Helgernes historie
Der findes ingen "autoritativ helgenfortegnelse" i den forstand, at en enkelt fortegnelse indeholder alle de hellige mænd og kvinder, som fra de tidligste tider er blevet æret offentligt i Kirken. Deres navne må til syvende og sidst søges i både gamle og nye kirkelige kalendere, i de samlinger, som kaldes forskelligt i Vest og Øst: martyrologier, menologier, synaxarier, samt i andre kilder. Antallet af navne, som således lader sig konstatere, er enormt: det romerske Martyrologium indeholder ca. 4.500 navne, og det er langt fra udtømmende.
Om mange af de tusinder af helgener, hvis navne er kendt, er der ikke kendt ret meget, undtagen i almindelighed deres status (martyr, biskop osv.), stedet, hvor de døde, deres festdag og den tidsalder, hvor de levede. Af de talrige nedskrevne beretninger om de tidlige martyrer er kun en mindre del autentiske. Mange af de resterende er blevet nedskrevet, efter at mindet om den rigtige beretning var gået tabt, og er derfor i det store og hele opdigtede; andre er blandinger af historie og legende, og de forskellige elementer kan ikke altid let udredes, eller slet ikke.
Andre tidlige beretninger om helgenerne er meget forskellige og af varierende historisk værdi, lige fra biografier, forfattet af samtidige eller næsten samtidige, til senere arbejder, der er fyldt med fejl, udeladelser, indskud og fantasier . Hjælpekilder findes i inskriptioner (af hvilke tidlige epitafier kan have en særlig værdi), officielle civile optegnelser, erindringer (heriblandt selvbiografier) og samlinger af breve, lovprisningstaler fra helgenernes festdage, og historikernes og krønikeskrivernes værker.
Forskning i de tidlige helgeners livshistorier er forbundet med specielle vanskeligheder. Der er de vanskeligheder, som også andre historikere og levnedsskildrere møder: få optegnelser, upålidelighed, usikkerhed eller modsigelser, modstridende fortolkninger osv. Hertil kommer især det til rådighed værende materiales "ensidighed". Ofte var hagiograferne ikke interesseret i andet end de direkte "religiøse" aspekter af personens liv: en "biografi" kunne bestå af en fortegnelse af mirakler alene, ofte fantastiske, eller af frivillige fysiske afsavn, eller, hvis det drejede sig om en martyr, gentagen tortur, som menneskets legeme ikke kunne overleve, selv i et enkelt tilfælde. Når der manglede materiale, skrev de tidlige hagiografer sommetider selv stoffet, eller lånte det, således at man kan komme ud for to helgener, hvis livshistorier næsten ord for ord er de samme, bortset fra navne og steder. En høj grad af autenticitet og historisk troværdighed er temmelig sjælden i den store mængde af tidlig hagiografisk litteratur. Der er myter, folklore, legender og romantisk og opbyggelig litteratur , ikke ulig mange historiske romaner.
Materiale i forbindelse med helgenernes liv må studeres, analyseres og bedømmes på samme objektive måde, med den samme videnskabelige ånd og metode, som materialer fra enhver anden form for historieskrivning og biografi. Formålet med dette studium er at nærme sig sandheden, hvis det er muligt. Men i mange århundreder var formålet med at beskrive helgenernes liv at opbygge og glæde læseren (oftere: tilhøreren) og at glorificere helten i beretningen. Beundringsværdige formål, som dog desværre alt for ofte blev opfyldt på bekostning af kendsgerningerne og almindelig sund fornuft. Det forklarer for eksempel den overdrevne plads og betydning, der er blevet tillagt mirakler eller påståede mirakler. Især fantastiske tildragelser både opbyggede og glædede offentligheden og bidrog til helgenens ry. Vi kan også i dag tænke lige så enfoldigt, men på andre måder.
Disse "legendeagtige helgenbeskrivelser" blev til en anerkendt litterær form (genre), beregnet til at ære helgenerne, at prise deres dyder og handlinger, og at optænde en mere levende ånd blandt lunkne og mismodige kristne. De bør bedømmes i overensstemmelse hermed. Vi kan ikke nægte disse forfattere en værdsættelse af deres intentioner og flid, og taknemmelighed for et ikke ringe antal charmerende og tankevækkende fortællinger midt i hele massen af gængs litteratur. Den mest kritiske af hagiograferne, pater Hippolyte Delehaye, skrev om Legenda aurea (se s. X): "Jeg må indrømme at jeg ofte har svært ved at lade være med at smile, når jeg læser den. Men det er et sympatisk og venligt smil, som slet ikke forstyrrer det religiøse indtryk, der opstår af helgenernes godhed og heroiske dyder." Legendefortællinger har værdi som bevis for, hvad folk "troede" på den tid, hvor de tog form. Som Sir Arthur Quiller-Couch formulerer det i en anden sammenhæng: "en legende er, selvom den overdriver kendsgerningerne, sin egen kendsgerning, idet den vidner om tro." Ej heller må et ikke-litterært folks intellektuelle bedømmelsesevne undervurderes. Som det for nyligt blev bemærket af en kvinde, der forlod skolen som femtenårig, "inde i enhver legende er der en kerne af sandhed" - og hun værdsatte både legenden og dens sandhedskerne, hver på sin måde. Måske er dette også stedet at bemærke, at begivenheder, som tilsyneladende ikke kan forklares ved hjælp af naturlige årsager - og helgeners næsten bizarre torturoplevelser - ikke i sig selv er tegn på, at der foreligger en legende. Det 19. og 20. århundrede rummer veldokumenterede eksempler på begge dele.
I nyere tid er det blevet almindeligt anerkendt, at en helgenbiografi bør indeholde en sandfærdig levnedsbeskrivelse, så vidt som den er kendt. Til dette formål må der gøres brug af kritiske metoder. Fremkomsten, udviklingen og brugen af det videnskabeligt baserede hagiografiske studium skyldes frem for alt Bollandisterne (se s. ...), siden midten af det 17. århundrede.
Selv i nyere litteratur om helgenerne, beregnet for den almindelige læser, har det været en ofte forekommende fejl - og er det stadigvæk - at fremstille en helgen som noget andet end et menneskeligt væsen. Nogle forfattere skelner mellem "mennesket" og "helgenen". Denne skelnen er uvirkelig: det kan ske, at en mand eller kvinde vender sig til Gud og opnår heroisk dyd sent i livet, eller endog i livets sidste time (som nogle af martyrerne), men det var den samme person hele tiden. Eller forfatteren dækker over eller udelader de mindre tiltrækkende sider af en helgens personlighed, eller fremstiller de positive sider på en måde, som mere frastøder end tiltrækker læseren. Det er sådanne fejl, der desværre, sammen med den nådeløse læggen vægt på den religiøse morale, virkningsfuldt har bidraget til at begrænse læsningen af bøger om helgener. Men hvis den historiske sandhed gives tilstrækkelig opmærksomhed, hvis en helgens fejl og lyder optegnes sammen med hans eller hendes præstationer og heroisme, så følger ikke heraf, at det religiøse aspekt, det "opbyggelige" element, overses eller svækkes. Det religiøse udbytte opnås ved både at lade helgenernes liv tale for sig selv såvel som ved direkte formaning og prædiken.
Denne bog er beregnet på hurtige opslag, hvad angår levnedsbeskrivelser og legender vedrørende afgjort betydningsfulde og interessante mennesker blandt helgenerne, og redaktøren har bestræbt sig på også at medtage andre, hvis navne man ofte støder på ved læsning og på anden måde. Desuden indeholder bogen opslagsmulighed for et antal mindre kendte navne, som mere udbredt læsning eller udenlandsrejser kunne henlede læserens opmærksomhed på.
Blandt bogens brugere er der måske nogle, for hvem emnet ikke tidligere har været tiltrækkende, som ikke har nogen særlig respekt for den kategori af mennesker, der kaldes "helgener", som måske rent faktisk har afsmag for et emne, som de - forståeligt nok - mener er meget specielt, monotont, historisk utroværdigt, og mere beregnet på at frembringe følelser af religiøs fromhed i godtroende og jævne troende.
Sådanne læsere foreslås det, at de anvender denne samling med et åbent sind, idet de forsøger at læse på en sådan måde, at de "ikke modsiger og gendriver ... men afvejer og bedømmer", som Francis Bacon skrev om det at studere i almindelighed. Det er lige så meget umagen værd og lige så lønsomt at studere helgenernes liv som enhver anden form for biografi og nok så lønsomt som visse mere populære former. Som det er blevet sagt ovenfor, spænder de over et stort register af menneskelige karakterer og anlæg og et ikke mindre register af menneskelig aktivitet, social oprindelse og personlig udvikling. Helgenerne omfatter dunkle skikkelser, som kun tilfældigvis er blevet kendt, men også personer, som ændrede historiens gang på deres tid, heraf nogle, hvis indflydelse er mærkbar i menneskers liv i hele verden den dag i dag. Om helgenen gælder det mere end for nogen anden kategori af mennesker, at han "taler, selvom han er død". Derfor fortjener deres livshistorier en positiv og forstående opmærksomhed af alle, kristne eller ikke, som er interesseret i mennesker, og som med den romerske dramatiker Terents kan sige: "Jeg er et menneske og intet menneskeligt er mig fremmed."
Det er ikke muligt i indledningen til en bog af den foreliggende type at diskutere sådanne ting som mirakler, enten i sig selv, eller i relation til fortællinger om helgenerne, eller at undersøge emnet religiøse visioner eller andre fænomener, der så ofte bliver optegnet om dem (og også om andre mennesker); ej heller at forsøge at forklare sådanne skikke, som mange forfattere har fremhævet vedrørende en helgens legemlige askese, hvad enten den er virkelig eller formodet. Det samme gælder de forskellige aspekter af offentlig helgendyrkelse, deres relikvier, deres grave og pilgrimsrejserne hertil, indvielsen af kirker til deres ære, deres funktion som himmelske beskyttere og de ofte forekommende og forskellige fremstillinger af dem på billeder og som skulpturer (for ikke at nævne digtning, musik og skuespil). Hvert af disse emner fortjener særskilt behandling; nogle få relevante bøger er nævnt i den afsluttende litteraturliste.