Sakramenterne

Her vil du blive bragt igennem alle de syv sakramenter som Den Katolske Kirke har, i modsætning til den danske folkekirkes 2. Først bliver forklaret mere uddybende hvad et sakramente er, samt hvorfor de har den vigtighed og seriøsitet som er gældende i den katolske kirke. Bagefter bliver hvert enkelt sakramente gennemgået mere nøje. Fx bliver Den Katolske kirkes syn på skilsmisse og andre emner, der har med sakramenterne at gøre, forklaret.

Katolikker er kristne. De tror på Jesus Kristus, som for 2000 år levede, døde og opstod fra de døde. Gennem Bibelens beretninger har de kendskab til ham. Men de ønsker at møde Jesus personligt ligesom de mennesker, der mødte den historiske Jesus, dengang han levede, prædikede, tilgav synder og helbredte syge.

Kan man også i dag møde Jesus Kristus ligesom mennesker dengang? For katolikker er det også muligt i dag. Når menigheden fejrer sakramenterne, møder de Jesus Kristus, som tilgiver synder, helbreder, holder måltid med dem og udruster dem til tjeneste i kirken og verden.

Ordet sakramente er afledt af det latinske sacer, hellig, dvs. noget, der tilhører Gud. Sakramenter er derfor hellige handlinger, hvorigennem mennesker møder Jesus Kristus.

Den katolske Kirke har syv sakramenter:

1. Dåbens sakramente

2. Firmelsens sakramente (i folkekirken, konfirmationen, er det dog ikke et sakramente)

3. Eukaristiens sakramente (i folkekirken: nadveren)

4. Forsoningens sakramente (eller skriftemålet)

5. De syges salvelses sakramente

6. Ordinationens sakramente (eller præstevielse)

7. Ægteskabets sakramente (eller bryllup)

De tre første sakramenter kaldes for indføringssakramenter (initiationssakramenter). Det vil sige, at de er de indledende sakramenter.  Et menneske bliver kristent ved at lade sig døbe. Dåben er ligesom en dør, hvorigennem man træder ind i menighedens fællesskab og bliver medlem af kirken. Er man blevet døbt, kan man også modtage de andre sakramenter.

I den unge kirke modtog katekumenerne de tre indføringssakramenter i løbet af påskenatten. Først blev katekumenerne døbt. Umiddelbart efter dåben blev de firmet og deltog for første gang i hele menighedens gudstjeneste. Og derefter modtog de den hellige kommunion. 

Endnu i dag er det sådan, at et menneske først er fuldt medlem af Den katolske Kirke, når det har modtaget de tre initiationssakramenter. Optages et voksent udøbt menneske i Den katolske Kirke, modtager det ligeledes alle tre initiationssakramenter i en fejring, oftest påskenat. Ved en barnedåb modtager barnet først efter nogle år firmelsens og eukaristiens sakramente.

Forsoningens sakramente og de syge salvelses sakramente kaldes også for helbredende sakramenter.  De hjælper et menneske, som er såret - enten i overført betydning gennem synden eller ved at lide under en sygdom. Her styrker og helbreder De syges salvelse dette menneske i sin sygdom. I forsoningens sakramente tilgiver Jesus menneskets synder og forsoner det med Gud og dets medmennesker.

De sidste to sakramenter - ægteskabets og ordinationens sakramente - kaldes også for kaldets og sendelsens sakramenter. Hvert menneske er kaldet til en bestemt opgave og tjeneste i kirken. De fleste stifter familie og lever den kristne tro sammen med deres ægtefælle, børn og venner. En kristen familie er ligesom en kirke i det små og kaldes derfor ofte for en "huskirke".

Andre mennesker tjener Gud som diakoner, præster eller biskopper. For hvert menneske betegner sakramenterne et vigtigt skridt på deres personlige livsvej.

På trods af sakramenternes forskellighed, er der dog nogle ligheder. Centralt for hvert sakramente er et „tegn". Ved dåben er det f.eks. "vandet". Ved eukaristien er det "vinen" og "brødet". Almindelige ting fra hverdagen, som vand, brød, vin og olie bliver i forbindelse med bønnens ord til formidlere af Guds nærvær. Dermed bevirker de fællesskab med den levende Gud.

Vi kender allerede dette fra hverdagen. En gave fra et menneske, vi holder af, minder os om vedkommende. Ægtefællernes vielsesring er ikke alene tegn på deres indbyrdes trofasthed og kærlighed. Den "virkeliggør" også deres gensidige kærlighed. For en udenforstående vil denne ring ikke have nogen betydning. Men for parret har den en enestående betydning, uanset om ringen har en økonomisk værdi eller ej. Ringens værdi ligger på et helt andet plan. Almindelige ting kan have en særlig betydning for nogle. Dermed formidler de fællesskab og kærlighed.

Ethvert sakramente har brug for en „giver/uddeler". Denne person repræsenterer Jesus Kristus, som ønsker at handle ved dem, som modtager et sakramente. I de fleste tilfælde uddeler en viet person, dvs. biskoppen, præsten eller diakonen, sakramentet. Ordinationen, som i sig selv er et sakramente, udruster en mand til at blive meddeler af sakramenter. Derved bliver Jesus Kristus nærværende. Kun to sakramenter, Dåben og Ægtevielsen, kan blive meddelt af en ikke-viet person, dvs. en lægmand. Ægteskabets sakramente er i ordets forstand et „lægmandssakramente", fordi manden og kvinden meddeler hinanden sakramentet. Ægtefællerne modtager sakramentet af hinanden.  De er både givere og modtagere af Ægteskabets sakramente. Præsten eller diakonen stadfæster ægtefællernes engagement og løfte. Han velsigner deres ægteskab i kirkens navn.

Dåben meddeles normalt af en viet person og i kirken. I livsfare kan dog ethvert menneske døbe, også selv om denne person ikke er kristen. Forudsætningen er imidlertid, at den, der modtager dåben, har det oprigtige ønske og troen, samt at den, der døber, har den rette hensigt.

Til hvert sakramente er der knyttet et synligt tegn, som kan ses, høres og føles (som f.eks. brød, vin, olie) og en virkning, som er usynlig (Guds nåde). Denne usynlige virkning ses og erfares udelukkende med troens øjne. Man kan ikke se, om synderne er tilgivet i forsoningens sakramente. Men man kan tro på det og erfare Guds omsorg i fejringen af sakramentet. Ligeledes kan man ikke se og smage, om brød og vin bliver til Jesu legeme og blod. Men man kan møde Jesus i troen.  Bønnerne, der ledsager sakramenternes fejring, taler om denne usynlige virkning.

Sakramenter træder i kraft, når Kirken foretager de sakramentale handlinger, som Jesus Kristus selv har indstiftet og forordnet gennem apostlene (jf. Matt 28,19-20; ApG.1,2-3). Jesu indstiftelse er imidlertid ikke bevidnet for alle syv sakramenters vedkommende i evangelierne. Men Jesus indstiftede eukaristien, da han fejrede den sidste nadver. Og han udrustede disciplene med den Hellige Ånd ved at ånde på dem. Men Jesus døbte ikke selv. Han helbredte syge og tilgav synder. Og han sendte mennesker ud for at forkynde det glade budskab.

Kirken forvalter sakramenterne. Først i 12. århundrede blev sakramenternes tal fastlagt til syv.