Til alle folkeslag
DET ANDET VATIKANKONCILS
DEKRET OM
KIRKENS
MISSIONSVIRKSOMHED
"TIL ALLE FOLKESLAG"
DE ACTIVITATE MISSIONALI ECCLESIAE
"AD GENTES"
Indhold
Dekretet om Kirkens missionsvirksomhed
Forord af lektor, cand.mag. Oluf Bohn
Indledning
Kapitel I
Teologisk grundlag
Kapitel II
Det egentlige missionsarbejde
Det kristne vidnesbyrd
Evangeliets forkyndelse og Gudsfolkets samling
Opbygningen af den kristne menighed
Kapitel III
Lokalkirkerne
Kapitel IV
Missionærerne
Kapitel V
Missionsarbejdets organisering
Kapitel VI
Hele kirkens samarbejde for missionen
Afslutning
Forord
På Det andet Vatikankoncil blev der skelnet mellem en konstitution og et dekret. Konstitutionen udtrykker kirkens almindelige lære, mens dekretet udstikker retningslinier for, hvordan kirkens opfattelse skal udmøntes på et eller andet område. Dekretet Ad Gentes står imidlertid midt imellem en konstitution og et dekret, idet det udarbejder en ny teologisk forståelse for, hvad mission er, samtidig med at det også indeholder en lang række bestemmelser om, hvordan man konkret kan og skal arbejde i missionen.
Dekretet havde en lang historie, idet det begyndte med flere udkast før koncilet og flere udgaver og diskussioner under koncilet. Det blev vedtaget 7.dec. 1965 med 2.394 ja-stemmer og 5 nej-stemmer.
Dekretets lange âvej' gennem hele koncilet har betydet, at tankegange og opfattelser især fra Konstitutionen om "Kirken" og fra Konstitutionen om "Kirken i verden af i dag" har kunnet integreres i missionsdekretet eller danner baggrund for missionsdekretets egne formuleringer.
Dekretets indledning fastslår missionsbefalingen og fremhæver, at dens mål er frelse og fornyelse af alle skabninger. Dekretet vil derfor skitsere grundprincipperne for mission i dag.
Kirkens væsen er ifølge Guds sendelse at være missionerende (n.2). Det var Faderens plan at sende sin Søn til verden for at bringe frelse, og efter Himmelfarten blev Helligånden sendt til verden for at fuldende det værk, Kristus havde påbegyndt. Kirkens liv er således trinitarisk.
Kristus Jesus blev sendt til verden for at delagtiggøre mennesker i den guddommelige natur. Derfor har Jesus som sand Gud og sandt menneske også antaget hele menneskenaturen med undtagelse af synden. Derved anerkender Gud også menneskers bestræbelser på at finde Gud, men disse bestræbelser må renses og oplyses, og det sker ved antagelsen af den kristne tro (n.3). Kirken er nu frelsens sakramente, og det bliver den ved Helligåndens virke i Kirken (n.4).
Dekretet fastholder som en af sine vigtigste tanker, at sendelsen til verden og dermed missionen skal ske under den største respekt for de forskellige betingelser af kulturel art, der findes rundt om i verden (n.6). Det skal ske, for at det, der findes af nåde og sandhed hos de ikke-kristne, kan befries og gøres sundt (n.9); deraf følger, at kristne gennem agtelse og kærlighed må være forbundet med de mennesker, de skal virke iblandt (n.11), de forskellige menigheder skal være dybt forankrede i hver deres folk (n.15), forstå dette folk (n.16) og leve livet i overensstemmelse med folkets traditioner (n.21). De unge Kirker skal derfor optage i sig alle de skatte, der allerede findes hos disse folkeslag, og udnytte deres visdom (n.22), og det kristne liv dér skal tilpasses den pågældende kultur. Derfor er det bydende nødvendigt, at alle missionærer, der udsendes, skal have et dybtgående kendskab til de eller det folk, de sendes til (n.26). Kun derved kan Kirken udfolde sig yderligere gennem hele historien (n.5).
For nærmere at forklare alt dette bruger dekretet udtrykket, at Kirken skal "indplantes" dér, hvor den endnu ikke har slået rod (n.6, 10, 15, 18 og 19). Ordet "indplantning" er valgt af den meget positive grund, at koncilet ville understrege, at Kirken skulle søge sin "kulturelle næring" i den "lokale jord" og f.eks. inddrage de asketiske og kontemplative traditioner, som allerede findes i de gamle kulturer, i det kristne ordensliv (n.18).
Ordet "indplantning" har imidlertid også givet anledning til en noget uklar forståelse af kirke og mission, fordi det kunne give det indtryk, at kirken f.eks. i sin vesteuropæiske skikkelse/form overføres til f.eks. Afrika, for så der at slå rod og søge sin næring i "den lokale jord"; en misforståelse koncilet netop ønskede at undgå.
Universalkirken (hele Guds Kirke) er naturligvis en enhed i Den treenige Gud, men den optræder som Lokalkirke rundt om i verden, og Lokalkirkerne befinder sig altid (eller burde være det) i konkrete kulturer.
Det er også væsentligt, at dekretet fremdrager det økumeniske aspekt straks fra begyndelsen, fordi splittelsen mellem de kristne gør missionen utroværdig (n.6). Derfor understreger man også, at man, i den udstrækning det er muligt, skal samarbejde teknisk, socialt, religiøst og kulturelt (n.15 og 36).
Lægfolkets indsats og uddannelse prioriteres meget højt, og det skal derfor støttes og anerkendes af hierarkiet (n.21), og Lokalkirkens selvstændighed i enhed med Universalkirken fremhæves som selvfølgelig (n.6, 19 og 32).
Endelig bruges ordet âdialogus' fem gange i den latinske grundtekst (n.11, 12, 16, 34 og 41). På koncilet blev dette ord, bl.a. inspireret af pave Paul VI's første rundskrivelse âEcclesiam suam', hovedsagelig brugt for at fremhæve, at mission skulle forgå på forstandig vis, så der kom en god samtale i gang, og ingen forbandede den anden osv.
I 1964 oprettedes "Sekretariatet for forbindelsen med de ikke-kristne" (i 1988 fik det navneforandring til "Det pavelige Råd for inter-religiøs dialog"). Sekretariatets opgave var at virke inspirerende for kirkens missionsopgave og at udgøre et forum for alle slags missionsdrøftelser. I den sammenhæng er det værd at nævne, at man siden 1966 regelmæssigt har udsendt et tidsskrift "Bulletin", hvori missionens mangesidige problemer har været diskuteret. Den drøftelse, der har fundet sted, kan samles under tre hovedord: 1: Evangelisering, hvad vil det sige i dag? 2: Dialog, Samtale, hvad vil det sige i dag? 3: Forholdet mellem åbenbaring og de forskellige kulturer. Hvor stor indflydelse skal en lokalkultur have på Lokalkirkens liv?
Evangelisering
I missionsdekretet anvendes ordet evangelisering flere gange og bruges her i betydningen af at forkynde troen og at vise den i ens eget liv. I den sammenhæng taler dekretet også om, at Kirken skal indplantes i nye områder. Dekretet taler imidlertid også om aptatio i n.22 (tilpasning), men dette sættes ikke i forbindelse med evangelisering.
I det følgende ti-år finder der en indgående drøftelse sted af ordet evangelisering. Allerede på bispesynoden i Rom i 1971 udtalte de tilstedeværende biskopper, at "Sendelsen til at forkynde evangeliet fordrer i vore dage, at vi engagerer os fuldstændigt for den hele og fulde befrielse af mennesket allerede i dets nuværende eksistens i denne verden". På bispesynoden i 1974 udtalte biskopperne i et udkast til en synodeerklæring, at der er en dybtgående forbindelse mellem evangelisering og den dertil knyttede frelse i form af menneskets og folkeslagenes fuldkomne frigørelse. Med andre ord: Evangelisering er ikke blot i ord at forkynde Det glade Budskab, men at sætte ind på menneskers befrielse både fra synd og fra undertrykkelse.
I 1975 tog pave Paul VI hele temaet op i sin apostolske skrivelse: Evangelii nuntiandi. Han bruger ordet Evangelisering i den almindelige betydning, men ordets område udvides også. Med udgangspunkt i Luk. 4,18f. erklærede paven, at evangelisering betyder at forny hele livet og alt i livet for mennesker. Udgangspunktet er forkyndelsen af syndernes forladelse, men igennem omvendelsen af den enkelte skal der også ske en fornyelse af den enkeltes liv i samfundet: Den, der har magt, skal befri den, der mangler, og den undertrykte kan forvente, at forholdet både til Gud og næsten ændres. Det fremhæves dog stærkt, at evangelisering er alt andet end et politisk budskab.
Dialog
Begrebet Dialog anvendes flere gange i koncilets andre dokumenter f.eks. i Gaudium et Spes, men oftere tales der i stedet for om colloquium, samtale. Det viser, at rækkevidden af de to begreber var uklar, at grænserne var noget flydende.
I løbet af 1970'erne tages Dialog op til ny behandling, og på bispesynoden i 1974, hvis tema var Evangelisering, er der flere vidnesbyrd om, at - især biskopper fra 3.verden - vil udvide begrebet. Det fremgår af referatet fra synoden, at dialog her betyder udveksling af religiøse erfaringer i en ydmyg holdning, opfyldt af kærlighed til andre religiøse kulturer. Men for andre vil det også medføre en overskridelse af egne grænser, hvor man åbner sig for forståelsen og værdsættelsen af positive elementer i ikke-kristne religioner. Man skal med andre ord lytte og undervise sådan, at man gensidigt lærer af hinanden.
Som det også fremgår af Evangelii nuntiandi (udsendt i 1975) n.25, 63 og 65, var Kirkens øverste læreembede hele tiden uhyre forsigtig og tilbageholdende i den retning, idet paven flere gange understregede, at troens indhold skulle bevares ânøjagtigt som det kirkelige læreembede havde modtaget det og givet det videre' (n.65).
Inkulturation
Det er i snæver tilknytning til forståelsen af Dialog, at begrebet Inkulturation skal forstås. Missionsdekretet anvender ikke ordet Inkulturation som sådan, men i n.22 tales der om, at Kirken/Lokalkirken skal âgå ind i' en anden kultur. Hele problematikken har været meget omdiskuteret, fordi det drejer sig om forholdet mellem åbenbaringen og de kulturer, kristendommen virker i eller vil søge at nå med sit budskab. Vil åbenbaringens indhold gå tabt ved at indgå i en snæver forbindelse med en ikke-kristen kultur? Det er det, som diskuteres, når teologer i dag drøfter, hvad Inkulturation indebærer.
Missionsdekretet selv gik, som allerede nævnt, ikke nærmere ind på dette forhold, som kun blev let omtalt i n.22, og her er der kun tale om, at de unge kirker optager de skatte i sig, som allerede findes hos de folkeslag, som Kristus har fået som arv. Hvorimod konstitutionen om "Kirken i verden af i dag" i n.44 taler om, at kirken har lært at udtrykke Kristi budskab gennem de forskellige folks forestillinger og sprog, og at de nye kulturformer, kirken møder, åbner nye veje for sandhedserkendelse også for kirken.
Det er to forskellige holdninger, der her kommer til orde, og som gør sig gældende den dag i dag. Indoptager kirken kun de andre kulturer, eller åbner den sig samtidig for de andre kulturer?
Samtidig med koncilet formulerede J. Masson S.J. i 1962 et standpunkt, der har haft stor indflydelse, og som også har været med til at danne ordet Inkulturation. Han skrev, at der var opstået et brændende behov for en katolicisme "inculturé d'une façon polymorphe", en katolsk tro, der var indføjet i kulturerne, sådan at disse kunne vise deres mange skikkelser. I løbet af de næste 10 år diskuteredes kraftigt, hvordan man skal forstå forholdet til verden, og i den sammenhæng formulerer en anden jesuit P. Nemeshegyi ordet Inkulturation.
Ordet er en nyskabelse og skal forstås som en modsætning til Akkulturation, som er et anerkendt begreb i amerikansk etnografi. Begrebet dækker det forhold, at to kulturer støder sammen (f.eks. den hvide amerikanske og den indianske), hvor den ene sejrer over den anden. Ved bevidst at vælge ordet Inkulturation har den pågældende jesuit og siden hen hele ordenen understreget, at det ikke er meningen, at kristendom i f.eks. vesteuropæisk iklædning skal pålægge andre kulturer kristendommen den samme kulturelle form. På samme tid (1975) holdt Y. Congar O.P. et foredrag ved en stor missionskonference i Rom. Her udtalte han, at kristendommen er universel, men "åbenbaringen og kirken er kun katolsk i det partikulære"; med andre ord kun hvis troen virkelig slår rod i de forskellige kulturer under hensyntagen til disse kulturers egenart.
Der lægges således op til at forstå kristendommen ikke som en lære, men i direkte linie med Åbenbaringskonstitutionens formuleringer, âat åbenbaringen formidles ved Guds gerninger og ord', (n.2 og 4), og har begivenhedskarakter. Derfor kan begivenhedens indhold også inkarneres frit i de nye kulturer og give ældre trosformuleringer nye perspektiver. Det egentlige spændingsfelt er i ét perspektiv Guds handlen i frelseshistorien, i et andet forståelsen af frelseshistorien gennem tiderne, og i et tredie mødet med den kultur, hvor missionen foregår.
Denne opfattelse af kristendommen som en begivenhed er også pave Johannes Paul II's udgangspunkt i hans rundskrivelse "Kristi Mission" fra 1990.
Allerede i 1979 havde paven anerkendt begrebet Inkulturation, som han ligeledes tager op i rundskrivelsen fra 1990 sammen med Evangelisering og Dialog.
I rundskrivelsens n.16 tales der udtrykkeligt om forkyndelsen af Kristusbegivenheden, som Kirken altid er forpligtet på. Men mission er ikke blot forkyndelse af Ordet, det er også omsorgen for og kærligheden til alle og især de fattige; mission angår med andre ord det hele menneske i alle dets forhold. Inkulturation definerer paven i n.52 som Kirkens indføjelse i folkeslagenes kultur; en proces som tager lang tid, fordi den skal opnå en indre forvandling af autentiske kulturelle værdier ved deres integration i kristendommen, og kristendommens indføjelse i de forskellige menneskelige kulturer. Processen er langvarig og vanskelig, da ingen må gå på akkord med troens fuldstændighed. Dialog skal (n.56) afdække de ordets sædekorn, der allerede findes hos ikke-kristne folkeslag, men dialog kan også berige begge parter.
Den nye forståelse af mission, som Ad Gentes lagde op til, er således blevet videreudviklet, og pavestolen har søgt at vise, hvor langt man i øjeblikket mener, man kan gå i åbenhed over for ikke-kristne folkeslags kulturer og religion.
Oluf Bohn
Paul, biskop, Guds tjeneres tjener,
sammen med koncilsfædrene,
til evig erindring
Dekretet "Ad Gentes"
om Kirkens missionsvirksomhed
Indledning
1. Gud har sendt Kirken til alle folkeslag, som "frelsessakramente for alle"[1]. Fordi Kirken altså i selve sit væsen er katolsk (dvs. bestemt for alle), og fordi den adlyder sin grundlæggers befaling (jf. Mark.16,15ff.), stræber den efter at forkynde evangeliet for alle.
Derfor er det, at apostlene, med hvem Kirken blev grundlagt, da de vandrede i Kristi fodspor "har forkyndt sandhedens ord og grundlagt kirker"[2]. Det er deres efterfølgeres pligt at fortsætte denne gerning, for "at Herrens ord må få frit løb og komme til ære" (2.Tess. 3,1), og Guds rige således blive forkyndt og grundlagt overalt på jorden.
I den nuværende verdenssituation, der skaber nye betingelser for menneskeheden, er det endnu mere nødvendigt, at Kirken, som er "jordens salt og verdens lys" (jf. Matt. 5, 13-14), følger kaldet til at frelse og forny alle skabninger, for at alt må blive sammenfattet i Kristus og menneskene i ham danne én eneste familie, ét eneste Gudsfolk.
Koncilet vil i taknemmelighed mod Gud for det dygtige arbejde, som indtil denne dag er udført af Kirken ved en højsindet indsats, skitsere grundprincipperne for missionsvirksomheden og samle alle troendes kræfter, for at Gudsfolket, vandrende på korsets snævre vej, kan udbrede Kristi rige - han, som er Herren i al evighed (jf. Sir. 36,19) - og bane vejen for hans komme.
Kapitel I
Teologisk grundlag
2. Kirken, som Gudsfolket på pilgrimsfærd, er ifølge sit væsen "missionerende", da den selv kan føre sin oprindelse tilbage til Sønnens og Helligåndens sendelse i overensstemmelse med Gud Faders plan.1 Denne plan udspringer af "det kærlighedens kildevæld", som er Gud Faders skabende kærlighed. Han, der er oprindelsen til alt, og som selv er uden oprindelse, han, der er Sønnens Fader, og fra hvem Helligånden udgår gennem Sønnen, har i sin overvældende barmhjertighed og godhed ved sin frie vilje skabt og derudover nådigt kaldet os til at blive delagtige med ham i hans liv og hans herlighed. Han har af egen fri vilje udgydt den guddommelige godhed og udgyder den uafladelig, for at han, der har skabt alt, omsider må blive "alt i alle" (1.Kor. 15,28), idet han på én gang bevirker sin egen herlighed og vor frelse. Men det har behaget Gud at kalde menneskene ikke blot enkeltvis uden nogen indbyrdes forbindelse til at deltage i hans liv, men at danne dem til ét folk, i hvilket hans børn, der var adspredte, skal samles til ét (jf. Joh. 11,52).
3. Denne Guds omfattende plan for menneskehedens frelse virkeliggøres ikke alene på en måde, der er ligesom hemmelig og finder sted i menneskets skjulte indre, og heller ikke blot ved de bestræbelser endog af religiøs art, hvormed menneskene på mange måder søger Gud for om muligt at kunne gribe og finde ham, da han dog ikke er langt fra en eneste af os (jf. Ap.G. 17,27). Disse bestræbelser må nemlig oplyses og renses, hvis de på grund af Guds nådige forsyns rådslutninger undertiden skal føre frem til den sande Gud eller tjene som en forberedelse for evangeliet.2 Gud besluttede endvidere for at oprette fred og fællesskab med menneskene, der jo er syndere, og for at forene dem i indbyrdes broderkærlighed, at træde ind i historien på en ny og definitiv måde. Han sendte sin Søn i vort kød, for at han ved ham kunne rive menneskene ud af mørkets og Satans magt (jf. Kol. 1,13; Ap.G. 10,38), og i ham forligte han verden med sig selv (jf. 2.Kor. 5,19), ham, ved hvem han også har skabt verden,3 bestemte han til at være arvingen til alt, for at han kunne forny alt i ham (jf. Ef. 1,10).
Således blev Kristus Jesus sendt til verden som sand midler mellem Gud og menneskene. Da han er Gud, bor hele guddomsfylden legemlig i ham (Kol. 2,9); men ifølge sin menneskelige natur er han - fuld at nåde og sandhed - som den nye Adam bestemt til at være en fornyet menneskeheds hoved (Joh. 1,14). Således er Guds Søn helt og fuldt blevet menneske for at gøre menneskene delagtige i den guddommelige natur; for vor skyld blev han fattig, da han var rig, for at vi ved hans fattigdom skulle blive rige (2.Kor. 8,9). Menneskesønnen kom ikke for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange, dvs. for alle (jf. Mark. 10,45). Kirkefædrene forkynder bestandig, at intet er frelst, der ikke er antaget af Kristus.4 Men han har - med undtagelse af synden, antaget hele menneskenaturen, som den findes hos os, så elendige og fattige vi er (jf. Hebr. 4,15; 9,28). Kristus, hvem Faderen har helliget og sendt til verden (jf. Joh. 10,36), siger nemlig om sig selv: "Herrens Ånd er over mig, fordi han salvede mig, at jeg skal gå med glædesbud til fattige. Han sendte mig for at udråbe for fanger, at de skal få frihed, og for blinde at de skal få deres syn, for at sætte fortrykte i frihed" (Luk. 4,18). Og et andet sted: "Menneskesønnen er kommen for at opsøge og frelse det fortabte" (Luk. 19,10).
Men hvad Herren én gang for alle har forkyndt, eller hvad der i ham er gjort for menneskeslægtens frelse, må forkyndes og udbredes indtil jordens ende (Ap.G. 1,8), idet der begyndes fra Jerusalem (jf. Luk. 24,47). Således skal det, der én gang er fuldbyrdet til frelse for alle i tidens løb nå sin fulde virkning i alle.
4. For at fuldende dette sendte Kristus fra Faderen Helligånden, der skulle udføre hans frelsesværk indefra og få Kirken til at udbrede sig selv. Det er klart, at Helligånden allerede virkede i verden, inden Kristus blev herliggjort.5 Men på pinsedagen dalede den ned over disciplene for bestandig at blive hos dem (jf. Joh. 14,16). Kirken trådte i al offentlighed frem for masserne; evangeliets udbredelse blandt hedningerne ved forkyndelsen tog sin begyndelse, og det var som et tegn på folkeslagenes kommende forening i det troens fællesskab, der skulle fuldbyrdes i den nye pagts kirke - den kirke, der taler alle sprog, som i kærlighed forstår og indeslutter alle sprog og på den måde overvinder den babyloniske adspredelse.6 Som Kristus blev undfanget ved Helligånden i Jomfru Marias skød, og som han selv blev ført til sin tjenergerning, ved at den samme Helligånd kom over ham, på samme måde begyndte "Apostlenes Gerninger" med pinsen.7 Herren Jesus indstiftede selv, inden han frivilligt hengav sit liv for verden, det apostoliske embede og lovede Helligåndens sendelse, således at disse to ting samvirker i at gøre frelsesværket effektivt overalt og altid.8 Helligånden forener til enhver tid Kirken i "fællesskab og gensidig tjeneste, udstyrer den med de forskellige hierarkiske og karismatiske gaver",9 besjæler og levendegør samtidig alle kirkens institutioner,10 og indgiver i de troendes hjerter den samme missionsånd, som Kristus blev drevet af. Somme tider er Helligånden endda så åbenbart forud for den apostoliske aktivitet,11 ligesom han på forskellige måder bestandig ledsager og styrer den.12
5. Herren kaldte fra begyndelsen af til sig "dem, han selv ønskede at have med, og han indsatte tolv til at være hos ham, og for at han kunne udsende dem til at prædike" (Mark. 3,13-14; jf. Matt. 10,1-42). Således dannede apostlene på én og samme gang kimen til det nye Israel og begyndelsen til det nye hierarki. Da han så én gang for alle ved sin død og opstandelse havde fuldbyrdet vor frelses mysterier og alles fornyelse i sig selv, grundlagde han, hvem al magt er givet i himmelen og på jorden (jf. Matt. 28,18), før han blev optaget i himmelen (jf. Ap.G. 1,11) sin Kirke som frelsens sakramente; han sendte sine apostle ud i al verden, sådan som han selv var blevet sendt af Faderen (jf. Joh. 20,21), og bød dem: "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer" (Matt. 28,19ff.); "gå ud i al verden og forkynd evangeliet for al skabningen" (Mark. 16,15). Den udtrykkelige befaling, som biskopperne og præsterne, der står ved deres side, forenede med Peters efterfølger, Kirkens øverste hyrde, har fået fra apostlene, og det nye liv, Kristus stadig lader strømme ind i sine lemmer, gør det til en pligt for Kirken at udbrede troen på og frelsen i Kristus. "Ham skyldes det, at hele legemet vokser sin vækst, så det opbygges i kærlighed, idet alle de enkelte led hjælper til at knytte og holde det hele sammen, efter den kraft, der er tilmålt hver enkelt del" (Ef. 4,16). Kirkens sendelse fuldbyrdes altså ved, at den i lydighed mod Kristi bud og drevet af Helligånden i fuld virkelighed bliver nærværende for alle mennesker og alle folkeslag, for at den ved livets vidnesbyrd, forkyndelsen, sakramenterne og de øvrige nådemidler kan føre dem til troen, til friheden og til Kristi fred. Således skal den frie og sikre vej til den fulde delagtighed i Kristusmysteriet åbnes for dem.
I denne sendelse fortsætter Kirken Kristi egen sendelse, han, der var sendt for at bringe fattige det glade budskab, og Kirken udfolder den yderligere gennem hele historien. Derfor må den under Kristi ledelse gå den samme vej, som Kristus gik, nemlig fattigdommens, tjenestens, lydighedens og selvopofrelsens vej indtil døden, hvoraf han i sin opstandelse gik frem som sejrherre. Thi således vandrede alle apostlene, forvandlede i håbet - de, der i mange trængsler og lidelser udfyldte, hvad der endnu manglede af lidelser i Kristi legeme, som er Kirken (jf. Kol. 1,24). Og ofte var de kristnes blod sædekornet.13
6. Denne opgave, som bispekollegiet med Peters efterfølger i spidsen under hele Kirkens bøn og medvirken skal udføre, er overalt og i enhver situation den samme, selv om den alt efter omstændighederne ikke udøves på samme måde. De forskelle, som man må anerkende inden for denne Kirkes virksomhed, skyldes altså ikke selve tjenestens inderste væsen, men de betingelser, under hvilke den udføres.
Disse betingelser afhænger enten af Kirken eller af de folkeslag, samfund eller enkelte mennesker, som sendelsen tager sigte på. Selv om Kirken som før sagt i sig selv indeslutter frelsesmidlerne i deres helhed og fylde, virker den dog ikke altid og ikke straks i fuldt omfang og kan heller ikke gøre det. Tværtimod prøver den at begynde på forskellige måder, og der er forskellige trin i den virksomhed, hvori den forsøger på at virkeliggøre Guds plan. Ja, somme tider ser den sig nødsaget til efter en lykkelig begyndelse igen at måtte trække sig tilbage, eller den når i hvert fald ikke mere end et ufuldstændigt og utilstrækkeligt resultat. Hvad de enkelte mennesker, samfund og folkeslag angår, så berører og gennemtrænger den dem trinvis og optager dem således lidt efter lidt i den katolske fylde. Til hver af de nævnte betingelser eller stadier svarer bestemte arbejdsformer og egnede midler.
De særlige foretagender, hvormed evangeliets budbringere udsendt af Kirken går ud i hele verden for at udføre den opgave at forkynde evangeliet og indplante Kirken i de forskellige folk og samfund, der endnu ikke tror på Kristus, kalder man almindeligvis for "missioner", fordi der herved udføres en missionerende gerning. Det foregår som oftest i bestemte af den hellige Stol godkendte områder. Det egentlige mål for missionsvirksomheden er at bringe evangeliet og indplante Kirken i de folk og samfund, hvor den endnu ikke har slået rod.14 Derved skal der overalt i verden af Gudsordets sæd fremspire lokalkirker, der har deres rod i det pågældende folk og samfund, og som er i besiddelse af både kraft og mod. De skal have deres eget hierarki i enhed med det troende folk og de midler, der er nødvendige for at kunne gennemføre det kristne liv på en måde, der svarer til deres egne særlige forhold og tillige tillader dem at yde deres del til hele Kirkens vel. Det vigtigste middel til denne indplanten er forkyndelsen af evangeliet om Jesus Kristus; Herren sendte sine disciple ud for at forkynde det i al verden, for at menneskene genfødte ved Guds ord (1.Pet. 1,23) ved dåben kan indlemmes i Kirken, der som det menneskevordne Ords legeme næres af og lever af Guds ord og det eukaristiske brød (jf. Ap.G. 2,42).
I denne Kirkens missionsvirksomhed støder man på forskellige vilkår, der undertiden optræder på én gang: først begyndelsens eller plantningens, derpå nyhedens eller ungdommens tid. Når disse perioder er forbi, ophører Kirkens missionerende virke dog ikke. Tværtimod har den lokale kirke, der i mellemtiden er blevet grundlagt, pligt til at fortsætte det og til at forkynde evangeliet for de enkelte, der endnu står udenfor. Desuden ændres de samfund, hvori Kirken lever, ikke sjældent i bund og grund, således at der kan opstå helt nye vilkår. I sådanne tilfælde er det Kirkens opgave at overveje, om disse betingelser kræver en ny missionsindsats. Desuden er forholdene ofte således, at det i en vis periode er umuligt direkte og straks at forkynde evangeliets budskab. Så kan og må missionærerne tålmodigt, klogt og tillidsfuldt i det mindste aflægge vidnesbyrd om Kristi kærlighed og godhed og således berede Herrens vej og i en vis forstand få ham til at blive nærværende.
Således er det altså klart, at missionsvirksomheden udspringer af Kirkens inderste væsen. Kirken udbreder herved sin frelsende tro, fuldender ved at udbrede sig i sin altomfattende enhed og opretholder derved sin apostoliske struktur; den bevirker sit hierarkis kollegiale sindelag og bevidner, forøger og fremmer sin egen hellighed. Således adskiller den missionerende virksomhed sig såvel fra den sjælesørgeriske gerning, der udøves blandt de troende, som fra de anstrengelser, der gøres for at genoprette den kristne enhed. Alligevel er begge disse ting på det snævreste forbundet med kirkens missionsiver.15 De kristnes splittelse skader nemlig den hellige opgave, som evangeliets forkyndelse for alle skabninger er,16 og lukker mange ude fra troen. Desuden er alle døbte, fordi det er nødvendigt at drive mission, kaldet til at forene sig i én hjord, for at de over for folkeslagene kan aflægge et enstemmigt vidnesbyrd om Kristus, deres Herre. Men hvis de endnu ikke fuldt ud er i stand til at bekende den samme tro, så må de alligevel lade sig besjæle af gensidig agtelse og kærlighed.
7. Grunden til, at der skal drives mission, ligger i selve Guds vilje, han, der "vil, at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden. Thi der er kun én Gud, og kun én mellemmand imellem Gud og mennesker: mennesket Kristus Jesus, der gav sig selv som løsesum for alle" (1.Tim. 2,4-5), "og der er ikke frelse i nogen anden" (Ap.G. 4,12). Så er det altså nødvendigt, at alle omvender sig til ham, der kan erkendes gennem Kirkens forkyndelse, og også at de gennem dåben indlemmes i hans legeme, Kirken. Kristus selv har nemlig "med klare ord betonet troens og dåbens nødvendighed (jf. Mark. 16,16; Joh. 3,5), og dermed samtidig bekræftet, at det er nødvendigt, at der er en Kirke, som menneskene træder ind i ved dåben som gennem en dør. Derfor kan de mennesker ikke frelses, som ved, at den katolske kirke er grundlagt af Gud ved Jesus Kristus som en nødvendighed, men som alligevel ikke træder ind i den eller vil forblive i den.17 Selv om Gud kan føre mennesker, der - uden egen skyld - ikke kender evangeliet, ad veje, som kun han kender, til troen, uden hvilken det er umuligt at have hans velbehag (Hebr. 11,6), så er det for Kirken alligevel både nødvendigt og en hellig ret at forkynde evangeliet.
Derfor bibeholder missionsvirksomheden også i dag og til alle tider sin uformindskede betydning og nødvendighed.
Ved den samler og ordner Kristi mystiske legeme bestandig de kræfter, der er nødvendige for dets egen vækst (jf. Ef. 4,11-16). Kirkens lemmer drages til at drive mission af deres kærlighed til Gud, der får dem til at ønske at være fælles med alle mennesker om det nuværende og det tilkommende livs åndelige goder. Endelig er missonsvirksomheden nødvendig, for at Gud må forherliges fuldstændig, ved at menneskene bevidst og i dets helhed antager hans frelsesværk, som han har fuldendt i Kristus. Således opfyldes ved missionsvirksomheden Guds plan, som Kristus lydigt og i kærlighed har tjent til forherligelse af Faderen.18 Det er Faderen, der har sendt ham, for at hele menneskeslægten skulle danne et Gudsfolk, vokse sammen til Kristi ene legeme og opbygges til det ene Helligåndens tempel - dette er jo svaret på alle menneskers inderste længsel, et udtryk for den broderlige samdrægtighed. Således bliver da endelig Skaberens plan opfyldt, han der har skabt menneskene i sit billede og i sin lighed, når alle, der har del i den menneskelige natur, ved Helligånden er genfødte i Kristus, og idet de endrægtigt genspejler Guds herlighed, kan sige "Fader vor".19
8. Kirkens missionsvirksomhed hænger også sammen med selve den menneskelige natur og dens længsler. Netop ved at Kirken forkynder Kristus, åbenbarer den samtidig for mennesket den oprindelige sandhed om, hvad mennesket er og oprindelig er kaldet til: Kristus er jo ophav til og forbillede for denne fornyede menneskehed, der er præget af broderkærlighed, sandfærdighed og fredens ånd. Kristus og Kirken, der aflægger vidnesbyrd om ham, sprænger alle racemæssige og nationale skel og kan derfor ikke betragtes som fremmed for nogen eller nogetsteds i verden.20 Kristus er selv vejen og sandheden, som evangeliets forkyndelse gør tilgængelig for alle ved at lade netop de ord, som Kristus har udtalt, lyde i alles øren: "Omvend jer og tro på evangeliet" (Mark. 1,15). Da den, som ikke tror, allerede er dømt (se Joh. 3,18), er Kristi ord på én gang dommens og nådens ord, livets og dødens ord. Thi vi kan kun træde ind til det nye liv, idet vi hengiver det gamle liv til døden. Det gælder først og fremmest personerne, men også denne verdens forskellige goder, der på én gang er mærket af menneskets synd og Guds velsignelse: "Alle har jo syndet og mangler herligheden fra Gud" (Rom. 3,23). Ingen bliver ved sig selv og ved egen kraft løst fra synden og hævet op over sig selv, ingen bliver fuldstændig frigjort fra sin svaghed, ensomhed og trældom;21 tværtimod har alle brug for Kristus som eksempel, lærer, befrier, frelser, levendegører. I virkeligheden har evangeliet været en frihedens og fremskridtets surdej i menneskenes historie - også den profane, og det tilbyder stadig at være broderskabets, enhedens og fredens surdej. Ikke uden grund æres Kristus af de troende som "alle folkeslags forventning og frelser".22
9. Den tid, hvor der skal drives mission, ligger mellem Herrens første tilsynekomst og hans genkomst, hvor Kirken som det modne korn skal samles sammen i Guds rige fra de fire verdenshjørner.23 Før Herren kommer igen, skal det glade budskab nemlig forkyndes for alle folkeslagene (jf. Mark. 13,10).
At drive mission er hverken mere eller mindre end at synliggøre, åbenbare og opfylde Guds plan i verden og i historien, i hvilken Gud ved mission synligt fuldbyrder frelseshistorien. Ved forkyndelsens ord og sakramenterne, hvis midte og højdepunkt er den hellige nadver, bliver Kristus, frelsens ophav, nærværende. Og hvad der altid har eksisteret af nåde og sandhed hos hedningerne på grund af en slags skjult tilstedeværelse af Gud, befries herved for det ondes smitte og gives tilbage til dets ophav, Kristus, der knuser djævelens magt og holder ondskabens mangfoldige slette gerninger i skak. Hvad godt, der som kim har været til stede i menneskers sind og hjerter eller i folkeslagenes forskellige riter og kulturer, bliver derfor ikke blot bevaret, men også gjort sundt, hævet op over sig selv og fuldendt til Guds forherligelse, til Satans beskæmmelse og til menneskenes salighed.24 Således stiler missionsvirksomheden mod den eskatologiske fylde,25 thi ved den bliver Gudsfolket udbredt i den målestok og i den tid, som Faderen har fastsat af egen magt (jf. Ap.G. 1,7); profetisk er der sagt til det: "Vid rummet ud i dit telt, spar ikke, men udspænd din boligs tæpper" (Es. 54,2).26 Således udfolder det mystiske Legeme sig, indtil det når til mands modenhed (jf. Ef. 4,13), og det åndelige tempel, hvor Gud tilbedes i ånd og sandhed (jf. Joh. 4,23), vokser og opbygges på apostlenes og profeternes grundvold med Jesus Kristus selv som hovedhjørnesten (Ef. 2,20).
Kapitel II
Det egentlige missionsarbejde
10. Kirken er sendt af Kristus for at forkynde og meddele alle mennesker og alle folkeslag Guds kærlighed; den er sig bevidst, at der endnu ligger en uhyre stor missionsmæssig opgave foran den. Der lever to milliarder mennesker - og deres antal vokser daglig - som danner store velafgrænsede samfund, der holdes sammen af stærke kulturelle bånd, af gamle religiøse traditioner og af faste sociale strukturer, og som endnu slet ikke eller næsten ikke har hørt evangeliet. Nogle af dem bekender sig til en verdensreligion, andre er stadig uden kendskab til Gud, andre benægter udtrykkelig hans eksistens eller bekæmper ham endda. For at kunne tilbyde alle mennesker frelsens mysterium og det liv, der kommer fra Gud, må Kirken plante sig selv i alle disse samfund med det samme sindelag, som var i Kristus, da han i menneskevordelsen lod sig indeslutte i den samme konkrete sociale og kulturelle verden, som de mennesker han levede iblandt.
Det kristne vidnesbyrd
11. Kirken må altså være nærværende i alle disse menneskelige samfund ved sine børn, der bor iblandt dem eller er sendt til dem. Thi alle kristne, hvor de så end lever, må ved deres livs eksempel og ved deres ords vidnesbyrd åbenbare det nye menneske, som de i dåben har iført sig, og den Helligåndens kraft, der i firmelsen har styrket dem, så at de andre mennesker ser deres gode gerninger, priser Faderen (jf. Matt. 5,16) og bedre kan opfatte den sande mening med det menneskelige liv og det altomfattende bånd, der knytter alle mennesker sammen.
For med udbytte at kunne aflægge dette vidnesbyrd om Kristus, må de være knyttet til disse mennesker i agtelse og kærlighed. De må betragte sig som medlemmer af det samfund, de lever i, og de må ved forskellige lejligheder og foretagender deltage i dets kulturelle og sociale liv. De må også være fortrolige med disse samfunds nationale og religiøse traditioner; med glæde og ærefrygt skal de opsøge de Ordets sædekorn, der er skjult i dem. De skal også lægge mærke til de dybtgribende ændringsprocesser, der foregår i disse folkeslag. De skal prøve at medvirke til, at vor tids mennesker, der er alt for grebne af naturvidenskaberne og den moderne verdens teknik, ikke bliver fremmede for de guddommelige ting, men tværtimod søge at vække dem til et stærkere ønske om at få del i den sandhed og kærlighed, som Gud har åbenbaret os.
Som Kristus selv gennemskuede menneskenes hjerter og ved en ægte menneskelig samtale førte dem til det guddommelige lys, således skal også hans disciple, helt opfyldte af Kristi ånd, kende de mennesker, de lever iblandt, og som de omgås; i en oprigtig og tålmodig samtale skal de lære, hvilke rigdomme Gud i sin godhed har fordelt blandt folkeslagene; men samtidig skal de bestræbe sig for at kaste lys over disse rigdomme med evangeliets lys, at befri dem og bringe dem under Guds, Frelserens herredømme.
12. De kristne, der lever i de menneskelige samfund, skal være besjælede af den kærlighed, som Gud har elsket os med, han der vil, at vi skal elske hinanden med den samme kærlighed (jf. 1.Joh. 4,11). Den kristne kærlighed udstrækker sig til alle uden hensyn til race, samfundslag eller religion; den venter hverken løn eller tak. Thi ligesom Gud har elsket os med uforskyldt kærlighed, således må også de troende elske menneskene for deres egen skyld og elske dem med den samme kærlighed, som Gud søgte menneskene med. Ligesom Kristus drog omkring gennem byer og landsbyer og helbredte enhver sygdom og skrøbelighed som tegn på det kommende Gudsrige (jf. Matt. 9,35; Ap.G. 10,38), således er også Kirken ved sine børn knyttet til mennesker af alle samfundslag, men især til de fattige og de lidende, og den hengiver sig med glæde for dem (jf. 2.Kor. 12,15). Den tager del i deres glæder og sorger, den kender til livets længsler og problemer, den deler dødsangstens lidelse med dem. Til dem, der søger fred, prøver den på at give svar i en broderlig samtale, idet den tilbyder dem evangeliets fred og lys.
De kristne må arbejde med på oprettelsen af en sund økonomisk og social samfundsorden og må være villige til at samarbejde med alle andre. Med særlig omsorg må de tage sig af børneopdragelsen og af ungdommen ved at oprette forskellige slags skoler. Disse skoler skal ikke blot betragtes som et glimrende middel til at uddanne og opdrage den kristne ungdom, men man skal samtidig betragte dem som en yderst værdifuld håndsrækning til menneskene især i udviklingslandene, fordi de er medvirkende til at bringe menneskets værdighed i højere kurs og til at forberede mere humane livsvilkår. Endvidere bør de kristne tage del i nationernes anstrengelser, når de prøver på at bekæmpe sult, uvidenhed og sygdom, på at skabe bedre livsbetingelser og på at befæste verdensfreden. Det skal være de kristnes ønske i denne gerning på en klog måde at arbejde med på de foretagender, der drives af såvel private som offentlige institutioner, af regeringer, internationale organisationer, af de forskellige kristne samfund og af de ikke-kristne religionssamfund.
Derved ønsker Kirken på ingen måde at blande sig i de politiske forhold. Den forlanger intet andet end med Guds hjælp at måtte tjene menneskene i kærlighed og trofast redebonhed (jf. Matt. 20,26; 23,11).1
Kristi disciple håber, at de i deres intime forbindelse med menneskene ved deres liv og deres handlinger må kunne aflægge et sandt vidnesbyrd om Kristus og medvirke til menneskenes frelse også dér, hvor de ikke fuldt ud kan forkynde Kristus. De stræber jo ikke efter menneskenes rent materielle fremskridt og velstand, men de er med til at udvikle deres værdighed og broderlige enhed, idet de formidler de religiøse og moralske sandheder, som Kristus har oplyst med sit eget lys; på den måde åbner de langsomt for en mere fuldkommen adgang til Gud. Således bliver menneskene hjulpet til at opnå deres frelse gennem kærligheden til Gud og til næsten; på den måde begynder Kristi mysterium at stråle klart, hans mysterium, i hvem det nye menneske, der blev skabt i Guds lighed (jf. Ef. 4,24) har vist sig, og i hvem Guds kærlighed åbenbarer sig.
Evangeliets forkyndelse og Gudsfolkets samling
13. Overalt, hvor Gud åbner en dør for ordet, så Kristi mysterium kan forkyndes (jf. Kol. 4,3), dér må man for alle mennesker (jf. Mark. 16, 15) og det med frimodighed og fasthed (jf. Ap.G. 4,13,29,31; 9, 27,28; 13,46; 14,3; 19,8; 26,26; 28,31; 1.Tess. 2,2; 2.Kor. 3,12; 7,4; Fil. 1,20; Ef. 3,12; 6,19,20) forkynde den levende Gud (jf. 1.Kor. 9,15; Rom. 10,14) og den, han har sendt til frelse, Jesus Kristus (jf. 1.Tess. 1,9,10; 1.Kor. 1,18-21; Gal. 1,31; Ap.G. 14,15-17; 17,22-31). Således kan de, der endnu ikke tror på Kristus, med et hjerte, som Helligånden åbner (jf. Ap.G. 16,14) frit omvende sig til Herren og slutte sig til ham, da han som vejen, sandheden og livet (Joh. 14,6) jo opfylder alle deres åndelige længsler, ja langt overgår dem. Denne omvendelse må man nødvendigvis opfatte som en begyndelse; men den er dog tilstrækkelig til, at mennesket forstår, at det, efter at det har vendt sig bort fra synden, indføres i Guds kærligheds mysterium, han som kalder det til et personligt fællesskab med sig selv i Kristus. Thi under nådens indflydelse begynder den nyomvendte sin åndelige vej, hvor han, idet han i troen allerede er forbundet med dødens og opstandelsens mysterium, forvandles fra det gamle til det nye menneske, der er fuldendt i Kristus (jf. Kol. 3,5-10; Ef. 4,20-24). Denne forvandling medfører en fortsat forandring af hans sindelag og moralske handlemåde; den må komme til udtryk i hans sociale adfærd og langsomt udvikle sig i løbet af katekumenatet. Da Herren, som han tror på, er et modsigelsens tegn (jf. Luk. 2,34; Matt. 10,34-39), må den nyomvendte ofte opleve brud og adskillelser, men også glæder, som Gud uddeler i overflod (jf. 1.Tess. 1,6). Kirken forbyder på det strengeste, at nogen tvinges til at antage troen eller påvirkes dertil med upassende midler, men den hævder også, at ingen med tvang må afholdes fra at antage troen.2
Efter ældgammel kirkelig sædvane skal motiverne til omvendelse omhyggeligt undersøges og om nødvendigt renses.
14. Den, der fra Gud gennem Kirken har modtaget troen på Kristus.3 skal ved liturgiske ceremonier tilstedes adgang til katekumenatet. Dette består ikke blot i en oplysning om læren og om budene, men i en indføring og tilstrækkelig lang indøvelse i hele det kristne liv, hvorved disciplene bliver knyttet til Kristus, deres Mester. Katekumenerne må altså på passende måde indvies i frelsens mysterium, ved at de opøves i en livsvandel efter evangelierne, og de skal ved en række af hellige riter4 trinvis indføres i troens og liturgiens liv og i Gudsfolkets kærlighedsfællesskab. Gennem dåbssakramentets forskellige trin befries de fra mørkets magt5 (jf. Kol. 1,13); med Kristus dør, begraves og opstår de (jf. Rom. 6,4-11; Kol. 2,12-13; 1.Pet. 3,21-22; Mark. 16,16); ved at de modtager Helligånden, opnår de barnekår hos Gud (jf. 0.Tess. 3,5-7; Ap.G. 8,14-17) og fejrer mindet om Herrens død og opstandelse sammen med hele Gudsfolket.
Det er ønskeligt, at faste- og påskeliturgien fornyes, så den kan forberede katekumenerne til at fejre påskemysteriet. Ved at højtideligholde den genfødes de i Kristus ved dåben.
Denne indlemmelse i Kirken er ikke kun kateketernes og præsternes sag, men også hele den troende menigheds og særlig faddernes, så at katekumenerne fra begyndelsen af bliver sig bevidste, at de hører til Gudsfolket. Da Kirkens liv er apostolisk, må katekumenerne lære aktivt at arbejde med på at forkynde evangeliet og på at opbygge Kirken ved deres levneds vidnesbyrd og troens bekendelse.
I den nye kirkeret skal katekumenernes juridiske status derfor også klart stadfæstes; de er nemlig allerede forbundet med Kirken,6 de hører allerede til Kristi hus,7 og ikke så sjældent lever de allerede et liv i tro, håb og kærlighed.
Opbygningen af den kristne menighed
15. Ved ordets sæd og ved evangeliets forkyndelse kalder Helligånden alle mennesker til Kristus og vækker troen i deres hjerter. Når han i dåbsbrøndens skød genføder dem, der tror på Kristus, til et nyt liv, samler han dem til det ene Gudsfolk, som er en udvalgt slægt, et kongeligt præstedømme, et helligt folk, et ejendomsfolk (1.Pet. 2,9).8
Som Guds medarbejdere (jf. 1.Kor. 3,9) skal missionærerne opvække menigheder af troende, der er værdige til den kaldelse, de har modtaget (jf. Ef. 4,1), og som udøver de embeder, Gud har betroet dem, nemlig det præstelige, det profetiske og det kongelige embede. På denne måde bliver de kristne menigheder tegn på Guds tilstedeværelse i verden. De er jo bestandig i det eukaristiske offer sammen med Kristus på vej til Faderen,9 de næres uafladelig af Guds ord,10 de vidner om Kristus,11 de vandrer i kærlighed og brænder af apostolisk iver.12
Fra begyndelsen af bør den kristne menighed være således opbygget, at den kan klare sine egne fornødenheder.
De troendes menighed skal, idet den nyder godt af sin hjemstavns kulturelle rigdomme, være dybt forankret i sit folk: familierne skal blomstre i evangeliets ånd,13 og gode skoler skal støtte dem. Ved at der oprettes foreninger og grupper, skal lægfolkets apostolat gennemtrænge hele samfundet med evangeliets ånd. Kærligheden mellem katolikker af forskellige riter skal lyse klart.14
Blandt de nye kristne skal den økumeniske ånd plejes. De skal anerkende alle, der tror på Kristus, som Kristi virkelige disciple, der er genfødte i dåben og har del i mange af Gudsfolkets goder. Så vidt de religiøse forhold tillader det, skal der gøres en økumenisk indsats, hvor man bandlyser enhver form for indifferentisme, forsøg på at udviske trosforskelle og ukærlig konkurrence, og hvor katolikkerne arbejder sammen med deres adskilte brødre efter de retningslinier, der er opstillet i dekretet om økumeni, ved i den grad, det er muligt, i fællesskab over for hedningerne at bekende troen på Gud og på Jesus Kristus, ligesom de bør samarbejde i sociale, tekniske, religiøse og kulturelle anliggender. Dette samarbejde er nødvendigt, fordi Kristus er deres fælles Herre. Hans navn nærme dem til hverandre! Dette samarbejde skal ikke blot finde sted mellem privatpersoner, men også mellem de forskellige kirker og kirkesamfund efter den stedlige biskops skøn.
De troende kristne af alle folkeslag, der er forsamlede i Kirken "adskiller sig ikke fra de øvrige mennesker, hverken ved deres statsform, deres sprog eller politiske samfundsorden".15 Derfor skal de leve i ægte fællesskab med deres eget folk, som mennesker, der er viet til Gud og Kristus. Som gode borgere skal de være besjælede af en sand og virksom kærlighed til deres fædreland; enhver ringeagt for andre racer og enhver overdreven nationalisme må de imidlertid principielt undgå; de må fremme den kærlighed, der udstrækker sig til alle mennesker.
For at virkeliggøre alt dette er de kristne lægfolk, dvs. de, der ved dåben er indlemmet i Kristus, og som lever i verden, af allerstørste betydning og fortjener speciel omsorg. Thi det er deres egentlige opgave, opfyldte af Kristi ånd, ligesom surdej at besjæle forholdene i verden indvendig fra, så de stadig mere og mere bliver ligedannede med Kristus.16
Men det er ikke tilstrækkeligt, at den kristne menighed eksisterer og er grundlagt i et folk; det er heller ikke nok, at den udøver eksemplets apostolat. Den er grundlagt og er til for i ord og gerning at forkynde Kristus for de ikke-kristne medborgere og hjælpe dem til fuld antagelse af Kristus.
Til indplantningen af den kristne menighed og til dens vækst er imidlertid forskellige embeder nødvendige; ud af de troendes egen menighed opflammes nogle dertil ved guddommeligt kald, der må udvikles og plejes omhyggeligt af alle. Hertil hører præsteembedet, diakonembedet, kateketembedet og Katolsk Aktion. Ligeledes yder mandlige og kvindelige ordensfolk ved deres bøn og aktivitet en uerstattelig tjeneste ved at indplante og fæstne Kristi rige i sjælene og ved at udbrede dette rige.
16. Med stor glæde takker Kirken for præstekaldets uvurderlige gave, som Gud giver til så mange unge mænd i de forskellige folkeslag, der har omvendt sig til Kristus. Thi Kirken slår dybere rødder i et menneskeligt samfund, når de forskellige menigheder af troende ud af deres egne rækker får deres egne tjenere, der som biskopper, præster og diakoner tjener deres brødre, så at de unge kirker langsomt udbygges til bispedømmer med et eget præsteskab.
Hvad dette koncil har fastlagt om præsternes uddannelse, skal man, der hvor Kirken først skal til at plantes og i de unge kirker, trofast værne om. Især skal man tage hensyn til, hvad der er sagt om den intime forbindelse, der findes mellem den åndelige, den teoretiske og den sjælesørgeriske uddannelse, om en livsvandel efter evangeliets ånd uden hensyntagen til egen fordel eller familieinteresser, om den omhyggelige dyrkelse af en dyb sans for Kirkens mysterium. Det vil få dem til at forstå, hvad det betyder at vie sig helt til Kristi Legemes tjeneste i arbejdet for evangeliet, at være knyttet til biskoppen som en tro medarbejder og at gøre sit arbejde i fællesskab med medbrødrene.17
For at nå dette store mål må de præstestuderendes hele uddannelse planlægges i lyset af frelsesmysteriet, således som det indeholdes i Skriften. De må opdage dette mysterium om Kristus og om menneskenes frelse i liturgien, og de må virkeliggøre det i deres eget liv.18
Disse af koncilet opstillede almene regler19 om kravene til præsteuddannelsen - også i sjælesørgerisk og praktisk forstand, må forenes med en beflitten sig på at være forstående over for sit eget folks tænke- og handlemåde. De præstestuderendes ånd må åbnes og skærpes, så de kan erhverve sig et godt kendskab til og en rigtig bedømmelse af deres eget folks kultur. I de filosofiske og teologiske fag skal de lære at forstå, hvad det er, der skaber uoverensstemmelse mellem deres hjemlige overleveringer og religion og den kristne religion.20 Ligeledes må præsteuddannelsen tage hensyn til landets sjælesørgeriske behov. De præstestuderende skal både lære Kirkens missionshistorie, dens formål og metode at kende og ligeledes deres eget folks specielle forhold på det økonomiske og kulturelle område. De skal opdrages i økumenismens ånd og forberedes til en broderlig samtale med de ikke-kristne.21 Alt dette kræver, at de præstestuderende så vidt muligt i deres studietid holder sig i nær kontakt med deres eget folk og dets sædvaner.22 Endelig skal der også sørges for, at de lærer at praktisere en velordnet kirkelig og økonomisk forvaltning.
Man skal desuden udvælge egnede præster, der efter nogen øvelse i praktisk sjælesorg skal uddannes ved videregående studier ved udenlandske universiteter, især i Rom, og ved andre videnskabelige institutter, så at de unge kirker til vanskeligere kirkelige opgaver kan disponere over erfarne fagfolk blandt deres eget præsteskab.
Hvor bispekonferencerne finder det rimeligt, skal diakonatet genindføres som en livsstilling - efter de normer, konstitutionen om Kirken angiver.23 Thi det er rimeligt, at de mænd, der faktisk udøver en diakonal tjeneste enten som kateketer, der forkynder Guds ord, eller som på sognepræstens eller biskoppens vegne leder fjerntliggende kristne menigheder eller udøver sociale eller karitative arbejder, styrkes ved den håndspålæggelse, der er overleveret fra apostlene, og bliver nærmere knyttet til alteret, så at de mere virksomt kan udfylde deres embede, styrkede af det sakramentale diakonats nåde.
17. Ligeledes fortjener kateketernes skare stor anerkendelse, mænd såvel som kvinder, der arbejder så fortjenstfuldt i hedningemissionen. Opfyldt af et apostolisk sindelag yder de under megen møje deres særlige og uerstattelige bidrag til troens og Kirkens udbredelse.
Kateketernes embede har i vore dage, hvor antallet af dem, evangeliet skal forkyndes for, og dem, der trænger til sjælesorg, er så stort, og antallet af præster, der er til rådighed for dette arbejde for lille, den allerstørste betydning. Derfor må deres uddannelse forbedres og tilpasses til de kulturelle fremskridt, så de som præsternes virksomme medarbejdere så godt som muligt kan udføre deres embede - et embede, der stadig bliver vanskeligere på grund af nye og vidtfavnende opgaver.
Man må derfor i de forskellige bispedømmer og regioner forøge antallet af skoler, i hvilke de fremtidige kateketer kan uddannes i den katolske lære med særlig vægt lagt på Skriften og liturgien, de kateketiske metoder og den praktiske sjælesorg, og hvor de, idet de udholdende praktiserer et fromt liv og en moralsk livsholdning, udvikler en kristen livsstil.24 Der skal fra tid til anden arrangeres sammenkomster og kurser, hvor kateketerne får de fag og metoder, der hører til deres embede, genopfrisket, og hvor deres åndelige liv får ny næring og kraft. Desuden må man ved en tilstrækkelig løn sikre dem, der helt og holdent vier sig til dette arbejde, en passende levestandard og social tryghed.25
Det er koncilets ønske, at kongregationen for troens udbredelse af særlige midler sørger for kateketernes uddannelse og underhold. Hvis det må anses for nødvendigt og hensigtsmæssigt, kan der oprettes en særlig afdeling, der tager sig af kateketerne.
Kirken anerkender også taknemmeligt hjælpekateketernes højsindede arbejde, som ikke kan undværes. De leder bønnerne i deres menigheder og giver undervisning. Der skal sørges passende for såvel deres læremæssige som åndelige uddannelse. Desuden er det ønskeligt, at de virkelig uddannede kateketer, hvor det skønnes rimeligt, modtager den kanoniske sendelse ved en officiel liturgisk handling, for at de kan nyde større autoritet hos folk i trosspørgsmål.
18. Allerede fra Kirkens første indplantning skal ordenslivets vækst kraftigt fremmes. Det yder ikke blot værdifulde og ubetinget nødvendige tjenester til støtte for det aktive missionsarbejde, men ordensfolkene åbenbarer og fremstiller også ved deres inderlige indvielse til Gud i Kirken det kristne kalds inderste væsen.26
De ordenssamfund, der arbejder med ved kirkens plantning, skal være opfyldt af de åndelige rigdomme, der er karakteristisk for Kirkens religiøse tradition, og de skal forsøge på at udtrykke og videregive dem på en måde, der svarer til ethvert folks ånd og anlæg. De skal opmærksomt overveje, hvordan de asketiske og kontemplative traditioner, hvis kim ofte allerede før evangeliets forkyndelse er nedsænket af Gud i de gamle kulturer, kan inddrages i det kristne ordensliv.
I de unge kirker skal forskellige former for ordensliv udvikles, for at forskellige aspekter af Kristi sendelse og Kirkens liv kan komme til udtryk; de skal vie sig til forskellige arbejder af sjælesørgerisk art og uddanne deres medlemmer godt dertil. Dog skal biskopperne på deres konferencer påse, at der ikke bliver for mange kongregationer med det samme apostoliske formål til skade for ordenslivet og apostolatet.
En særlig omtale fortjener de forskellige forsøg på at få det kontemplative liv til at slå rod. Nogle bibeholder den monastiske livsforms væsentlige elementer og prøver på at omplante deres ordens rige traditioner. Andre vender tilbage til oldkirkens enklere former for munkevæsen. Men alle må de beflitte sig på en ægte tilpasning til de lokale forhold. Det kontemplative liv hører absolut med, for at Kirken kan være fuldt og helt til stede, og det bør derfor overalt finde indgang i de unge kirker.
Kapitel III
Lokalkirkerne
19. Kirkens indplantning i det sociale liv når til en vis afslutning, når de troendes menighed har slået rod i det sociale liv og til en vis grad har tilpasset sig den stedlige kultur og derfor har opnået en vis stadighed og fasthed. Det vil sige: Når der står et vist - omend ikke tilstrækkelig stort - antal af indfødte præster, ordensfolk og lægfolk til dens disposition, og den er udstyret med de embeder og institutioner, som Gudsfolket må have for at kunne eksistere og udbredes; alt dette under sin egen biskops ledelse.
I de unge kirker må Gudsfolkets liv nå til modning på alle det kristne livs områder, og det skal fornyes efter dette koncils normer. De troendes menighed må dag for dag blive sig mere bevidst, at den lever i troens, liturgiens og kærlighedens fællesskab. Lægfolkene må gøre sig umage for ved deres arbejde i det borgerlige liv og ved deres apostoliske virksomhed at opbygge en kærlighedens og retfærdighedens orden i samfundet; kommunikationsmidlerne må benyttes, når det er hensigtsmæssigt; ved et sandt kristent liv skal familierne danne grobund for lægapostolatet og for præste- og ordenskald. Der skal undervises i troen efter en til forholdene passende katekese, og troen skal komme til udtryk i gudstjenesten, der i sin form skal svare til folkets naturlige udtryksmåde, og ved en passende kirkelig lovgivning skal troen vinde indpas i samfundets værdifulde institutioner og sædvaner.
Biskopperne skal sammen med deres præster, idet de bestandig bliver mere og mere fyldt af Kristi og Kirkens ånd, tænke og leve i universalkirken. De unge kirkers fællesskab med hele Kirken må blive ved med at være meget intimt; de skal forene dens traditioner og deres egen kultur for ved en sådan gensidig udveksling af kræfter at forøge det mystiske legemes liv.1 Man skal derfor omhyggeligt dyrke de teologiske, psykologiske og menneskelige aspekter, der kan bidrage til at fremme bevidstheden om fællesskabet med universalkirken.
Disse unge kirker ligger imidlertid ofte i jordens fattigste egne og lider endnu for en stor del under præstemangel og materiel nød. De er derfor i meget høj grad henvist til, at hele Kirken bringer dem hjælp til at videreføre deres missionsarbejde, der især skal tjene til, at lokalkirkens kristne liv kan vokse og modnes. Dette missionsarbejde skal også bringe de kirker hjælp, der ganske vist er grundlagt for lang tid siden, men som nu befinder sig i en tilstand af tilbagegang og svaghed.
Imidlertid skal de unge kirker forny deres fælles sjælesørgeriske iver og de institutioner, som talmæssigt kan forøge kaldene til verdensgejstligheden og til ordenssamfundene, samtidig med at præstekandidaterne udvælges mere omhyggeligt og uddannes på en mere effektiv måde.2 Således vil de unge kirker langsomt blive i stand til at sørge for sig selv og bringe andre hjælp.
20. Da lokalkirken skal være et tro billede af universalkirken, skal den være sig sin sendelse bevidst. Den er nemlig sendt til dem, der bor sammesteds, men endnu ikke tror på Kristus. Ved livets vidnesbyrd, såvel for den enkeltes som for hele menighedens vedkommende, skal den være et tegn, der viser hen til Kristus.
Derudover er også Ordets tjeneste nødvendig, for at evangeliet kan nå til alle. Navnlig må biskoppen være en troens forkynder, der skal tilføre Kristus nye disciple.3 For at kunne opfylde denne ophøjede opgave rigtigt, må han kende sin hjords forhold nøje og de forestillinger, som hans landsmænd i deres inderste har dannet sig om Gud. Han må også omhyggeligt tage de forandringer i betragtning, som byernes stadige vækst, befolkningsvandringer og den religiøse ligegyldighed bevirker.
De indfødte præster skal i de unge kirker med iver give sig i lag med at forkynde troen; i dette skal de arbejde sammen med de udenlandske missionærer; sammen med dem danner de et fælles presbyterium, forenet under biskoppens autoritet. De skal ikke kun drage omsorg for de troende og fejre gudstjenesten, men også prædike evangeliet for dem, der står udenfor. De skal være rede til - ja endda ved given lejlighed højsindet stille sig til biskoppens rådighed for at optage missionsarbejde i fjerne og forsømte distrikter af deres eget bispedømme eller måske endda i andre bispedømmer.
En lignende iver skal også både de mandlige og kvindelige ordensfolk og lægfolk vise over for deres medborgere, især de fattige.
Bispekonferencerne skal drage omsorg for, at der med bestemte tidsmellemrum afholdes genopfriskningskurser i bibelkundskab, teologi, spiritualitet og sjælesorg, således at præsterne under de forskellige og skiftende forhold får et dybere kendskab til den teologiske videnskab og de pastorale metoder.
I øvrigt skal man trofast holde sig til, hvad dette koncil - navnlig i dekretet om præsternes tjeneste og liv - har fastsat.
For at udføre lokalkirkernes missionsarbejde er det nødvendigt at uddanne egnede hjælpekræfter fra ungdommen af, som det passer sig for den enkelte kirkes forhold. Men da menneskene mere og mere slutter sig sammen i store organisationer, vil det være uhyre rimeligt, at bispekonferencerne indbyrdes drøfter dialogen med disse. Hvis der i nogle egne er grupper af mennesker, der afholdes fra at antage den katolske tro, fordi de ikke kan tilpasse sig til den måde, hvorpå Kirken fremtræder i deres egn, så foreslås det, at der træffes særlige forholdsregler4 for sådanne forhold, indtil alle kristne kan forenes i ét fællesskab. Hvis den apostoliske stol skulle stille missionærer til disposition for et sådant formål, ville det være ønskeligt, om de enkelte biskopper ville kalde dem til deres bispedømme eller villigt tage imod dem og virksomt understøtte deres bestræbelser.
For at missionsinteressen skal blomstre hos deres landsmænd, er det meget vigtigt, at de unge kirker så snart som muligt tager aktiv del i universalkirkens missionerende virke, idet de selv sender missionærer ud for at forkynde evangeliet overalt, omend de også selv lider af præstemangel. Thi deres fællesskab med universalkirken når til sin fulde udfoldelse, når de selv tager virksom del i missionsarbejdet blandt andre folkeslag.
21. Kirken er ikke virkelig grundlagt, har endnu ikke fået fuldt liv og er endnu ikke helt Kristi tegn blandt menneskene, hvis der ikke sammen med hierarkiet findes en virkelig lægmandsstand, der tager del i arbejdet. Thi evangeliet kan ikke slå dybe rødder i et folks ånd, liv og arbejde uden lægfolkets virksomme tilstedeværelse. Derfor må man allerede fra kirkens grundlæggelse drage omsorg for, at der udvikles en moden kristen lægmandsstand.
De troende lægfolk hører på én og samme tid helt til Gudsfolket og helt til det borgerlige samfund: De hører til det folk, de blev født i, i hvis kulturgoder de gennem deres opdragelse har taget stadig større del, med hvis liv de er forbundet med talrige samfundsmæssige bånd, på hvis fremgang de arbejder med ved deres egne anstrengelser inden for deres forskellige arbejdsområder, og hvis problemer de opfatter som deres egne og søger at løse. Men de hører også Kristus til, da de er genfødte i Kirken ved tro og dåb, for at de i deres fornyede liv og arbejde må høre Kristus til, for at alle i Kristus må være underlagt Gud, og for at Gud kan være i alle (jf. 1.Kor. 15,28).
Det er lægfolkets hovedopgave - mænds såvel som kvinders - at aflægge vidnesbyrd om Kristus både i liv og ord i deres egne familier, i deres samfundslag og inden for deres specielle arbejdsområder. Thi det nye menneske, som er skabt i Guds billede i sand retfærdighed og hellighed må vise sig tydeligt i dem (jf. Ef. 4,24). Dette nye liv må de realisere i deres eget samfund og i deres egen kultur i overensstemmelse med deres eget folks traditioner. De må selv kende denne kultur, helliggøre den og bevare den. De må bringe den til udfoldelse inden for den moderne udviklings rammer og endelig til slut fuldende den i Kristus, så at troen på Kristus og Kirkens liv ikke mere er noget fremmed for det samfund, de lever i, men begynder at gennemtrænge og forvandle det. De må være knyttet til deres medborgere med sand kærlighed, så at man i omgang med dem får øje på det nye enhedens bånd og det universelle solidariske samfund, der har sin rod i Kristi mysterium. De skal også udbrede troen på Kristus blandt dem, de er knyttet til i deres daglige liv og gerning. Denne forpligtelse er så overordentlig stor, fordi de fleste mennesker kun har lejlighed til at høre evangeliet og lære Kristus at kende gennem lægfolk i deres nærmeste omgivelser. Hvor det er muligt, skal lægfolk endvidere være rede til sammen med hierarkiet at opfylde den specielle sendelse: at forkynde evangeliet og give kristen undervisning for at give den unge fremspirende kirke kraft.
Kirkens tjenere skal værdsætte lægfolkets apostoliske indsats højt. De skal uddanne lægmænd til at blive sig deres ansvar - som Kristi lemmer - over for alle mennesker bevidst; de skal lade dem trænge dybt ind i Kristi mysterium; de skal også indføre dem i det metodiske arbejde, og de skal støtte dem i deres vanskeligheder i den ånd, der kommer til udtryk i konstitutionen om Kirken og i dekretet om lægapostolatet.
Biskopper og præster på den ene side og lægfolket på den anden side har altså hver deres specielle opgaver og ansvar, hvorved den unge kirke aflægger et enstemmigt, levende og stærkt vidnesbyrd om Kristus, for at de kan være et lysende tegn på den frelse, der er kommet til os i Kristus.
22. Sædekornet, der er Guds ord, falder på god, af himmelsk dug vædet jord, suger saften op af den, omdanner og assimilerer den, for endelig at bære megen frugt. På samme måde er det med de unge kirker. De er rodfæstede i Kristus og opbyggede på apostlenes fundament i overensstemmelse med inkarnationens frelsesorden. Ved en vidunderlig udveksling optager de i sig alle de skatte, der allerede findes hos de folkeslag, som Kristus har fået som arv (Sl. 2,8). Af folkeslagenes skikke og traditioner, af deres visdom og viden, deres færdigheder og dygtighed overtager de alt, hvad der kan bidrage til at prise Skaberens ophøjethed, forherlige Frelserens nåde og forme kristenlivet rigtigt.5
For at realisere dette mål, må i ethvert stort kulturområde det teologiske arbejde opmuntres, der i lyset af universalkirkens tradition på ny gennemforsker de af Gud åbenbarede ord og gerninger, der er nedskrevet i den hellige Skrift og kommenteret af kirkefædrene og læreembedet. Så vil man klarere se, hvorledes troen kan blive mere tilgængelig for fornuften, ved at man benytter de forskellige folkeslags filosofi og visdom, hvorledes de forskellige sædvaner, livsopfattelser og den sociale opbygning kan forenes med den morallov, der indeholdes i den guddommelige åbenbaring. Derfra åbner der sig nye veje til en dybere tilpasning til alt, hvad der angår det kristne liv. Hvis man går således frem, undgår man ethvert skin af synkretisme og falsk partikularisme. Det kristne liv bliver tilpasset til enhver kulturs ånd og egenart;6 de forskellige traditioner bliver sammen med de forskellige folkeslags specielle gaver oplyst af evangeliets lys og optaget i den katolske enhed. Således får omsider de unge lokalkirker med hele deres traditions rigdom deres plads i det kirkelig fællesskab under fuld bevarelse af pavestolens primat, der fører forsædet i dette kærlighedens fællesskab.7 Det er ønskeligt og i høj grad gavnligt, at bispekonferencerne inden for de store kulturområder optager forbindelse med hinanden indbyrdes, for at de ved fælles overvejelser endrægtigt kan forfølge dette mål.
Kapitel IV
Missionærerne
23. Selvom enhver af Kristi disciple for sin del har pligt til at udbrede troen,1 kalder Kristus dog bestandig - ud af discipelskaren - dem til sig, han selv ønsker til at være hos sig, og han sender dem ud for at forkynde for folkeslagene (jf. Mark. 3,13ff.). Derfor opvækker han ved Helligånden - der efter sin vilje tildeler enhver sin særlige gave til fælles gavn (1.Kor. 12,11) - i enkeltes hjerter kaldet til at være missionærer. Han fremkalder samtidig i Kirken institutioner,2 som tager på sig som deres særlige pligt at forkynde evangeliet - en pligt, der i og for sig er hele Kirkens.
Der er altså nogle, der er udmærkede med et særligt kald, og som - hvis de besidder de naturlige anlæg og de nødvendige egenskaber og åndelige gaver - er parate til at påtage sig missionsarbejdet,3 hvad enten de nu er indfødte eller udlændinge: præster, ordensfolk og lægfolk. Udvalgte til det arbejde, de er kaldede til (jf. Ap.G. 13,2) går de - udsendt af den retmæssige autoritet - som evangeliets tjenere, i tro og lydighed ud til dem, der er fjernt fra Kristus, "for at hedningerne må blive et gudvelbehageligt offer, helliget ved Helligånden" (Rom. 15,16).
24. Når Gud kalder et menneske, må mennesket svare, og det således, at han ikke spørger kød og blod til råds (jf. Gal. 1,16), men ganske hengiver sig til evangeliets tjeneste. Et sådant svar kan et menneske kun give, når Helligånden driver det dertil og giver det kraft. Den udsendte træder jo ind i Kristi liv og sendelse, han "der gav afkald og tog tjenerskikkelse på" (Fil. 2,7). Derfor må missionæren være parat til hele sit liv at forblive i det kald, han har modtaget, og til at give afkald på sig selv og alt, hvad han hidtil har anset for sit eget, for at "blive alt for alle" (1.Kor. 9,22).
Når han forkynder folkeslagene det glade budskab, bekendtgør han - som sendebud - med frimodighed Kristi mysterium. Derfor vil han få mod til at tale, som det er hans pligt (jf. Ef. 6,19f.; Ap.G. 4,31) og til ikke at skamme sig ved korsets forargelse. I sin Mesters fodspor - han der var sagtmodig og ydmyg af hjertet - gør han det indlysende, at hans åg er gavnligt og hans byrde let (Matt. 11,29ff.). Gennem et liv helt i overensstemmelse med evangeliet,4 i stor tålmodighed, i langmodighed og godhed og i oprigtig kærlighed (jf. 2.Kor. 6,4ff.) aflægger han vidnesbyrd om sin Herre - om nødvendigt lige til at udgyde sit blod. Kraften og modet dertil vil han i bønnen få fra Gud, og således vil han erfare, at i prøvelser og trængsler og i den bitreste fattigdom er glæden dog overvældende stor (jf. 2.Kor. 8,2). Han er overbevist om, at lydighed er den vigtigste dyd for Kristi tjenere, thi det var ved sin lydighed, at Kristus frelste menneskeslægten.
For at evangeliets forkyndere ikke skal ringeagte den nåde, der er blevet dem til del, skal de daglig forny sig i ånden (jf. 1.Tim. 4,14; Ef. 4,23; 2.Kor. 4,16). Biskopperne og de ordensforesatte skal desuden med bestemte mellemrum samle missionærerne, for at de kan bestyrkes i tilliden til deres kaldelse og forny sig i deres apostoliske tjeneste, om muligt i særlige dertil indrettede huse.
25. Den vordende missionær må ved en særlig åndelig og moralsk uddannelse forberedes til så stor en opgave.5 Missionæren må være initiativrig, bestandig i gennemførelsen af de forskellige foretagender og udholdende i vanskeligheder. Han må lære at bære ensomhed, træthed og nederlag tålmodigt og tappert. Han må kunne komme menneskene i møde med åbent sind og med et kærligt hjerte. Han må villigt påtage sig de opgaver, man betror ham. Selv fremmedartede skikke hos det folk, han bor iblandt, og nyopdukkede situationer må han med glæde tilpasse sig. I al endrægtighed og i gensidig kærlighed må han samarbejde med sine medbrødre og med alle andre, der har viet sig til den samme opgave. Således vil missionærerne sammen med de troende være et sandt billede på den apostoliske menighed og ligesom den have ét hjerte og én sjæl.
En sådan åndelig holdning må allerede i uddannelsestiden omhyggeligt indøves og plejes, udvikles og næres ved det åndelige liv. Missionæren må være en bønnens mand, opfyldt af en levende tro og et urokkeligt håb. Han må være gennemtrængt af kraftens, kærlighedens og besindighedens ånd (jf. 2.Tim. 1,7); han må lære at være tilfreds med det, han har (jf. Fil. 4,11). I et sandt offersind må han i sit legeme bære Kristi død, for at Jesu liv må blive virksomt i dem, han er sendt til (jf. 2.Kor. 4,10ff.). I iver for sjælene må han være villig til at bringe ofre, ja han må opofre sig selv for sjælene (jf. 2.Kor. 12,15). Således vil han "i den daglige opfyldelse af sin pligt vokse i kærlighed til Gud og næsten".6 På denne måde fortsætter han, idet han sammen med Kristus adlyder Faderens vilje og er undergivet den kirkelige autoritet, Jesu sendelse og virker med i frelsens mysterium.
26. De, der bliver sendt til de forskellige folkeslag, skal "som gode tjenere for Kristus Jesus, stadig næres af troens og den gode læres ord" (1.Tim 4,6), som de først og fremmest øser af den hellige Skrift, og således vil de trænge dybere ind i Kristi mysterium, hvis budbringere og vidner de skal være.
Derfor må alle missionærer - præster, brødre, søstre og lægfolk - enhver svarende til sin stand forberedes og uddannes, således at de kan honorere deres fremtidige arbejdes krav.7 Deres læremæssige uddannelse skal lige fra begyndelsen tage hensyn til Kirkens universalitet og til folkeslagenes mangfoldighed. Disse forudsætninger gælder for alle de fag, der forbereder dem til deres fremtidige tjeneste; men de gælder også for alle de øvrige kundskaber, som de omhyggeligt undervises i, for at de kan få et godt alment kendskab til de forskellige folkeslag, deres kulturer og religioner, ikke blot hvad deres fortid, men også hvad deres nuværende situation angår. Thi den, der drager til et andet folk, må have respekt for dets tradition, dets sprog og dets sædvaner. Men især skal den vordende missionær beskæftige sig med studiet af missiologi, det vil sige, at han skal kende Kirkens lære om og dens grundregler for, hvordan mission drives; han skal vide, hvilke veje evangeliets sendebud har vandret ad i århundreder; han skal kende den nuværende missionssituation og de metoder, man i dag regner for særlig frugtbringende.8
Skønt hele uddannelsen bør være gennemtrængt af den pastorale omsorgs ånd, skal deres uddannelse ved teoretiske og praktiske øvelser dog navnlig tage sigte på en målbevidst træning til missionsarbejdet.9
Så mange som muligt af ordensbrødrene og søstrene skal undervises og uddannes så godt som muligt kateketisk, for at de kan hjælpe endnu bedre med i apostolatet.
Også den, der kun for en tid, påtager sig opgaver på missionsmarken, skal ubetinget have en tilstrækkelig uddannelse. Denne almene uddannelse bør fortsætte i de lande, missionærerne bliver sendt til, så de mere udførligt lærer de pågældende folks historie, samfundsmæssige struktur og sædvaner at kende og får en dybere indsigt i den herskende moralopfattelse, de religiøse forskrifter og de forestillinger, som disse folk har dannet sig - i overensstemmelse med den overlevering, de har holdt hellig - om Gud, verden og mennesket.10 Deres sprog skal de lære så grundigt, så de kan tale dem flydende og korrekt, og derved lettere få disse menneskers ånd og hjerte i tale.11 Desuden må de sættes godt ind i landets særlige pastorale behov.
Nogle af missionærerne bør imidlertid have en grundigere uddannelse ved missionsvidenskabelige institutter eller ved andre fakulteter eller universiteter, for at de kan påtage sig specialopgaver12 og yde de øvrige missionærer hjælp i missionsarbejdet ved deres faglige viden. Missionsarbejdet er i vor tid uhyre vanskeligt, men tillige så fuldt af muligheder. Det ville desuden være i høj grad ønskeligt, om de regionale bispekonferencer kunne råde over tilstrækkeligt mange af den slags fagfolk og med udbytte kunne benytte sig af deres viden og erfaring til løsningen af deres embedes vanskelige opgaver. Det burde heller aldrig mangle på specialister, der til fuldkommenhed forstod sig på at benytte de tekniske hjælpemidler og kommunikationsmidlerne, hvis betydning man ikke må undervurdere.
27. Denne forberedende uddannelse, der er uomgængeligt nødvendig for enhver, der sendes ud til et andet folk, kan vanskeligt erhverves af en, der kun er henvist til sig selv. Da heller ikke missionsarbejdet - hvad erfaringen har vist - kan udføres af enkeltpersoner, har et fælles kald forenet de enkelte til institutioner, for at de ved fælles hjælp kan uddannes hensigtsmæssigt og således blive i stand til at gennemføre arbejdet på missionsmarken på Kirkens vegne og efter biskoppens anvisning. Disse institutioner, der gennem århundreder har båret dagens byrde og hede, har enten for alles eller for en del af deres medlemmers vedkommende helliget sig missionsarbejdet. Ofte har den hellige Stol overdraget dem store områder at evangelisere i; dér har de samlet Gud et nyt folk: lokalkirker, der samler sig om deres eget præsteskab. Disse kirker, som de har grundlagt med deres sved og ofte med deres blod, vil de forskellige institutioner stadig tjene med al deres iver og erfaring og i broderligt samarbejde øve sjælesorg eller udføre specielle opgaver til fordel for det almene vel.
Undertiden påtager de sig meget vigtige opgaver for en hel region, som f.eks. forkyndelsen af evangeliet for hele grupper eller folk, der af bestemte årsager endnu ikke har hørt evangeliet, eller hidtil har været afvisende over for det.13 Hvor det er nødvendigt, vil de være rede til - ud fra deres erfaringer - at forberede og uddanne dem, der kun for en vis periode vil vie sig til missionsarbejdet. Af alle disse grunde, og fordi der endnu findes mange folkeslag, der skal føres til Kristus, bliver disse institutioner ved med at være helt uundværlige.
Kapitel V
Missionsarbejdets organisering
28. De troende skal med de forskellige gaver, der er blevet dem til del (jf. Rom. 12,6), enhver efter lejlighed, mulighed, nådegave og embede (jf. 1.Kor. 3,10), medvirke til evangeliets udbredelse; alle de, der sår og høster (jf. Joh. 4,37), de, der planter, og de, der vander, skal være ét (jf. 1.Kor. 3,8), for at de "på en fri og velorganiseret måde kan arbejde mod det fælles mål"1 og med ét sind sætte deres kræfter ind på at opbygge Kirken.
Af denne grund er det nødvendigt at lede og koordinere missionærernes arbejde og de øvrige troendes hjælp således, at alt sker sømmeligt og med orden (1.Kor. 14,40) inden for samtlige områder af missionsarbejdet og de dertil knyttede hjælpeforetagender.
29. Da ansvaret for denne verdensomspændende forkyndelse af evangeliet ganske afgjort ligger hos bispekollegiet,2 må bispesynoden eller "Universalkirkens permanente bisperåd"3 blandt alle anliggender af almen betydning4 især have deres opmærksomhed henvendt på missionsaktiviteten, som Kirkens vigtigste og helligste opgave.5
Kun "Kongregationen til troens Udbredelse" er kompetent myndighed for alle missionerne og for den samlede missionsvirksomhed; det tilkommer den at lede og koordinere missionsarbejdet i hele verden og de dertil knyttede hjælpeforetagender. Herfra er kun undtaget den orientalske kirkes specielle rettigheder.6 Selvom Helligånden ganske vist på mange måder vækker missionsånden i Guds Kirke og ikke så sjældent kommer dem i forkøbet, der skal lede Kirkens liv, så skal denne kongregation dog for sin del arbejde for at vække missionskald, fremme såvel den missionsmæssige spiritualitet som missionsiver og bønnen for missionen og for at fremskaffe pålidelige og tilstrækkelige informationer om missionen. Kongregationen skal arbejde for, at der stadig kommer flere missionærer, og sørge for at fordele dem alt efter behovet i de enkelte egne. Den skal skitsere et egnet arbejdsprogram, udarbejde passende direktiver og principper for evangeliseringen og stadig give nye impulser hertil. Den skal opfordre til og koordinere en virksom indsamling af materielle hjælpemidler, der derpå skal fordeles under hensyntagen til, hvad der er nødvendigt, og hvad der er gavnligt - alt efter de kirkelige distrikters udstrækning, antallet af troende og ikke-troende og efter antallet af forskellige arbejder, institutioner, hjælpere og missionærer. Sammen med Sekretariatet for de kristnes Enhed skal den søge veje og midler til at nå til et broderligt samarbejde med andre kristne samfunds missionsforetagender, og til at ordne dette samarbejde, så de kan leve sammen således, at forargelse på grund af kirkernes splittelse så vidt muligt undgås.
Det er derfor nødvendigt, at kongregationen dels er et forvaltningsinstrument, dels et levende organ, der kan lede på en dynamisk måde og betjener sig af videnskabelige metoder og tidssvarende arbejdsredskaber og samtidig tager hensyn til moderne teologiske, metodiske og missionspastorale forskningsresultater.
I kongregationens ledelse skal udvalgte repræsentanter for alle dem, der på virksom måde arbejder med i missionsarbejdet, have en afgørende stemme: biskopper fra hele verden, bispekonferencerne og de forskellige institutioners og de pavelige missionsforetagenders ledere skal høres; fremgangsmåde og forfatning fastsættes af biskoppen af Rom. Disse repræsentanter skal sammenkaldes med bestemte tidsmellemrum for under pavens autoritet at udøve den øverste ledelse af det samlede missionsarbejde.
Et permanent udvalg af faglige rådgivere, videnskabsmænd eller mænd med praktisk erfaring skal stå til kongregationens rådighed. Deres opgave skal blandt andet bestå i at indsamle brugbare informationer om de særlige forhold i de forskellige områder og om de forskellige menneskegruppers åndelige indstilling og om de evangeliseringsmetoder, det vil være hensigtsmæssigt at anvende, og i at fremlægge videnskabeligt begrundede konklusioner af betydning for missionsarbejdet og det dertil knyttede hjælpearbejde.
Organisationer bestående af ordenssøstre, de regionale missionsforetagender og lægfolksorganisationer, især de internationale, skal også i passende omfang være repræsenterede.
30. For at missionsarbejdets mål virkelig skal nås, må alle, der arbejder i denne tjeneste, være ét hjerte og én sjæl (Ap.G. 4,32). Det er biskoppens opgave - som leder og samlende midtpunkt i det enkelte bispedømmes apostolat - at tilskynde til missionsaktivitet og at lede og koordinere denne, og det på en sådan måde, at det spontane initiativ hos dem, der er beskæftiget med dette arbejde, bliver understøttet og fremmet. Alle missionærer - også dem, der tilhører eksempte ordenssamfund - er underordnet biskoppen i alle foretagender, der hører med til udøvelsen af dette apostolat.7 Hvis det er muligt, bør biskoppen - for at koordineringen skal være så god som muligt - danne et pastoralt råd, hvor præster, ordensfolk og lægfolk er repræsenterede ved udvalgte delegerede. Desuden må han drage omsorg for, at den apostoliske virksomhed ikke indskrænkes til kun at gælde de allerede omvendte, men at tværtimod en passende del af personale og materielle midler bruges til evangeliets udbredelse blandt ikke-kristne.
31. Bispekonferencerne bør sammen drøfte mere betydningsfulde spørgsmål og påtrængende problemer uden dog at glemme at tage de lokale forhold i betragtning.8 For at det utilstrækkelige antal af kræfter og midler ikke skal blive splittet unødigt op, og for at man ikke skal få for mange foretagender af samme slags, anbefales det, at man i fællesskab starter arbejder, hvis formål er af mere almen art som f.eks. seminarier, højere læreanstalter og tekniske skoler, centrer for sjælesorg, katekese, liturgi og for kommunikationsmidlerne.
Hvis det er hensigtsmæssigt, kan et sådant samarbejde også optages mellem de forskellige bispekonferencer indbyrdes.
32. Det er også ønskeligt, at institutionerne og de forskellige kirkelige foreningers apostoliske arbejder koordineres. Alle, af hvad art de end måtte være, skal stilles til den stedlige biskops disposition, hvad deres missionsvirksomhed angår. Derfor vil det være meget nyttigt, at der træffes særlige overenskomster, der fastlægger forholdet mellem biskoppen og de forskellige institutioners ledere.
Når et bestemt missionsområde betros til en institution, må både bispekonferencerne og institutionerne bestræbe sig på, at det nye kristne fællesskab vokser op til at blive en lokalkirke, der, når tiden er inde, skal ledes af sin egen biskop og sit eget præsteskab.
Der opstår en ny situation, når et sådant ansvar for et bestemt område ophører. Bispekonferencerne og institutionerne skal i fællesskab overveje de regler, der regulerer forholdet mellem de stedlige biskopper og institutionerne. Det er den hellige Stols opgave at fastsætte de almene regler, hvorefter de regionale eller lokale overenskomster skal træffes. Selvom institutionerne gerne ville fortsætte det begyndte arbejde ved at medvirke i den almindelige sjælesorg, så skal der dog, når antallet af indfødte præster er blevet stort nok, drages omsorg for, at institutionerne, for så vidt det da er i overensstemmelse med deres formål, trofast forbliver i bispedømmet og dér overtager en speciel opgave eller ansvaret for et bestemt område.9
33. Institutioner, der driver missionsarbejde i det samme område, må prøve på at koordinere deres arbejdes veje og midler. Derfor er ordenskonferencer og foreninger af søstersamfundene, hvori alle institutioner fra samme land eller region deltager, meget nyttige. Disse konferencer skal overveje, hvad der ved fælles anstrengelser kan gennemføres - og holde sig i nær forbindelse med bispekonferencerne.
Alt dette bør ligeledes udstrækkes til også at gælde samarbejdet mellem de forskellige missionsinstitutioner i hjemlandet, så at de opgaver og spørgsmål, de er fælles om, kan varetages og gennemføres lettere og billigere, som f.eks. uddannelsen af vordende missionærer, kurser for missionærer og forholdet til de offentlige myndigheder eller til internationale og overnationale organisationer.
34. Hvis missionsarbejdet skal udføres rigtigt og velordnet, kræver det en videnskabelig uddannelse af missionærerne til deres opgaver, især til dialogen med de ikke-kristne religioner og kulturer. En sådan uddannelse vil betyde en stor hjælp for missionærerne i den praktiske udførelse af deres arbejde. Derfor er det meget ønskeligt, at videnskabelige institutter beskæftiger sig med missiologi og andre videnskaber, der er nyttige for missionerne, såsom etnologi, lingvistik, religionshistorie og religonsvidenskab, sociologi, praktisk sjælesorg og lignende, og at de alle arbejder broderligt og uegennyttigt sammen til missionernes vel.
Kapitel VI
Hele kirkens samarbejde
for missionen
35. Da hele Kirken er missionerende, og da arbejdet med evangeliets udbredelse er en af Gudsfolkets hovedopgaver, indbyder koncilet alle til en dybtgående indre fornyelse, for at de i levende bevidsthed om deres eget ansvar for evangeliets udbredelse påtager sig deres del af missionsarbejdet blandt alle folkeslag.
36. De troende er ved dåben, konfirmationen og nadveren indlemmet i og ligedannede med den levende Kristus. Som hans lemmer har de alle pligt til at medvirke til, at hans legeme så hurtigt som muligt når til sin fylde.
Derfor bør alle Kirkens børn besidde en levende ansvarsbevidsthed over for verden og hos sig selv pleje et sindelag, der er åbent for hele Kirken, og sætte alle kræfter ind på evangeliets udbredelse. Dog må alle være klar over, at den første og vigtigste forpligtelse, når det drejer sig om troens udbredelse, består i at leve et dybt og ægte kristent liv. Deres iver for at tjene Gud og deres kærlighed til næsten vil give en ny inspiration til hele Kirken, der da vil vise sig som et banner rejst for folkene (jf. Es. 11,12), som "verdens lys" (Matt. 5,14) og som "jordens salt" (Matt. 5,13). Dette livets vidnesbyrd vil være så meget mere virkningsfuldt, når det - i overensstemmelse med dekretet om den katolske kirke og de kristnes enhed - aflægges i fællesskab med de øvrige kristne samfund.1
Denne åndelige fornyelse vil af sig selv føre til, at der frembæres bønner til Gud og gøres bod, for at hans nåde må befrugte missionærernes arbejde; så vil der komme missionskald, og de nødvendige midler til missionerne vil blive givet.
For at de troende enkeltvis og i fællesskab kan være godt underrettet om forholdene og kan høre skarerne råbe "Hjælp os" (jf. Ap.G. 16,9), må man lade informationer om missionerne komme til deres kundskab - også ved anvendelse af de moderne kommunikationsmidler - så at de opfatter missionsopgaven som deres egen, åbner deres hjerter for menneskenes umådelige og dybe nød og føler sig tilskyndet til at komme dem til hjælp. En koordinering af informationerne og samarbejdet med nationale og internationale organisationer er også uhyre vigtigt.
37. Da Gudsfolket lever i samfund, specielt inden for bispedømmerne og i de enkelte sogne, og på en vis måde netop fremtræder synligt i disse samfund, tilkommer det også dem at aflægge vidnesbyrd om Kristus over for folkeslagene. Fornyelsens nåde kan ikke trives i disse samfund, hvis ikke ethvert af dem udstrækker deres kærligheds område til jordens yderste grænser og har en lignende omsorg for dem, der bor i det fjerne, som for deres egne medlemmer.
Således beder hele samfundet, arbejder med og udøver denne gerning blandt folkeslagene ved de sønner og døtre, som Gud har kaldet ud af deres midte til denne ophøjede opgave.
Det vil være meget gavnligt - for så vidt da ikke det universelle missionsarbejde derved forsømmes - at der holdes forbindelse ved lige med de missionærer, der er udgået fra den enkelte menighed, eller at der optages forbindelse med et eller andet sogn eller bispedømme i missionslandene, for at de forskellige sognes samhørighed bliver synlig og kan tjene til gensidig opbyggelse.
38. Alle biskopper er som medlemmer af bispekollegiet, der er apostelkollegiets efterfølger, ikke kun indviet til et bestemt bispedømme, men til hele verdens frelse. Kristi opgave at forkynde evangeliet for al skabningen (Mark. 16,15) gælder først og fremmest dem - sammen med Peter og under Peters ledelse. Herudaf vokser det lokalkirkernes fællesskab og samarbejde frem, der i vore dage er så nødvendigt for arbejdet med at udbrede evangeliet. I kraft af dette fællesskab drager de enkelte lokalkirker også omsorg for alle de andre, de åbner sig for hinandens nød og deler med hinanden, da Kristi legemes vækst jo er det samlede bispekollegiums fælles opgave.2
Idet biskoppen i sit bispedømme, som han danner en enhed med, sætter liv i, fremmer og leder missionsarbejdet, lader han Gudsfolkets missionerende ånd og iver blive nærværende og samtidig synlig, så at hele bispedømmet bliver missionerende.
Det er biskoppens opgave inden for sit folk at finde mennesker - især blandt de syge og de nødlidende - der af hjertet vil bede til Gud og gøre bod, for at evangeliet må blive forkyndt i hele verden. Det er hans opgave at støtte unge menneskers og præsters kald til missionsinstitutionerne og med taknemmelighed acceptere det, når Gud udvælger nogle, der vil gå ind i Kirkens aktive missionsarbejde. Han må opmuntre de forskellige kongregationer i bispedømmet til at yde tilstrækkelige bidrag til missionsarbejdet og hjælpe dem med at fremme interessen blandt de troende for missionsinstitutionernes arbejde, naturligvis især de pavelige missionsforetagender. De sidstnævnte indtager med rette førstepladsen, da de gennemtrænger katolikkers sind helt fra barndommen af med tanke for missionerne overalt i verden, og fordi de i enhver nødsituation opmuntrer til virksom indsamling af materielle hjælpemidler til støtte for missionen.3
Men fordi kravet om arbejdere i Herrens vingård vokser dag for dag, og fordi verdenspræsterne også for deres del gerne vil have en større andel i arbejdet med at bringe evangeliet ud i al verden, ønsker koncilet, at biskopperne - i betragtning af den store præstemangel, der hindrer store områders evangelisering - efter en passende forberedelse sender nogle af deres bedste præster, når de selv tilbyder det, til missionsarbejdet i andre bispedømmer, hvor man mangler præster, for at de - i hvert fald for en tid - dér kan udøve et missionerende arbejde i tjenstvillighedens ånd.4
For at biskoppernes missionsvirksomhed til fordel for hele Kirken kan blive mere effektiv, er det hensigtsmæssigt, at bispekonferencerne tager sig af de anliggender, der angår de almindelige fælles hjælpeforanstaltninger i deres eget område.
Biskopperne skal på deres konferencer drøfte verdenspræsternes deltagen i hedningemissionen: de skal drøfte de økonomiske bidrag, som hvert enkelt bispedømme i forhold til sine indtægter årligt skal afgive til missionsarbejdet,5 de forskellige hjælpeforanstaltninger til gunst for missionerne og deres ledelse og organisation. De skal endvidere drøfte, hvorledes de skal støtte missionsinstitutionerne og de seminarier, der uddanner verdenspræster til missionerne, og om nødvendigt starte sådanne, og endelig skal de drøfte, hvorledes man kan udvikle en nærmere kontakt mellem disse institutioner og bispedømmerne.
Det hører også til bispekonferencernes opgave at indrette og understøtte kollegier, i hvilke de, der kommer rejsende fra missionslandene for at arbejde eller studere, kan blive broderligt modtaget og få den nødvendige sjælesorg. Herigennem bliver fjerntboende folkeslag på en måde hinandens naboer, og gamle kristne menigheder får herved den bedste lejlighed til at få de folkeslag i tale, der endnu ikke har hørt evangeliet - og til at vise dem Kristi ansigt ved personligt at vise dem kærlighed og yde dem bistand.6
39. Præsterne er Kristi stedfortrædere og biskoppernes medhjælpere i det trefoldige embede, der ifølge sit væsen sigter på Kirkens sendelse til alle.7 De må altså i deres inderste have erkendt, at deres liv er viet til missionstjenesten. Men da de på grund af deres embede - der fortrinsvis består i at frembære det eukaristiske offer, som fuldender Kirken - er i forbindelse med Kristus, der er hovedet, og fører andre ind i dette fællesskab, kan de umuligt være uvidende om, hvor meget der endnu mangler i dette legemes fylde, og hvor meget der derfor endnu er at gøre, for at det må vokse dag for dag. De må derfor indrette deres pastorale anstrengelser således, at de er til gavn for evangeliets udbredelse blandt de ikke-kristne.
Præsterne skal ved deres sjælesorg hos de troende vække og bevare interessen for evangeliets udbredelse til hele verden. I deres katekese og i deres prædikener skal de undervise i Kirkens opgave: at forkynde Kristus for folkeslagene; de skal åbne de kristne familiers øjne for, at det er nødvendigt og en æressag, at de udvikler kald til missionerne hos deres sønner og døtre; de skal hos ungdommen i skolerne og de katolske foreninger styrke missionsiveren, så at der fra dem udgår vordende evangeliets budbringere. De må lære de troende at bede for missionerne, og de må ikke skamme sig over at bede dem om gaver og således blive en slags tiggere for Kristus til sjælenes frelse.8
Professorerne ved præsteseminarierne og ved universiteterne skal fremstille verdens og Kirkens sande situation for de unge, så de bliver klar over, at en mere intensiv udbredelse af evangeliet til de ikke-kristne er nødvendig, og de vokser i deres iver herfor. I fremstillingen af de dogmatiske, bibelske, moralteologiske og historiske fag må de drage de missionsmæssige aspekter, der findes i dem, frem i lyset for på denne måde at udvikle missionbevidstheden hos de vordende præster.
40. De kontemplative og aktive ordener har haft og har indtil dato den største andel i verdens evangelisering. Koncilet anerkender med glæde deres fortjenester og takker Gud for al den møje, der er anvendt til hans ære og for at tjene sjælene. Det opmuntrer dem til ufortrødent at fortsætte med det påbegyndte arbejde og fortsat at være sig bevidst, at den kærlighedens dyd, som de på grund af deres kald må udøve mere fuldkomment end andre, holder dem fast ved og forpligter dem til et virkelig katolsk sindelag og arbejde, der udstrækker sig til hele verden.9 De ordenssamfund, hvor der leves et kontemplativt liv, er ved deres bønner, bodsøvelser og de byrder, de bærer, af største betydning for sjælenes omvendelse, fordi Gud på deres bøn sender arbejdere ud til sin høst (jf. Matt. 9,38), åbner de ikke-kristne for evangeliets budskab (jf. Ap.G. 16,14) og får frelsens ord til at bære frugt i deres hjerter (jf. 1.Kor. 3,7). Ja, man beder disse ordenssamfund om at grundlægge nye klostre på missionsmarkerne, som ikke så få af dem allerede har gjort det, for at de kan leve dér på en måde, der svarer til folkets ægte religiøse traditioner, og således blandt de ikke-kristne kan vidne om Guds herlighed og kærlighed og om enheden i Kristus.
De aktive ordenssamfund derimod - hvad enten deres formål er missionerende eller ikke - må oprigtigt spørge sig selv for Guds ansigt, om de på en eller anden måde er i stand til at udvide deres aktivitet for Guds riges udbredelse blandt folkeslagene; om der måske er opgaver, de kan overlade til andre for at kunne sætte deres egne kræfter ind for missionerne; om det er dem muligt at gå ind i missionsarbejdet ved om nødvendigt at tilpasse deres regler - naturligvis i deres grundlæggeres ånd - så deres medlemmer kan deltage i det missionerende apostolat af alle kræfter; og om deres levevis - under hensyntagen til det enkelte folks egenart og særlige forhold - er et passende vidnesbyrd om evangeliet.
Da sækularinstitutterne ved Helligåndens inspiration stadig tiltager i antal i Kirken, kan også deres virke, underkastet biskoppens myndighed, på mange måder være til nytte i missionerne og være et tegn på den fuldkomne hengivelse for evangeliets udbredelse i verden.
41. Lægfolket virker med til Kirkens udbredelse af evangeliet og har såvel ved deres vidnesbyrd, som ved at de er levende redskaber, del i dens frelsebringende sendelse,10 især når de, efter at være kaldet af Gud, antages af biskopperne til dette arbejde.
I de allerede kristne lande arbejder lægfolket med på evangeliseringsarbejdet, idet de udvikler kendskab og kærlighed til missionerne hos sig selv og andre, vækker kald i deres egne familier, i de katolske foreninger og i skolerne og tilbyder hjælp af enhver art, for at de kan skænke troens gave, som de selv fik gratis, videre til andre.
I missionslandene bør lægfolk - enten de nu er udlændinge eller indfødte - give undervisning i skolerne, påtage sig de verdslige anliggender, hjælpe med i sognets og bispedømmets forskellige arbejder og ligeledes påbegynde og fremme forskellige former for lægapostolat, for at den unge kirkes troende så snart som muligt kan tage selvstændig del i Kirkens liv.11
Endelig bør lægfolk beredvilligt yde udviklingslande økonomisk og social hjælp. Denne hjælp er så meget des mere påskønnelsesværdig, når den benyttes til at grundlægge sådanne foretagender, der berører det sociale livs grundstrukturer eller er uddannelsesteder for dem, der har ansvaret for det offentlige liv.
De lægfolk fortjener særlig ros, der arbejder ved universiteterne og de videnskabelige institutter med forskning af historisk eller religonsfilosofisk art, som uddyber kendskabet til de forskellige folkeslag og religioner og dermed hjælper evangeliets budbringere og forbereder dialogen med de ikke-kristne.
I broderskabets ånd må de samarbejde med de øvrige kristne, de ikke-kristne og navnlig med de internationale organisationer og derved stadig have for øje, at "oprettelsen af det jordiske samfund altid må grundlægges på Herren og have ham som sit mål".12
For at lægfolket skal være alle disse opgaver voksne, er en teknisk og åndelig forberedelse uomgængelig nødvendig; den skal gives i dertil bestemte institutter, for at lægfolkets liv kan være et vidnesbyrd om Kristus for de ikke-kristne efter apostlenes ord: "Bliv ikke til anstød for nogen, hverken jøde eller græker, eller for Guds menighed, ligesom jeg også i alt stræber efter at tækkes alle, idet jeg ikke søger, hvad der gavner mig selv, men hvad der gavner de mange, for at de må blive frelste" (1.Kor. 10,32-33).
Afslutning
42. I forening med den romerske biskop hilser koncilsfædrene, der kender deres alvorlige forpligtelse til at udbrede Guds rige overalt, alle evangeliets sendebud, især dem, der for Kristi navns skyld lider forfølgelse, og gør sig til ét med dem i deres lidelse.13
Koncilsfædrene brænder også af den samme kærlighed til menneskene, som Kristus var opflammet af. Ihukommende, at det er Gud, der bevirker sit Riges komme på jorden, beder de indstændigt sammen med alle troende kristne om, at alle folkeslagene på forbøn af Jomfru Maria, apostlenes dronning, så snart som muligt må komme til erkendelse af sandheden (1.Tim. 2,4), for at det Guds lys, der stråler fra Kristi åsyn, ved Helligånden må blive et skinnende lys i alles hjerter (2.Kor. 4,6).
Dette dekret er blevet godkendt af koncilsfædrene i sin helhed såvel som i sine enkelte punkter. Og vi, i kraft af den apostoliske myndighed, som er os overleveret fra Kristus, bifalder, lovfæster og fastlægger det, sammen med de ærværdige fædre, i Helligånden, og det som således gennem koncilet er blevet bestemt, befaler vi skal træde i kraft, til Guds ære.
Rom, ved Skt. Peter, den 7.december 1965
Paul, den katolske kirkes biskop,
med koncilsfædrenes underskrift.
--------------------------------------------------------------------------------
[1] 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.48.
[2] Skt. Augustin, Enarr. in Ps., 44,23: PL 36, 508.
1 Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.1.
2 Jf. Skt. Irenæus, Adv. Haer. III, 18, 1: "Ordet, der er hos Gud, ved hvem alt er blevet skabt, og som altid var til stede hos menneskeheden . . .": PG 7, 932. - Ibid. IV, 6, 7: "Sønnen, der fra begyndelsen af står ved sin skabnings side, åbenbarer Faderen for alle, for hvem Faderen vil det, når han vil det, og som han vil det": PG 7, 990. - Jf. Ibid. IV, 20, 6 og 7: PG 7, 1037. - Id., Demonstratio, 34: Patr.Or. XII, 773. - Skt. Klemens af Alexandria, Protrept. 112, 1: GCS Clemens I, 79. - Id., Stromata VI, 6, 44, 1: GCS Clemens II, 453; 13, 106, 3 og 4: GCS Ibid. 485. - Hvad selve læren angår se Pius xii, Radiobudskab, 30.dec. 1952. - 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.16.
3 Jf. Hebr. 1,2; Joh. 1,3 og 10; 1.Kor. 8,6; Kol. 1,16.
4 Skt. Athanasius, Ep. ad Epictetum 7: PG 26, 1060. - Skt. Kyrillus af Jerusalem, Catech. 4,9: PG 33, 465. - Marius Victorinus, Adv. Arium 3, 3: PL 8, 1101. - Skt. Basilius, Epist. 261, 2: PG 32, 969. - Skt. Gregor af Nazianz, Epist. 101: PG 37, 181. - Skt. Gregor af Nyssa, Antirrheticus, Adv. Apollin. 17: PG 45, 1156. - Skt. Ambrosius, Epist. 48,5: PL 16, 1153. - Skt. Augustin, In Joann., tr. XXIII, 6: PL 35, 1585; CChr. 36, 236. - Han påviser desuden, at fordi Helligånden ikke blev kød, har Den ikke forløst os: De Agone Christi 22, 24: PL 40, 302. - Skt. Kyrillus af Alexandria, Adv. Nestor, I, 1: PG 76, 20. - Skt. Fulgentius, Epist. 17, 3, 5: PL 65, 454. - Id., Ad Trasimundum III, 21: PL 65, 284.
5 Det er Helligånden, der har talt gennem profeterne: Symb. Constantinopol.: Denz., 150. - Skt. Leo den Store, Sermo 76: PL 54, 405-406: "Da Helligånden på pinsedagen fyldte Herrens disciple, var det ikke gavens begyndelse, men en forøgelse af fylden, thi også de forudgående tiders patriarker, profeter, præster og alle hellige blev levendegjort ved at blive helligede af den samme Ånd . . . selv om det ikke var den samme fylde af gaver". - Også Sermo 77,1: PL 54, 412. - Leo xiii, Rundskr. Divinum illud, 9.maj 1897: ASS 29 (1897), ss.650-651. - Også Skt. Johannes Krysostomus, selv om han insisterer på, at Åndens sendelse på pinsedag er noget nyt: In Eph. c. 4, hom. 10, 1: PG 62, 75.
6 Fædrene taler ofte om Babel og pinsen: Origenes, In Genesim, c.1: PG 12, 112. - Skt. Gregor af Nazianz, Oratio 41, 16: PG 36, 449. - Skt. Johannes Krysostomus, Hom. 2 in Pentecost., 2: PG 50, 467. - Id., In Act. Apost.: PG 60, 44. - Skt. Augustin, Ennarr. in Ps. 54, 11: PL 36, 636; CChr. 39, 664f. - Id., Sermo 271: PL 38, 1245. - Skt. Kyrillus af Alexandria, Glaphyra in Genesim II: PG 69, 79. - Skt. Gregor den Store, Hom. in Evang. bog II, hom. 30, 4: PL 76, 1222. - Skt. Beda den Ærværdige, In Hexaem., bog III: PL 91, 125. - Se desuden billedet i atriet i Markuskirken i Venedig. - Kirken taler alle sprog og samler således alle i troens enhed: Skt. Augustin; Sermones 266, 267, 268, 269: PL 38, 1225-1237. - Id., Sermo 175, 3: PL 38, 946. - Skt. Johannes Krysostomus, In Ep. I ad Cor., hom. 35: PG 61, 296. - Skt. Kyrillus af Alexandria, Fragm. in Act.: PG 74, 758. - Skt. Fulgentius, Sermo 8, 2-3: PL 65, 743-744. - Om Pinsen som apostlenes indvielse til mission se J.A. Cramer, Catena in Acta SS. Apostolorum, Oxford 1838 s.24 ff.
7 Jf. Luk. 3,22; 4,1; Ap.G. 10,38.
8 Jf. Joh. kap.14-17. - Paul vi, Tale ved koncilets åbning, 14.sept. 1964: AAS 56 (1964), s.807.
9 Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.4.
10 Skt. Augustin, Sermo 267, 4: PL 38, 1231: "Helligånden virker i hele Kirken det, som sjælen virker i alle et legemes lemmer". - Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.7 (med note 8).
11 Jf. Ap.G. 10,44-47; 11,15; 15,8.
12 Jf. Ap.G. 4,8; 5,32; 8,26,29,39; 9,31; 10; 11, 24,28; 13,2,4,9; 16,6-7; 20,22-23; 21,22 osv.
13 Tertullian, Apologeticum 50, 13: PL 1, 534; CChr. 1, 171.
14 Allerede Skt. Thomas Aquin taler om den apostoliske opgave, at plante kirken: Se Sent., bog I, dist. 16, q.1, a.2 ad 2 og ad 4; a.3 sol. - Id., Summa theol., Ia, q.43, a.7 ad 6; Ia-IIae, q.106, a.4 ad 4. - Se Benedikt xv, Rundskr. Maximum illud, 30.nov. 1919: AAS 11 (1919) ss.445 og 453. - Pius xi, Rundskr. Rerum Ecclesiae, 28.feb. 1926: AAS 18 (1926), s.74. - Pius xii, 30.apr. 1939 til lederne af de pavelige missionsinstitutioner. - Id., 24.juni 1944 til lederne af de pavelige missionsinstitutioner: AAS 38 (1944), s.210; AAS 42 (1950), s.727; AAS 43 (1951), s.508. - Id., 29.juni 1948 til de indfødte præster: AAS 40 (1948), s.374. - Id., Rundskr. Evangelii Praecones, 2.juli 1951: AAS 43 (1951), s.507. - Id., Rundskr. Fidei Donum, 21.apr. 1957: AAS 49 (1957), s.236. - Johannes xxiii, Rundskr. Princeps Pastorum, 28.nov. 1959: AAS 51 (1959), s.835. - Paul vi, Hom., 18.okt. 1964: AAS 56 (1964), s.911. - Både paver, kirkefædre og skolastiske teologer taler ofte om Kirkens "udbredelse"; Skt. Thomas Aquin, Comm. in Matth. 16, 28. - Leo xiii, Rundskr. Sancta Dei Civitas: ASS (1880), s.241. - Benedikt xv, Rundskr. Maximum illud, 30.nov. 1919: AAS 11 (1919) s.442. - Pius xi, Rundskr. Rerum Ecclesiae, 28.feb. 1926: AAS 18 (1926), s.65.
15 I denne bestemmelse om missionsvirksomheden er ifølge sagens natur også de dele af Latinamerika inkluderet, hvor der hverken findes et eget hierarki eller et modent kristent liv, og hvor evangeliet heller ikke forkyndes tilstrækkeligt. Men om disse områder faktisk vil blive anerkendt af Den hellige Stol som missionsområder, afhænger ikke af koncilet. Derfor siges der med vilje om sammenhængen mellem begrebet missionsvirksomhed og bestemte områder, at denne virksomhed "som oftest" udøves i områder, der er anerkendte som sådan af Den hellige Stol.
16 Jf. 2.Vatikankoncil, Dekret Om Økumeni, n.1.
17 Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.16.
18 Jf. Joh. 7,18; 8,30 og 44; 8,50; 17,1.
19 Hvad denne syntese angår, se, hvad Skt. Irenæus siger om rekapitulationen. - Se også Hippolyt, De Antichristo 3: "Han, der vil og ønsker at frelse alle, vil gøre alle til Guds børn, og kalder alle de hellige til at være et eneste fuldkomment menneske. . .": PG 10,732; GCS Hippolyt. I, 2, s.6. - Id., Benedictiones Jacob 7: TU, 38-1, s.18, lin. 4ff. - Origines, In Joann. I, 16: "Når de, der ledes af det Ord, som er hos Gud, er nået til Gud, vil de alle erkende Gud i én fælles gudserkendelse, for at de alle som Guds ægte sønner må erkende Faderen, som nu kun Sønnen kender Faderen": PG 14,49; GCS Orig.. IV, 20. - Skt. Augustin, De sermone Domini in monte, I. 41: "Lad os elske det, vi kan tage med os til det rige, hvor ingen siger: min Fader, men hvor alle til den ene Gud siger: vor Fader": PL 34, 1250. - Skt. Kyrillus af Alexandria, In Joann. I: "vi er nemlig alle i Kristus, og menneskeheden finder som én fælles person nyt liv i ham. Derfor bærer han også navnet âden nye Adam' . . . Han har nemlig boet iblandt os, han der af naturen er Søn og Gud; derfor råber vi i hans Ånd: Abba Fader! Men ordet bor i alle som i et eneste tempel, som det har antaget for vor skyld og fra os, for som Paulus siger at forsone Faderen i det ene legeme, hvori han bærer alle": PG 73, 161-164.
20 Benedikt xv, Rundskr. Maximum illud, 30.nov. 1919: AAS 11 (1919) s.445: "Thi som Guds Kirke er den fælles for alle og ikke fremmed for noget folk eller for nogen nation ...". - Se Johannes xxiii, Rundskr. Mater et Magistra: "Med guddommelig ret er Kirken som bekendt universel . . . Når Kirken kommer til et folk, må den derfor heller ikke anses for noget, der påtvinges udefra, og den opfatter heller ikke sig selv som noget sådant ... Alt værdifuldt i ham (dvs. den, der er genfødt i Kristus), af hvad natur det end er, bliver styrket og forædlet derved.": AAS 53 (1961), s.444; dansk udg. Vort sociale ansvar, Sankt Ansgars Forlag, København 1961, s.58f.
21 Jf. Skt. Irenæus, Adv. Haer., III, 15, n.3: PG 7, 919: "De var sandhedens forkyndere og frihedens apostle".
22 O-antifon, 23.dec.
23 Jf. Matt. 24,31. - Didachè 10,5: Funk I, 32.
24 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.17. - Skt. Augustin, De Civ. Dei, 19,17: PL 41, 646. - Propagandakongregationen, Instructio: Collectanea I, n.135, s.42.
25 Ifølge Origines må evangeliet være forkyndt, før denne verden er fuldendt: Hom. in Luc. XXI: GCS Orig. IX, 136, 21ff. - Id., In Matth. comm., ser. 39: Ibid. XI, 75, 25ff.; 76, 4ff. - Id., Hom. in Jerem., III, 2: Ibid. VIII, 308, 29ff. - Skt. Thomas Aquin, Summa theol. Ia-IIae, q.106, a.4, ad 4.
26 Skt. Hilarius af Poitiers, In Ps. 14: PL 9, 301. - Eusebius af Cæsarea, In Isaiam 54, 2-3: PG 24, ss.462-463. - Skt. Kyrillus af Alexandria, In Isaiam, V, kap. 54, 1-3: PG 70, 1193.
1 Jf. Paul vi, Tale på koncilet, 20.nov. 1964: AAS 56 (1964), s.1013.
2 Jf. 2.Vatikankoncil Dekret Om religionsfrihed, n.2, 4, 10. - Id., Pastoral konstit. Om Kirken i den moderne verden, n.21.
3 Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.17.
4 Jf. 2.Vatikankoncil, Konst. Om liturgien, n.64-65.
5 Om denne i evangeliet omtalte befrielse for Satans og mørkets trældom se Matt. 12,28; Joh. 8,44; 12,31 (jf. 1.Joh. 3,8; Ef. 2,1-2). I dåbsliturgien, se Rituale Romanum.
6 Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.14.
7 Jf. Skt. Augustin, Tract. in Joann., 11,4: PL 35, 1476.
8 Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.9.
9 Jf. Ibid., n.10, 11, 34.
10 Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Åbenbaring, n.21.
11 Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.12, 35.
12 Jf. Ibid., n.23, 36.
13 Jf. Ibid., n.11, 35, 41.
14 Jf. 2.Vatikankoncil, Dekret Om de orientalske katolske Kirker, n.30.
15 Brev til Diognet, 5: PG 2, 1173. - Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.38.
16 Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.32. - Id., Dekret Om lægfolkets apostolat, n.5-7.
17 Jf. 2.Vatikankoncil, Dekret Om præsternes uddannelse, n.4, 8, 9.
18 Jf. 2.Vatikankoncil, Konstit. Om Liturgien, n.17.
19 Jf. 2.Vatikankoncil, Dekret Om præsternes uddannelse, n.1.
20 Jf. Johannes xxiii, Rundskr. Princeps Pastorum, 28.nov. 1959: AAS 51 (1959), ss.843-844.
21 Jf. 2.Vatikankoncil, Dekret Om Økumeni, n.4.
22 Jf. Johannes xxiii, Rundskr. Princeps Pastorum, 28.nov. 1959: AAS 51 (1959), s.842.
23 Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.29.
24 Jf. Johannes xxiii, Rundskr. Princeps Pastorum, 28.nov. 1959: AAS 51 (1959), s.855.
25 Det drejer sig om de såkaldte "heltidskateketer", full time catechists.
26 Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.31, 44.
1 Jf. Johannes xxiii, Rundskr. Princeps Pastorum, 28.nov. 1959: AAS 51 (1959), s.838.
2 Jf. 2.Vatikankoncil, Dekret Om præsternes tjeneste og liv, n.10. - Id., Dekret Om præsternes uddannelse, n.2.
3 Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.25.
4 Jf. 2.Vatikankoncil, Dekret Om præsternes tjeneste og liv, n.10. Dér har man forudset, at der, hvor det er nødvendigt for den rette udøvelse af apostolatet, må oprettes personale præfekturer for at lette den særlige sjælesorg for forskellige sociale grupper.
5 Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.13.
6 Jf. Paul vi, Tale ved helgenkåringen af martyrerne fra Uganda: AAS 56 (1964), s.908.
7 Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.13.
1 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.17.
2 Ved "institutioner" forstås her ordener, kongregationer, institutter og foreninger, der arbejder i missionen.
3 Jf. Pius xi, Rundskr. Rerum Ecclesiae, 28.feb. 1926: AAS 18 (1926), ss.69-71. - Pius xii Saeculo exeunte, AAS 32 (1940), s.256. - Id., Rundskr. Evangelii Praecones, 2.juli 1951: AAS 43 (1951), s.506.
4 Jf. Benedikt xv, Rundskr. Maximum illud, 30.nov. 1919: AAS 11 (1919) ss.449-450.
5 Jf. Benedikt xv, Rundskr. Maximum illud, 30.nov. 1919: AAS 11 (1919) ss.448-449. - Pius xii, Rundskr. Evangelii Praecones, 2.juli 1951: AAS 43 (1951), s.507. - Ved uddannelsen af missionspræsterne må det også tages i betragtning, hvad der er fastsat af 2.Vatikankoncil i dekretet Om præsternes uddannelse.
6 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.41.
7 Jf. Benedikt xv, Rundskr. Maximum illud, 30.nov. 1919: AAS 11 (1919), s.440. - Pius xii, Evangelii Praecones, 2.juli 1951: AAS 43 (1951), s.507.
8 Benedikt xv, Rundskr. Maximum illud, 30.nov. 1919: AAS 11 (1919), s.448. - Propagandakongregationen, Dekret af 20.maj 1923: AAS 15 (1923), ss.369-370. - Pius xii, Rundskr. Saeculo exeunte: AAS 32 (1940), s.256. - Id., Rundskr. Evangelii Praecones, 2.juli 1951: AAS 43 (1951), s.507. - Johannes xxiii, Rundskr. Princeps Pastorum, 28.nov. 1959: AAS 51 (1959), ss.843-844.
9 2.Vatikankoncil, Dekret Om præsternes uddannelse, n.19-21. - Jf. Apostolisk konstit. Sedes Sapientiae cum Statutis generalibus, 31.maj 1956: AAS 48 (1956), ss.354-365.
10 Pius xii, Rundskr. Evangelii Praecones, 2.juli 1951: AAS 43 (1951), ss.523-524.
11 Benedikt xv, Rundskr. Maximum illud, 30.nov. 1919: AAS 11 (1919), s.448. - Pius xii, Rundskr. Evangelii Praecones, 2.juli 1951: AAS 43 (1951), s.507.
12 Jf. Pius xii, Rundskr. Fidei Donum, 21.apr. 1957: AAS 49 (1957), s.234.
13 Jf. 2.Vatikankoncil, Dekret Om præsternes tjeneste og liv, n.9, hvor der blandt andet er tale om personalbispedømmer og -prælaturer.
1 Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.18.
2 Jf. Ibid., n.23.
3 Jf. Motu Proprio Apostolica Sollicitudo, 15.sept. 1965: AAS 57 (1965), s.776.
4 Jf. Paul vi, Tale på koncilet, 20.nov. 1964: AAS 56 (1964), s.1011.
5 Jf. Benedikt xv, Rundskr. Maximum illud, 30.nov. 1919: AAS 11 (1919), ss.39-40.
6 Hvor nogle missioner af forskellige grunde endnu forbigående er underlagt andre kongregationer, må disse holde sig i nær kontakt med Kongregationen for troens Udbredelse, for at ledelsen og koordineringen af alle missioner kan ske på en virkelig fast og ensartet måde.
7 Jf. 2.Vatikankoncil, Dekret Om biskoppernes hyrdehverv i Kirken, n.35, 4.
8 Jf. Ibid., n.36-38.
9 Jf. Ibid., n.35, 5-6.
1 Jf. 2.Vatikankoncil, Dekret Om Økumeni, n.12.
2 Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.23-24.
3 Jf. Benedikt xv, Rundskr. Maximum illud, 30.nov. 1919: AAS 11 (1919), ss.453-454. - Pius xi, Rundskr. Rerum Ecclesiae, 28.feb. 1926: AAS 18 (1926), ss.71-73. - Pius xii, Rundskr. Evangelii Praecones, 2.juli 1951: AAS 43 (1951), ss.525-526. - Id., Rundskr. Fidei Donum, 21.apr. 1957: AAS 49 (1957), s.241.
4 Jf. Pius xii, Rundskr. Fidei Donum, 21.apr. 1957: AAS 49 (1957), ss.245-246.
5 2.Vatikankoncil, Dekret Om biskoppernes hyrdehverv i Kirken, n.6.
6 Jf. Pius xii, Rundskr. Fidei Donum, 21.apr. 1957: AAS 49 (1957), s.245.
7 Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.28.
8 Jf. Pius xi, Rundskr. Rerum Ecclesiae, 28.feb. 1926: AAS 18 (1926), s.72.
9 Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.44.
10 Jf. Ibid., n.33, 35.
11 Jf. Pius xii, Rundskr. Evangelii Praecones, 2.juli 1951: AAS 43 (1951), ss.510-514. - Johannes xxiii, Rundskr. Princeps Pastorum, AAS 51 (1959), ss.851-852.
12 Jf. 2.Vatikankoncil, Dogm. konstit. Om Kirken, n.46.
13 Jf. Pius xii, Rundskr. Evangelii Praecones, 2.juli 1951: AAS 43 (1951), s.527. - Johannes xxiii, Rundskr. Princeps Pastorum, AAS 51 (1959), ss.864.