Biskop Czeslaws nekrolog over Pastor Hans Esmark.

Pastor Hans Esmark afgået ved døden

Tirsdag eftermiddag, den 14. maj afgik pastor Hans Esmark ved døden på Frederikssund sygehus efter længere tids sygdom.

Hans Esmark blev født den 26. februar 1943 på Frederiksberg som søn af civilingeniør Erik Fritz Esmark og hustru Annelise f. Ellerbek. Samtidig fødtes tvillingesøsteren Nina.

Efter fuldendt realeksamen i 1959 kom han i lære som møbelsnedker og blev udlært i 1964. Sin militærtjeneste sluttede han som løjtnant i 1966. Herefter påbegyndte han et studenterkursus, som han afsluttede med eksamen i 1969. I 1970 genoptog han sin militære uddannelse med optagelse på Hærens officersskole.

Hans Esmark var blevet optaget i Kirken i Jesu Hjerte kirke i København den 19.oktober 1963. Han afbrød sin militære uddannelse i 1971 for at påbegynde præstestudiet, som han gennemførte på jesuitternes teologiske højskole St. Georgen i Frankfurt.

Efter afslutningen af studiet i 1976 vendte han tilbage til Danmark og efter et ophold på pastoralseminariet i Ordrup blev han præsteviet i Sct. Knud Lavards kirke i Lyngby den 28. maj 1977. Den 1. juni blev han udnævnt til andenpræst for menighederne i Birkerød, Hillerød og Hørsholm.

Den 1. august 1979 blev Hans Esmark udnævnt til sognepræst i Hillerød, som kom til at være base for hele hans præstelige virke.

I 1934 var montfortanerpræsterne fra Roskilde begyndt regelmæssigt at fejre messe i Hillerød. I de følgende årtier blev messen fejret forskellige steder i byen, og efterhånden blev der også udarbejdet planer for en egentlig kirke, planer, som af forskellige grunde måtte opgives. I 1967 oprettedes sognet, og pastor Lars Messerschmidt blev udnævnt til sognepræst og blev den første fastboende præst i byen.         

Det blev dog Hans Esmark, som fra 1979 for alvor kom til at præge udviklingen i sognet. Også han måtte et par gange skifte bolig og messested, indtil ejendommen, der rummer den nuværende Sct. Vilhelms kirke kunne erhverves i 1980. Efter flere byggefaser kunne kirken indvies den 2. marts 1986. Byggeriet og indretningen er i vidt omfang præget af Hans Esmarks praktiske sans og organisatoriske evner.

Hillerød forblev centret for Hans Esmarks virke; men efterhånden kom det til at omfatte andre menigheder. I 1985 fik han overdraget ansvaret for Sct.  Knuds menighed i Ringsted. Trods afstanden til Hillerød fungerede arbejdet her upåklageligt, også kraftigt støttet af Sr. Clementine og to andre Sct. Josephsøstre. 1991 blev han yderligere udnævnt til sognepræst ved Sct. Vincents kirke i Helsingør, hvor Sct. Vincentsøstrene var en god støtte. Tjenesten hér varetog han indtil 2006. Nogle år forinden ophørte han også som sognepræst i Ringsted.

Ud over sine embeder som sognepræst var Hans Esmark en tid medlem af præsterådet, det biskoppelige råd, præsternes lønningskommission og var endvidere praktisk ansvarlig for valfarten til Aasebakken. I sine unge år var han også engageret i soldatervalfarten til Lourdes, hvor han i øvrigt blev firmet af den franske militærbiskop den 31. maj 1965.

Efter mere en 40 år som sognepræst i Hillerød gik Hans Esmark på pension i 2021. Han blev boende i byen og varetog, så længe helbredet tillod det, mindre opgaver, bl.a. sygebesøg. De sidste par år blev i tiltagende grad præget af sygdom med flere hospitalsindlæggelser.

Må Herren give pastor Hans den evige hvile.
                         +Czeslaw

Pastor Esmark bisættes fra Sct. Vilhelms kirke i Hillerød onsdag den 22. maj kl. 11.00.