Middelalderen
Det vides ikke med sikkerhed, hvornår de første kristne missionærer kom til de egne, der i dag kaldes Danmark, og heller ikke hvornår de første kristne grupper organiserede sig. Måske kom de første forkyndere af det glade budskab vestfra, fra de angelsaksiske klostre, der siden blev mål for vikingernes plyndringer. Vort første sikre holdepunkt er derimod en fiasko, nemlig Sankt Willibrord, Hollands apostel, der omkring år 710 forgæves forsøgte at kristne den danske kong Angantyr.
Der skulle gå godt hundrede år, før man fra det tysk-romerske rige begyndte en ny organiseret missionsindsats efter afslutningen af krigen mellem kejser Karl den Store og kong Godfred af Danmark. Ærkebiskop Ebo af Reims blev udnævnt til pavelig legat for den nordiske mission og besøgte omkring 823 i Hedeby (Slesvig) Harald Klak, der gjorde krav på den danske trone. Lykken var imidlertid ikke med Harald Klak, og allerede 826 søgte han med sin dronning og sit følge tilflugt hos kejser Ludvig den Fromme. Han lod sig døbe i Mainz og vendte så tilbage til Danmark. Med sig hjem fik han munken Ansgar fra klosteret Ny Corvey ved Weserfloden, men kort tid efter blev Harald Klak på ny fordrevet.
I 831 gjorde pave Gregor IV Ansgar til legat for missionen i Norden på lige fod med ærkebiskop Ebo og oprettede ærkebispedømmet Hamborg med Ansgar som ærkebiskop. Da de danske vikinger 845 plyndrede Hamborg, måtte Ansgar flygte til Bremen, hvortil også ærkesædet flyttedes. I de næste 150 år havde ærkesædet Hamborg-Bremen ansvaret for kirken i Norden. Indtil sin død i 865 nåede Ansgar at få etableret to kirker i Danmark, nemlig i Hedeby og Ribe. Derefter indtrådte en hedensk reaktion, og det er umuligt at sige, om Ansgars indsats bar varig frugt, eller om alt gik under i vikingetidens vold og kaos.
I midten af 900-tallet skete imidlertid en vending. Der oprettedes missionsbispedømmer i Jylland henimod 948, og ca. 960 overbeviste præsten Poppo ved jernbyrd (dvs. ved at bære gloende jern uden at tage skade) kong Harald Blåtand om kristendommens sandhed. Dette betød et gennembrud, og som det fremgår af Jellingestenen, blev kristendommen rigets officielle religion. Der blev oprettet et bispedømme for øerne i Odense ca. 965. Omkring 1022 blev Roskilde bispesæde for Sjælland, og 1060 blev Lund bispesæde for Skånelandene. Under biskop Adalbert af Bremen blev Danmark inddelt i de otte bispedømmer, der bestod uforandret indtil ca. 1800 Trækirker rejstes overalt, og sognestrukturen blev udbygget.
I kong Knud den Hellige (regerede 1080-86) fik Danmark sin første danske helgen. Knud støttede kraftigt bispestolen i Lund, der under hans efterfølger og broder, Kong Erik Ejegod (konge 1095-1103), blev centrum for en ny, nordisk kirkeprovins, uafhængig af Hamborg-Bremen. 1152 udskiltes Norge og 1164 Sverige af den nordiske kirkeprovins som selvstændige ærkebispedømmer.
I løbet af 1100-tallet kom en række klosterordener til Danmark. Først benediktinerne, hvis klostre dog for størstedelens vedkommende sluttede sig til cisterciensernes reform. Snart efter kom præmonstratensere, augustinere og johaniter. Trækirker afløstes af de stenkirker, der den dag i dag præger det danske landskab. Det danske folk fik efterhånden mere fuldkomment del ikke alene i den kristne tro, men også i den kristne, vesterlandske, dvs. latinske civilisation med alt, hvad det betød af åbenhed for antikkens kulturarv og nye kulturstrømninger. Til disse sidste bør man bl.a. regne de nye ordenssamfund, tiggermunkeordnerne franciskanere og dominikanere, der i 1200-tallets midte slog sig ned i byerne og praktiserede fattigdom og folkelig forkyndelse. Klostrene fungerede ikke alene som centre for forkyndelse og fromhed, men også for kunst, litteratur, politik og praktisk næstekærlighed.
Forholdet mellem de gejstlige og verdslige øvrigheder var skiftende. Valdemarstidens gode samarbejde mellem kongemagt og kirke afløstes i slutningen af 1200-tallet af stridigheder, der måtte bilægges ved pavelig mellemkomst. Under dronning Magrethe (1387-97) indledes en ny, mere harmonisk periode, der også prægedes af nye ordener som f.eks. karmeliterne og den hellige Forløsers orden (birgittinerne), stiftet af den Hellige Birgitta af Vadstena. I 1479 fik Danmark af pave Sixtus IV bevilling til at oprette eget universitet i København. Talrige kirker blev i 1400-tallet ombygget og udsmykket med farvestrålende og levende kalkmalerier, der stadig taler til læg og lærd.
Det kirkelige liv var præget af en stor mangfoldighed. Højadelige og godsrige klostre på landet havde så stor en magt, at deres abbeder sammen med biskopperne sad i rigsrådet, hvor de sammen med kongen og de mest magtfulde herremænd varetog det politiske ansvar for hele landet (og i unionstiden for hele Norden). Ved domkapitlerne sad lærde kanniker, der sammen med biskopperne ofte rekruteredes fra den jævne adel, som på denne måde også kunne gøre sig socialt og politisk gældende. Den almindelige sognegejstlighed stod derimod normalt både socialt og intellektuelt på et yderst beskedent stade. Mange af dem levede i en slags halvofficielt parforhold med en kvinde og så det som deres livs mål at sikre deres sociale position i landsbyen og "arvefølgen" i embedet. I byerne fandtes tiggermunkeklostre, hvis medlemmer rekruteredes fra borgerstanden, og hvis forkyndelse havde afgørende betydning for folkefromheden - og i øvrigt ofte besad en kritisk brod mod den mere satte og i deres øjne umoralske sognegejstlighed og fordærvede højgejstlighed. Ud over de mange forskellige klostre for både mænd og kvinder prægedes det religiøse landskab også af et stort antal kapeller og valfartssteder, ofte hellige kilder.