Hvad er forskellen på at "bede til" og at "tilbede"?
Bøn er at glæde sig og sige tak, fordi Gud har skabt den fantastiske natur, som omgiver os. Bøn er at knæle ned og bare være stille ved tanken om, at Gud den Almægtige elsker hver enkelt af os personligt og er parat til at dø for os. Denne form for bøn kan beskrives med ét ord: tilbedelse. Katolikker tilbeder kun Gud og ingen anden. Katolikker tilbeder ikke Jomfru Maria og de andre helgener. Men katolikkerne beder til helgenerne. Det er jo helt naturligt at bede sine venner og søskende om hjælp, og Guds store familie omfatter også de afdøde. Vi kan stadig tale med dem. Eftersom de er sammen med Gud, er det en god ide også at bede de afdøde om hjælp - især dem som allerede på jorden havde et helt særligt venskab med Gud. Derfor beder katolikker til helgenerne.
For mange mennesker er "bøn" ensbetydende med at bede om noget, som regel om hjælp. Selv mennesker, der aldrig beder til daglig, kan finde på at bede til Gud, hvis de bliver syge eller befinder sig i livsfare. Men bøn er meget andet og meget mere end bøn om hjælp.
Gud er vores Far, og ligesom man ikke kun taler med sine forældre, når man har brug for et eller andet, så beder man som troende heller ikke kun til Gud, når man har problemer. Bøn er først og fremmest samtale med Gud, samvær med Gud. Bøn er at bede Gud om råd og vejledning. Bøn er at lytte til Gud og selv tie stille. Bøn er at sige tak til Gud: tak for livet, som vi har fået af Ham, og tak for alt det gode vi hver eneste dag modtager fra Ham. Bøn er at bryde ud i sang og jubel, fordi Gud har skabt den fantastiske natur, som omgiver os. Bøn er at knæle ned og bare være stille ved tanken om, at Gud den Almægtige elsker hver enkelt af os personligt og er parat til at dø for os. Alle disse former for bøn kan beskrives med ét ord: tilbedelse. Katolikker tilbeder kun Gud og ingen anden. Katolikker tilbeder ikke Jomfru Maria og de andre helgener.
Når man taler om at "bede til", tænker man altså umiddelbart på at bede til Gud. Men der findes også en anden betydning af ordene. Det er jo helt normalt at bede hinanden om hjælp i alle mulige dagligdags situationer - man kan bede om hjælp til sine lektier eller til at lappe en cykel. Blandt kristne har det også altid været helt normalt, at man bad hinanden om forbøn.
Hvis ens mor eller søster f.eks. bliver alvorligt syg, så beder man til Gud om, at de må blive raske. Men hvorfor skulle man bede alene? Hvorfor skulle man ikke bede sine venner om at være med på forbønnen? Gud er vores Far, og vores forhold til Ham er derfor dybt personligt. Men Han er ikke kun min Far. Han er alles Far. Alle mennesker, som tror på Ham, er derfor søstre og brødre. Det er ligeså naturligt at bede andre mennesker om forbøn, som det er at bede sine biologiske søskende om hjælp.
Den store familie af Guds børn omfatter også de afdøde. Efter døden går man ind til evigt liv og fællesskab. Vi kan ikke længere se de afdøde, men forbindelsen til dem er bestemt ikke afskåret. Vi kan stadig tale med dem. Eftersom de er sammen med Gud er det en god ide også at bede de afdøde om hjælp - især dem som allerede på jorden havde et helt særligt venskab med Gud. Disse mennesker kaldes helgener (se artikel om mirakler og helgenkåringer). Helgenerne er altså mennesker, som man både kan forsøge at efterligne for at få et godt liv, og som man kan bede til for at få hjælp i konkrete situationer. I sidste instans er det altid Gud som hjælper, og det er kun Ham vi tilbeder. Men forbønnen er et udtryk for, at vi tilhører et fællesskab, én kæmpestor familie.