig selv for os: tradisti temetipsum Deo oblationem et hostiam. Kristus fører sig selv som ofret, løsesummen for vor forløsning, ind i den evige helligdom. Ofringen, ofret, er uadskilleligt fra præsten".90 Mens det kun er Kristus, der samtidigt er Sacerdos et Hostia, er hans tjener, der dynamisk deltager i Kirkens sendelse, sakramentalt præst og permanent kaldet til at blive en Hostia og derved få det samme sind, "som var i Kristus Jesus" (Fil 2,5). Effektiviteten af al evangelisering afhænger af denne ubrydelige enhed af præst og offer,91 eller præsteskab og eukaristi. I dag afhænger den guddommelige barmhjertigheds gerning af enheden, i Helligånden, af Kristus og hans tjener, som ikke erstatter ham, men er afhængig af ham og tillader ham at handle i og gennem ham. Betydningen af ordene i Johannesevangeliet kan anvendes på denne forbindelse mellem præstens tjeneste og Jesus: "Jeg er det sande vintræ ... skilt fra mig kan I slet intet gøre" (Joh 15,1.4).

 

Kaldet til ligesom Jesus at blive en Hostia ligger til grund for, at forpligtelsen til cølibat er knyttet til den præstelige tjeneste i Kirken. Det indebærer præstens indlemmelse i det offer, hvormed "Kristus har elsket Kirken og givet sig hen for den for at rense den" (Ef 5,25-26). Præsten er kaldet til at være et "levende billede af Jesus Kristus, Kirkens brudgom"92 og til at gøre hele sit liv til et offer for den. "Præsteligt cølibat er derfor given-sig-selv i og med Kristus til hans Kirke og udtrykker derfor præstens tjeneste i og med Herren".93

 

3. Præsters pastorale tjeneste: tjenende ledelse i kærlighed og styrke

 

"Præster udøver Kristi, Hovedets og Hyrdens, embede i forhold til den myndighed, der er dem givet, og de samler på biskoppens vegne Guds familie, dette samfund af brødre besjælet af enhedens ånd, og fører dem ved Kristus i Helligånden til Gud Fader".94 Den uundværlige udøvelse af præstens munus regendi, hvad der er langt fra at være et rent sociologisk begreb eller en organisatorisk kvalifikation, udledes også fra det sakramentale præsteembede: "I kraft af præstevielsens sakramente indvies de som Den nye Pagts virkelige præster i lighed med Kristus, den evige ypperstepræst (sml. Hebr 5,1-10; 7,24; 9,11-28) til at forkynde evangeliet, vejlede de troende og fejre gudstjeneste".95

 

Fordi præster deltager i Kristi myndighed, er de meget forskellige fra de troende. De forstår imidlertid, at "Kristi nærvær i deres tjeneste ikke skal opfattes som ... (de) var beskyttede mod alle menneskelige svagheder, herskesyge, fejl og endda synd".96 Præsters ord og vejledning er mere eller mindre effektiv afhængig af deres naturlige eller erhvervede egenskaber med hensyn til forstand, vilje, karakter og modenhed. Bevidstheden om dette sammen med en erkendelse af den pastorale tjenestes oprindelse, inspirerer dem til at efterligne Jesus, den gode hyrde, og gør pastoral kærlighed absolut nødvendig for en frugtbar udøvelse af tjenesten.

"Den væsentlige genstand for deres funktion som hyrder og for den autoritet, der er overdraget dem" er "at føre de menigheder, der er betroet til dem til fuld åndelig og kirkelig udvikling".97 Imidlertid må "fællesskabsdimensionen af den pastorale omsorg ikke overskygge ... hver enkelt af de troendes behov ... Jesus selv, den gode hyrde kalder "sine får ved navn", og de følger ham, fordi de kender hans røst (sml. Joh 10,3-4). Med dette eksempel har han givet den første regel for individuel pastoral omsorg: kendskab til menneskene og venskabelige forhold til dem."98 I kirken må en fællesskabs-dimension i den pastorale tjeneste være i overensstemmelse med denne personlige omsorg. Faktisk bevæger hyrden sig i opbygningen af Kirken altid fra en personlig dimension til en fællesskabs-dimension. I forbindelse med enkeltpersoner og fællesskaber drager præsten omsorg for alle "eximia humanitate".99 Han må aldrig stå i en eller anden ideologis eller et menneskeligt partis tjeneste.100 "Han skal i sin væremåde overfor dem ikke søge at tækkes mennesker, men forholde sig, som kristent liv og lære byder det".101

 

I dag er det mere end nogensinde nødvendigt, at den pastorale gernings stil er sådan, at den kan give sig i lag med de spørgsmål, der rejser sig i traditionelle kristne fællesskaber, der i stor udstrækning er blevet sekulariserede. I denne sammenhæng får overvejelsen af munus regendi i dens oprindelige missionsforstand større betydning. Munus regendi må dog aldrig forveksles med et blot bureaukratisk eller organisationsmæssig arbejde. Den kræver kærlig udøvelse af styrke fra præstens side - og forbilledet herfor er Jesu Kristi pastorale aktivitet. Som det ses af evangelierne, nægtede han aldrig at påtage sig det ansvar, der stammede fra hans messianske autoritet, og han udøvede det med kærlighed og styrke. Denne autoritet er ikke et tyrannisk herredømme, men en tjenstvillighedens ånd. Dette dobbelte aspekt - autoritet og tjeneste - er referencepunktet for præstens munus regendi, for han må altid påtage sig en uafbrudt udøvelse af sin deltagelse i Kristi, flokkens leders og hyrdes vilkår.102

 

Præsten er med og under biskoppen også hyrde for den menighed, som er betroet til ham. Besjælet af pastoral kærlighed må han ikke frygte for at udøve virkelig autoritet på de områder, hvor han er forpligtet til at udøve den, for han er blevet udnævnt med autoritet til netop dette formål. Det må erindres, at når autoritet udøves på tilbørlig vis, gøres det "non tam praeesse quam prodesse" (ikke så meget for at befale, men for at tjene).103 De, der har autoritet, må overvinde fristelsen til at fritage sig selv fra dette ansvar. Hvis de ikke udøver autoritet, tjener de ikke længere. I tæt forbindelse med biskoppen og med de troende bør præster undgå i deres pastorale tjeneste at indføre nogen form for autoritær opførsel og nogen form for demokratisk administration, som er fremmed for præstegerningens dybe virkelighed, for dette fører til en sekularisering af præsten og en klerikalisering af lægfolket.104 Bag sådanne måder at gribe præstegerningen an på er der ofte en skjult frygt for at påtage sig ansvar eller en utilbøjelighed til at acceptere korset. I sidste instans vokser dette frem fra en tilsløring af den virkelige kilde til præstelig identitet, som er ligedannelse med Kristus, flokkens hyrde og overhoved.

 

Ny-evangelisering kræver, at præsten gør sit autentiske nærvær tydeligt i menigheden. De bør forstå, at Jesu Kristi tjenere er nærværende og til rådighed for alle mennesker.105 Således er deres venskabelige nærvær i menigheden altid vigtig. I denne sammenhæng er det let at forstå betydningen og den pastorale rolle af pligten til at bære gejstlig dragt, hvad præsten altid bør rette sig efter, fordi det er en offentlig bekendtgørelse at hans grænseløse pligttroskab overfor brødrene og de troende i tjenesten for Jesus Kristus. Jo mere samfundet er præget af sekularisering, jo større er behovet for tegn.

 

Præsten bør undgå at falde i den modsatte grøft ved at give afkald på at udøve sin specielle autoritet for at engagere sig i timelige, sociale eller endda politiske spørgsmål,106 som Gud har overladt mennesket til fri disposition.

 

Præsten nyder en vis anseelse blandt de troende og, nogle steder, også hos de borgerlige myndigheder. Han bør imidlertid være klar over, at en sådan anseelse bør bæres med ydmyghed og benyttes korrekt til at virke for "salus animarum", idet han husker på, at Kristus er Guds folks virkelige overhoved. Det er til ham, at de troende skal ledes og ikke til nogen tilknytning til en enkelt præst. De troende tilhører Kristus alene, for kun han har med sit dyrebare blod forløst dem til Gud Faders ære. Han er således Herre over alle overnaturlige ting og den lærer, der lærer med autoritet. I Kristus og Helligånden er præsten kun en forvalter af de gaver, som Kirken har betroet ham. Han har ingen ret til at udelade dem eller fjerne sig fra dem eller omforme dem i lighed med sig selv.107 Han har for eksempel ikke lov til at lære den kristne troende, at kun nogle af den kristne tros sandheder er blevet givet til ham for så at tilsløre eller ignorere andre, som han personlig betragter som vanskeligere at acceptere eller "mindre væsentlige".108

 

Med hensyn til ny-evangelisering og den pastorale ledelse, der gives af præster, bør alle udvise en alvorlig og forsigtig dømmekraft. Den holdning med "ikke at ønske at trænge sig på", osv. kan udmærket dække over en misforståelse af selve det teologiske indhold af den pastorale tjeneste eller over en karakterbrist, som søger at slippe fra ansvaret. Hverken overdreven sympati for personer eller særlige præstelige stillinger eller misforståede ønsker om popularitet kan undervurderes i denne forbindelse. Pastoral overbærenhed uden ydmyghed duer ikke. Stolthed eller trang til at tiltrække sig opmærksomhed kan dække over tilsyneladende velmotiveret ophidselse, afvisning af pastorale forandringer, der ønskes af biskoppen, excentriske prædikener og liturgifejringer, nægtelse af at bære præstedragten eller ændring af kirkelige klædedragter af personlig bekvemmelighed.

 

Ny-evangelisering kræver en fornyelse af engagementet for den pastorale tjeneste, særlig for præsters vedkommende. "Som koncilet betoner: "Den åndelige gave, som præster har modtaget ved ordinationen, forbereder dem ikke kun til en lille og afgrænset missionsvirksomhed, men til en universel frelsesmission indtil jordens ende. En hvilken som helst præstelig tjeneste har nemlig del i den omfattende fylde i den sendelse, som Kristus betroede apostlene"".109 Den store mangel på gejstlige, der erfares i nogle lande, gør det i forbindelse med den store bevægelighed i den moderne verden særligt nødvendigt at kunne kalde på præster, som er villige til ikke blot at skifte pastorale opgaver, men også flytte til andre byer, regioner og lande, som reaktion på forskellige behov, og påtage sig en hvilken som helst opgave, der måtte være nødvendig, idet de samtidig af kærlighed til Gud giver afkald på personlige planer og ønsker. "På grund af selve deres tjenestes væsen bør præsterne derfor være gennemtrængt og besjælet af en dyb missionsånd, og "de skal gennemtrænges af den sande katolske ånd, ved hvilken de vænner sig til at gå ud over deres bispedømmes, nations eller rites grænser og hjælpe hele Kirken, hvor den har det behov, idet de er rede til at forkynde evangeliet overalt"".110

 

SPØRGESKEMA TIL 4. KAPITEL

25. Hvordan kan Guds barmhjertighed overfor dem, der er i nød, blive gjort mere klart indlysende gennem vore menigheder og specielt gennem vore præster? Lægges der nok vægt på udøvelsen af åndelige og legemlige barmhjertighedsgerninger som midler til at opnå kristen modenhed og evangelisering?

 

26. Er pastoral næstekærlighed i alle dens dimensioner virkelig "sjælen og dynamikken i den permanente uddannelse" af vore præster?

 

27. Opmuntres præster til med en virkelig broderlig ånd at tage sig af deres præstekolleger, især de syge og de gamle eller dem, der er i vanskeligheder? Er der former for fælles liv til rådighed?

 

28. Forstår og udøver vore præster deres egentlige og rigtige funktion som åndelige ledere af de menigheder, der er betroet dem? Hvordan udføres dette rent konkret?

 

29. I betragtning af nødvendigheden af den apostoliske gerning på tærsklen til det tredje årtusind, når alle de troende må opfordres til at have mod til at vise, at de er Kristi ledsagere, ved at manifestere sig som troende, hvordan kan der så lægges eftertryk på behovet for præster til at gøre deres særlige nærvær mellem mennesker endnu mere tydeligt, også udadtil?

 

30. Lægges der tilstrækkeligt eftertryk på den missionsmæssige dimension af præstegerningen og på Kirkens universelle dimension i den åndelige uddannelse af præster?

 

31. Undgår vi faktisk at prædike om visse sandheder eller specielle etiske principper simpelt hen, fordi de betragtes som vanskelige at acceptere?

 

32. Opmuntres alle præster til at undervise i kristen etik i dens helhed?

 

33.Et af kravene til den pastorale tjeneste er at forene initiativer til fremme af den evangeliserende tjeneste. Opmuntres alle de kald, der findes i Kirken, og respekteres deres specielle karismer?

 

AFSLUTNING

"Ny-evangelisering kræver nye forkyndere af evangeliet, og det er de præster, der tager det alvorligt at leve deres præstegerning som en særlig vej til hellighed".111 For at opnå dette er det af fundamental betydning, at enhver præst genopdager den absolutte nødvendighed af personlig hellighed. "Inden de renser andre, må de rense sig selv; for at undervise andre, må de selv være undervist; de må blive til lys for at oplyse, og de må komme nær til Gud for at bringe andre nærmere til ham; de må blive helliggjorte for at helliggøre".112 Denne forpligtelse konkretiseres i en dyb livsharmoni, der får præsten til i alle livets forhold at være og leve som en anden Kristus.

 

De troende i sognet og de, der arbejder med i forskellige pastorale aktiviteter, ser, bemærker, føler og lytter, ikke blot når Guds ord forkyndes, men også når liturgien fejres, især messen; når de modtages på sognekontoret (som bør være bekvemt og hyggeligt113), når præsten spiser, og når han hviler sig, og de opbygges af hans mådehold og ædruelighed; når de besøger ham i hans hjem og glæder sig over hans ligefremhed og præstelige fattigdom;114 når de taler med ham og diskuterer sager af almen interesse og føler sig trygge ved hans åndelige livssyn, hans høflighed og hans behandling af jævne mennesker med præstelig venlighed. "Alterets nåde og kærlighed spreder sig til ambonen, i skriftestolen, i sognearkivet, i skolerne og kapellerne, i de troendes hjem, i gaderne, og i hospitalerne, til de offentlige transportmidler og i medierne. Præsten har en lejlighed til at udføre sin rolle som hyrde overalt. I enhver situation er det hans messe, som udbredes. Hans åndelige forening med Kristus, præst og hostie, lader ham være "Guds hvede", der skal blive til "Kristi rene brød" - som Ignatius af Antiokia siger (Epist. ad Romanos, IV, 1) - til gavn for brødrene."115

 

Således vil det tredje årtusinds præster kunne reagere ligesom disciplene fra Emmaus, som da de havde hørt Jesus, den guddommelige lærer, forklare Skrifterne, ikke kunne lade være med at spørge sig selv: "Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os?" (Luk 24,32). Vi præster bør betro os selv til Maria, Kirkens dronning og mor, så vi forenede med Kristi stedfortræder må opdage nye måder til vise et oprigtigt ønske om fornyelse blandt Kirkens præster i deres gerning som ordets lærere, sakramenternes forvaltere og menighedens ledere. Lad os bede evangeliseringens dronning om at Kirken på ny må opdage den vej, som Guds nåde, i Kristus og gennem Helligånden, har beredt fra al evighed af for at drage alle mennesker, også vor egen generation, ind i fællesskab med ham.

 

X Darío Cardinal Castrillón Hoyos

Præfekt

X Csaba Ternyák

Titulær ærkebiskop af Eminenza

Sekretær

 

BØN TIL DEN SALIGE JOMFRU MARIA

 

MARIA,

Ny-evangeliseringens stjerne,

som fra begyndelsen glædede og fornyede apostlenes og deres med-hjælperes hjerter i deres udbredelse af evangeliet: forøg ved det tredje årtusinds begyndelse en voksende forståelse hos præster af, at de har hovedansvaret for ny-evangelisering.

 

MARIA,

Den første af de evangeliserede og den første, der evangeliserede,

som med uforlignelig tro, håb og kærlighed svarede englen, gå i forbøn for dem, der er ligedannede med din søn, Kristus, præsten, så at også de kan besvare Pavens indtrængende opfordring til dem i Faderens navn i anledning af det store jubilæum.

 

MARIA,

Den levede tros lærer, som tog imod det guddommelige ord i fuldkommen beredvillighed, lær præster at kende Ordet i bøn og vie sig til hans tjeneste i ydmyghed og kærlighed, så at dette Ord må fortsætte med at udøve sin hele frelsende magt i det tredje årtusind.

 

MARIA,

Fuld af nåde og nådens mor, beskyt dine præstelige sønner, som, ligesom du, er kaldede til at være medarbejdere for den Ånd, der bevirker, at Jesus fødes i de troendes hjerter. Lær dem at være trofaste uddelere af Guds mysterier i dette års fest for din søns fødsel, så de med din hjælp kan åbne forsoningens vej for syndere, gøre eukaristien til højdepunktet i deres eget liv og i deres liv, som er betroet til dem.

 

MARIA,

Det tredje årtusinds morgenstjerne,

vedbliv med at lede Jesu Kristi præster til at følge dit eksempel på kærlighed til Gud og kærlighed til næsten. Måtte de forstå, hvordan de kan være sande hyrder. Måtte de lede alle menneskers skridt til din søn, det sande lys, der oplyser ethvert menneske (Joh 1,9). Måtte præste, og - gennem dem - hele Guds folk, lytte kærligt til hans kald på tærsklen til et nyt årtusind i frelses-historien: "Gør, hvad som helst han siger til jer" (Joh 2,5). Kristi stedfortræder siger os, at "i året 2000 bør forkyndelsen af sandheden lyde med fornyet styrke: Ecce natus est nobis Salvator Mundi".

 

 

--------------------------------------------------------------------------------

 

Noter

1 JOHANNES PAUL II, Rundskrivelse, Tertio Millennio adveniente, Om det kommende tredje årtusind, 10. november 1994, nr. 38: Ansgarstiftelsens Forlag (1997), s. 17.

 

2 JOHANNES PAUL II, Rundskrivelse, Redemptor Missio, Kristi Mission, 7. december 1990, nr. 33: Ansgarstiftelsens Forlag (1991), s. 38.

 

3 Sml. KONGREGATIONEN FOR GEJSTLIGHEDEN, Vejledning for præsternes tjeneste og liv, nr. 7: Libreria Editrice Vaticana, Vatikanet 1984, s. 11.

 

4 JOHANNES PAUL II, Apostolisk skrivelse, Pastores Dabo Vobis, 25. marts 1992, nr. 18: AAS 84 (1992), s. 685.

 

5 JOHANNES PAUL II, Rundskrivelse Redemptor Missio Kristi Mission, nr. 1: l.c., s. 5,

 

6 "Den kristne religion betragtes imidlertid ofte som blot én religion blandt mange andre eller reduceres til ikke mere end en social etik til tjeneste for mennesket. Derfor opdages dens forbløffende nyhed inden for menneskehedens historie ofte slet ikke. Den er et "mysterium", begivenheden med Guds Søn, som bliver menneske og giver dem, som tager imod ham "ret til at blive Guds børn" (Joh 1,12)" (JOHANNES PAUL II, Apostolisk Skrivelse Pastores Dabo Vobis, nr. 46; l.c., s. 738-339).

 

7 Sml. DET ANDET VATIKANKONCIL, Dekret om præsternes tjeneste og liv Presbyterorum Ordinis, nr. 2; JOHANNES PAUL II, Apostolisk Skrivelse Pastores Dabo Vobis, nr. 13: l.c., s. 677-678; KONGREGATIONEN FOR GEJSTLIGHEDEN, Vejledning om præsters tjeneste og liv, nr 1, 3, 6; l.c., s 7, 9, 1011: KONGREGATIONEN FOR TROSLÆRE, KONGREGATIONEN FOR GUDSTJENESTER OG SAKRAMENTER, KONGREGATIONEN FOR BISKOPPERNE, KONGREGATIONEN FOR FOLKESLAGENES EVANGELISERING, DET PAVELIGE RÅD FOR FORTOLKNING AF LOVTEKSTER, Belæring Ecclesiae de Mysterio (15. august 1997) om nogle aspekter af troende lægfolks samarbejde med præsters sendelse, Videre: AAS (1997), s. 852.

 

8 JOHANNES PAUL II, Rundskrivelse, Redemptoris Missio Kristi Mission, nr. 63: l.c., s..70.

 

9 Sammesteds, nr. 67: l.c., s. 74.

 

10 KONGREGATIONEN FOR GEJSTLIGHEDEN, Vejledning for præsters tjeneste og liv, Tota Ecclesia, Indledning: l.c., s. 4. Sml. JOHANNES PAUL II, Apostolisk Skrivelse Pastores Dabo Vobis, nr. 2 og 14: l.c., s. 659-660; 678-679.

 

11 Sml. JOHANNES PAUL II, Rundskrivelse, Fides et Ratio Tro og Fornuft, 14. september 1998, nr. 62.

 

12 Sml. Den Katolske Kirkes Katekismus, nr. 171.

 

13 DET ANDET VATIKANKONCIL, Konstitutionen om Kirken, Lumen Gentium, nr. 30.

 

14 Sml. sammesteds, nr. 48.

 

15 Sml. JOHANNES PAUL II, Apostolisk skrivelse Pastores dabo vobis, nr. 21: l.c., s. 688-690.

 

16 Sml. DET ANDET VATIKANKONCIL, Dekret om præsternes tjeneste og liv Presbyterorum Ordinis, nr. 12; JOHANNES PAUL II, Apostolisk skrivelse, Pastores Dabo Vobis, nr. 25: l.c., s. 695-697.

 

17 Sml. KONGREGATIONEN FOR GEJSTLIGHEDEN, Vejledning for præsternes tjeneste og liv, Tota Ecclesia, nr. 43: l.c., s. 42.

 

18 GREGOR DEN STORE, Regula pastoralis, II, 1.

 

19 JOHANNES PAUL II, Tale til europæiske biskoppers VI symposium, 11. november 1985, Insegnamenti di Giovanni Paolo II, VIII, 2 (1985), s. 918-919.

 

20 Sml. JOHANNES PAUL II, Apostolisk skrivelse Pastores Dabo Vobis, nr. 12: l.c., s. 675-677.

 

21 JOHANNES PAUL II, Åbningstale ved CELAM's IV generalkonference, Santo Domingo, 12. oktober 1992, nr. 1: AAS 85 (1993), s. 808; sml. Apostolisk skrivelse Reconcilatio et Paenitentia, 2. december 1984, nr. 13, AAS 77 (1985), s. 208-211.

 

22 PAUL VI, Apostolisk skrivelse Evangeliets forkyndelse Evangelii Nuntiandi (8. december 1975), nr. 47: Katolsk Forlag (1978), s. 45.

 

23 Sml. DET ANDET VATIKANKONCIL, Konstitutionen om Kirken Lumen Gentium, nr. 28.

 

24 DET ANDET VATIKANKONCIL, Dekret om præsterne tjeneste og liv Presbyterorum Ordinis, nr. 5, 13, 14; JOHANNES PAUL II. Apostolisk skrivelse, Pastores Dabo Vobis, nr. 26: l.c., s. 697-700.

 

25 DET ANDET VATIKANKONCIL, Dekret om præsternes tjeneste og liv Presbyterorum Ordinis, nr. 5, 13, 14: JOHANNES PAUL II, Apostolisk skrivelse, Pastores Dabo Vobis, nr. 23, 26, 48: l.c., ss. 691-694, 694-700, 742-745; KONGREGATIONEN FOR GEJSTLIGHEDEN, Direktorium for præsternes tjeneste og liv, nr. 48: l.c., s. 48 ff.

 

26 DET ANDET VATIKANKONCIL, Dekret om økumeni Unitatis Redintegratio, nr. 4.

 

27 Sammesteds, nr. 11.

 

28 Sml. JOHANNES PAUL II, tale til CELAM's biskopper 9. marts 1983: Insegnamenti, VI, I (1983), s. 698; Apostolisk skrivelse Pastores Dabo Vobis, nr, 18: l.c., s. 684-686.

 

29 DET ANDET VATIKANKONCIL, Konstitutionen om Åbenbaringen Dei Verbum, nr. 2.

 

30 DET ANDET VATIKANKONCIL, Dekret om præsternes tjeneste og liv Presbyterorum ordinis, nr. 4.

 

31 Sml. Den Katolske Kirkes Katekismus, nr. 1550.

 

32 JOHANNES PAUL II, Apostolisk skrivelse Pastores Dabo Vobis, nr. 26: l.c., s. 698.

 

33 Sml. KONGREGATIONEN FOR GEJSTLIGHEDEN, Vejledning for præsters tjeneste og liv, Tota Ecclesia, nr. 45: l.c., s. 44.

 

34 Sml. DET ANDET VATIKANKONCIL, Dekret om præsterne tjeneste og liv Presbyterorum Ordinis, nr. 4.

 

35 AUGUSTIN, De Doctrina Christiana, 4, 15, 32: PL 34, 100.

 

36 Sml. PAUL VI, Apostolisk konstitution Laudis Canticum, 1. november 1970, nr. 8: AAS 63 (1971), s. 533-534.

 

37 KONGREGATIONEN FOR GEJSTLIGHEDEN, Vejledning for præsters tjeneste og liv Tota Ecclesia, nr. 45: l.c., s. 43.

 

38 DET ANDET VATIKANKONCIL, Den pastorale konstitution om Kirken i den moderne verden Gaudium et Spes, nr. 22.

 

39 Sammesteds.

 

40 Sml. KONGREGATIONEN FOR GEJSTLIGHEDEN, DET PAVELIGE RÅD FOR LÆGFOLK, KONGREGATIONEN FOR TROSLÆREN, KONGREGATIONEN FOR GUDSTJENESTER OG SAKRAMENTER, KONGREGATIONEN FOR BISKOPPERNE, KONGREGATIONEN FOR FOLKESLAGENES EVANGELISERING, KONGREGATIONEN FOR ORDENER OG SÆKULARINSTITUTTER, DET PAVELIGE RÅD FOR FORTOLKNING AF LOVTEKSTER, Interdicasterial belæring, Ecclesiae de Mystero om visse spørgsmål i forbindelse med de troende lægfolks samarbejde med præsternes tjeneste, 15. august 1997, artikel 3: AAS 89 (1997), s. 852ff.

 

41 DET ANDET VATIKANKONCIL, Dekret om præsternes tjeneste og liv Presbyterorum Ordinis, nr. 19.

 

42 Sml. JOHANNES PAUL II, Apostolisk skrivelse Pastores Dabo Vobis, nr. 70ff: l.c., s. 778ff; KONGREGATIONEN FOR GEJSTLIGHEDEN, Vejledning for præsters tjeneste og liv, Tota Ecclesia, nr. 69ff: l.c., s. 72ff.

 

43 Sml. JOHANNES PAUL II, Apostolisk skrivelse Pastores Dabo Vobis, nr. 26 og 47; l.c., s. 697-700, 740-742; KONGREGATIONEN FOR GEJSTLIGHEDEN, Vejledning for præsters tjeneste og liv Tota Ecclesia, nr. 46: l.c., s. 46.

 

44 KONGREGATIONEN FOR KATOLSK UDDANNELSE, Belæring om studiet af kirkefædrene i uddannelsen af præster (10. november 1989), nr. 26-27: AAS 82 (1990), s. 618-619.

 

45 JOHANNES PAUL II, Rundskrivelse Fides et ratio, 14 september 1998, nr. 2.

 

46 Sml. KONGREGATIONEN FOR GEJSTLIGHEDEN, Vejledning for præsters tjeneste og liv, Tota Ecclesia, nr. 46: l.c., s. 46.

 

47 Den Katolske Kirkes Katekismus, nr. 738.

 

48 DET ANDET VATIKANKONCIL, Konstitutionen om Liturgien Sacrosanctum Concilium, nr. 2.

 

49 DET ANDET VATIKANKONCIL, Konstitutionen om Kirken Lumen Gentium, nr. 48.

 

50 DET ANDET VATIKANKONCIL, Den pastorale konstitution om Kirken i den moderne verden Gaudium et Spes, nr. 45.

 

51 KONGREGATIONEN FOR GEJSTLIGHEDEN, Vejledning for præsters tjeneste og liv, Tota Ecclesia, 7b.c: l.c., s. 11-12.

 

52 Sml. JOHANNES PAUL II, Katekese ved generalaudiensen 5 maj 1993, Insegnamenti XVI, 1 (1993), s. 1061.

 

53 DET ANDET VATIKANKONCIL, Dekret om præsterne tjeneste og liv Presbyterorum Ordinis, nr. 12.

 

54 Sml. sammesteds, nr. 5.

 

55 JOHANNES PAUL II, Katekese ved generalaudiensen 12. maj 1993, Insegnamenti, XVI, 1 (1993), s. 1197.

 

56 DET ANDET VATIKANKONCIL, Konstitutionen om Liturgien Sacrosanctum Concilium, nr. 2.

 

57 JOHANNES PAUL II, Brev til præster skærtorsdag 1997 (16. marts 1997), nr. 5: AAS 89 (1997), s. 662.

 

58 Sml. DET ANDET VATIKANKONCIL, Konstitutionen om liturgien Sacrosanctum Concilium, nr. 2; 10.

 

59 DET ANDET VATIKANKONCIL, Dekret om præsternes tjeneste og liv Presbyterorum Ordinis, nr. 6.

 

60 Sammesteds, nr. 5.

 

61 Sml. sammesteds.

 

62 Sml. JOHANNES PAUL II, Katekese ved generalaudiensen 12. maj 1993, Insegnamenti XVI, 1 (1993), s. 1197-1198.

 

63 Sml. JOHANNES PAUL II, Apostolisk skrivelse Dies Domini, 31. maj 1998, nr. 46: AAS 90 (1998), s. 742.

 

64 KONGREGATIONEN FOR GEJSTLIGHEDEN, Vejledning for præsters liv og tjeneste, Tota Ecclesia, 49.

 

65 JOHANNES PAUL II, Katekese ved generalaudiensen 12. maj 1993, Insegnamenti XVI, 1 (1993), s. 1198.

 

66 Sml. sammesteds; DET ANDET VATIKANKONCIL, Konstitutionen om liturgien Sacrosanctum Concilium, nr. 112, 114, 116, 120, 122-124, 128.

 

67 Sml. PIUS XII, Radiobudskab til den nationale kateketiske kongres i USA, 26. oktober 1946: Discorsi e Radiomessaggi, VIII (1946), s. 288; JOHANNES PAUL II, Apostolisk skrivelse Reconcilatio et Paenitentia nr. 18: AAS 77 (1985), s. 224-228.

 

68 JOHANNES PAUL II, Rundskrivelse, Rig på barmhjertighed Dives in Misericordia, 30. november 1980, nr. 13: Niels Steensens Forlag (1982), s. 42.

 

69 Sml. JOHANNES PAUL II, Katekese ved generalaudiensen 22. september 1993: Insegnamenti XVI, 2 (1993), s. 826.

 

70 JOHANNES PAUL II, Rundskrivelse Dives in misericordia, nr. 13: l.c., s. 41.

 

71 KONGREGATIONEN FOR GEJSTLIGHEDEN, Vejledning for præsters tjeneste og liv, Tota Ecclesia, nr. 54, l.c., s. 54; sml. JOHANNES PAUL II, Apostolisk skrivelse Reconciliatio et Paenitentia, nr. 31: l.c., s. 257-266.

 

72 KONGREGATIONEN FOR GEJSTLIGHEDEN, Vejledning for præsters tjeneste og liv, Tota Ecclesia, nr. 32: l.c., s. 31.

 

73 Sml. DET ANDET VATIKANKONCIL, Dekret om præsternes tjeneste og liv, Presbyterorum Ordinis, nr. 13; KONGREGATIONEN FOR GEJSTLIGHEDEN, Vejledning for præsterne tjeneste og liv, Tota Ecclesia, nr. 52: l.c., s. 52-53.

 

74 KONGREGATIONEN FOR GEJSTLIGHEDEN, Vejledning for præsters tjeneste og liv, Tota Ecclesia, nr. 52: l.c., s. 53; sml. DET ANDET VATIKANKONCIL, Dekret om præsternes tjeneste og liv Presbyterorum Ordinis, nr. 13.

 

75 Sml. DET PAVELIGE RÅD FOR FORTOLKNINGEN AF LOVTEKSTER, Risposta cirka il can. 964, 7. juli 1998, i AAS 90 (1998) s. 711.

 

76 Sml. DET ANDET VATIKANKONCIL, Dekret om præsternes tjeneste og liv Presbyterorum Ordinis, nr. 18; JOHANNES PAUL II, Apostolisk skrivelse Pastores Dabo Vobis, nr. 26, 28: l.c., 697-700, 742-745; Katekese ved generalaudiensen 26. maj 1993; Insegnamenti, XVI, 1 (1993), s. 1331; Apostolisk skrivelse Reconcilatio et Penitentia, nr. 31: l.c., s. 257-266, KONGREGATIONEN FOR GEJSTLIGHEDEN, Vejledning for præsters tjeneste og liv, Tota Ecclesia, nr. 53: l.c., s. 54.

 

77 JOHANNES PAUL II, Apostolisk skrivelse Reconcilatio et Paenitentia, nr. 31, VI: l.c., s. 266.

 

78 JOHANNES PAUL II, Apostolisk skrivelse, Pastores Dabo Vobis, nr. 17: l.c., s. 683.

 

79 Hvad dette angår kræves der af præster en solid forberedelse om de emner, der oftest forekommer. En nyttig hjælp i denne henseende er Vademecum per i confessori su alcuni temi morali attinenti alla vita coniugale (DET PAVELIGE RÅD FOR FAMILIEN, 12. februar 1997, Libreria Editrice Vaticana 1997).

 

80 Sml. sammesteds.

 

81 JOHANNES PAUL II, Apostolisk skrivelse Rig på barmhjertighed Dives in Misericordia 30. november 1980, nr. 13c: l.c., s. 40-41.

 

82 Sammesteds, nr. 3: l.c., s. 8.

 

83 Sml. nr. 13: l.c., s. 39-43.

 

84 Sammesteds, nr. 8: l.c., s. 26.

 

85 KONGREGATIONEN FOR GEJSTLIGHEDEN, Vejledning for præsters tjeneste og liv, Tota Ecclesia, nr. 48: l.c., s. 49.

 

86 Sml. JOHANNES PAUL II, Apostolisk skrivelse Pastores Dabo Vobis, nr. 8: l.c., s. 668-669.

 

87 Sml. Jean-Marie Vianney, curé d'Ars: sa pensée, som coeur, présentés par Bernard Nodet, Le Puy 1960, s. 100.

 

88 AUGUSTIN, In Johannis Evangelium Tractatus, 123, 5: CCL 36, 678.

 

89 Sml. Den Katolske Kirkes Katekismus, nr. 875.

 

90 JOHANNES PAUL II, Brev til præster skærtorsdag 1997 (16. marts 1997), nr. 4: AAS 89 (1997), s. 661.

 

91 Sml. THOMAS AF AQUIN, Summa Theologiae, III, q. 83, a. 1, ad 3.

 

92 JOHANNES PAUL II, Apostolisk skrivelse Pastores Dabo Vobis, nr. 22: l.c., s. 691.

 

93 Sammesteds, nr. 29: l.c., s. 704.

 

94 DET ANDET VATIKANKONCIL, Dekret om præsternes tjeneste og liv Presbyterorum Ordinis, nr. 6.

 

95 DET ANDET VATIKANKONCIL, Konstitutionen om Kirken Lumen Gentium, nr. 28.

 

96 Den Katolske Kirkes Katekismus, nr. 1550.

 

97 JOHANNES PAUL II, Katekese ved generalaudiensen 19. maj 1993, Insegnamenti, XVI, 1 (1993), s. 1254.

 

98 Sammesteds, nr. 4, l.c., s. 1255-1256.

 

99 Sml. DET ANDET VATIKANKONCIL, Dekret om præsternes tjeneste og liv Presbyterorum ordinis, nr. 6a.

 

100 Sml. sammesteds, 6g.

 

101 Sammesteds, 6a.

 

102 Sml. KONGREGATIONEN FOR GEJSTLIGHEDEN, Vejledning for præsters liv og tjeneste, Tota Ecclesia, nr. 17: l.c., s. 18-20.

 

103 AUGUSTIN, Ep. 134, 1: CCEL, 44, 85.

 

104 KONGREGATIONEN FOR GEJSTLIGHEDEN, Vejledning for præsters tjeneste og liv, Tota Ecclesia, nr. 19; JOHANNES Paul II, Tale ved symposiet "Lægfolkets samarbejde med præsters pastorale tjeneste" (22. april 1994), nr.4; Sacrum Ministerium 1 (1995) 64; sml. KONGREGATIONEN FOR GEJSTLIGHEDEN, DET PAVELIGE RÅD FOR LÆGFOLK, KONGREGATIONEN FOR TROSLÆREN, KONGREGATIONEN FOR GUDSTJENESTER OG SAKRAMENTER, KONGREGATIONEN FOR BISKOPPERNE, KONGREGATIONEN FOR FOLKESLAGENES EVANGELISERING, KONGREGATIONEN FOR ORDENER OG SÆKULARINSTITUTTER, DET PAVELIGE RÅD FOR FORTOLKNING AF LOVTEKSTER, Interdicasterial vejledning Ecclesiae de Mysterio om nogle spørgsmål vedrørende de troende lægfolks samarbejde med præsteskabet, 15. august 1997, Indledning: AAS 89 (1997), s. 852.

 

105 KONGREGATIONEN FOR GEJSTLIGHEDEN, Vejledning for præsters tjeneste og liv, Tota Ecclesia, nr. 66: l.c., s. 67-68.

 

106 Sml. DEN KATOLSKE KIRKES KATEKISMUS, nr. 2442; CIC, canon 227: KONGREGATIONEN FOR GEJSTLIGHEDEN, Vejledning for præsters tjeneste og liv Tota Ecclesia, nr. 33: l.c., s. 31-32.

 

107 Sml. DET ANDET VATIKANKONCIL, Konstitutionen om Liturgien Sacrosanctum Concilium, nr. 22; CIC canon 846; KONGREGATIONEN FOR GEJSTLIGHEDEN, Vejledning for præsters tjeneste og liv, Tota Ecclesia, nr. 49 og 64: l.c., s. 49 og 66.

 

108 Sml. JOHANNES PAUL II, Apostolisk skrivelse Pastores Dabo Vobis, nr. 26: l.c., s 697-700. Katekese ved generalaudiensen 21. april 1993, Insegnamenti XVI, 1 (1993), s. 939; KONGREGATIONEN FOR GEJSTLIGHEDEN, Vejledning for præsters tjeneste og liv, Tota Ecclesia, nr. 45: l.c., s. 43-45.

 

109 JOHANNES PAUL II, Apostolisk skrivelse Pastores Dabo Vobis, nr. 18: l.c., s. 684; sml. DET ANDET VATIKANKONCIL, Dekret om præsternes tjeneste og liv Presbyterorum Ordinis, nr. 10.

 

110 JOHANNES PAUL II, Apostolisk skrivelse Pastores Dabo Vobis, nr. 18: l.c., s 684; sml. DET ANDET VATIKANKONCIL, Dekret om præsternes uddannelse Optatam Totius, nr. 20.

 

111 JOHANNES PAUL II, Apostolisk skrivelse Pastores Dabo Vobis, nr.82f, l.c., s. 801.

 

112 GREGOR AF NAZIANZ, Orationes, 2, 71: PG 35, 480B.

 

113 Sml. JOHANNES PAUL II, Apostolisk skrivelse Pastores Dabo Vobis, nr. 43: l.c., s. 731-733.

 

114 Sml. DET ANDET VATIKANKONCIL, Dekret om præsternes tjeneste og liv Presbyterorum Ordinis, nr. 17: CIC, canon 282; JOHANNES PAUL II, Apostolisk skrivelse Pastores Dabo Vobis nr. 30: l.c., 705-707; KONGREGATIONEN FOR GEJSTLIGHEDEN, Vejledning for præsters tjeneste og liv, Tota Ecclesia, nr. 67: l.c., s. 68-70.

 

115 JOHANNES PAUL II, Katekese ved generalaudiensen 7. juli 1993, n. 7: Insegnamenti, XVI, 2 (1993), s. 38.