Trosbekendelsen
Allerede tidligt har Kirken udtrykt og videregivet troen ved korte trosbekendelser. Paulus udtrykker f.eks. kort, hvad han tror på ved at skrive:
Jeg overleverede jer nemlig først og fremmest, hvad jeg også selv har modtaget: at Kristus døde for vore synder efter Skrifterne,
(v4) at han blev begravet, at han opstod på den tredje dag efter Skrifterne,
(v5) og at han blev set af Kefas og dernæst af de tolv. (1 Kor 15,3 - 6).
Disse korte og syntetiske sammenfatninger af troens indhold finder vi mange steder i Bibelen og ikke mindst i Pauli breve (f.eks. Fil 2,5-11). Kirken sammenfatter også sin tro i trosbekendelsen, som fremsiges i fællesskab hver søndag. Trosbekendelsen har to former: Den apostolske Trosbekendelse og Den nicea-konstantinopelske Trosbekendelse. Den korteste og ældste trosbekendelse er et resume af apostlenes tro og udgør den antikke dåbsbekendelse i den romerske kirke:
Jeg tror på Gud, den Almægtige Fader,
Himlens og jordens Skaber.
Jeg tror på Jesus Kristus,
hans énbårne Søn, vor Herre,
som er undfanget ved Helligånden
og født af Jomfru Maria,
har lidt under Pontius Pilatus,
blev korsfæstet, døde
og blev begravet,
nedfor til Dødsriget,
opstod på den tredje dag fra de døde,
opfor til Himlen,
sidder ved Gud, den Almægtige Faders højre hånd,
hvorfra han skal komme
for at dømme de levende og de døde.
Jeg tror på Helligånden,
den hellige katolske Kirke,
de helliges samfund,
syndernes forladelse,
kødets opstandelse,
og det evige liv.
Amen.
Denne trosbekendelse bedes såvel i Den katolske Kirke som i Folkekirken, dog er der forskel i den danske oversættelse.
Den længere nicea-konstantinopelske trosbekendelse er en uddybelse den apostolske troskendelse og stammer fra to af de store økumeniske konciler (fælles for øst og vest) i Nicea (år 325) og Konstantinopoli (år 381):
Jeg tror på én Gud,
den almægtige Fader,
Himlens og jordens,
alle synlige og usynlige tings skaber.
Og på én Herre, Jesus Kristus,
Guds enbårne Søn,
som er født af Faderen forud for alle tider.
Gud af Gud,
lys af lys,
sand Gud af sand Gud.
Født, ikke skabt,
af samme væsen som Faderen,
ved ham er alting skabt;
som for os mennesker
og for vor frelses skyld
er nedstegen fra Himlen
og har påtaget sig kød ved Helligånden
af Jomfru Maria
og er blevet menneske;
han blev også korsfæstet for os
under Pontius Pilatus,
har lidt og blev begravet,
opstod på den tredje dag
efter skrifterne
og opfor til Himlen;
han sidder ved Faderens højre hånd.
og han skal komme igen med herlighed
for at dømme de levende og de døde;
og på hans Rige skal der ikke være ende.
Og på Helligånden,
Herren og Levendegøreren,
som udgår fra Faderen og Sønnen,
og som tillige med Faderen og Sønnen
tilbedes og forherliges,
som har talt ved profeterne;
og én, hellig, katolsk og apostolisk Kirke;
jeg bekender én dåb til syndernes forladelse,
og jeg venter de dødes opstandelse
og livet i den kommende verden.
Amen.
En grundig gennemgang af troen, som den udtrykkes i trosbekendelsen, findes i Den katolske Kirkes universelle Katekismus. Dog skal vi meget kortfattet gennemgå nogle væsentlige elementer her:
Jeg tror på én Gud
Vi tror på Den treenige Gud: én Gud i tre personer. Gud er ét væsen i tre personer. Gennem tiderne er der sagt og skrevet meget om Den treenige Gud, men i sidste ende står vi overfor et mysterium, som vi ganske vist kan nærme os, men aldrig forstå i sin dybde.
Den almægtige Fader, himlens og jordens skaber
Den første person i Treenigheden er Faderen. Alt udspringer fra Faderen og har i Faderen også sin mening. Derfor er Faderen også altings skaber. Dog skaber han ikke alene men sammen med Sønnen og Helligånden. Den hellige Thomas udtrykker det som, at Faderens skaber med sine to hænder nemlig Sønnen og Helligånden.
Og på én Herre, Jesus Kristus, Guds enbårne Søn
Jesus Kristus er den anden person i Treenigheden. Han er fuldstændig Gud i sit væsen, men er også ved inkarnationen fuldstændig menneske. Derfor er Jesus Kristus en person i to naturer. Ved at dø og opstå er han blevet altings Herre.
Som er blevet menneske
Gud bliver menneske i Jesus Kristus. Det kalder vi inkarnationen, nemlig at Gud påtager sig kød. Kristus bliver menneske ved at fødes af Jomfru Maria. Han modtager så at sige sin menneskelige natur fra en kvinde. Når Jomfru Maria kaldes Gudsmoder, skyldes det altså, at Kristus er fuldstændig Gud og menneske samtidigt.
Han er blevet korsfæstet og begravet og han er opstanden
Gud blev menneske for at frelse mennesket. Eller som de tidlige kirkefædre udtrykker det: Gud blev menneske, for at mennesket kunne blive guddommeliggjort. Kristus havde en mission nemlig at dø og genopstå, for derved at ødelægge dødens magt i os mennesker, den død som synden var skyld i. Frelsesværket, at føre mennesket tilbage til Gud, opnår sit højdepunkt i Kristi død og opstandelse. Således er påsken centrum for hele troen, og netop det som apostlene forkynder videre (1 Kor 15,3-5).
Han sidder ved Faderens højre hånd
Efter opstandelsen og Jesus har vist sig for mange mennesker, ikke mindst hans apostle, opfarer han til Himlen. Det fejre vi ved Kristi Himmelfart (F.eks. Mk 16,19-20).
Og på Helligånden
Helligånden er den tredje person i Treenigheden. I pinsen fejrer vi, at apostlene modtog Helligånden, som Kristus sendte fra Himlen. Vi tror på, at Gud stadig er tilstede blandt os i form af Helligånden. Paulus kalder os "Helligåndens tempel" (1 Kor 16,9). Jesus selv siger "Og se, jeg er med jer alle dage" (Matt 28,20). Således leder Gud Kirken og virker aktiv blandt os mennesker.
Og én, hellig, katolsk og apostolisk Kirke
Kirken har disse fire kendetegn. Den er én, nemlig Kristi Kirke. Den er Hellig, fordi Gud er tilstede i Kirken og handler gennem den. Den er katolsk, hvilket betyder almindelig eller alt omfavnende. Den er apostolisk, fordi den er bygget op på Peter og de andre apostle og den missionsbefaling de modtog fra Kristus selv (f.eks. Mk 16,15).
Jeg bekender én dåb til syndernes forladelse
Dåben giver os del i Guds natur og gør os til Guds børn. Dåben er vort fælles bekendelsesgrundlag og udgangspunktet for vores virke som og i Kirken. Trosbekendelsen er således først og fremmest en dåbsbekendelse.